Kommentar

Året er 2019. Vi hører igen begrebet «snigende islamisering». Medierne kaster sig over udtrykket, og retter mikrofonerne frem og tilbage mellem Venstres Abid Raja, Frp´s Siv Jensen og statsminister Erna Solberg. Der messes om en beredskabsplan mod muslimhad, fordi den norske befolkning er stigende «racistisk». Der er en stank af «hverdagsracisme» overalt, mod «racen» islam. Hvilke fakta medierne og politikerne bruger for at underbygge denne påstand, er såkaldt hadefulde kommentarer på de sociale medier og ikke mindst «tonen». Befolkningsmæssigt er det en ubetydelig minoritet i Norge som i det hele taget kommenterer på de sociale medier, og en endnu mindre andel af disse bruger såkaldt hadefulde, racistiske ytringer. Det virker ikke til at interessere hverken medierne eller politikerne, at flere store internationale undersøgelser om racisme fortæller, at Norge ligger helt i bunden af den liste. Washington Post havde en artikel om dette i 2013, men senere er de samme fund blevet gentaget i bl.a. World Population Review i 2019. På toppen af listen over verdens mest racistiske lande finder vi derimod Indien efterfulgt af lande som Libanon og Egypten. Af de 25 mest «racistiske» lande i verden finder vi ikke ét europæisk land, bortset fra Rusland. Det må da være værd at nævne at Norge har noget at være stolt af her, at svært få nordmænd faktisk er racister, i stedet for at køre frem med at fremmedhad og racisme i Norge er et enormt problem. På denne måde er både medier og politikere med til at skabe et urigtigt indtryk af stor polarisering, splid og såkaldt «os mod dem».

«Snigende islamisering» er et dårlig begreb. Det er forældet og misvisende, og har et barnligt provokerende præg over sig. Hvorfor kan man ikke bare skrive det, som man mener det; stigende islamisering af et samfund er nemlig ingen spøg. Men debatten om islamisering i Norge drukner i spydigheder, råb og øgenavne. Så er det mere interessant at løfte blikket lidt bort fra Norge for at se, hvor begrebet virkelig har slået rod. Med dette som baggrund ønsker jeg at tage nyudgivelsen af den franske bog «Inch’Allah, l’islamisation à visage découvert» (2018) udgivet af forlaget Fayard op. To journalister, Gerard Davet og Fabrice Lhomme bestemte sig for at forsøge at besvare et svært kontroversielt spørgsmål sammen med en flok studenter: Er islamiseringen af bydelen Seine-Saint-Denis et faktum eller fake news? Bogen indeholder mere end 200 interviews, anekdoter og historier fra alt fra skoleledere, lobbyister, embedsmænd, fagforeningsfolk, buschauffører og politifolk m.m. som alle bor og arbejder i det indvandrertætte og radikaliseringsudsatte område Seine-Saint-Denis udenfor Paris. Bogen har været meget omtalt i medierne siden udgivelsen, og har bidraget til at den udvikling, der har været advaret mod i mange år, nu accepteres bredere af både venstre- og højresiden. For svaret de fandt? «Stigende islamisering i distrikt 9-3 (Saint-Denis) er en realitet. Og her er beviset».

