Gæsteskribent



Under sit nylige besøg på den græske ø Lesbos sagde pave Frans, at Europa bør reagere på migrantkrisen med løsninger, som er “menneskeheden værdige.” Han fordømte tillige “den tætte kappe af ligegyldighed, som formørker hjerter og sind.” Paven gik derpå videre til at vise, hvad han mener er en reaktion, der er “menneskeheden værdig,” ved at bringe 12 syriske muslimer med sig i flyet tilbage til Italien. “Det er en dråbe i havet. Men efter denne dråbe vil havet aldrig mere være det samme,” lød pavens dybsindige ord.

Pavens tale indeholdt ikke en eneste henvisning til de for europæerne barske følger af den muslimske migration til Europa. I stedet var talen gennemvævet af overvejelser som “…barrierer skaber splittelse i stedet for at fremme befolkningernes sande fremgang, og splittelse fører før eller siden til konfrontationer” og “…vores vilje til at fortsætte samarbejdet, så de udfordringer, vi står over for i dag, ikke fører til konflikter, men snarere til kærlighedssamfundets vækst.”

Paven vendte senere hjem til sit praktisk talt migrantløse Vatikan — de 12 syriske muslimer vil blive beværtet af Italien, ikke af Vatikanet, selvom Hellighedens Hav vil støtte dem – hvorved det overlades til europæerne i almindelighed at håndtere følgerne af “kærlighedssamfundets vækst.”

ANNONSE

Der er næsten intet mere gratis i denne verden end at undlade at praktisere, hvad man prædiker, og det, paven prædiker, er accept af mere migration til Europa, og mere migration – meget mere – er så afgjort det, der ligger i kortene for Europa.

På FN’s konference i Genève den 30. marts vedrørende syriske flygtninge angav Italiens udenrigsminister, Paolo Gentiloni, det totale antal asylansøgere til Italien i første kvartal af 2016 til 18.234. Dette tal er allerede 80% højere end for samme periode i 2015.

Ifølge Paolo Serra, der er militærrådgiver for Martin Kobler, FN’s udsending til Libyen, vil migranter, der for tiden opholder sig i Libyen, drage mod Italien i stort antal, hvis landet [Libyen] ikke bliver stabiliseret. “Hvis vi ikke griber ind, kan der ankomme 250.000 mennesker [til Italien] inden udgangen af 2016,” sagde han. Ifølge Frankrigs forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, er antallet meget højere: 800.000 migranter venter i øjeblikket i Libyen på at krydse Middelhavet.

Allerede i november 2015 vurderede den Europæiske Union – i sin prognose European Economic Forecast i efteråret 2015, affattet af EU-kommissionen – at yderligere tre millioner migranter vil være ankommet til EU ved udgangen af 2016.

Alligevel skrev EU-kommissionen optimistisk, at “selvom de vil være ulige fordelt mellem landene, vil de anslåede, øgede, offentlige udgifter i forbindelse med asylansøgernes ankomst være begrænsede for de fleste EU-lande.” Kommissionen konkluderede endda, at migrantkrisen kunne få en beskeden, positiv effekt på de europæiske økonomier inden for få år, idet den skrev, at “Undersøgelser indikerer, at ikke-EU migranter typisk modtager mindre i individuelle ydelser, end de bidrager med via skatter og sociale bidrag.”

Dette er den klassiske, politisk korrekte benægtelse af de faktiske kendsgerninger. De mange, meget omkostningstunge sociale problemer, som den muslimske migration til Europa foreløbig har medført, eksisterer ikke i denne hvidvaskede rapport, hvori “undersøgelser” indikerer, at migranter altid er et gode. Ligeledes nævnes de særdeles kontante sikkerhedsudgifter, som islamiseringen i Europa har nødvendiggjort, samt det deraf følgende behov for overvågning af potentielle jihadister, simpelthen ikke med et ord. Man kan spekulere over, om de EU-bureaukrater, som skrev denne rapport, overhovedet nogensinde kom ned fra deres elfenbenstårn og færdedes rundt i virkelighedens Europa.

Adskillige europæiske lande gør sig langt mindre optimistiske forestillinger ved udsigten til, at yderligere tre millioner migranter ankommer til Europas grænser, end både paven og EU-kommissionen. I februar kundgjorde Østrig, at man ville indføre grænsekontrol ved grænseovergangene til Italien, Slovenien og Ungarn. Den 12. april indledte Østrig sine forberedelser til at indføre grænsekontrol på sin side af Brennerpasset, den vigtigste rute gennem Alperne til Italien, ved at påbegynde arbejdet med at opføre en barriere mellem de to lande.

