LEDER



Aftalen mellem EU og Tyrkiet om retur af migranter markerer en sell-out for Europa. Først gældskrisen, nu migrantkrisen. Ingen af dem er løst. Migrantkrisen er langt den værste. Penge kan man altids trykke. Mennesker kan man ikke bare kvitte sig med.

Europa har kapituleret for en hensynsløs krig og hensynløse nabostater, som Tyrkiet og Russland. De vil ikke Europa vel, men Europa er så svagt at det ikke evner at ta vare på sig selv.

Menneskestrømmen er blevet et potent politisk middel som Recep Tayyip Erdogan vidste at benytte sig af.

Europa valgte at betragte strømmen af mennesker kun som et humanitært problem. Man så bort ifra at en krig altid er et politisk problem.

Slik kom Europa til at stille sig i en passiv position. Man var mottager og overlod initiativet til andre.

De andre var Iran og Saudi-Arabien og deres stedfortrædere, Tyrkiet og jihadisterne. Senere skulle Russland for alvor blande sig ind.

Aftalen med Tyrkiet er endestationen på en politik som fraskriver sig det politiske ansvar. Som lar sig diktere af en humanitær lobby, som slet ikke er så human hvis man ser nøje efter.

ANNONSE

Europa har frivillig valgt svaghed og det er et valg som det vil måtte betale bittert for.

Det har allerede betalt, med 1.255 million migranter i fjor. I år ventes det enda fler. Den tyske tænketank Freiburger DenkTank SAT spår at strømmen vil fortsætte selv om der skulle blive fred i Syrien. Det kan komme op mot fem millioner i indeværende år.

Fremdeles lader EU-lederne som om de er humanitære. De lar sig presse af FN, hjælpeorganisationer, kirkesamfund, konventioner, domstoler – hvis fælles træk er at de ikke behøver stå til ansvar. De kan drive pression i det uendelige.

EU-lederne har fået advarsel på advarsel. Om overhængende fare for massive terrorangreb i flere byer samtidig. Ingenting ser ud til at gøre indtryk.

Den som kun reagerer og har placeret sig på modtagersiden, tager bare imod.

At EU i det hele taget kan gå med på en aftale med Erdogan som indebærer store indrømmelser, er hinsides fantasien. Tyrkiet fører krig i sine sydøstlige områder mod kurderne. En regulær krig. Selvmordsbombere detonerer i Ankara og Istanbul. Pressen knebles. Dommere afskediges. Alligevel lover EU at give 79 millioner tyrkere visumfrihed.

Den amerikanske statsvider Noah Feldman påpegte allerede i fjor at EU er blevet en lame duck. Udgangspunktet er at man hengiver sig til ønsketænkning:

But after taking in hundreds of thousands of refugees, Europe’s main reaction to the Syria crisis has been to create a firmer barrier between itself and the Middle East. That barrier is called Turkey, and the EU struck a deal to make it into a repository for Syrian refugees that blocks them from crossing into the EU.

Given the unlikelihood that Turkey can absorb all future refugees, over and above the 2 million plus it already has, it’s worth asking: Why is Europe trying to free itself of the symptoms of the problem rather than trying to address the root cause, namely the collapse of Syria? What’s with the wishful thinking?

Europa ved at migrantstrømmen gør at IS kan svømme som fisken i vand. Det ved at Erdogan har en meget tvivlsom fortid hvad gælder IS. Alligevel klarer ikke EU agere.

As long as Islamic State continues to flourish, refugees will remain a problem, and terrorist attacks like those in Paris are unlikely to disappear or even abate. How can Europe act as though Syria and Islamic State still aren’t a European problem?

Det er som om EU har mistet al kraft og bruger sine sidste kræfter på at hjælpe andre, indtil selvudslettelse.

 

ANNONSE