Gæsteskribent



Foto: De to muslimske lærde Yusuf al-Qaradawi (t.v.) og Taha Jabir al-Alwani (t.h.) udviklede en ny form for islamisk “jurisprudens for minoriteter,” som til dels beskæftiger sig med, hvorvidt ikke-muslimske lande med store muslimske mindretal stadig skal opfattes som “Krigens Hus.”

Med millioner af muslimer strømmende ind i Europa, nogle fra Syrien, andre så langt væk fra som Afghanistan og det afrikanske sub-Sahara, oplever flere lande allerede omfattende grader af socialt sammenbrud. Flere artikler har gjort rede for de udfordringer, der præger lande som Sverige og Tyskland. Disse udfordringer har en socioøkonomisk karakter: hvordan indkvarterer man så store tilstrømninger af migranter; voksende udgifter til deres logi, mad og sociale ydelser; udgifter på grund af et stigende antal politiopgaver imod den tiltagende lovløshed i visse områder. Hvis migranterne bliver ved med at komme ind i EU-landene i det nuværende omfang, vil disse omkostninger sandsynligvis stige voldsomt; nogle lande, såsom Ungarn, har allerede oplevet, hvor stærkt uproduktiv og selvdestruktiv Europas modtagelse af snart sagt enhver, der når dets grænser, har været.

Den umiddelbare effekt af disse nye ankomster vil imidlertid næppe være nogen nem udfordring, dvs. noget der kan afhjælpes ved øgede restriktioner i antallet, deportationer af illegale migranter eller opførelse af hegn. Gennem flere årtier har nogle europæiske lande ­– især Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Sverige og Danmark – modtaget et stort antal muslimske indvandrere, de fleste ad lovlige kanaler. Ifølge en Pew-rapport fra 2010 var der på det tidspunkt over 44 millioner muslimer i Europa som helhed, et tal som forventes at stige til mere end 58 millioner i 2030.

ANNONSE

Den migrationsbølge fra muslimske lande, som begyndte i 2015, vil sandsynligvis øge dette antal betydeligt. I Frankrig vurderes borgere fra tidligere franske kolonier i Marokko, Algeriet og nogle stater syd for Sahara, sammen med migranter fra flere andre muslimske lande i Mellemøsten og Asien, at udgøre en befolkning på adskillige millioner og anses for at være den største muslimske befolkning i Europa. Frankrig følges tæt af Tyskland – et land som i dag modtager et meget stort antal migranter. Der bor i øjeblikket godt 5,8 millioner muslimer i Tyskland, men dette antal forventes over en bred kam at vokse betydeligt i de kommende fem år eller mere.

Storbritannien har den tredjestørste muslimske befolkning i Europa på omkring 3 millioner. Islam er i dag den næststørste religion i landet. Flertallet af de britiske muslimer kom oprindelig fra landlige områder i Pakistan (såsom Mirpur og det bangladeshiske Sylhet), begyndende i 1950’erne. Med tiden er mange britiske muslimer blevet godt integreret i den bredere befolkning. Men mere bredt har integrationen vist sig at udgøre et alvorligt problem, især i byer som Bradford eller dele af London såsom Tower Hamlets; og der er tegn på, at assimilationen bliver vanskeligere med tiden, ikke nemmere. En rapport i 2007 fra den britiske tænketank Policy Exchange, Living Apart Together, afslørede, at medlemmer af de unge generationer var mere radikale og ortodokse end deres fædre og bedstefædre – et omvendt forhold, som næsten med sikkerhed er uden fortilfælde i en immigrantbefolkning over tre eller flere generationer. Samme mønster kan ses andre steder i Europa og i USA. Et tydeligt tegn på dette ønske om at skille sig ud fra det almindelige samfund er den konstant voksende vækst i antallet af unge muslimske kvinder, der bærer niqabburka eller hijab – noget, der tidligere blot var en tradition, men som i dag tilsyneladende opfattes om en obligatorisk hævdelse af muslimsk identitet.

