Kopierede/fra hoften

Vi må trække vejret dybt og indrømme for os selv, at mange ikke er interesseret i svenske værdier, ikke interesseret i at blive integreret, siger Mustafa Panshiri, tidligere svensk politimand. Foto: Privat

Et af de mest læste og delte indlæg i Expressen for nyligt, peger på noget, som bliver tydeligere og tydeligere for alle som vil og kan se: Det er ikke alle som kommer hertil, der længes efter at blive svensk (eller norsk). Sandheden er at de ser på det at blive svensk som en ulempe, skriver Mustafa Panshiri og Jens Ganman.

Specielt Panshiri har relevant baggrund for at mene noget om dette: Han kom fra Afghanistan til Sverige som 11-årig, og blev senere uddannet politimand. Gennem familien, kulturen og politijobbet har han rigeligt med empirisk grundlag.

ANNONSE

Det svenske, sekulære samfund stilles oftere og oftere overfor dilemmaet om at være tolerant og skarpt tilrettevisende på en og samme gang. Vi taler skiftevis om «svenske værdier” – skiftevis om «mangfoldighed».

Vi skal have både separate badetider OG kønsneutrale toiletter. Både hijab OG ”kussomat” («pussy hats»).

Et integrationens Janusansigt som risikerer at forvirre både asylsøgende og svensk fødte. For hvad vil vi med integrationen? Dybest set? Ved vi det egentligt selv længere?

Svenskerne tror, at hele verden længes efter at blive undervist i «svenskhed», mens der i virkeligheden er mange som ser på det at blive svensk som noget provokerende og noget de slet og ret bør undgå. Hvad gør man med dem, som giver klart udtryk for at de ikke vil være en del af det kollektive Sverige, men som alligevel gerne vil have deres andel af skattepengene og den sociale lagkage?

Panshiri og Ganman peger på forskning i assimileringsprocesser hos immigranter i USA i 1990´erne, som konstaterede at børn af fattige indvandrere ind imellem helt afviste samfundets forsøg på at integrere dem. I stedet valgte disse indvandrerbørn at omfavne det modsatte eller oppositionelle, som f.eks. at komme med i en kriminel bande. De virkeligt store problemer opstår når banderne bliver flere og større.

Artiklens forfattere peger på noget andet som også lyder bekendt her hjemme:

Det svenske etablissements mantra er altid: «Forskelligheder beriger os».

Men de, som med næb og klør forsvarer det flerkulturelle samfund, er oftest den økonomisk trygge og kulturelt homogene middelklasse.

Mennesker som bor i ikke flerkulturelle områder, men som alligevel nærer en ligeså from som refleksmæssig forestilling om multikultur som noget ubetinget givende og eksotisk.

Det er som en afstandsforelskelse, en platonisk relation, hvor man aldrig har truffet – og heller ikke ønsker at træffe – sin partner, skriver de. Man stikker hovedet i busken for at beholde et romantiseret og ofte fortegnet billede af virkeligheden.

Uanset hvilket ord vi anvender: Integration, assimilation eller tilpasning, må vi nu tage en dyb indånding og erkende for os selv, at mange ikke er med på toget med svenske værdier.

Og at de måske aldrig kommer til at være det.

Svenske holdninger og værdier – eller norske, tyske, franske, danske, engelske – ”take your pick”. Udenforskabet er for enkelte etableret allerede før ankomsten.

Og hvem betaler regningen, når de ikke vil bidrage til fællesskabet?

 

ANNONSE

Skriv et svar