Det var ingen tilfældighed at journalisterne valgte netop distrikt 9-3. Ifølge den franske statistikmyndighed Institut National de la Statistique (Insee) er distrikt 9-3 med sine omkring 1,6 millioner indbyggere det fattigste i hele Frankrig. Det er også området med størst indvandrertæthed, hvor det (s. 35) antages at omkring halvparten af befolkningen i 9-3 tilslutter sig islam, ifølge ligestillingsansvarlig ved præfekturet i Seine-Saint-Denis, Fadela Benrabia, og det er uden at tælle de 200.000 antaget ulovlige indvandrere, som man anslår, er «gået under jorden». I Frankrig har man ikke direkte statistik over religiøs og etnisk tilhørighed grundet landets sekulære principper, men ifølge en undersøgelse fra Insee i 2010 tilslutter omkring 2,1 millioner mennesker sig islam i Frankrig. Dette er et utroligt mærkeligt tal såfremt vi skal tro at næsten halvdelen af indbyggerne i 9-3, altså i overkanten af 700.000, er muslimer. Betyder dette at der i resten af hele Frankrig kun er ca. 1,4 millioner muslimer? Hvad med resten af Paris, eller det indvandrertætte Marseille? Ifølge rapporten «Les Marseillais musulmans» fra 2011, viser statistikken (s. 28) at der bare i Marseille er ca. 30 % muslimer, en by på omkring 860.000 indbyggere, altså 250.000 muslimer. Dette viser to ting. For det første, at vi kan antage, at der er tale om et mørketal på mange hundredtusinder. Og for det andet viser det at forsøg på at skabe gennemsigtig statistik man kan bruge i seriøse diskussioner over religiøs og etnisk tilhørighed i Frankrig, kan vise sig at være svært vanskelig.

ANNONSE

I bogen beskrives det hvordan Seine-Saint-Denis har forandret sig de sidste årtier efter den massive indvandring fra Maghreb (tidligere kolonier, Marokko, Algeriet og Tunis), særlig ved slutningen af 60-tallet efter frigørelsen af Algeriet og udvandringen af «les pieds-noirs» – «sortfødder», et udtryk benyttet om franske statsborgere af europæisk ophav som særlig levede i Nordafrika). Det er første, anden, tredje og til og med fjerde generations indvandrere fra Algeriet i 9-3. Interviewet med Mokhtar Ammi, en af indvandrerne fra 1968, beskriver denne forandring af distriktet. Han forklarer at byen, da han ankom, blev anset som en arbejderby, men nu er blevet overtaget af «din jdid», oversat til «ny religion», et begreb den ældre generation, som ham selv, bruger for at beskrive en rigid og synlig eller tydelig islam. Synlig og tydelig fordi det er netop dette som er det mest mærkelige når man tager sine første skridt ind i distrikt 9-3 Aubervilliers, bare fem kilometer fra Paris. Nemlig synligheden af islam. I området findes der blot én vanlig slagter tilbage med udsalg af svin, resten er tydelig mærket med «halal». Nationalt indbringer salg af halalkød mellem 5,5 og 7 milliarder euro i Frankrig. I vanlige butikker er islam unægteligt svært synlig. Hijaber og jilbab i udstillingsvinduerne, reklamer for produkter uden voks eller gelatin af svin. I de sidste årtier i 9-3 har industrien involveret i bagværk (pâtisserie), slik, kosmetik og til og med rejsebureauer underkastet sig sit nye marked af «renhed», altså renhed i islam. Desuden er der bare et dusin boghandlere tilbage i byen, men i centrum er der hele tre, alle religiøse. Noget andet, som er opsigtsvækkende, er et bybillede som mangler kvinder, kommer det frem fra Ammi; «fraværet af kvinder er middelhavsmachisme (machokultur) importeret fra Maghreb» (s. 25). Dette blev også påpeget i videobidden og artiklen til nyhedsbureauet 20 Heures i 2016 med titlen «Quand les femmes deviennent indésirable dans les lieux publics».

I samtale med Véronique Decker, rektor i en årrække ved barneskolen Marie-Curie, kommer det frem bl.a. hvor tydelig religion er blevet i den offentlige skole i området. Private koranskoler er en anden historie. Det gælder særlig spørgsmålet om maden serveret i kantinen. Kød er blevet ekstremt problematisk ved Marie-Curie. Børn helt ned til 8-9 -års alderen er helt paniske når det gælder kød, fordi det skal være halal. Til og med kylling er vanskelig at servere. Hun forklarer at de muslimske børn er livsens rædde for at deres mad skal komme i kontakt med «uren» mad, og derfor fordeler børn sig på «rene» og «urene» borde når de skal spise (s. 42-43).

