Gæsteskribent



Hvilket land er det eneste, hvorom man kan sige, at selve dets eksistens er omstridt? Tips: Ikke Zimbabwe, ikke Tuvalu, ikke engang det invaderede Tibet. Hvilket lands grænser, betalt med blod i krige påbegyndt af andre, bliver udfordret af alle nationer, som nu synes fast besluttet på at udslette det ved hjælp af boykot, urimelige beskyldninger og påståede “love,” som ikke anvendes mod noget andet land?

Hvilket land respekterer fuldt ud kvinders og hver eneste etnisk, religiøs og seksuel minoritets rettigheder, uanset at landet fordømmes i de Forenede Nationer som “den værste krænker af kvinders rettigheder” – værre end Syrien, Afghanistan, Somalia, Pakistan, Kina, Saudi-Arabien, Iran og Sudan?

Hvilket land forsyner sine fjender med vand, elektricitet, mad og lægebehandling? For at undgå civile ofre blandt sine fjender advarer dets militær fjenden om at evakuere bygninger, før disse bliver angrebet, og sender – i stedet for blot at tæppebombe fjenden, sådan som alle nationer gør, herunder de fleste demokratier – sine egne soldater ud på operationer på landjorden, hvor de med stor sandsynlighed risikerer at dø?

ANNONSE

Landet er Israel – det eneste land som selv berømte forfattere, intellektuelle og nobelprismodtagere angriber, dæmoniserer og kriminaliserer.

Der var engang, hvor nobelprismodtagere i litteratur som tyskeren Heinrich Böll, franskmanden Jean-Paul Sartre og italieneren Eugenio Montale ilede med at fordømme uretfærdigheder. Tidligere fordømte de, i de bedste europæiske værdiers navn – retfærdighed, frihed og solidaritet – truslerne mod staten Israels eksistens.

Men i dag nærer disse forfattere et dybt, uoplyst, irrationelt had mod det selv samme land. I stedet for at bakke op om det eneste land, som giver fulde rettigheder til alle sine borgere, medvirker de til angreb, ikke blot på Israel, men på det jødiske folk. I Tyskland er Hitlers Mein Kampf den nye bestseller. I dagens Europa finder man endda et stort antal bøger, som helt har fjernet Israel fra landkortet. Og et provinsråd nær Glasgow, West Dunbartonshire, har forbudt israelske bøger på de lokale biblioteker.

I koret af dem, der taler via dagbøger, digte og romaner, har der været enkelte, værdige undtagelser. Den albanske forfatter Ismail Kadaré, en muslimsk kandidat som hvert år bringes i position til at vinde Nobelprisen i litteratur, har afvist en opfordring om at boykotte den lille jødiske stat. Israel, siger han, er “truet af udslettelse,” og han har sammenlignet Israel med Albanien under nazistisk besættelse. Også forfatteren af Harry Potter-bøgerne, JK Rowling, har nægtet at føje sit navn til listen over Israel-boykottere.

Deres modige, solidariske gestus lyser op mod den sløve, uoplyste konformitet i “intelligentsiaens” kampagne for at hobe ufortjente bagvaskelser op imod Israel.

Og endnu værre, disse formodede “intellektuelle” sprøjter ofte den rene anti-semitisme ud, samtidig med at de giver fripas til de virkeligt barbariske mennesker blandt os. Hvis Nobelpriskomiteen besad blot den mindste anstændighed, ville den tilbagekalde de “fredspriser,” som den har tildelt “menneskevenner” som Fidel Castro og Yasser Arafat. Det smerter at se Nobelpriskomiteen gøre sig til grin år efter år, og det smerter at se disse såkaldte intellektuelle være så ubevidste og fulde af fordomme imod det folk, som mindst fortjener det.

En italiensk forfatter, Dario Fo, modtager af Nobelprisen i litteratur, er netop blevet interviewet af avisen La Republica. I en omtale af den jødiske patriark Moses sagde Fo: “Moses slog kvinder og børn ihjel, fordi de dyrkede afguder.” Fo gik videre til at beskylde “jøderne for brutalitet mod dem, der følger andre religioner, ligesom det sker i dag.” Undskyld mig? Er det jøderne, der brænder folk levende, drukner dem i bure, skærer halsen over på dem eller korsfæster hvem som helst for at følge en anden religion?

