Gæsteskribent

Fredag den 12. januar 2018. Sarcelles. En kommune i Paris’ nordlige forstæder. En 15-årig pige kommer hjem fra gymnasiet. Hun har en halskæde med davidsstjerne på og bærer en jødisk skoleuniform. En mand angriber hende med en kniv, snitter i hendes ansigt og løber væk. Hun vil være vansiret resten af sit liv.

Den 29. januar, igen i Sarcelles, bliver en 8-årig dreng med en jødisk kippah sparket og slået af to teenagere.

Et år tidligere, i februar 2017, blev to unge jøder, der bar kippah, gennempryglet med stokke og metalstænger i Bondy. En af jøderne blev skåret i fingrene med en sav.

Inden da blev en jødisk lærer i Marseilles angrebet med en machete af en gymnasieelev, der sagde, at han ville “halshugge en jøde”. Læreren havde en Torah, som han brugte til at beskytte sig med. Han overlevede men var alvorligt såret.

ANNONSE

Anti-semitiske angreb har bredt sig i Frankrig.

De fleste angreb sker i fuldt dagslys. Jøderne ved, at de skal være årvågne. Nogle angribere bryder ind i jødiske hjem.

Formanden for den franske pro-israelske organisation Siona, Roger Pinto, blev i september 2017 slået og tilbageholdt i timevis af folk, der brød hans dør op.

Sarah Halimi, der var en ældre jødisk dame, blev slået og tortureret i hendes parisiske lejlighed for herefter at blive smidt ud fra altanen.

Den 18. januar 2018, seks dage efter knivangrebet i Sarcelles, blev en af lederne af det jødiske samfund i Montreuil i det østlige Paris tortureret hele natten af to mænd, der var brudt ind gennem et vindue og havde angrebet ham, mens han sov.

Graffiti på jødisk-ejede boliger advarer ejerne om, at de bør “flygte straks”, hvis de ønsker at forblive i live. Anonyme breve med patroner lægges i jøders postkasser, og brevet erklærer, at den næste patron vil blive affyret ind i modtagerens hoved.

Ordet “JØDE” spraymales med store bogstaver på jødiske butikker og restauranter. På tre-årsdagen for angrebet på et kosher supermarked i Paris blev en anden kosher butik sat i brand og ødelagt.

“I de seneste to år har hver tredie racistiske forseelse i Frankrig været rettet mod jøder, hvor jøder nu repræsenterer mindre end 1% af befolkningen”, bemærker den seneste rapport udarbejdet af Det Jødiske Samfunds Beskyttelsestjeneste for den franske regering.

Rapporten tilføjede: “Anti-semitismen er vokset så meget på det seneste, at angreb, der ikke forårsager skader, ikke længere rapporteres. De fleste ofre føler sig magtesløse og er bange for repressalier, hvis de indgiver en klage.”

De franske jøder, der kan forlade landet, gør det.

Dem, der endnu ikke har besluttet sig for at forlade landet, eller som ikke har penge til det, flytter til sikrere boligområder.

De fleste afrejser sker i hast; mange jødiske familier sælger deres boliger til langs under markedsprisen. Nogle familier ender i lejligheder, der er for små, men de foretrækker ubekvemmeligheden fremfor risikoen for at blive overfaldet eller dræbt.

Det fransk-jødiske samfund er stadig det største i Europa, men det mindskes hurtigt. Det estimeres, at der i år 2000 var 500.000, men antallet er nu mindre end 400.000 og falder fortsat. Jødiske kvarterer, der engang blomstrede, er nu ved at uddø.

“Det, der foregår, er en etnisk udrensning, selvom man ikke tør kalde det ved sit rette navn. Om få årtier vil der ikke være nogen jøder i Frankrig”, siger Richard Abitbol, der er formand for Forbundet af Franske Jøder og Venner af Israel.

Uden Frankrigs jøder ville Frankrig ikke længere være Frankrig, sagde den tidligere premierminister Manuel Valls i 2016. Han gjorde dog ikke noget.