Den østrigske beslutning om at lukke Brennerpasset er blevet kraftigt kritiseret af EU. EU-kommissionens talskvinde, Natasha Bertaud, kritiserede dette tiltag som værende uberettiget og hævdede, at “der findes ingen beviser på, at strømmen af illegale migranter skifter fra Grækenland til Italien.” Fordrejer Bertaud bevidst emnet? Emnet – og problemet – er ikke, hvorvidt migranterne skifter rute fra Grækenland til Italien efter EU’s usmagelige aftale med Tyrkiet (selvom dette sandsynligvis vil ske), men at op mod 800.000 migranter allerede venter på at komme til Italien fra Libyen.

EU’s migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, sluttede sig til kritikken af Østrig, idet han sagde: “Det, der sker ved grænsen mellem Italien og Østrig, er ikke den rigtige løsning.” Han havde kritiseret Østrig allerede tilbage i februar, da Wien erklærede, at man ville skære antallet af asylansøgere ned til 80 personer om dagen. Dengang sagde Avramopoulos:

“Det er rigtigt, at Østrig er under et kolossalt pres… Det er rigtigt, at de er overbebyrdede. Men på den anden side er der nogle principper og love, som alle lande skal respektere og overholde… Østrigerne har pligt til at acceptere asylansøgninger uden et loft.”

I sit svar fortalte Østrigs kansler, Werner Faymann, EU, at Østrig ikke bare kan lade indstrømningen af migranter fortsætte uhæmmet — næsten 100.000 har ansøgt om asyl i Østrig – og han efterlyste handling fra EU’s side. Foreløbig har EU ikke handlet.

Det burde ikke komme som nogen overraskelse for EU, at en suveræn stat beslutter at tage sagen i egen hånd, når EU ikke lytter til sådan en opfordring, og når landet kan forudse en gentagelse af sidste års migrationskaos – som ifølge alle forudsiger og skøn må forventes at ville ske igen i år med endnu større styrke.

Italien har, som man kunne forvente, også kritiseret beslutningen, idet den italienske indenrigsminister, Angelino Alfano, udtalte, at Østrigs beslutning om at opføre barrieren er “uforklarlig og uberettiget.” Men Italien har kun sig selv at takke for Østrigs restriktioner ved Brennerpasset. I 2014 og første halvdel af 2015 ankom omkring 300.000 migranter til Italien, hovedsagelig fra Libyen. Trods EU’s regler som kræver, at Italien registrerer disse migranter, lod Italien blot de fleste af dem rejse gennem landet og fortsætte ind i Østrig. Derfra tog flertallet videre til Tyskland og Nordeuropa. Østrig forventer tydeligvis ikke, at Italien ændrer denne praksis.

Østrigsk politi forbereder sig på at holde linjen ved grænseovergangen til Italien i Brennerpasset den 3. april 2016, mens en folkemængde forsøger at bryde igennem under voldsomme protester mod Østrigs indførelse af grænsekontrol for at bremse indstrømningen af migranter. (Foto: RT video screenshot)

Mens EU’s bureaukrater skændes med deres medlemsstater om de selv samme staters manglende villighed til at følge EU’s regler – som tydeligvis ikke er skabt til at håndtere en migrationskrise af denne størrelsesorden — truer Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, med at droppe sine forpligtelser ifølge den nylig indgåede migrationsaftale mellem EU og Tyrkiet. Disse forpligtelser omfatter bl.a. en tilbagetagelse af alle nye “illegale migranter”, der krydser over fra Tyrkiet til de græske øer, samt gennemførelse af alle nødvendige foranstaltninger til at hindre, at der åbnes ny migrationsruter på land eller over havet mellem Tyrkiet og EU. “Der foreligger præcise forudsætninger. Hvis den Europæiske Union ikke foretager de nødvendige skridt, vil Tyrkiet ikke implementere aftalen,” advarede Erdogan for nylig i en tale i Ankara.

