Kort



Kort før jul døde Mogens Rukov, der trods et langt i et venstreorienteret kunstnermiljø, alligevel havde den personlige integritet til sige hvad han mente. Bent Blüdnikow mindes Rukov. Artiklen har tidligere været bragt i Berlingske. Forkortet kommentar – Fritænkeren Rukov og dansk film

“Mogens Rukov døde i sidste uge. Mange filmfolk mindedes ham som dansk films godfather. Man henviste til hans ledelse af filmskolens manuskriptafdeling, hans ukonventionelle forelæsninger, hans bidrag til manuskripter til nyere danske film og hans samarbejde med Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Per Fly, Søren Kragh-Jacobsen, Nikolaj Scherfig, Ole Christian Madsen og andre. Men ingen talte om hans politiske holdninger, skønt han selv lagde stor vægt på netop dem. …

Jeg kendte Mogens Rukov personligt og nærede den største beundring for hans vurderinger og hans kreative skrivestil, der ofte udmøntede sig i klare sætninger med stor intensitet. Her blev et livs erfaring og illusionsløse livsvisdom sagt i få, korte sætninger. …

Han skrev en lang række indlæg i danske dagblade om politik, og ofte oprørte de hans nære omgivelser i filmverdenen, mens vi andre læste dem med glødende glæde. Op gennem 1990erne skrev han mest til Politiken, som jo var kulturelitens foretrukne avis. Han lagde ikke fingrene imellem i sin foragt for samme kulturelite og skrev bl.a. i 1995:

‘Det vigtigste moralske levn, som en vis gruppe af intellektuelle har tilbage af al deres støtte til diktaturer og terror (‘Et-undertrykt-folk-har-altid-ret’-syndromet), efter at Mao, Nasser, Che, Amin, Ho, Pol-Pot, Fidel og de andre venner er faldet – også i den sentimentale agtelse – er deres ubetingede støtte til oprettelse af en palæstinensisk politistat, hvis klare træk allerede nu under PLO-regimet de fortier ligesom de fortav konsekvenserne af alle de andre forbrydelser, som de støttede, og hvilket de gør med billigelse af de dansk-nationale-kirkelige kræfter, der også, ligesom de selv, af natur har en let anti-semitisme i blodet.’ …

I slutningen af 1990erne opgav Mogens Rukov stort set Politiken og dens læserkreds. Han mente, at det var håbløst at få Politikens læsere i seriøs dialog. Det lykkedes mig at få Rukov til ofte at skrive i Berlingske og i et af sine indlæg fra juli 2001 undrede han sig over, at Mogens Lykketoft altid var parat med fordømmelser af Israel og ikke accepterede, at Israel måtte gribe til hårde midler for at standse terrorismen: ‘Vi befinder os altså i den mærkelige situation, at det internationale samfund ikke ønsker, at terrorister skal uskadeliggøres.’ …

Rukov så før de fleste, at Europa ville komme til at kæmpe mod islamister. I et indlæg i Jyllands-Posten (18.07. 2006) advarede han mod, hvad der ville komme: ’30-årskrigen endte med en regulering af forholdet mellem stater. Denne krig vil ende på samme måde. For de overlevende. Billederne fra Beirut vil i mellemtiden dukke op overalt i Europa. Hvis ikke vi handler med klogskab og dristighed.’

Han deltog med iver i debatten i kølvandet på Muhammedkrisen og mente, at Danmark skulle stå fast på sine frihedsrettigheder, og han udtrykte stor bekymring for de europæiske jøders fremtid. I Jyllands-Posten (20.07. 2006) skrev han: ‘Man hører igen og igen, at muslimerne er vor tids jøder. Det er de ikke. Vor tids jøder er – vor tids jøder, i Europa, USA, overalt i verden og i Israel, og vor tids muslimer er vor tids muslimer.’ …

På samme måde så han illusionsløst på kommunisternes hærgen og den manglende erkendelse specielt på venstrefløjen af, hvad kommunismen havde stået for. Rukov var en skarp polemiker, men hans polemik var drevet af et ønske om at flytte de konventionelle danske holdninger i det intellektuelle borgerskab. Han foragtede den politiske korrekthed og anså den for hyklerisk og en måde at undvige livets realiteter på.

Det lykkedes ikke Rukov at få Politikens læsere eller filmfolkene til rigtig at forstå synspunkterne, og man spejder forgæves efter danske film, der formidlede hans politiske holdninger. Men til gengæld omsatte Rukov sine menneskelige og politiske erkendelser i en hudløs stræben efter at sige sandheden og nå ind til en essentiel menneskelighed, som man klart fornemmer i de danske film, hvor han øvede indflydelse. De mange og utroligt positive mindeord vidner om, at hans indflydelse rækker langt ud over hans død. Man kan kun håbe, at filmfolkene nu også lytter efter hans politiske budskab.”

ANNONSE