Han sagde for nylig, at han havde gjort sit bedste, og at han ikke kunne have gjort mere. “Problemet”, sagde han, “er, at vore dages anti-semitisme i Frankrig i mindre grad kommer fra det yderste højre, men snarere fra personer af muslimsk tro eller kultur.”

Han tilføjede, at i mindst to årtier er alle angreb mod jøder i Frankrig, hvor gerningsmanden er blevet identificeret, begået af muslimer, og at de seneste angreb ikke var nogen undtagelse.

Valls mærkede imidlertid hurtigt konsekvenserne af sin ligefremhed. Han blev udmanøvreret i det politiske spil. Muslimske hjemmesider kaldte ham en “agent for den jødiske lobby” og en “racist”. Tidligere ledere af hans eget parti, såsom tidligere udenrigsminister Roland Dumas, sagde, at Valls’ kone er en jøde og antydede, at han var “under indflydelse”.

Det er i Frankrig farligt at sige sandheden om islamisk anti-semitisme. For en politiker er det selvmorderisk.

Franske politikere, højre- såvel som venstreorienterede, ved, at politisk korrekthed regerer, og at det, at bryde dets uskrevne regler, fører til udelukkelse fra medierne og effektiv udstødelse. De ved, at nogle ord ikke længere kan benyttes i Frankrig, og at “anti-racistiske” organisationer sikrer, at ingen kan kritisere islam.

En ny udgave af en lærebog til skolernes historieundervisning for 8. klasse erklærer udtrykkeligt, at i Frankrig er det forbudt at kritisere islam, og påstanden bakkes op med citater fra en retskendelse.

Politikerne ser, at antallet af muslimer i Frankrig nu er så stort, at det nærmest er umuligt at vinde et valg uden de muslimske stemmer, og at forskellen i fødselsrate mellem muslimer og ikke-muslimer vil gøre det forhold endnu mere markant i de kommende år.

Politikerne ser også, at landets 600 “no-go zoner” vokser; at radikaliserede muslimer kan dræbe, og at voldelige oprør kan bryde ud når som helst. I Frankrig er mere end 500 mennesker blevet myrdet eller lemlæstet af islamiske terrorister inden for mindre end fire år.

Politikerne ser også, at bølger af migranter fra Mellemøsten og Afrika har dannet slumkvarterer, der stort set er uden for politiets kontrol; at franske fængsler er ved at eksplodere, og at jøder ikke har nogen vælgermæssig vægt og reelt er uden magt.

Politikerne vælger derfor træghed, benægtelse, fejhed.

I Frankrigs muslimske boligområder tager islamistiske imamer afstand fra jøders “dårlige indflydelse” og spreder anti-semitiske konspirationsteorier. Franske politikere er tavse.

Islamiske boghandlere i Frankrig sælger bøger, der er forbudte andre steder, såsom den løgnagtige bog Zions Vises Protokoller, og CD’er og DVD’er af voldsomme anti-semitiske taler holdt af radikale prædikanter. Et eksempel er Yussuf al-Qaradawi, der er Det Muslimske Broderskabs åndelige leder, og som har indrejseforbud i Frankrig og USA. Han siger, at det ærgrer ham, at Hitler ikke “gjorde arbejdet færdigt”. Franske politikere er tavse.

Selvom synagoger i Frankrig ikke er blevet angrebet siden 2014, er de alle bevogtede døgnet rundt af bevæbnede soldater i skudsikre veste, der er beskyttede bag sandsække. Det samme gælder for jødiske skoler og kulturcentre.

På billedet ses franske soldater, der bevogter en jødisk skole i Paris. (Foto: Jeff J Mitchell/Getty Images)

I mellemtiden bruges love, der skulle straffe anti-semitiske trusler, nu til at straffe dem, der tager afstand fra truslerne.

Forfatteren Renaud Camus udgav for seks år siden Le Grand Remplacement(“Den Store Udskiftning”). Bogen bemærker, at jøder og kristne ikke alene erstattes med muslimer, men derudover bliver de tit chikaneret og forfulgt. Han begræd ødelæggelsen af kirker og beskrev angreb på jøder som en “langsom pogrom”. Han blev dømt for at “opildne til had”.

