Den britiske forfatter Louise Perrys kritik af den seksuelle revolution er netop udkommet på dansk. Tesen er, at den seksuelle revolution i 1968, som den progressive kultur har fejret som en befrielse, ikke har gavnet ret mange. Den har gavnet et lille segment af mænd og et endnu mindre segment af kvinder – de højtuddannede og ressourcestærke med netværk og valgmuligheder.

For de fleste andre kvinder har frigørelsen betydet ustabile forhold, eneforsørgelse og økonomisk udsathed. Revolutionen æder sine egne børn, bare ikke de få velstillede.

Perrys pointe peger på noget større, som den progressive elite konsekvent vender blikket væk fra: At de ideer, man promoverer, har konsekvenser, og at konsekvenserne rammer skævt.

Et liv i selvmodsigelse

Den progressive elite er ikke svær at få øje på. Den bor på Østerbro og Frederiksberg og andre dyre adresser, arbejder på universiteter, i medierne og i kultursektoren, og den har stærke meninger om, hvordan samfundet bør indrettes.

Den hylder mangfoldighed, afviser kernefamilien som norm, betragter religion som noget, oplyste mennesker er vokset fra, og ser kosmopolitismen som den eneste intellektuelt hæderlige position.

Og så lever den på en ganske anden måde, end den taler.

Den bor i homogene, hvide kvarterer og flytter fra kvartererne, hvis de bliver for mangfoldige, dvs. hvis der kommer for mange indvandrere (fænomenet kaldes white flight).

Den er ofte gift, næsten altid mellem mand og kvinde. Skilsmisseraten i denne gruppe er markant lavere end i resten af befolkningen.

Den sender børnene i privatskole (igen: hvis folkeskolen har for mange indvandrere, for meget mangfoldighed).

Den opdrager med grænser, krav og forventninger om præstationer. Den arver og sparer op og videregiver formue til næste generation. Den laver frivilligt arbejde i lokalsamfundet. Og den går i kirke, ikke hver søndag måske, men til dåb, konfirmation og begravelse.

Det er med andre ord et konservativt liv ført bag en progressiv facade.

Dem, der lyttede

Mekanismen er tydeligst i USA. Timothy Carney beskriver og dokumenterer den i sin analyse af det splittede Amerika i bogen ”Alienated America”. Den progressive elite prædiker og fremmer en livsform, der viser sig katastrofal for den middel- og underklasse, der faktisk tager den til sig.

De, der stemte på Trump og anså den amerikanske drøm for død, sagde nok, at de var konservative – men levede i virkeligheden det frigørelsens liv, som eliten retorisk hylder, eller de levede i områder, der bar præg af progressiv ”frigørelse”:

Fraværende fædre, nedbrudte lokalsamfund, ingen kirkegang, ingen foreninger, intet civilsamfund. Eliten selv klarede sig bag murene i sine velhaverghettoer.

Mønstret er det samme herhjemme. Den progressive debattør, der offentligt problematiserer kernefamilien, lever selv i et langvarigt monogamt forhold med fælles børn og fælles realkreditlån. Politikeren, der taler varmt om mangfoldige familieformer, fejrer sølvbryllup til sommer.

Forfatteren Carsten Jensen – den ærkeprogressive moralist – bor i en fashionabel lejlighed på Østerbro mellem sine ophold på Ærø, Danmarks vel nok mest homogene lokalsamfund.

Den amerikanske økonom Thomas Sowell  – der selv er sort og opvokset i fattigdom i Sydstaterne – har peget på, hvad 1968-oprørets kulturelle projekt gjorde ved især den sorte befolkning i USA.

Før kulturrevolutionens sejre og velfærdsstatens udvidelse i 1960’erne var andelen af sorte børn, der voksede op uden en far i hjemmet, et klart mindretal. I dag er det et flertal. I midten af 1960’erne blev omkring en fjerdedel af alle sorte børn født uden for ægteskab; i dag er det omkring syv ud af ti.

Den kulturelle normopløsning, som den progressive elite prædikede, blev især virkelighed for dem, der ikke havde ressourcerne til at bære konsekvenserne. Frigørelsen – nedbrydningen af idealet om kernefamilien, kirken og andre traditionelle institutioner – var en politisk og moralsk katastrofe. Særligt for arbejder- og underklassen.

Ideer har ofre

Man kan indvende, at der ikke er noget galt i at leve anderledes, end man taler. At det private og det politiske er to forskellige ting. Men det er en for nem udvej. Problemet er også større end blot hykleri.

Den progressive elite taler med kulturel autoritet. Den sætter dagsordenen i medierne, på universiteterne og i kulturlivet. Når den igen og igen signalerer, at kernefamilien er en forældet konstruktion, at religion er en krykke for svage sjæle, at det frigørende liv er det autentiske liv, så er det normative budskaber, der bevæger sig nedad i samfundet og former andres valg og selvforståelse.

Problemet er jo netop ikke, at eliten lever konservativt. Det er, at den ikke siger det. At den tier om, hvad der rent faktisk virker, fordi det ville kollidere med dens verdensbillede og dens identitet som fremskridtets fortrop. Den er fanget i sin egen fortælling.

Sowell og andre kloge tænkere har formuleret det meget anskueligt:

Middelklassens adfærdsnormer – stabilt ægteskab, investering i børnene, forankring i lokalsamfundet, disciplin og udsættelse af øjeblikkelig behovstilfredsstillelse – er de mest pålidelige veje til et godt liv.

Men den progressive kultur har gjort det socialt umuligt for mange at sige det højt, fordi det lyder som en fordømmelse af dem, der ikke lever sådan. Ligesom den har fremmet en hel kulturindustri, der lever af at sælge det nedbrydende budskab om emancipation.

Resultatet er, at de, der trænger mest til det glædelige og opbyggelige budskab, aldrig får det.

Preach what you practice

Den progressive elites liv er ikke uden charme. Der er noget sympatisk ved mennesker, der engagerer sig lokalt, holder deres ægteskaber i live, investerer i deres børns fremtid og opretholder en tro, der giver tilværelsen retning. Det er et godt liv. Det burde bare ikke være en hemmelighed.

Den egentlige solidaritet ville være at sige det højt. At have modet til at anbefale andre, hvad man selv praktiserer.

At fortælle unge kvinder uden uddannelseskapital, hvad Louise Perry allerede har sagt dem: At den seksuelle frigørelses løfter ikke er gratis, og at de historisk har haft højest pris for dem, der havde mindst. At fortælle faderløse drenge i Guldborgsund, Morsø, Ishøj og Albertslund det samme, som Sowell har fortalt amerikanske ghettoer i årtier:

At en far i hjemmet ikke er en patriarkalsk konstruktion, men en af de mest veldokumenterede faktorer bag et barns chancer i livet.

Vi hører ofte hykleri kritiseret med ordene: Practice what you preach. Men her gælder det omvendte: Preach what you practice.

Den progressive elite prædiker frigørelse og lever konservativt. Den opbyggelighed ved det diskrete liv, den faktisk fører, burde den have modet til at dele med alle andre.

Af Kasper Støvring