Dario Fos sammenligning er lige så forkert, som den er sygelig. Det er ikke jøder, der selvmordsbomber palæstinensiske busser, cafeer, bryllupshaller og diskoteker. Det er ikke jøder, der nu forsøger at pløje palæstinensere ned med biler eller angribe dem med knive i gaderne. Det er lige omvendt – og det har det været i årevis.

Dagbladet La Stampa beskyldte Dario Fo for at “genbruge de anti-semitiske stereotyper.” Det er ikke nyt for Fo. I 1970’erne, i en af sine teateroperaer, “Modstand: Italienske og palæstinensiske mennesker taler,” sammenlignede den kommende nobelprismodtager nazismen med zionismen og de palæstinensiske fedayeen-terrorister med de anti-fascistiske partisaner.

Få dage efter angrebene den 11. september 2001 (9/11) udtalte Fo desuden, at

“de store spekulanter svælger i en økonomi, som hvert eneste år slår millioner af mennesker ihjel med fattigdom – så hvad betyder 20.000 døde i New York? Uanset hvem der udførte massakren, så er denne vold den legitime datter af en voldens, sultens og umenneskelig udbytnings kultur.”

Hvem gav den berømte digter ret til tidligere at bagvaske Israels navn og nu også ofrene for 9/11?

En anden nobelprisvindende forfatter, Mario Vargas Llosa, er ligesom den pulitzerprisvindende Dave Eggers at finde blandt den gruppe af internationale forfattere, som bidrager til en essaysamling næste år om “50 års israelsk besættelse,” som vil blive udgivet på Harper Collins, et af de forlag, der har fjernet Israel fra landkortet.

Bogen er en del af et initiativ fra Breaking the Silence, en NGO (non-governmental organization, ikke-regeringsstyret organisation), som strør om sig med beskyldninger mod den israelske hær, “baseret på anonyme og ikke-verificerbare ‘vidneudsagn’,” idet de nægter at afsløre navnene på de israelske soldater, som aflægger “vidnesbyrd.” Hvad værre er, denne NGO finansieres specifikt med henblik på “at belaste IDF” (Israels forsvarsstyrker) og fik af europæiske velgørenhedsorganisationer udtrykkeligt besked på at bevise, at Israel handlede upassende. I en artikel med overskriften “Europe to Breaking the Silence: Bring Us As Many Incriminating Testimonies As Possible” [Europa til Breaking the Silence: Bring os så mange belastende vidneudsagn som muligt] afslørede overvågningsgruppen NGO Monitor, at:

I modstrid med BtS’ påstand om, at “indholdet og holdningerne i denne brochure ikke udtrykker holdningen hos de økonomiske bidragydere,” har NGO Monitors undersøgelse afsløret, at et antal bidragydere gjorde deres økonomiske støtte betinget af, at NGO’en indsamlede et minimum af negative “vidnesbyrd.” Dette modsiger BtS’ erklæringer og gør den således til en organisation, som repræsenterer sine udenlandske donorers interesser, hvilket i høj grad skader NGO’ens troværdighed og dens evne til at analysere komplicerede kampsituationer.

Er disse “prestigefyldte” forfattere klar over den forhåndsbestemte partiskhed hos den organisation, som skal finansiere deres nye bog?

Der er selvfølgelig også problemet med dobbeltmoral og hykleri. Disse forfattere besluttede ikke at lade deres pen tjene ofrene for den syriske borgerkrig eller de kristne og yeziderne, som udsættes for folkedrab i Irak. Nej, disse forfattere retter skytset imod Israel, det eneste demokrati i Mellemøsten, og dets påståede “besættelse” – som de har undladt at fortælle blev bakket op af palæstinenserne selv i Oslo II Aftalen fra 1995, kapitel 3, artikel XVII Jurisdiktion [1], som i virkeligheden gjorde den palæstinensiske befolkning til den mest beskyttede arabiske befolkning i hele Mellemøsten. Tag til Ramallah og Jenin, og du vil kunne se forskellen på deres måde at leve på sammenlignet med de mennesker, som bor i Aleppo, Sana’a og Mosul.

De mest produktive forfattere i tæskeholdindustrien imod Israel er desværre de britiske. “Desværre,” især eftersom Iran inden for den seneste måned har hævet prisen for den britiske statsborger Salman Rushdies hoved med yderligere 600.000 dollar, ud over de 3 millioner dollar som blev tilbudt af ayatollah Khomeini i 1989. Det bringer ansporingen til at myrde forfatteren op på godt og vel 4 millioner dollar. Herom har den britiske regering forholdt sig skammeligt tavs. De foreløbig eneste fordømmelser synes at være kommet fra den iranske journalist Amir Taheri, den britiske journalist Douglas Murray og fra PEN.

