Kommentar



Billedet: Pia Kjærsgaard bliver i 1998 iført hjelm og beskyttelsesdragt sluset ind i en mandskabsvogn, efter hun havde søgt tilflugt fra horder af voldsparate “antifascister” i en bank på Nørrebrogade

»Jeg er ikke formand for et Folketing, hvor dele af kongeriget er tabt. Overhovedet ikke. Jeg er formand for et Folketing, hvor man aldrig nogensinde giver op. Og hvorfor vil man overhovedet være politiker, hvis man ikke tager kampen. Man giver ikke tabt i forhold til noget som helst som politiker. For så er man ikke politiker,«

Ordene er selvsagt Pia Kjærsgaards og de falder i dagens BT som reaktion på en kommentar fra Nye Borgerliges Pernille Vermund, der har været en tur på Nørrebro, for ved selvsyn at danne sig et indtryk af forholdene der. Og det massive politiopbud for skabe nogenlunde tryghed i kombination med den åbenlyse sociale kontrol hun blev konfronteret med, fik Vermund til at konkludere, at bydelen ud fra et frit, fredeligt og demokratisk synpunkt var “tabt”.

En konstatering af det åbenlyse skulle man mene, og dertil også et tiltrængt wake-up call fra en politiker, der med sit indlæg tydeligvis håber at mobilisere demokratiske kræfter til at tilbageerobre er trygt, frit og fredeligt Nørrebro, så vi ikke ender i en glidebane mod de svenske tilstande, hvor antallet af “tabte” områder på to år er steget fra 15 til 23.

ANNONSE

Hensigten med PernilleVermunds indlæg er ikke til at misforstå – med mindre man hedder Pia Kjærsgaard og insisterer på at læse Vermund, som fanden læser biblen. For hvad er det, der stikker den tidligere formand for det parti, der om nogen har taget ikke bare kampen, men også tævene for værnet om Danmark og danske værdier? Hun, der i særklasse har følt det had og den vold, der lurer under overfladen på Nørrebro. Har hun glemt, hvordan hun måtte flygte for sit liv ind i en bank på Nørrebrogade, fordi hendes blotte tilstedeværelse skabte lynchstemning? Har hun glemt, hvor meget kampklædt politi, der skulle til for at få hende væk fra Nørrebro?

Pia Kjærsgaards udfald mod Pernille Vermund er uskønt og usagligt og det vidner om et tiltagende brødnid blandt politikere, der på meget lange stræk har samme grundholdninger til nationalstatens betydning, forsvaret for den – og ikke mindst de værdier, der bærende for vores samfund.

Det ville have klædt Pia Kjærsgaard, om hun havde bakket Pernille Vermund op i Nørrebro-sagen, og vendt blikket mere indad i eget parti. Det er nemlig hér en meget væsentlig årsag til Nye Borgerliges succés skal findes: I DFs blegnende værdipolitiske  profil. Det er meget længe siden man sidst har mærket noget til partiets uforfærdede og direkte påpegning af de åbenlyse konsekvenser af årtiers afbøjning for islamiske særkrav, der istedet er aflyst af symbolpolitiske udmeldinger, som det seneste om at indføre et dokumentationskrav for friskolers demokratiske virke .

I Shakespeares skuespil “Julius Cæsar” siger Cæsar: “Jeg vil se fede mænd omkring mig. Mænd med glatte hoveder, der sover trygt”.

Dansk Folkeparti er slemt i farezonen for at blive en flok fede mænd.

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)