I Tyskland steg antallet af salafister med 25% i første halvdel af 2015, ifølge en rapport fra The Clarion Project. Salafismen er en form for islam, som insisterer på relevansen af alt, hvad Muhammed eller hans fæller har sagt og gjort, og som ikke tåler nogen tilpasning til skiftende tider og ingen anerkendelse af demokratiet eller menneskeskabte love. Denne afvisning over for at tilpasse sig er blevet godt udtrykt af Irans [shi’itiske] ayatollah Ruhollah Khomeini:

“Islam er ikke begrænset af tid og rum, for den er evig… hvad Muhammed tillod, er tilladt indtil Genopstandelsens Dag; hvad han forbød, er forbudt indtil Genopstandelsens Dag. Det er ikke tilladt, at hans forordninger bliver tilsidesat, eller at hans lære ikke bliver benyttet, eller at straffene [som han udmålte] bliver opgivet, eller at skatterne, som han udskrev, bliver indstillet, eller at forsvaret af muslimer og deres lande ophører.”

Det største udtryk for denne manglende vilje til at lade sig integrere, ja faktisk den bestemte nægtelse af at gøre noget sådant, kan måske ses i de godt og vel 750 zones urbaines sensible[følsomme byzoner] i Frankrig, muslimsk dominerede no-go-zoner, hvor politiet, brandvæsenet og andre repræsentanter for den sociale orden ikke tør gå ind af frygt for at udløse optøjer og angreb. Lignende zoner findes nu i andre europæiske lande, især Sverige og Tyskland.

I Storbritannien er man endnu ikke nået til det punkt, hvor politiet og andre ikke tør at gå ind i visse kvarterer. Men i nogle muslimsk dominerede områder vil ikke-muslimer måske ikke være velkomne, især kvinder som klæder sig “usømmeligt.” Ifølge den britiske folketælling fra 2011 findes der mere end 100 muslimske enklaver i landet. “Den muslimske befolkningsandel overstiger 85% i visse dele af Blackburn,” skriver videnskabsmanden Soeren Kern, “og 70% i en halv snes distrikter i Birmingham og Bradford.” Der er tilsvarende høje tal for mange andre britiske byer.

Maajid Nawaz fra den anti-ekstremistiske Quilliam Foundation har talt om den voksende tendens blandt visse radikale, unge muslimer til at afpatruljere deres gader for at gennemtvinge en streng anvendelse af islamisk sharia-lov over for både muslimer og ikke-muslimer, i et direkte brud med britisk lovgivning.

I Storbritannien har “Muslims Against the Crusaders” [Muslimer imod korsfarerne] for nylig oprettet et Islamic Emirates Project [islamisk emirat-projekt], hvori de søger at gennemtvinge deres udgave af sharia i 12 britiske byer. De har nævnt to London-distrikter, Waltham Forest og Tower Hamlets, blandt deres målgruppe. Det overrasker derfor ikke, at hætteklædte “muslimske patruljer” i disse to distrikter er gået ud i gaderne og begyndt at håndhæve et strengt sharia-syn over for de intetanende lokale. De “muslimske patruljer” advarer om, at alkohol, “usømmelig” påklædning og homoseksualitet nu er forbudt. For at øge trusselsvirkningen bliver det hele filmet og lagt ud på internettet. I det østlige London er der i dag forretninger, som ikke længere føler, at de frit kan ansætte utildækkede kvinder eller sælge alkohol uden frygt for voldelige straffeaktioner.

Nawaz skriver videre: “[D]e muslimske patruljer kan blive langt farligere og måske være villige til at lemlæste eller dræbe, såfremt kamphærdede jihadister slutter sig til dem.” Muslimer er blevet gennemtævet, fordi de har røget under ramadanen; ikke-muslimer er blevet tvunget væk, fordi de har medbragt alkohol i britiske gader.

En nylig rapport ved Raheem Kassam citerer britiske politibetjente, som indrømmer, at de ofte må bede om tilladelse fra muslimske ledere til at gå ind i bestemte områder, og at de får besked på ikke at tage på arbejde eller færdes bestemte steder iført uniform.

Her er det omdrejningspunkt, hvorom så meget af problemet kredser: troen på, at islamisk lov har al mulig ret til at blive udfoldet i praksis i ikke-muslimske lande, og en insisteren på, at et parallelt lovsystem, trods uligheden, kan fungere ved siden af den civil- og kriminallov, som følges af flertallet af et lands borgere. Mere end én ikke-muslim har fået besked på at forlade “islamisk territorium,” og nogle radikale har forsøgt at oprette “sharia-kontrollerede zoner,” hvor kun islamiske regler bliver håndhævet. Opslag på gadelamper og andre steder kundgør, at “du træder nu ind i en sharia-kontrolleret zone,” hvor der ikke tillades alkohol, ingen spil, ingen narkotika eller rygning, ingen pornografi eller prostitution og end ikke musik eller koncerter.

