Så skete det: For første gang er der udbrudt ballade hos Nye Borgerlige, der ellers har bevæget sig fra succes til succes i det lille års tid partiet har eksisteret. Og for at gøre balladen i Nye Borgerlige fuldkommen er det partiets formand, Pernille Vermund, der er ophavet:
I en facebook opdatering mindedes hun sin barndomsveninde Sherin Khankan og skrev bl.a.:
Men jeg har respekteret dig for dit valg og fra sidelinjen fulgt din indædte kamp for at reformere islam […] Selv om jeg ikke kan se din tro, som du gør det, så håber jeg, at jeg en dag vil se resultatet af dit arbejde – og at de danskere, der vælger at bekende sig til samme tro som du, en dag vil kunne spejle sig i et forbillede rundet af vestlige værdier, frihed og næstekærlighed.
Det rejste en storm blandt mange af de medlemmer og tilhængere af Nye Borgerlige, som i årevis har fulgt og deltaget i islamdebatten, og som har set Nye Borgerliges strammere kurs i udlændingespørgsmål som et tiltrængt alternativ og supplement Dansk Folkeparti. At Pernille Vermund kunne respektere Sherin Khankans valg om at gå fra at være en sekulær pige til blive dybt troende muslim – og håbe at andre kunne spejle sig i Khankan som forbillede, faldt mange for brystet.
Sherin Khankan har nemlig i mange sammenhæng talt med to tunger i sin – på overfladen – sekulære tilgang til islam: Blandt andet har hun i sin egenskab af formand for Kritiske Muslimer agiteret for en reform af islam, men har samtidig haft tæt tilknytning til Hizb ut-Tharir (som hendes mand er aktiv i), og hendes meget ordrige indlæg i islamdebatten bærer også præg af en sær dobbelttydighed. Især når hun er blevet konfronteret med de mere voldelige og undertrykkende dele af Koranen og sharia, som Khankan aldrig entydigt vil tage afstand fra. Khankan har agiteret for en reform og har argumenteret for indførelsen af en uddannelse i islamisk teologi på Københavns Universitet. Der er dog ikke mange, der har beskæftiget sig med islam, der hverken tror, at en reform af islam er mulig – eller reelt ønsket af Khankan selv, ligesom forslaget om indførelse af en imamuddannelse på Københavns Universitet dybest set er forankret i et ønske om at smugle statsfinansieret islam ind ad bagvejen.
Sherin Khankan til Hizb ut-Tahrir demo
Khankans seneste tiltag: oprettelsen af en kvindemoské med kvindelige imamer, er heller ikke noget, der har fået borgerlige med et skeptisk forhold til islam til at falde bagover af begejstring: en kvindemoské fastholder fortsat det muslimske krav om kønsadskillelse og ikke mindst islams berygtede kvindesyn, bl.a. symboliseret ved, at de kvindelige imamer ikke må forestå fredagsbønnen når de har menstruation.
Sherin Khankan er et dårligt papir, og det er kommet som et chok for mange hos Nye Borgerlige og omegn, at Pernille Vermund kunne skrive så henrevet om sin islamistiske barndomsveninde.
Der er meget, der tyder på, at det også er kommet som et chok for Pernille Vermund, at der har været så mange voldsomme reaktioner på hendes facebook opdatering. Hun var hurtigt ude med en lille video, hvor hun erklærer, at islam skal fylde så lidt som muligt, og senere trak partiet så en streg i sandet og udsendte en præcisering af Nye Borgerliges holdning til islam. Mon ikke også, der er sket en del efterrationalisering og google-søgning på Sherin Khankan?
For Vermunds vedkommende bør sagen tjene som en påmindelse om, at store dele af Nye Borgerliges medlemmer og kommende vælgere ser partiets udlændingepolitik og truslen fra islam som helt afgørende for deres støtte til partiet. At flere medlemmer så reagerer med udmeldelse og trækker deres støtte allerede inden partiet har fået fodfæste virker til gengæld vildt overdrevent og helt ude i hampen. Ikke mindst fordi det er svært at se realistiske alternativer til partiet, for hvor vil folk gå hen – (tilbage) til Dansk Folkeparti?
Hele balladen og reaktionerne på den, er en forsmag på, hvad der vil komme, når Nye Borgerlige lige om lidt bliver opstillingsberettiget og medier og politikere kaster sig over hende. Indtil videre har Vermund stort set kørt partiet egenhændigt i stilling, og det er er en kæmpe bedrift. Nu går partiet ind i en ny fase, og der vil hun få brug for flere, der kan tage fra. Det er udfordringen.
