”Mindreårige familiemedlemmer blev tvunget til at udføre seksuelle handlinger mod hinanden i fangenskab i Gaza, mænd og kvinder blev udsat for gruppevoldtægt den 7. oktober, og kønsorganerne på adskillige lig blev lemlæstet.”

Sådan kan man læse i BT om de grufulde vidneudsagn fra den 7. oktober 2023, nu dokumenteret i en ny rapport om Hamasterroristernes forbrydelser. Over 10.000 fotografier og videoer samt 430 vidneudsagn på mere end 200 sider.

Vidner fortæller om terroristernes latter og glæde ved de grusomheder, de begik mod uskyldige israelere, mænd, kvinder, ældre og børn. En mand fortæller, at han var terroristernes sexdukke. Et andet vidne beskriver, hvordan mænd voldtog en kvinde op ad en mur, stak hende med kniv, og fortsatte, efter hun var død. Et tredje vidne hørte en kvinde råbe: Stop, jeg dør alligevel, så dræb mig bare. Da mændene var færdige, lo de og skød hende i hovedet. Andre kvinder blev penetreret med blikdåser.

Er man i tvivl, om Djævelen eksisterer, behøver man blot at læse disse vidnesbyrd. Ja, der er grusomheder begået af israelere, som i al krig. Men der er særlige tegn omkring hændelserne den 7. oktober, der peger mod Djævelens, dæmoniens, det ondes reelle eksistens.

Latteren er et blandt flere tegn.

Den forklarlige ondskab og dens grænser

Hamas’ ideologi er veldokumenteret. Konflikten mellem israelere og palæstinensere har dybe historiske rødder. Der er årtiers besættelse, blokade, politisk desperation og had, der er gået i arv gennem generationer. Ingen seriøs person afviser disse faktorer.

Men de forklarer ikke latteren.

Den danske digter Søren Ulrik Thomsen har argumenteret for, at de fleste onde handlinger lader sig belyse rationelt – socialt, psykologisk, historisk. Problemet opstår, når alle disse forklaringer er udtømte, og der stadig er noget tilbage. En ondskab, der ikke vil opnå noget, men vil opnå intet. En destruktiv vilje, der unddrager sig enhver rationel belysning, fordi den er blottet for ethvert rationale.

Den rest er til stede i vidneudsagnene fra 7. oktober. Terroristerne ringede hjem for at fortælle, hvad de havde gjort. De fotograferede sig selv med lemlæstede ofre. De fandt stolthed og glæde ved deres uhyrligheder. Her er vi inde i en helvedeskreds, der kræver et andet sprog.

Det dæmoniske angriber glæden

Nova Music Festival var netop ikke et militært mål. Det var ikke en statslig institution eller et symbol på israelsk militærmagt. Det var en musikfestival. Unge mennesker, der dansede i natten, fejrede livet i hinandens selskab, var lykkelige.

C.S. Lewis har skrevet, at Djævelen hader det menneskelige som sådan. Glæden, musikken, fællesskabet, dansen. Disse ting er i sig selv en provokation mod det dæmoniske, fordi de afspejler noget, det onde ikke kan bære synet af. En musikfestival – unge mennesker, der er åbne mod hinanden og mod livet – er i den forstand en teologisk udfordring af mørket.

Kierkegaard beskrev det dæmoniske som en indesluttethed, der aktivt modstår det åbne og det glade. Det dæmoniske hader friheden, ikke som et abstrakt begreb, men i dens konkrete, levende former: latter, kærlighed, fællesskab. Det kan ikke tolerere synet af mennesker, der er lykkeligt til stede i livet.

Terroristerne valgte det sted, hvor glæden var størst, og hvor menneskers sårbarhed var størst. Det er et klassisk dæmonisk mønster: Ondskaben søger det, der lyser.

Den perverterede ceremoni

Rapporten beskriver ikke blot drab, men lemlæstelser af kønsorganer på levende og døde. Genstande indført i kvinders underliv. Lig, der arrangeres, trofæer, der fotograferes.

Det er ikke krigshandlinger i nogen konventionel forstand, men ligner noget andet: et satanisk ritual. En djævelsk offerhandling, en fejring med et inverteret sakralt præg, hvor ødelæggelsen af den menneskelige krop – gudbilledligheden – er selve meningen, ikke en tilfældig bivirkning af kamphandlinger.

Den franske antropolog René Girard beskæftigede sig indgående med den kollektive volds strukturer, den fælles destruktion, der binder en gruppe sammen i en kollektiv ekstase. Der er noget girardsk ved Nova-massakren, overgrebene på fangerne i Gaza og angrebene på kibbutzerne.

Gerningsmændene fejrede netop deres udåd i fællesskab. Den kollektive begejstring, det sociale bånd skabt gennem den fælles voldsudøvelse, den fælles hengivelse til destruktionen. Der er her ikke blot tale om et psykologisk sammenbrud, men snarere om en bevidst overgivelse til noget radikalt Andet, vi bedst kan forstå som Djævelens fristelse.

Den omvendte teologi og den frie vilje

Dostojevskij var optaget af det menneske, der frit vælger det onde, altså ikke af nød, ikke af desperation, men fordi destruktionen øver en tiltrækning i sig selv. I hans romaner er den dybeste ondskab ikke den, der opstår af fattigdom eller undertrykkelse. Den dybeste ondskab er den hengivne ondskab, der er udtryk for et valg.

Hamas-terroristerne den 7. oktober havde våben, planlægning, koordination og tid. De var ikke desperate mænd på flugt. De valgte myrderierne på uskyldige, og de valgte med glæde.

Det er frihedens dybeste tragedie: At den rummer muligheden for en total overgivelse til det destruktive. Den tyske filosof Rüdiger Safranski har skrevet så indgående om det i bogen ”Det onde eller frihedens drama”.

Forklaringstvangen som moralsk kapitulation

I tiden efter 7. oktober har reaktionen i store dele af det vestlige intellektuelle og politiske miljø været bemærkelsesværdig. Ikke fordi man forsvarede Hamas (om end der findes en sympatisørsump i de pro-palæstinensiske miljøer), men fordi refleksen var den samme: kontekstualisering. Strukturelle forklaringer. Opfordringer til at forstå årsagerne. Besættelsen, blokaden, den historiske uret, bombningerne.

Når enhver grusomhed øjeblikkeligt skal have en årsag, der gør den forståelig, når intet må stå som absolut ondt, mister vi ikke blot et teologisk begreb. Vi mister en moralsk kapacitet.

Det moderne, sekulariserede Vesten har afviklet sproget for absolut ondskab. Vi har beholdt den rationelle forklaringsmodel, men smidt metafysikken ud. Tilbage er systemer, strukturer og kontekst.

Djævelens mest effektive bedrift er som bekendt at overbevise den oplyste verden om, at han ikke findes. At al ondskab i grunden er et socialt problem, der kan løses med de rette strukturelle tiltag. At latteren ikke betyder noget særligt.

Det gør den.

Djævelen findes.

Af Kasper Støvring, forfatter, ph.d.