Og det er ikke alt. Soeren Kern skrev i 2011:

En muslimsk gruppe i Storbritannien har lanceret en kampagne om at gøre tolv britiske byer – herunder det gruppen kalder for “Londonistan” – til selvstændige islamiske stater. Disse såkaldte islamiske emirater skal fungere som autonome enklaver styret af islamisk sharia-lov og fungere helt uden om britisk jurisprudens.

“Islamisk emirat-projekt,” som blev lanceret af gruppen “Muslimer imod Korsfarerne”, nævner de britiske byer Birmingham, Bradford, Derby, Dewsbury, Leeds, Leicester, Liverpool, Luton, Manchester, Sheffield, samt Waltham Forest i det nordøstlige London og Tower Hamlets i det østlige London som områder, der skal være mål for et rent sharia-styre.

Alt dette er selvfølgelig ulovligt. Lovstridigheden kunne ikke være tydeligere. Vi ser her nogle selvudnævnte, utilfredse, muslimske grupper, som griber til handling for med magt at gennemtvinge islamisk lov i gaderne i europæiske byer, og i praksis fungerer islamiske lovforordninger faktisk i mange byer og storbyer. For ikke så længe siden plejede et betydeligt antal muslimer fra Paris og dens omgivende regioner at tage ind til city og overtage hele gader for at udføre fredagsmiddagsbønnen. Trafikken var blokeret, beboerne kunne hverken komme ind i eller forlade deres hjem, forretninger måtte lukke, fordi kunderne ikke kunne komme frem til dem; og imens stod politiet og så på uden at blande sig, fordi de vidste, at hvis de greb ind for at håndhæve loven, ville der udbryde optøjer. Videoer af disse hændelser er tilgængelige online. I områder, hvor bander af radikale opererer, som var de en mafia, er det velkendt, at forbrydelser som æresdrabkvindelig omskæring (FGM), udsmidning eller værre af personer, der anses for frafaldne, og meget andet finder sted. Mere almindeligt er det, at mange vestlige stater står magtesløse, når det gælder hindring af tvungne ægteskaber og ægteskaber med mindreårigetvungen tilsløringpolygami og mere.

Politiet, som frygter at blive beskyldt for racisme og “islamofobi,” tøver med at gribe ind: I 2014 og 2015 vendte politi og socialarbejdere det blinde øje til muslimske bander, som plejede omgang med, prostituerede og voldtog unge, hvide, britiske teenagere i byer som OxfordBirminghamRochdale og Rotherham. Professor Alexis Jays rapport om situationen alene i Rotherham påviser alvorlige fejl og mangler hos flere myndigheder, lige fra politiet til det sociale system. Lovovertrædelserne i disse tilfælde var selvfølgelig brud på sharia-loven, ikke håndhævelse af den.[1] Men der synes også at have eksisteret en holdning om, at muslimer har lov til at gøre, som de vil, og at håndhævelse af britisk lov er irrelevant. I dommen mod ni mænd i Rochdale fastslog dommer Gerald Clifton, at “I behandlede allesammen ofrene, som om de var værdiløse og hinsides enhver respekt – de var ikke en del af jeres fællesskab eller religion.” Alene denne udtalelse synes at illustrere selve kernen i problemet.

Men sammenstødet mellem islamisk lov og national lovgivning har i flere europæiske lande først og fremmest fokuseret på dannelsen af sharia-råd eller sharia-domstole. Disse har fremkaldt en bredere debat end selv det islamiske banksystem, som i dag har fundet plads inden for det internationale bankvæsen, selvom det svarer til, at Tyskland under Det Tredje Rige havde haft sit eget banksystem, hvor alle transaktioner udelukkende skulle gå til at styrke Det Tredje Rige. I Storbritannien er det i år blevet afsløret, at man for at kunne finansiere omfattende reparationer i Over- og Underhuset har indgået en aftale om at benytte islamiske obligationer. En følge heraf er, at adelsmænd og parlamentsmedlemmer ikke får lov til at have barer eller indtage alkohol i deres egne lokaler.

