Afdøde Robert Conquest fremlagde engang et politisk regelsæt bestående af tre regler, hvoraf den sidste lød: “Den enkleste måde at forklare adfærden hos en hvilken som helst bureaukratisk institution er at antage, at den er overtaget af en gruppe af sine fjender.” Denne regel virker belejlig, hvis man forsøger at forstå den ellers klart vanvittige og selvmorderiske politik hos kansler Merkels regering i Tyskland. Denne politik giver kun mening, hvis den tyske regering i virkeligheden er overtaget af en gruppe mennesker, som ikke har i sinde at holde sammen på Tyskland, men rive det fuldstændig fra hinanden. Kig på beviserne.

Der kan ikke være mange andre forklaringer på, hvorfor kansler Merkels regering sidste år lukkede mere end en million mennesker (godt 1,5% af den nuværende tyske befolkning) ind uden at gøre sig nogen som helst forestillinger om, hvem de er, hvor de kommer fra eller hvad de tænker. Ingen demokratisk leder kunne på nogen mulig måde presse en så alarmerende foranstaltning igennem. Hvordan kan man ellers forklare, at et land, som i det 20. århundrede havde et så gigantisk anti-semitismeproblem, importerer så mange mennesker fra de områder i verden, der nu i det 21. århundrede har det samme gigantiske anti-semitismeproblem?

Et dokument, som blev lækket sidste år fra den tyske efterretningstjeneste, advarede om, at landet “importerer islamisk ekstremisme, arabisk anti-semitisme, andre folks nationale og etniske konflikter…” Hvordan forklarer man en regerings og sikkerhedstjenestes politik, som tillod dette at ske? Eller en kansler som, da hun fik stillet et lettere kritisk spørgsmål vedrørende alt dette af en bekymret tysk borger, svarede med en lang udredning, som end ikke besvarede et eneste aspekt af det fremførte, relevante synpunkt?

Tidsmæssigt tættere på er det værd at overveje begivenhederne siden nytårsaften. Som alverden nu ved, var det tidspunktet, hvor omkring 100 kvinder blev udsat for voldtægt, chikane og seksuel forulempelse af en kæmpestor skare af migranter i centrum af byen Köln. Det har nu vist sig, at Kölns politis umiddelbare reaktion på denne vigtige hændelse var at tilbageholde informationer om angribernes identitet. Hvad enten politiet forestillede sig, at de kunne slippe af sted med dette eller ej, så har denne løgn nu hældt benzin på vredens bål i befolkningen ved at demonstrere, at politiet, ligesom regeringen og store dele af medierne, har i sinde at misinformere befolkningen om, hvad der foregår i deres land, frem for at holde dem sandfærdigt orienterede herom.

Den næste reaktion fra tysk politi, som kunne antyde, at også de må være blevet overtaget af en fjendtlig gruppe – der har i sinde at oppiske den offentlige bekymring i stedet for at dæmpe den – kom en uge efter den forsøgte mørklægning. Ved nogle demonstrationer i den forgangne weekend rullede Kölns politi vandkanoner ud for at spule demonstranterne ned og sprede dem. Disse vandkanoner var selvfølgelig ikke til stede nytårsaften for at sprede de grupper af migranter, som begik voldelige overgreb på tyske kvinder. I stedet blev de brugt til at sprede en lovlig demonstration ved tyske borgere, som var imod sådanne voldelige overgreb på kvinder. Med mindre man tager Conquests regel med i sine betragtninger, findes der ingen forklaring på det tyske politis anvendelse af vandkanoner mod mennesker, som protesterede imod voldtægterne, fremfor en anvendelse af dem mod voldtægtsmændene.

Så er der den “forsinkede” reaktion. Det drejer sig om myndighedernes udtalelser – efter at voldtægterne har fundet sted og det går op for regeringen, at den må sige noget – om, at de tyske myndigheder ikke vil tolerere og ikke ønsker mennesker i deres land, som ikke har et nutidigt, oplyst, europæisk syn på kvinder. Eftersom mindst 75% af de migranter, der ankom til Europa sidste år, var unge mænd fra Mellemøsten og Afrika, kunne man anføre, at dette synspunkt kunne have fungeret mere konstruktivt, såfremt det var blevet fremsat lidt tidligere. Men da disse mennesker nu er her i så store antal, vil en regering, der ønsker at skabe så store sociale ødelæggelser som muligt, selvfølgelig lukke dem ind og derefter beklage sig over noget, som de nu ikke er i stand til at gøre noget som helst ved. Alle den slags “hardball” [barske] erklæringer fra tyske politikere kan nu ses som de “puff-balls” [støvbolde], de i virkeligheden er.

Den tyske kansler, Angela Merkel, slog sin åben-dørs asylpolitik yderligere fast i et interview den 13. november 2015, hvor hun sagde: “Kansleren har situationen under kontrol. Jeg har min vision. Jeg vil kæmpe for den.” Blot og bar vanvid, inkompetence eller dobbeltspil kan umuligt forklare adfærden hos en tysk regering, der så åbenlyst har viet sig til sin egen patetiske undergang.

Det gådefulde spørgsmål for resten af Europa er nu, hvad man skal stille op med denne uvelkomne viden om, hvad der i virkeligheden foregår. Erkendelsen af, at det mest magtfulde og politisk og økonomisk vigtigste land i Europa tydeligvis er blevet overtaget af en gruppe af sine egne fjender, der har i sinde at nedbryde den tyske nation frem for at beskytte dens borgere, vil ramme europæerne på forskellig måde.

Set fra et britisk synspunkt vil der tilbyde sig en slående mulighed for at reagere herpå ved folkeafstemningen om det britiske medlemskab (eller ej) af Den Europæiske Union, som er berammet til at finde sted engang næste år. Denne Union – der som en central del af sin politik har afskaffet kontinentets ydre og indre grænser – kan nu af de britiske vælgere ses som det, den er. Og derfor er den bedste forklaring på den tyske regerings adfærd måske, at den for nogen tid siden er blevet overtaget af britiske Euro-skeptikere, som har i sinde omsider at bringe Den Europæiske Union til dens bedrøvelige fald. Det er klart den mest sandsynlige forklaring. Blot og bar vanvid, inkompetence eller dobbeltspil kan umuligt forklare adfærden hos en tysk regering, som så åbenlyst har viet sig til sin egen patetiske undergang.