Kommentar

Vi har ikke brug for kunstig intelligens. Det er nok at tænde for fransk tv.

En interviewer spørger: »Er dette kvarter i Marseille roligt?«

En venstreorienteret kvinde svarer: »Ja, det er fredeligt og mangfoldigt, vi lever i fred.«

Pludselig dukker der en fyr op, der truer en franskmand, fordi han ryger under ramadanen, og siger, at »det er haram og provokerende«.

En sådan scene på direkte tv er ikke noget, man kan iscenesætte.

Hvem havde troet det? Selv George Soros’ Open Society konstaterede på sin tid, at «30 procent af befolkningen i Marseille er muslimer» (rapporten er fra 2011, så tallene er allerede gamle og må forhøjes). Til de sædvanlige latterbrøl fra kommentatorer og twitterbrugere skabte Donald Trump skandale blandt de rettsindige, da han for ti år siden hævdede, at der var ved at opstå »no-go-zoner« i Europa. No-go-zoner? Det var vel bare endnu en af Trumps løgne.

David Ignatius havde allerede brugt udtrykket i New York Times, hvor han forklarede, at visse områder i Paris var blevet »no-go-zoner«. Senere talte Michael Nazir-Ali, biskoppen af Rochester, om »no-go-zoner« i England. Siden da har det været en åben hemmelighed, og selv Angela Merkel har indrømmet, at dette er en realitet i Europa, mens Frankrigs tidligere socialistiske præsident François Hollande har sagt: »Hvordan kan vi undgå afkobling? For det er det, der sker: afkobling«. Det sker, når man tror, at kulturer er lige så udskiftelige som tøj. Og løsrivelsen vinder over »narrativet«.

Når man læser disse tal, forstår man, at Marion Maréchal ikke er så dristig, når hun siger, at Frankrig snart kan blive »et nyt muslimsk land«. For min egen del tilføjer jeg, at det ikke er tilfældigt, at det første europæiske skib, iranerne lod passere gennem Hormuzstrædet, var fransk.

I de områder, hvor de for nylig blev valgt, gør borgmestrene fra La France Insoumise (LFI) sig allerede bemærket. Brug af vold og sekterisme tegner et skræmmende billede af et Frankrig i hænderne på venstreekstremister. I Saint-Denis står borgmester Bally Bagayoko – som er af malisk oprindelse og blev valgt allerede i første valgrunde – nu i spidsen for en by med over 150.000 indbyggere. Overdragelsen til de nye administrationer foregik ikke på en rolig måde. I timerne efter LFI’s og deres allieredes sejr cirkulerede der billeder, der viste vold, fornærmelser og skubben rettet mod de afgående borgmestre, og det udløste forargelse.

I nogle tilfælde blev de afgående borgmestre endda eskorteret væk af politiet: Socialisten Hélène Geoffroy, der blev slået med blot 104 stemmer af LFI-kandidaten Abdelkader Lahmar i Vaulx-en-Velin uden for Lyon, blev ydmyget af borgere, der var til stede, da resultaterne blev bekendtgjort. Sophie Dhoury-Lehner, der blev slået af Omar Yaqoob i Creil i departementet Oise, har også klaget over fornærmelser og trusler mod sit team. Efter Saint-Denis og Creil, Mantes-La-Jolie og Le Blanc-Mesnil er listen blevet lang over byer, hvor de afgående borgmestre er blevet eskorteret ud under trusler og hån i en giftig atmosfære. Dette giver indtryk af, at de nye borgmestre fejrer en territorial erobring snarere end en valgsejr.

I Saint-Denis har Bagayoko meddelt, at han har til hensigt gradvist at afvæbne det lokale politi, hvilket bekymrer politifolk. Ifølge politikilder citeret af Europe 1 overvejer næsten halvdelen af byens 140 politibetjente allerede at anmode om forflyttelse.

At afvæbne politiet i allerede spændte situationer er ikke progressiv naivitet, men et klart politisk signal: Staten giver op med at håndhæve sine regler i visse kvarterer. Sikkerhedsbarrieren omkring politiet svækkes.

Desuden er Fabrice Leggeri, den tidligere chef for EU’s migrationsagentur Frontex, under efterforskning i Frankrig for «forbrydelser mod menneskeheden», et tomt juridisk begreb, der nu også bruges til at ramme dem, der har forsøgt at stoppe den ulovlige indvandring.

Der findes op til tusind »no-go-zoner« over hele Europa og tusindvis af andre »følsomme kvarterer« som følge af flere årtier med masseindvandringspolitik og multikulturalismens fiaskoer.

En rapport med titlen «No-Go Zones, Immigration and the Rise of Parallel Societies», udarbejdet af tænketanken New Direction Foundation for European Reform, anslår, at der findes mellem 900 og 1000 byområder, der kan betragtes som «no-go-zoner», præget af høj kriminalitet, social opløsning og svækkelse af statens autoritet.

I Italien er der identificeret tre risikozoner: Termini i Rom, Quarto Oggiaro i Milano og Aurora-området i Torino, hjemsted for det autonome hus Askatasuna.

Analysen er baseret på data fra officielle rapporter, medier og akademiske kilder, såsom Eurostat, EU’s narkotikabureau, OECD, Pew Center og estimater af den sorte økonomi fra Friedrich Schneider. Tilstedeværelsen af bander, angreb på politiet og tilfælde af antisemitisme er blandt de ting, der tages i betragtning.