Synlig islam har også infiltreret den offentlige transport i 9-3. Det er vigtig at holde fast på begrebet offentlig når vi beskriver disse vidnesbyrd. Dette fordi sækularitetslovene i Frankrig er svært entydige; religion har ikke nogen plads i det offentlige rum. At arbejde i det offentlige uden at forholde sig religiøst neutral, er forbudt i Frankrig. Disse bestemmelser omgås i 9-3, det må de nødvendigvis eftersom halvparten af indbyggerne er muslimske. Fagforeningsmanden i RATP (Régie autonome des transports parisiens) Nordine Bennecer, fortæller at mange buschauffører i 9-3 tager sig tid til at bede i arbejdstiden på busterminalerne, noget som er strengt forbudt ifølge RATP´s reglement om neutralitet på jobbet. Der er tale om terminalen «Pavillons-sous-Bois», men det gælder de fleste terminaler i 9-3. Det er for øvrigt ved denne station, Samy Amimour arbejdede en kort periode, før han fæstede en bombe til sig selv og dræbte snesevis af mennesker den 13. november 2015 i Bataclan. Der rapporteres om at enkelte (selvfølgelig ikke flertallet) af chauffører heller ikke vil hilse på kvinder med hånden, eller røre rattet efter at en kvindelig buschauffør er færdig med sit skifte. Nogle bruger handsker. Baggrunden for denne synlige islam i den offentlige transport menes at være fra 90-tallet. En tid da arbejdsforholdene blev dårligere for arbejdere, og den offentlige transport oplevede at ansatte sagde jobbet op grundet angreb med stenkast, boldtræ og trakassering udført af ungdomsgrupper i området. Politiet var hjælpeløst og blev ofte kontaktet, men kunne ikke komme eller gøre noget. For at forhindre denne skræmmende udvikling, begik chefen i RATP, Christian Blanc, dengang en stor fejl. Han rekrutterede og ansatte autoritetspersoner fra drabantbyerne, såkaldte «grands frères» (storebrødre), for at fylde de ledige stillinger op og på den måde berolige gemytterne i gaderne. Sådan købte RATP sig slet og ret til social fred ved at ansætte muslimske chauffører som kunne tage sig af de berørte buslinjer. Volden gik ikke nævneværdigt ned, men startede altså en politik som favoriserede «communautarisme», eller på godt norsk «ghettosamfund». Videre forklares det, at eftersom RATP har som mål at betjene alle stationer i 9-3, blev der ansat chauffører derefter. Skulle man køre i et område med kun arabere, blev der ansat en araber. Til at køre en linje i områder med flest sorte, ansættes der en sort chauffør osv. (s. 60).

En interessant sammenligning med Norge er værd at belyse, hvad gælder dette med «grands frères» (storebrødre). I september 2018 (og der er sikkert fortsat tilfælde selv om det ikke længere optræder i medierne) var der opslag i NRK om hvordan muslimske ledere i organisationen «Muslimsk Union» engagerede sig som natteravne for at standse volden i Kristiansands gader. Ikke overraskende havde de meget større virkning på ungdommen end de forældede natteravne. I sagen kommer det frem at kriminalstatistikken for 2017 viser at 240 unge blev registreret for lovbrud i kommunen, hvoraf 108 af dem var med indvandrerbaggrund (enten indvandrere eller med indvandrerforældre). Politiet her var også magtesløst indtil «Muslimsk Union» eller såkaldte «grands frères» velsignede dem med sit nærvær. I sagen står der at kommunen og politiet hyldede deres indsats. Selv om sammenligningen med distrikt 9-3 måske virker søgt i den forstand at forholdene her i Norge er meget mindre kritiske, er det alligevel interessant at se lignende træk i områder med en markant muslimsk befolkning.

