Nyt



Den afghanske filminstruktør Manyar Parwani fortæller i en længere beretning på Facebook, at han under research til sin kommende dokumentarfilm om Omar El-Hussein flere gange er blevet truet af islamistens venner, den ene gang med pistol. Civilcourage er en mangelvare, og bevares – det er da modigt, at fortælle islamister at han har ‘forladt islam’, men der er alligevel et par store minusser.

I et interview med TV2 om de gentagne trusler, forklarer han blandt andet, at han ikke har meldt det til politiet. Forståeligt, men også problematisk. For få måneder siden var han selv en del af en kampagne mod voldtægter: “3600 voldtægter hvert år – men kun 1 ud af 60 fører til en dom. Vi har brug for en kulturændring.”

Hvis voldtægtsmænd risikofrit kan begå overgreb, hvis islamister kan true folk med pistol, uden at det får et juridisk efterspil, så vil problemet vokse. Parwani slap fra truslerne med livet i behold, men næste gang Omar El-Husseins venner løfter pistolen, så er det måske for at dræbe uskyldige. Jøder, homoseksuelle, feminister, eller bare gennemsnitlige danskere.

ANNONSE

Baggrunden for ikke at melde dem til politiet er næsten det værste. “Så tror de, jeg er deres fjende…”. Der er dødsstraf for apostasi indenfor islam (alle fire retsskoler), så selv uden konkrete trusler, ville islamister være fjender af frafaldne. “… i det øjeblik jeg gør det, kan jeg ikke ændre noget.”, lyder forklaringen, men en dokumentarist skal vel først og fremmest dokumentere virkeligheden.

Interview set på TV2.dk – Instruktør bag film om Omar El-Hussein: Jeg blev truet med pistol.

“Nu fortæller filminstruktøren til TV 2, at han er blevet truet flere gange. Senest for et par uger siden på Blågårdsgade på Nørrebro i København, da Parwani blev omringet af tre mænd iført elefanthuer og truet med en pistol.

– Jeg får besked på, at jeg ikke må lave en film om Omar El-Hussein. Så diskuterer vi, og de spørger, hvad jeg synes om det, Omar har gjort. Jeg siger, at han ikke havde ret til at slå ihjel. … Så går de amok. Kalder mig vantro. En af dem trækker en pistol. Han spørger, om jeg ikke er bange for at dø. Så siger jeg nej, for jeg får flashback fra Afghanistan, hvor russiske soldater også truede med pistoler. Og jeg bliver vred, for jeg tænker, om jeg også skal flygte herfra, siger Manyar Parwani…

– Jeg kan se, det kommer bag på dem. Så går de, husker filminstruktøren, som ikke har meldt episoden til politiet.

Han fortæller, at han i alt er blevet truet fem gange siden september 2015. Og at han for et par måneder siden endte på skadestuen på Bispebjerg Hospital, efter nogen tog kvælertag på ham bagfra, og han besvimede. Heller ikke dengang gik Manyar Parwani til politiet. …

– Jeg har aldrig meldt det til politiet. For i det øjeblik jeg gør det, kan jeg ikke ændre noget. Så tror de, jeg er deres fjende, eller at jeg arbejder for PET. Så vil drengene ikke snakke med mig, siger han.”

ANNONSE


  • Johnson

    Jeg synes grundæggende det er forkert at lave en film om Omar El-Hussein, men jeg har da respekt for Manyar Parwani efter at have læst om ham.

  • Nilsv

    Jeg forstår godt, Manyar Parwani ikke meldte det, for politiet ville nok bare have grinet af ham og hans livlige fantasi. Han kunne i det mindste have fundet på en anden location end Blågårdsgade: Tre mænd med elefanthuer, heraf en med en pistol, der aggressivt konfronterer en fjerde person og fører en længere diskussion, ville uden tvivl have vakt betydelig opsigt på den befærdede gade, og nogen ville have meldt det, filmet det, fortalt om det, fulgt efter mændene, vide hvem det var osv. Det var vist ikke hit-mænd, men snarere påhit-mænd.

    Filmen bliver uden tvivl en mere eller mindre kluntet apologi for skvatrøven. Jeg ville hellere have haft en film om Finn Nørgaard.