Dokumentet, udarbejdet af Maxime Hemery-Aymar fra Observatoriet for Indvandring og Demografi (OID) i Frankrig, trækker en direkte linje fra politikken for masseindvandring og åbne grænser til områder med høj kriminalitet, svækkelse af sociale normer og endda støtte til islamistisk terrorisme. Tænketanken har faktisk fundet, at 63 procent af de islamistiske terrorangreb, der fandt sted i Europa mellem 2010 og 2025, havde en «bekræftet forbindelse» til et identificeret no-go-område. Dokumentet har desuden fundet en »stærk sammenhæng mellem demografisk sammensætning og rumlig dysfunktion« og fastslår, at de identificerede no-go-zoner i gennemsnit har en udenlandskfødt befolkning på 40 procent, sammenlignet med EU-gennemsnittet på 20 procent, mens EU-gennemsnittet for byer er på 30 procent.

Disse områder strækker sig fra La Castellane i Marseille til Neukölln i Berlin, fra Chorweiler i Köln til Raval i Barcelona, fra Rosengård i Malmö til Feijenoord i Rotterdam.

I Nordrhein-Westfalen, Tysklands folkerigeste delstat og den med landets største muslimske befolkning, findes der 44 no-go-zoner.

Mens nogle regeringer stiltiende har erkendt eksistensen af no-go-zoner, ofte ved at camouflere dem med eufemistisk terminologi, har traditionelle medier forsøgt at benægte, at de eksisterer, ofte ved at reagere med vantro på en bogstavelig fortolkning, som de selv har skabt.

Migration Research Institute i Budapest, tilknyttet det prestigefyldte Mattia Corvino-kollegiet, havde allerede anslået, at der fandtes 900 områder uden for kontrol i hele Europa.

Hvordan ser de ud? I disse områder går politiet, socialarbejdere og ambulancer ikke ind, eller de skal beskyttes. De høje fødselsrater sikrer lang levetid og udvidelse. Dette er steder, hvor en kvinde om dagen kan blive åbenlyst chikaneret og krænket for den måde, hun vælger at klæde sig på. Journalisten Jean-Paul Brighelli, der er af italiensk oprindelse, men bor og har undervist i Marseille, fortæller til Le Point: «Her er politiet tilbageholdende med at patruljere visse dele af byen. Problemet er ikke begrænset til de nordlige bydele i en syg by: Det er en koldbrand, der rammer et lem, før den når resten af organismen.»

Disse områder udgør en sikkerhedstrussel på grund af risikoen for kriminalitet, optøjer og terrorisme. Men denne triade diskuteres ikke engang. Til sidst bliver sharia – de facto, ikke de jure – respekteret af folk på stedet. Med tiden bliver alle slagterier halal, de blandede frisørsaloner forsvinder, og kvinderne presses til at leve efter islamisk lov. Det siger sig selv, at jøder og homoseksuelle ikke må vise sig. Det førende tyske ugeblad Die Zeit fortæller om »forbudte zoner« for jøder i Tyskland.

For nylig blev en jødisk restaurant ødelagt i München. Islamistens krystalnat.

Lederen for det jødiske samfund i Marseille, Zvi Ammar, har bedt sine trosfæller om ikke at bære jødiske symboler uden for hjemmet. En synagoge i Rue Saint-Dominique er blevet opkøbt af muslimer for at blive omdannet til moské.

«I Sverige er der 60 ‘risikområder’», skriver The Spectator. Det er områder som Alby, en forstad til Stockholm, kendt som «lille Bagdad». Her er kun én ud af ti indbyggere svensk. Det svenske ambulancepersonale ønsker gasmasker og skudsikre veste for at beskytte sig mod et stigende antal angreb – »lignende udstyr som bruges af dem, der arbejder i krigsområder«.

I Stockholm blev en irakisk kristen flygtning dræbt under en live-udsendelse på sociale medier, fordi han havde brændt Koranen.

Holland har kortlagt 40 områder. Det mest kendte er Schilderswijk i Haag, hvor folketællingen allerede i 2012 viste, at etniske hollændere udgør lidt under ti procent af befolkningen, og hvor der ofte udbryder etnisk vold. De kalder det «sharia wijk», sharia-distriktet.

For tyve år siden var vi optaget af at opbygge demokrati i den islamiske ørken i ånden af «democracy whiskey sexy», og nu sidder vi her med sharia.

Frankrigs indenlandske efterretnings- og sikkerhedstjeneste (DGSI) har kortlagt 150 distrikter, der er »i islamisternes besiddelse«. Kvarterer, bydele og enklaver, der nu er i hænderne på fundamentalisterne, og som de former efter deres ideologi om underkastelse. Ifølge den tidligere næstkommanderende for den udenlandske tjeneste (DGSE) Alain Chouet, der har udgivet bogen «Sept pas vers l’enfer» (Syv skridt mod helvede), «findes disse områder i 859 byer, og der bor 4 millioner mennesker i dem, det vil sige 6 procent af hele Frankrigs befolkning».

«Klinisk psykologi lærer os, at når en tvangshandling blokeres, flytter impulsen sig», skriver Doron Goldberg. «Når situationen i den jødiske stat forværres, kan ekstremisterne vende sig mod lettere mål.» Hvilke? Europa.

Som Eric Delbecque, tidligere chef for Frankrigs nationale institut for højere rets- og sikkerhedsstudier (INHESJ), forklarer til L’Express, er situationen den, at »staten ikke engang har sat sig i stand til at genvinde kontrollen over disse kvarterer, og når det først er i gang, kan det tage op til ti år«.

Problemet er, at mange europæiske regeringer synes at have konkluderet, at det er for sent at forhindre et islamiseret Europa, og at det eneste, man kan gøre, er at dæmpe virkningerne i øjeblikket og håbe, at ødelæggelserne begrænser sig til de såkaldte »no-go-zoner«, helst ikke deres egne.

Vi behøver ikke at blive udsat for et atomangreb. Vi er vores egen selvmordsbombe.