Videre i bogen fremkommer der opsigtsvækkende fund om politisk kammerateri og aftaler bag lukkede døre mellem folkevalgte og selvudnævnte muslimske repræsentanter fra bydelen. M’hammed Henniche er generalsekretær i Union des Associations Musulmanes de Seine-Saint-Dénis (Forening for Muslimer i 9-3). Organisationen startede i det små ved at samle førstegenerations indvandrere (muslimer) fra «le bled» (småsamfund udenfor byen, negativt ladet slang fra Nordafrika) i 9-3, og 20 år senere er UAM93 blevet den centrale muslimske lobby i 9-3. Målet er enkelt: at give politisk tyngde til den muslimske del af befolkningen. Foreningen har nu fået en ubestridelig vægt i lokalmiljøet. Når det nærmer sig valg, er UAM93 nøje med at promovere og reklamere for politikere som stiller op til valget og som vil være loyale mod deres sager eller som holder løfterne de giver. For eksempel vandt Laurent Rivoire (centrum/højre) valget som ordfører i 2014 fordi han lovede at godkende bygningen af en moské, såfremt de sørgede for at han blev valgt, som Henniche forklarer. Dette var efter at den forrige kandidat de stemte frem i 2008, Alda Pereira-Lemaître (fra socialistpartiet PS), stoppede med at tage telefonen når de ringede. Når halvparten af befolkningen i 9-3 tilslutter sig islam, er det klart at dette giver politiske virkninger.

Bogen bringer mange andre vidnesbyrd om islamiseringen af 9-3. En fortvivlet gynækolog, som ser sig tvunget til at operere unge, muslimske piger som behøver at få gendannet deres «jomfruhinde», så de kan giftes bort uden skam. Eller en overarbejdet politistab, som får besked på ikke at bruge tid på islamisering eller radikalisering. Dette til trods for at 9-3 er bydelen, hvor man har dokumenteret flest tilfælde af radikalisering, for ikke at nævne, at det er her, vi finder flesteparten af dem som har været rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat (IS). Alt i alt afslører bogen et system i 9-3, hvor islamisering helt føres frem af den politiske ledelse, hvor man indgår kompromis for at opnå mandater eller stemmer. Det kommer også frem at det er den yngre generation, som er de mest radikale, altså de som er anden, tredje og fjerde generations indvandrere, født og opvokset på fransk jord. Det vidner om segregering i den offentlige skole, og om endnu værre tilstande i private skoler, eller såkaldte koranskoler, hvor mange af dem operer uden godkendelse eller det befalede pensum. Segregering af offentlige faciliteter som svømmebassiner er også et kendt fænomen, som igen skaber debat i dag ved at muslimske, kvindelige aktivister marcherer ind i offentlige svømmehaller med burkini eller fuld påklædning, til trods for at dette er stik mod princippet om sekularitet og ikke mindst mod reglerne for hygiejne. Der er stor fraflytning af såkaldt hvide franskmænd (etnisk franske), men også af andre minoriteter, eksempelvis asiater. Kvinder bliver mere og mere usynlige i bybilledet, delvis fordi de ikke går i gaderne, og delvis fordi kvinderne som faktisk går der, er klædt i jilbab eller niqab som dækker deres ansigter og kroppe, og visker dem ud på denne måde. Sidst men ikke mindst florerer desværre også narkotika og kriminalitet, noget jeg i mindre grad har fokuseret på her.

Afslutningsvis er det også vigtigt at komme med lidt videre refleksion over denne bog. Den omtales som «une enquête choc» (en chokkerende undersøgelse), en betegnelse som har fået megen kritik eftersom der i mange år har været advaret mod det, som bogen afslører, men tilsyneladende af de forkerte personer. Netop dette er noget af det som åbner for kritik af bogen. Det er først når to anerkendte journalister fra Le Monde skriver om det, til venstre politisk, at det er anstændigt nok at snakke om det. På den anden side, det nye ved en sådan repræsentation af problematikken, er at fortællingerne i bogen bevidnes «à visage découvert» («med åbent ansigt»), interviewobjekterne er med andre ord publiceret med fuldt navn. Er der noget man er vant til i indvandringsdebatten, og da primært hvad angår debatten omkring muslimsk indvandring og religionen islam, så er det at ingen tør stå op for det, de siger.

 





Le Maître Chat er et pseudonym for en norsk Frankrig-kender med højere uddannelse i fransk og lange Frankrig-ophold bag sig.

ANNONSE

Mest læst

Tillader Koranen voldtægt?

Ansvaret dit, fru Andersen