Nyt



Officielle trusselsrapporter fra Politiets Efterretningstjeneste er typisk inddelt i tre seperate afsnit. Radikaliserede højre- og venstreorienterede samt islam. Løsningsmodellerne er vidt forskellige. Hvor den radikale højrefløjs lovlige holdninger betragtes som en form for ideologisk ondskab, så betragtes venstrefløjens ulovlige handlinger som misforstået godhed.

Der hersker dobbelte standarder, og det bliver særligt tydeligt, når man sammenligner højreradikalisme med radikal islam. Højreradikale skal ikke blive gode demokrater, men isoleres, så det bliver sværere for dem at rekruttere. Helt omvendt med bekæmpelse af radikal islam. Radikale muslimer skal integreres i samfundet. De er ofre, eller med Lars Hedegaards ironiske formulering – venner vi ikke har gjort nok for.

Selvom det forlængst er kommet frem, at Omar El-Hussein havde ideologiske motiver, så er apologien integreret i alle analyser. Radikale muslimer skal ikke udvises eller isoleres, men forstås og hjælpes. Terroristen Omar El-Hussein kaldes i medierne ofte blot for ‘Omar’, en smart måde at humanisere en dobbeltmorder. Ingen kalder Anders Behring Breivik for ‘Anders’. Det ville være upassende. Ondskab skal ikke forstås.

ANNONSE

Selvom fire af Omar El-Husseins nære venner i næste måned skal i retten for meddelagtighed i terroraktionen, så fastholder mediernes følsomme eksperter, at palæstinenseren var alene om det, at den enlige ulv ikke var en del af en flok.

Skulle nogen stadig være i tvivl, så blotlagde han selv det ideologiske motiv med en Facebook-video oploadet tre kvarter før angrebet på Krudttønden: “Snart snart, vil i se det ubeskrivelige… Vi vil komme til jer, med slagtning og død.”

Træk af tidens apologi.

“Man er nødt til at droppe at se antiradikalisering som en kamp mellem det gode og det onde. Som en eller anden Star Wars kamp, hvor man ser de unge stakkels mænd blive hvervet af nogle langskæggede onde imamer.” (Sociolog Aydin Soei til TV2 Online, 13. februar 2016)

“Selvfølgelig tænkte vi på, om det var en person, vi kunne have gjort noget for, hvis vi havde haft chancen.” (Gadeplansmedarbejder Bekir Tokmak til Ritzaus Bureau, 14. februar 2016)

“Politiet og medierne gør os farligere, end vi er. De kalder os ‘Omars venner’. Det er deres måde at sige, vi kunne gøre det samme som ham… jeg elsker stadig Omar, og jeg elsker stadig Mjølnerparken. Vi er som en stor familie, og jeg har mistet min barndomsven. … Jeg mener, man skal tage hensyn til de ting, der er sket i hans liv og hvilke valgmuligheder, han fik fra samfundet. Han må have oplevet noget, som gjorde, at han havde så meget vrede i sig. … Selvfølgelig er det forkert at dræbe nogen. Men jeg ser ham bare som en sur mand. … Altså, jeg kan ikke lide ISIS. Det er der mange herude, der ikke kan. Alle har jo lov til at have deres holdninger i Danmark. Men jeg tror overhovedet ikke, det har noget med det at gøre.” (Mohammed til Berlingske, 13. februar 2016)

“Det er svært at snakke om Omar med fremmede, fordi der er så mange, der disser ham. … Det er det første, folk spørger om, når man siger, man er fra Mjølnerparken. ‘Kendte du Omar? Hvorfor tror du, han gjorde det? Han er terrorist! Så står man dér og kan ikke rigtigt sige noget. Men det er klart, det gør ondt indeni: Det er vores afdøde ven, de taler om. Jeg synes, folk gør det hele større, end det var. … Jeg ser heller ikke Omar som terrorist overhovedet.” (19-årige Hassan til Berlingske, 13. februar 2016)

“Det, der virkeligt ærgrer mig er, at kommunen åbenbart ikke har råd til at hjælpe dem, der er på røven, når de beder om det. Til gengæld bruger de en milliard på ekstra politi og beskyttelse bagefter og ansætter en masse akademikere på rådhuset, der kan lave analyser af radikaliseringsprocesser. For os, der er herude, virker det nærmest surrealistisk. Man kan ikke forsvare det, Omar gjorde, men man kan godt forklare det. Når jeg tænker tilbage i dag, oplever jeg det ikke som terror.” (Boligsocial medarbejder Eskild Dahl Pedersen til Berlingske, 13. februar 2016)

ANNONSE


  • Ivan Dybdal

    Jeg har ikke set TV2 online-udsendelsen, men isoleret set er jeg tilbøjelig til at være enig i at “Man er nødt til at droppe at se antiradikalisering som en kamp mellem det gode og det onde. Som en eller anden Star Wars kamp, hvor man ser de unge stakkels mænd blive hvervet af nogle langskæggede onde imamer.” (Sociolog Aydin Soei til TV2 Online, 13. februar 2016)

    Jeg ved dog ikke om der er nogen, der ser den sådan?
    Jeg ser antiradikalisering, som bevidstløse ‘gutmenchens’ desparate forsøg på at bortforklare IS’ og lignende muslimsk terrorisme, som et socialpsykologisk ungdomsproblem a la f.eks AFA-mødeterror, rock’n’roll optøjer og fodbold hooliganisme.

    Den muslimske jihad er en krig mod alle vantro med det mål at erobre og omstyrte alle kristne samfund og omvende eller dræbe alle vantro.
    På billederne man ser hvordan.

    De handler ifølge deres profet, som har nedskrevet befalingen fra deres gud i en bog for 1400 år siden. De har forsøgt at udføre det mange gange tidligere med vekslende held og de imperier de oprettede tidligere, hvor denne lov herskede, var større end romerriget.

    Flertallet af både befolkningerne og politikerne i det kristne vesten har ikke indset alvoren.

  • Britta Due Andersen

    Eskild Dahl Pedersen arbejder med menneskene der, derfor lider han af Stockholmsyndromet. Omar var i Jordan med sin mor, men blev sendt tilbage, da han blev 18 Så kunne han få uddannelse. Og blive forsørget. Men han gider ikke uddannelse men kriminalitet! Han er på “røven”, fordi han vælger det – det er ikke samfundets skyld.

  • Peter Pedersen

    Det er svært, at komme uden om, at samtidig med, at der findes en dyb afsky også findes en nærmest latent ærefrygt for jihadisterne. Det mener jeg faktisk ikke, at man bør gå imod, for historien er fyldt med eksempler på latterliggørelse, hån og nonchalant holdning til fjendtlige elementer, der synes overkommelige, men som ikke kan overvindes uden erkendelsen af, at en fjendes styrke ofte er ens egen svaghed. Den gamle fortærskede kliché om, at ingen krig har nogen vindere, er ikke helt ved siden af, for når krige slutter(hvis de da gør det), må sejrherre såvel som taber leve med den tort, at det bestående for altid er præget og inkluderende af og med det man bekæmpede.