Debatten om sharia-domstole har været særlig intens i Storbritannien, hvor der lige siden 2008 har været gjort forsøg (nogle af dem vellykkede) på at lukke sharia ind i retssystemet. I en tale til Londons muslimske råd i juli samme år erklærede Storbritanniens førende dommer, højesteretsoverdommer Phillips, at han mente, at introduktionen af sharia i Storbritannien ville blive til gavn for samfundet, forudsat at den ikke forbrød sig imod britisk lov. Det er denne betingelse, som man ikke har fastholdt. Få måneder forinden, i februar, havde Rowan Williams, ærkebiskoppen af Canterbury og Storbritanniens førende kirkeleder – og ligesom Phillips også med sæde i Overhuset – givet udtryk for det synspunkt, at det ville være i orden for britiske muslimer at anvende sharia. Hans argument var, at man ved at “give islamisk lov officiel status i Storbritannien vil bidrage til at opnå social sammenhængskraft, fordi nogle muslimer ikke kan forbinde sig med den britiske lovgivning.” Han fortsatte:

“Det er ikke sådan, at vi indfører et fremmed og rivaliserende system; vi har allerede her i landet en række situationer, hvor religiøse samfunds interne love bliver anerkendt af landets lovgivning … Der må være plads til at finde ud af, hvad der kunne være en konstruktiv tilpasning til visse aspekter af muslimsk lovgivning, sådan som vi allerede gør det med visse aspekter af anden religiøs lovgivning.”

Det var her, debatten begyndte. Williams’ opfordring til indlemmelse af sharia blev omgående afvist af premierminister Gordon Brown og af den konservative adelsmand og skyggeminister for samfundsmæssig sammenhængskraft og social handling, Sayeeda Warsi. Warsi, som selv er muslim, fremhævede følgende:

“Ærkebiskoppens kommentarer gavner ikke og kan øge den forvirring, som allerede findes i vores samfund … Vi må sikre, at mennesker, uanset baggrund og religion, behandles ens for loven. Frihed under loven muliggør respekt for visse religiøse praksisformer. Men lad det stå fuldkommen klart: alle britiske borgere skal være underlagt de britiske love, som er skabt i parlamentet og ved domstolene.”

Året før var sharia imidlertid allerede kommet ind i landet. En organisation kaldet Muslim Arbitration Tribunal [MAT, muslimsk voldgiftstribunal] var blevet oprettet på basis af 1996 Arbitration Act [loven om voldgift fra 1996]. Den tillader enkeltpersoner og firmaer at indgå i fælles aftalte konsultationer, hvor en tredje part træffer en afgørelse mellem de to parters indbyrdes konkurrerende argumenter. Gensidig enighed er selvfølgelig den centrale planke, som hele loven hviler på. Muslimske tribunaler er begrænset til finansielle og ejendomsrelaterede spørgsmål. De benytter sharias normer for indgriben, ikke kun mellem muslimer, men også mellem ikke-muslimer, som ønsker at afslutte en uenighed ved hjælp af sharia-regler. Siden 2007 har MAT åbnet tribunaler i Nuneaton, London, Birmingham, Bradford og Manchester. De anses alle for lovlige, og deres afgørelser kan blive bekræftet af regionsdomstole og højesteret.

Den stiltiende accept af sharia-reglerne i Storbritanniens retsprocesser fik en stærk medvind i en kort periode, da advokatsamfundet i marts 2014 udsendte en vejledning om at tillade de mest fremtrædende advokater at lave “sharia-føjelige” testamenter, selvom disse kunne diskriminere mod enker, ikke-muslimer, kvindelige arvinger, adopterede børn og andre. Da debatten blev mere ophedet, og advokatsamfundet blev kraftigt kritiseret, trak det nogle måneder senere vejledningen tilbage og undskyldte, at de overhovedet havde bragt den på bane. Det var et sundt udtryk for den måde, hvorpå en åben debat i demokratiske samfund kan give resultat.

Men på det tidspunkt var allerede omkring 85 sharia-råd i fuld funktion – de fleste af dem åbne, nogle bag scenen, over hele Storbritannien. De var alle blevet anerkendt af systemet. Disse råd forveksles ofte med voldgiftstribunalerne, men fungerer faktisk helt anderledes. Et råd (til tider kaldet en domstol) fungerer som en mæglingstjeneste – som også er lovlig ifølge britisk lov. Men rådenes afgørelser har ingen status i britisk lov. Rådene består sædvanligvis af et mindre antal ældre mænd med forskellige grader af kundskaber inden for islamisk lov, og de udsteder sædvanligvis råd eller fatwaer [religiøse meningsdomme], som er baserede på reglerne inden for en af hovedskolerne i muslimsk lovgivning.

