Tavle



Når Front National, Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterne og Geert Wilders’ Frihedsparti m. fl. omtales i medierne, bliver de i lighed med hjemmesider som denne omtalt som ‘højreekstreme’, ‘den yderste højrefløj’ osv. Og det er ganske enkelt – og helt objektivt – forkert. En del af os er ikke engang højreorienterede.

Tag for eksempel Front National. Marine Le Pen gik til regionsrådsvalg i Frankrig for nylig med en politik, der lovede højere mindstelønninger og lavere pensionsalder. Dansk Folkeparti har aldrig set en offentlig udgift, de ikke brød sig om, med mulig undtagelse af alle integrationsudgifterne – de er klart og solidt et midterparti med udviklingen af velfærdsstaten øverst på dagsordenen.

Geert Wilders’ Frihedsparti er socialliberalt – igen uomtvisteligt placeret lige midt på den klassiske højre-venstre-akse. Jeg er i øvrigt selv socialliberal, og ligesom Dan Ritto var jeg i mange år medlem hos De Radikale. Blandt andre enkeltpersoner kan nævnes Karen Jespersen, som vandrede fra VS til Socialdemokratiet til Venstre.

ANNONSE

Sagen er, at når man giver udtryk for en negativ holdning til islam eller det multikulturelle samfund, så bliver man straks udråbt til højreekstrem – alt andet lige. Men alt andet er aldrig lige. Front Nationals stifter Jean-Marie Le Pen og Fremskridtspartiets Mogens Glistrup supplerede indledningsvis deres partiers indvandringsmodstand med en ultraliberalistisk politik. Begge disse partier har siden ændret politikken radikalt og sat stifterne fra bestillingen, hvilket bare viser, at indvandringsmodstand kan kombineres med en hvilken som helst ideologisk grundholdning.

Ved at se os omkring i Europa kan vi konstatere, at indvandringsmodstanden i dag oftest går i spænd med et ønske om at bevare samfundet, som det kendes – en vis nationalisme kombineret med fokus på social tryghed. Det er ikke så mærkeligt, fordi det netop er velfærden og den nationale identitet, der er truet.

Personligt kom jeg til indvandringsmodstanden på et lidt andet grundlag, nemlig ateisme og liberalisme. Det ironiske er, at jeg i folkeskolen i 70’erne blev dybt præget af socialistiske lærere, der ikke på nogen måde ville stå model til kønslig bornerthed, religiøse dogmer, undertrykkelse eller ufrihed af nogen art. De var årsag til, at jeg mange år senere reagerede imod den altomfattende undertrykkelse og ensretning i islamisk kultur. Er det ikke ubegribeligt, at den organiserede venstrefløj i dag har travlt med at forsvare ’minoriteterne’, uanset hvor livsfjendske og kvindeundertrykkende sædvaner, disse måtte dyrke?

Min pointe er denne: Lad de tusind blomster blomstre i vores fælles kamp. Nogle af os deltager af kærlighed til fædrelandet, andre på grund af en generel afsky for dogmatisk religion, og andre igen af kærlighed til frihed og frisind. Vi er ikke i nogen som helst forstand ’højreekstreme’ eller bare alment højreorienterede alle sammen.

ANNONSE