Erdogan ved, at i den aktuelle, europæiske virkelighed vil hans ord få den effekt, som er hans hensigt: Når han truer med at oversvømme Europa med migranter, medmindre europæerne gør, som han siger – med andre ord afpresning – så vil EU-lederne gøre, som han siger. Den tyske kansler, Angela Merkel, som er en af drivkræfterne bag aftalen med Tyrkiet, bøjede sig også for nylig for Erdogans krav om, at Tyskland retsforfølger satirikeren Jan Böhmermann, efter at denne havde hånet og fornærmet den tyrkiske præsident i et digt. Den tyske kriminalret forbyder fornærmelse af udenlandske ledere, men overlader det til regeringen at beslutte, hvorvidt den offentlige anklager skal retsforfølge den slags sager. Angela Merkel gav sin tilladelse, en beslutning som er blevet kritiseret i brede kredse. Hendes egne ministre — udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier og justitsminister Heiko Maas – sagde, at de ikke mente, at tilladelsen skulle have været givet.

Et andet tegn på, at Erdogan ikke har nogen grund til at frygte dårlig opførsel fra EU’s side i forbindelse med aftalen mellem EU og Tyrkiet, er, at Europaparlamentet netop har vedtaget at gøre tyrkisk til officielt EU-sprog. Angiveligt kom vedtagelsen i stand for at bakke op om et initiativ fra Cyperns præsident, Nicos Anastasiades, som havde anmodet det hollandske EU-formandsskab om at tilføje tyrkisk til rækken af 24 officielle sprog for at styrke forsøgene på at nå til en genforeningsaftale for Cypern.

I sit brev til EU-formandsskabet skrev Anastasiades, at Cypern allerede havde udfyldt en lignende anmodning ved forhandlingerne om dets optagelse i EU i 2002, men dengang “blev man rådet af [EU-] institutionerne til ikke at insistere, i betragtning af det begrænsede, praktiske formål for sådan en udvikling … såvel som de betydelige omkostninger”. Tyrkiets besættelse af det nordlige Cypern, som Tyrkiet invaderede i 1974, er et af de kernespørgsmål, som blokerer for Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU.

At gøre tyrkisk til officielt sprog bliver, ifølge en ledende tyrkisk embedsmand, af Tyrkiet betragtet som “en meget vigtig, meget vigtig gestus” for Cypern-fredsforhandlingerne og for båndet mellem EU og Tyrkiet i bredere forstand. “Hvis blokaden fjernes ved, at Cypern[-problemet] bliver løst, så kan vi komme videre meget hurtigt,” sagde den tyrkiske embedsmand.

Alle de andre officielle sprog og arbejdssprog i den Europæiske Union er knyttet til stater, som er fuldgyldige medlemmer af EU. Selvom afstemningen skal godkendes af den Europæiske Kommission, inden beslutningen kan træde i kraft, fortæller det rigtig meget om EU’s eftergivenhed over for Erdogan.

I lyset af denne udvikling ligner tildelingen af visa-fri indrejse til EU for 80 millioner tyrkere mest af alt en given ting, trods de 72 betingelser, som Tyrkiet, i det mindste på papiret, forventes at opfylde. De omfatter bl.a. en øget brug af biometriske pas og andre tekniske krav. Foreløbig har Tyrkiet kun opfyldt halvdelen af disse betingelser. Måske var det grunden til, at formanden for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker, for nylig følte behov for at nævne, at “Tyrkiet må opfylde alle de resterende betingelser, så kommissionen kan effektuere sit udkast inden for de kommende måneder. Kravene vil ikke blive svækket.” Spørgsmålet er, hvorvidt Juncker overhovedet selv tror på sine egne ord.

Med tildelingen af visa-fri indrejse til 80 millioner tyrkere er EU måske netop ved at bevæge sig fra asken til ilden. Den visa-fri indrejse for tyrkere i Europa vil give Erdogan fuldkommen frie hænder med hensyn til at kontrollere tilstrømningen af migranter til Europa. Desuden er enhver, der tror, at Erdogan ikke vil drage fuld fordel af denne mulighed, faretruende naiv. Den Europæiske Union vil måske stadig kunne nå at konkludere, at migrantkrisen, i hele dens vælde, trods alt er det mindste af to onder.

Judith Bergman er forfatter, klummeskribent, jurist og politisk kommentator.

 

Oprindelig engelsk tekst: Europe’s Migration Crisis: No End in Sight
Oversat af Mette Thomsen

Gatestoneinstitute.org

 

ANNONSE