Endnu en “intellektuel,” John Berger, modtager af Bookerprisen, har opfordret kunstnere til at afstå fra at blive udgivet på israelske forlag og at foretage en boykot af den jødiske stat. Harold Pinter, den afdøde nobelprisvindende skuespilforfatter, gik så vidt som til at erklære Israel for “den centrale faktor i verdens uroligheder,” tilsyneladende i en forglemmelse af Pakistan, Afghanistan, Iran og Sudan. I en illustration af, hvor tynd den linje er, som skiller kritik fra anti-semitisme, udtalte Tom Paulin, digter, essayist og akademiker ved Oxford, at jødiske “bosættere” i Israel “bør skydes og dræbes.” En skotsk nationaldigter, Liz Lochhead, har også sluttet sig til gruppen, der opfordrer til boykot af Israel.

Snesevis af verdenslitteraturens stjerner, heriblandt nobelprismodtagerne i litteratur J. M. Coetzee, Herta Mueller, Orhan Pamuk og den afdøde irske digter Seamus Heaney, satte deres navne på en underskriftindsamling imod Israels “besættelses kolossale, brutale hånd.” Det er bemærkelsesværdigt, at disse yderst berømte skribenter hver eneste gang “glemmer” at fortælle, hvorfor Israel overhovedet opførte disse hegn, checkpoints og vejspærringer.

Donald Trump ønsker at opføre en mur mod Mexico, de arabiske sheikdømmer har lukket grænsen til Oman, Spanien har opført hegn for at holde marokkanerne ude, Indien beskytter sig med en mur imod Bangladesh, Syd- og Nordkorea har en befæstet grænse imellem sig, Cypern er opdelt af mure og hegn og Belfast er en by omgivet af spærrebomme.

Men kun det israelske hegn – opført af forsvarsmæssige, humanitære årsager, simpelthen for at folk ikke bliver sprængt i luften – bliver fordømt af den Internationale Domstol og dækkes døgnet rundt på CNN og i forsideartikler i New York Times. Hvorfor? Fordi sikkerhedsbarrieren, som redder liv, af uretfærdige personer er blevet forvansket til en uretfærdig barriere uden omtale af, hvad der skete med israelerne, før hegnet blev opført. For at citere advokaten Alan Dershowitz: Hvis man udfærdigede en retfærdig og objektiv liste over alle de lande i verden, som overholder menneskerettighederne, fra de bedste til de værste, ville Israel befinde sig nær toppen, blandt de allerbedste.

En af de mest rystende anklager mod Israel stammer fra en nordeuropæisk forfatter og påstået menneskeven, nordmanden Jostein Gaarder, hvis bog “Sofies Verden” er oversat til 53 sprog og solgt i 26 millioner eksemplarer. I en artikel i den norske avis Aftenposten skrev Gaarder:

“Hvis hele den israelske nation skulle falde … og dele af befolkningen må flygte til en anden Diaspora, så siger vi: måtte deres omgivelser bevare roen og vise dem barmhjertighed. Skyd ikke mod flygtningene! Ret ikke jeres våben mod dem! De er sårbare nu – som snegle uden huse! … Giv de israelske flygtninge ly; giv dem mælk og honning!”

Gaarder forestiller sig uddrivelsen af hele det jødiske folk fra dets land og på ny afhængigt af europæisk velgørenhed – i de senere år en bekvemmelighed, som ikke ligefrem bliver tilbudt i større grad.

Israel er også blevet hånet af en tysk forfatter og vinder af Nobelprisen i litteratur, Günter Grass, som lod et digt trykke i flere europæiske aviser, hvori han fremstillede Israel som leverandør af alskens onder og anstifter af alle typer af uroligheder. Ifølge hr. Grass er det Israel, der truer Iran med et nukleart folkemord, ikke omvendt.

En sådan skinhellighed burde ikke komme til udtryk hos denne forfatter: Grass gjorde rent faktisk tjeneste i Nazitysklands væbnede SS-styrker og beskrev Østtysklands kommunisme som “et behageligt diktatur.”