Det er disse råd, som vækker størst bekymring, især det begrænsede antal emner, som de udsteder domme om: ægteskab, skilsmisse, forældremyndighed og arv. På alle disse områder gælder bekymringen først og fremmest behandlingen af muslimske kvinder. Blandt de førende kritikere af sharia på disse områder optræder et af de mest fremsynede medlemmer af Storbritanniens Overhus, baronesse Caroline Cox.[2] Det første hun gjorde, efter sin ophøjelse til adelsstanden, var at køre med en 32 tons lastbil til det kommunistiske Polen, Rumænien og Sovjetunionen for at føre medicinske forsyninger ind bag jerntæppet. Hun var en af de første vestlige politikere til at tage truslen fra islamismen alvorligt og udgav i 2003 sine argumenter i bogen The ‘West’, Islam and Islamism. Is ideological Islam compatible with liberal democracy?[“Vesten”, islam og islamismen. Er ideologisk islam forenelig med liberalt demokrati?].

Bekymringen vedrørende islamismen og dens uforenelighed med sekulære, demokratiske værdier fokuserer især på anvendelsen af sharia-lov i lande som Storbritannien, hvor alle borgere anses for at være lige for loven. I en omtale af sharia-domstole i 2011 udtalte baronesse Cox:

“Vi kan ikke sidde her selvtilfredse i vore røde og grønne sæder, mens kvinder lider under et system, som er ekstremt uforeneligt med de retsprincipper, som dette land bygger på… Hvis vi ikke gør noget, så billiger vi det.”

For nylig affattede hun en rapport med titlen A Parallel World: Confronting the abuse of many Muslim women in Britain today [En parallelverden: Imod misbruget af mange muslimske kvinder i Storbritannien i dag], som blev udgivet af Bow Group. Heri beskriver hun ikke blot de problemer, som mange muslimske kvinder oplever i forbindelse med sharia-rådene, men bringer omfattende vidnesbyrd fra kvinder, der er blevet udsat for diskrimination eller misbrug af disse “domstole.”[3]

I maj 2012 forelagde baronesse Cox sit først lovforslag, Arbitration and Mediation Services (Equality) Bill [Lovforslag vedrørende voldgifts- og mæglingstjenester (lighed)], i Overhuset. Forslaget blev behandlet anden gang i oktober samme år, men nåede ikke længere. Det blev imidlertid bakket op af en betydelig samling vidnesbyrd, som blev fremlagt i et dokument, Equal and Free? [Lige og frie?], fra National Secular Society. I juni 2015 fremsatte Cox en modificeret udgave af lovforslaget. Det blev behandlet anden gang i oktober, og i november nåede det komitéstadiet. Det skal stadig igennem et par trin, før det kan flyttes til Underhuset og måske en skønne dag opnå kongelig stadfæstelse og blive til lov. Det fik en meget varm modtagelse af flere medlemmer af Overhuset, med kun én afvigende opfattelse, nemlig fra lord Sheikh, en muslimsk adelsmand, som sjældent eller aldrig ser noget forkert i det, muslimer siger eller gør. Regeringsminister lord Faulks hævdede dog, at den nuværende civile lovgivning er alt, hvad der behøves for at garantere retfærdighed for muslimske kvinder.

Situationen er langt fra så enkel, som regeringen gerne så. Sharia-lovene er ikke et almindeligt lovsystem, som nemt lader sig blande med vestlige værdier og lovregler. Det giver ingen problemer, at imamer eller råd vejleder om reglerne for obligatorisk bøn, faste, pilgrimsfærd, almisser, det passende eller upassende i at følge denne eller hin spirituelle tradition, eller sågar hvorvidt mænd og kvinder bør sidde sammen i et lokale eller kan mødes uden ledsager. For de fromme muslimer er det den slags, de har brug for at vide, og selvom den vejledning, som de måtte få vedrørende bestemte regler, vil være forskellig, alt efter hvilken lovskole eller kulturel praksis der hersker i deres specifikke samfund, så har dette ingen relevans for britisk lovgivning.

