Kommentar



«De kan aldrig kue os. Terrorister kan aldrig vinde over Sverige. Aldrig». Det citerede VG Sveriges stats­minister Stefan Löfvenfor at sige i går aftes.

«Lavbudget-­angreb er desværre blevet almindelige. Paradoksalt nok bliver da også terrorens effekt mindre», lyder det i en underoverskrift til en kommentar af Aftenpostens Andreas Slettholm ved midnat. Overskriften sætter det lidt mere på spidsen end selve teksten, og vi ved ikke, om den er Slettholms egen, men budskabet er alligevel en del af tidsånden, hvor man lader som om, det betyder, at vi ikke lader os ramme.

Men både Aftenpostens og den svenske stats­ministers budskab er forkert.

For vi er kuede allerede, og under­kuelsen bliver kraftigere, og ringe­agten hos Allahs soldater bliver større for hver gang, de parterer os.

Bogstaveligt talt parterer os. Ikke bare på grund af den voldsomme trang til at hugge hoveder af. Billedet af den over­kørte unge kvinde, som vi vægrer os ved at bruge viser, at hendes ene ene ben var revet af og lå adskilt fra resten af kroppen

Set fra de voldelige islamisters synsvinkel er det et godt resultat. Fire vantro er døde og flere andre er såret. Man hjælper demografien lidt på vej. Deres moral er styrket; vores er svækket. De har opnået en fysisk, men fremfor alt åndelig sejr; vi har lidt både fysiske og åndelige tab. Jo flere gange vi bliver angrebet, desto mere anstrenger vi os for ikke at se, hvad der motiverer angriberne.

ANNONSE

Taberen gør ikke bare ofrene uret ved ikke at rette sin harme mod den ideologiske bevægelse, som slagtede dem. Taberen giver også afkald på sin realitets­sans ved at lade som om han vinder. Eller afkald, realitets­sansen har ikke været til stede i lang tid. Det må den være for at kunne hævde, at køn er en social konstruktion, at islam er fred, for at lade som om, at skolerne fortsat er skoler, eller samfundet stadig er et samfund.

For hvis Sverige stadig var et samfund, hvordan kunne det så omhyggelig have undgået at reagere på de ultra-­brutale drab og lemlæstelser af sine egne medlemmer?

Store dele af fredagen blev tilbragt med øret limet til de svenske radio­udsendelser. Hanne Tolg sagde, at hun til sidst ikke orkede at høre mere på dem. Det var ikke til at holde ud. For der blev man ustandselig mindet om, at det ikke var hundrede procent sikkert, at der var tale om et terror­angreb. Og man fik dårligt nok noget at vide om ofrene.

Det vi derimod fik serveret til kvalmegrænsen, var et orgie i egocentrisk føleri. Øjenvidner som blev interviewet, blev udfrittet til at fortælle, hvad de følte og hvordan de havde det. Omgivelserne fandt tryghed i at vise påklistret omsorg. Folk fik aftenen ødelagt, de stakler, og her er nogen som er så generøse, at de stiller deres hus til disposition.

Löfven siger, at det vidner om sammenhold. Men det vidner om det modsatte. Kun en næsten fuldstændig atomiseret befolkning giver i den grad fanden i næsten, som fortjener ens tanker – dem der døde – for i stedet at dyrke deres eget føleri på denne måde.

Måske er det med illusionen om at efterligne Israel, at man ønsker at lade livet gå videre så uforstyrret som muligt. Dengang da det var busbomber, der som hyppigst gik af, var man hurtige til at udslette ethvert sport efter terroraktionerne.

Men israelerne gør dette vel vidende at landet har et politisk beredskab, et åndeligt beredskab, nogle hemmelige sikkerhedstjenester og nogle væbnede styrker, som gør alt, hvad de kan for at forhindre det næste angreb.

Det gør vi ikke.

Vi gør ikke andet end at håbe på, at angrebene vil gå over. Samtidig løfter vi ikke en finger for at gøre noget ved årsagerne til, at de bliver ved. Det er irrationelt, grænsende til det kliniske.

Det må stoppe.

Gang på gang viser det sig, at slagterne havde vist sympati for islamismen. Sådanne personer må ikke længere kunne færdes frit i vores samfund. Men den erkendelse er der langt til. Landet som blev ramt i går, er mest optaget af, hvordan de tilbagevendte terrorister skal få job, bolig og psykolog-hjælp.

Den som viser sympati for militant islamisme, bør helt enkelt fordrives fra den civiliserede del af fællesskabet.

Det er i den sammenhæng kun et praktisk spørgsmål, om de først skal fængsles, deporteres eller anbringes på et eller andet oversøisk territorium, hvor de ikke er til fare for nogen hjemme. Frankrig benyttede i sin tid Djævleøen som fangekoloni. De kunne med fordel have givet ti tusind islamister en lignende indkvartering.

I stedet vil vi sandsynligvis opleve, at underkastelsen fortsætter, mens islam får blod på tanden. Og før eller senere vil nogle af dem, som ikke kan holde ud at være underkastet og længere har så meget at tabe, starte sine egne grusomheder. Så vil opmærksomheden også blive rettet mod det, som motiverer gerningsmændene. Så vil det igen blive stuerent at benytte begrebet etnicitet i sin reelle betydning.

Det er noget dybt symbolsk ved, at Stockholm rammes. For det vi ser udspille sig, er et Stockholm-syndrom på en kæmpe-mæssig skala.

ANNONSE


  • Christian Ivar Petersen

    “djævlens største sejr var at overbevise befolkningen om at han ikke eksisterer.”
    Erstat djævel med terror.
    Medmindre den svenske befolkning tager deres skæbne og sikkerhed i egne hænder er deres land dødsdømt. Deres ledere har hverken evne eller vilje til at tage hånd om problemet, og politistyrken har opgivet at fungere i et system som undergraver dem konstant.

Mest lest