Efter et besøg i det Palæstinensiske Selvstyres de facto hovedstad, Ramallah, under den anden intifada, efter at omkring 1500 jøder var blevet dræbt af terrorister, gav en anden vinder af Nobelprisen i litteratur, José Saramago, udtryk for, at den israelske blokade af Ramallah var “i Auschwitz‘ ånd,” og at “dette sted bliver omdannet til en koncentrationslejr.” Et år senere kom Saramago med den kommentar, at det jødiske folk ikke længere fortjener “sympatien for den lidelse, de gennemlevede under Holocaust.”

Nobelprismodtagere som dæmoniserer Israel: Den tyske forfatter Günter Grass (t.v.), som gjorde tjeneste i Nazitysklands væbnede SS-styrker, påstod, at Israel truer Iran med et nukleart folkemord. Den portugisiske forfatter José Saramago (t.h.) fæstede lid til en forvansket, dæmoniseret forestilling, som kulminerede i en pervers sammenligning af Hitler med Israel.

Under sit besøg i Ramallah valgte Saramago at undlade at se og tale om de israelske restauranter, indkøbscentre og hoteller, som var blevet overstrøet med døde menneskekroppe. De omfattende nedslagtninger af jøder var den eneste årsag til, at Israel på ny måtte sende sine tanks og soldater ind i de palæstinensiske byer efter Oslo-aftalerne. Saramago nævnte ikke sammenhængen; han foretrak at fæste lid til en fordrejet og dæmoniserende forestilling, som kulminerede i en pervers sammenligning af Hitler med Israel og en forvandling af den jødiske stat – det historiske hjem for jøder i næsten 4000 år og på det seneste det eneste tilflugtssted, som ikke afviser jøder, der forfølges eller drives sammen for at dø – til en “imperialistisk base.”

Det er ved at gentage løgnene, at Europa endda accepterede den store løgn om drengen Mohammed al-Dura: en dreng som blev påstået gennemhullet og dræbt af israelske kugler, men der var ikke en eneste dråbe blod! Og ikke kun det, men efter sin påståede død, bevægede han sin ene hånd for at kigge ud. Noget af en præstation. For en stund blev løgnen endda samtalens yndlingsemne blandt Europas overklasser.

Det er sådan, millioner af europæere er blevet overtalt til at betragte Israel som aggressoren og de palæstinensiske terrorister som ofrene. De læser denne omvendte, orwellske revision af historien hver eneste dag på forsiderne. Kig på det, der foregår i dag under den “tredje intifada”: den er fuld af knive, knivoverfald på jøder, ja selv kort på internettet som viser, hvor man skal stikke en jøde for at volde størst skade. De mange døde israelske borgere og soldater er fuldstændig forsvundet fra tv-skærmene, men når en israelsk soldat skyder en palæstinenser, der er i færd med at stikke sin kniv i en jøde, så kaldes det, af en korrupt og racistisk medieverden, for en “ulovlig henrettelse.”

Hvad ville disse påståede intellektuelle gøre, hvis borgere blev stukket ned i London, Rom eller Berlin? De “intellektuelle” og medierne forsøger tilsyneladende at gøre det umuligt for jøderne at forsvare sig. De “intellektuelle” og medierne prædiker Israels udslettelse.

Giulio Meotti, kulturredaktør på Il Foglio, er en italiensk journalist og forfatter.


[1] Fra Oslo II Aftalen — Israelsk-Palæstinensisk Midlertidig Aftale om Vestbredden og Gazastriben, 28. september 1995, KAPITEL 3 – RETSLIGE FORHOLD, ARTIKEL XVII
 — Jurisdiktion:

4. a. Israel har, via sit militærstyre, myndigheden over områder, som ikke er under Rådets territoriale jurisdiktion, magtinstanser og ansvar, som ikke er overført til Rådet og israelere.

b. Til dette formål skal det israelske militærstyre bibeholde de nødvendige lovgivende, dømmende og håndhævende magtinstanser og ansvar, i overensstemmelse med international lov. Denne foranstaltning skal ikke afvige fra Israels anvendelige lovgivning for israelere in personam.

Israel-tæskeholdindustriens “intellektuelle”
af Giulio Meotti
6. April 2016
Oprindelig engelsk tekst: The Israel-Bashing Industry’s “Intellectuals”
Oversat af Mette Thomsen

ANNONSE


  • Britta Due Andersen

    Israel overlevet kun fordi, de gør hvad, der er nødvendigt. Vi ender med at gå under, fordi v ikke er villige til at gøre, som israelerne gør.

  • Chanah Robinsky

    endelig en som har fat i den rigtige ende og forstår hvad Israel egentlig står for bless you my friend