Journalisten Éric Zemmour observerede for nylig, at i muslimske boligområder lever muslimer nu “i henhold til deres egne love” og tvinger ikke-muslimer til at flytte ud. Zemmour blev fundet skyldig i “opildning” og fik en bøde.

En journalist, der for nylig lavede en dokumentarfilm om franske muslimske boligområder, konkluderede, at Det Muslimske Broderskab og andre radikale islamistiske organisationer i løbet af kort tid dominerer franske muslimske samfund, mens de spreder had mod jøder og Vesten, og at de ejer mange skoler, hvor der bliver undervist i jihad.

Han tilføjede, at den franske regering finansierer disse skoler er dermed er medskyldig i at lægge kimen til en ødelæggelse, der let vil kunne blive mere vidtgående end ødelæggelsen af Frankrigs jøder. “Besættelsen af Vesten”, sagde han, “vil foregå uden krig, men derimod stille og roligt, med infiltration og underkastelse.” Ingen franske fjernsynsstationer har vist dokumentarfilmen, og de har heller ingen planer om gøre det. Udsendelsen er kun blevet vist i Israel.

Anti-israelske demonstrationer støtter terrorisme. Folk råber “Død over jøderne”, men de bliver aldrig arresteret for “hadtale”.

Meningsmålinger viser, at den uhindrede spredning af muslimsk anti-semitisme og den deraf afledte vold, har ført til stigningen i udbredt anti-semitisme, som tydeligt minder om mørke perioder i historien.

En stigende procentdel af franskmændene siger, at jøderne i Frankrig er “for mange” og “for synlige”.

Rapporter fra det franske undervisningsministerium afslører, at udtryk som “Opfør dig ikke som en jøde”, hvis formål det er at kritisere den elev, der skjuler, hvad han tænker, er udbredte i de offentlige skoler. Jødiske elever udsættes stadigt oftere for forhånelse – og det kommer ikke kun fra muslimske elever.

Komikeren Laura Laune blev for få dage siden vinderen i underholdningsprogrammet “Frankrig har Talent”. Nogle af hendes vittigheder gjorde grin med det faktum, at der var færre jøder i verden i 1945 end i 1939. Jødiske organisationer protesterede forgæves. Hun optræder nu for fulde huse. Den anti-semitiske komiker Dieudonné fylderogså stadier, når han optræder.

Frankrigs prestigefyldte forlag Gallimard ville for nylig genoptrykke anti-semitiske skrifter af Louis Ferdinand Celine, der var en fransk beundrer af nazityskland og en stærk tilhænger af det franske Vichy regimes udryddelse af Europas jøder. Frankrigs premierminister Edouard Philippe sagde, at han støttede en genoptrykning og understregede, at man ikke kan fornægte Celines “centrale position i fransk litteratur”. Den berømte nazijæger Serge Klarsfeld svarede, at de tekster, der sendte hans forældre i døden, “ikke må blive tilgængelige igen”. Gallimard udskød midlertidigt udgivelsen.

For få år siden var “hukommelsens pligt” – om hvad der var blevet gjort mod jøderne – emne for mange artikler. I sidste måned, på Auschwitz-dagen den 27. januar, blev det ikke nævnt i en eneste fransk avis.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron var tavs. Han kom med et tweet, der henviste til “Auschwitz” og behovet for at “bevare fred, sammenhold og tolerance”. Han nævnte ikke med et ord jøder eller Holocaust. Det er svært at se i Frankrig, hvor “fred, sammenhold og tolerance” er henne i dag – især hvis du er en fransk jøde.

Guy Millière, professor ved Universitetet i Paris, er forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.

Islamisk anti-semitisme i Frankrig: på vej mod etnisk udrensning
af Guy Millière
7. Marts 2018
Oprindelig engelsk tekst: Islamic Anti-Semitism in France: Toward Ethnic Cleansing
Oversat af Kirsten Valeur

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)