Men der foregår meget mere under overfladen. Et af problemerne er, at det er vanskeligt, om ikke umuligt, at reformere sharia. Lovregler er fastfrosne inden for den ene eller den anden tradition og tildelt permanent gyldighed, fordi de anses for at stamme fra en samling vers i Koranen, de hellige traditioner eller standardværker om fiqh eller retslærdom. Det er derfor vanskeligt at genskabe love om snart sagt hvad som helst med henblik på at imødekomme et behov for at bringe tingene up-to-date inden for rammerne af moderne, vestlige menneskerettighedsnormer. Mange muslimer i dag kan godt føle ubehag ved brugen af jihad som samlingsråb for terrororganisationer som Islamisk Stat, men ingen enkelt lærd eller gruppe af lærde har ret til at afskaffe den ældgamle lov om jihad. Fornyelse (bid’a) er ensbetydende med kætteri, og kætteri fører til ekskommunikation og helvedes ild, sådan som det er blevet prædiket i århundreder. Den voksende indflydelse fra salafistisk islam er baseret præcis på den forudsætning, at enhver genoplivelse af troen betyder at vende tilbage til Muhammeds og hans ledsageres praksis og ord, ikke at gå fremad ved hjælp af reformer.

I sharia-rådene synes der ikke at eksistere nogen formel metode til at holde styr på, hvad der er blevet sagt og besluttet. Der er så godt som ingen plads til, at ikke-muslimer kan sidde bi under forløbet, og som følge heraf har hverken regeringen eller advokatstanden nogen art af systematiske midler til at holde øje med processen. Selv Machteld Zee, hvis kommende bog, Choosing Sharia? Multiculturalism, Islamic Fundamentalism and British Sharia Councils [Valg af sharia? Multikulturalisme, islamisk fundamentalisme og britiske sharia-råd], vil være den første akademiske analyse af, hvad der foregår i rådene, tilbragte kun to eftermiddage i rådet i Leyton og én eftermiddag i et råd i Birmingham. Uanmeldte stikprøvebesøg ved kvalificeret, regeringsudnævnt personale er ikke tilladt. Der er intet, der blot kunne minde om regeringens skoleinspektion, Ofsted, som lejlighedsvist (om end ikke altid korrekt) har aflagt besøg i muslimske skoler. Så der er reelt ingen måde, hvorpå man kan vide, hvad der foregår, bortset fra vidnesbyrd fra kvinder der har berettet om misbrug og ulovlig praksis.

Magistratsdomstole, regionsdomstole og kronens domstole er alle fuldkommen transparente (bortset fra sager, som behandles for lukkede døre), fuldt dækkende rapporter arkiveres, og medlemmer af offentligheden kan frit besøge og overvære retssager. Risikoen ved at tillade de islamiske råd at træffe domsafgørelser, uden at der er et inspektorat til at overvåge dem, er åbenlys. Og hvis man ikke beholder og arkiverer fuldgyldige rapporter om behandlingsgangen, vil det altid være svært at gå tilbage og undersøge en sag til bunds, såfremt der skulle opstå retslige problemer på et senere tidspunkt.

Desuden har det britiske retssystem intet at skulle have sagt, når det gælder udnævnelsen af sharia-rådenes paneler. Der synes ikke at eksistere nogen fælles mekanisme vedrørende udnævnelser, og kandidaternes kilde og identitet vækker bekymring på flere måder. Der findes ingen enkelt række af kundskabsmæssige kvalifikationer for muslimske lærde (‘ulama) eller lovkyndige (fuqaha’). De fleste vil gå i en eller anden form for madrassa [islamisk religiøs skole], og mange vil sidde ved en bestemt sheiks fødder for at få tildelt ijaza af ham: sædvanligvis betyder dette, at man får lov til at undervise ud fra en bog, der er skrevet af den pågældende sheik. Nogle vil færdiggøre et studiekursus, men kohærensen kan være meget mangelfuld. Et voksende antal har kvalifikationer fra madrassaer med base i Storbritannien, især fra Darul-Uloom i Bury eller den i Dewsbury, som har en tilsvarende høj standard, selvom der også findes andre Darul-Ulooms i Storbritannien. I London bliver nogle af de yngre klasser inspiceret af Ofsted, andre gør ikke. Bury og andre madrassaer tilhører den radikale deobandi-udgave af islam (baseret i det nordlige Indien, Pakistan, Bangladesh og Afghanistan). De pakistanske madrassaer, som Taliban opstod af, tilhørte og tilhører stadig deobandi-troen. Mange saudisk finansierede madrassaer i Pakistan er blevet brugt til at rekruttere til jihad.

Den wahhabisk påvirkede deobandi-tro styrer et flertal af moskeerne i Storbritannien, men de er langt fra den eneste gruppe med moskeer og andre institutioner.[4] Der er også et mindre antal salafistiske imamer og lærde, hvoraf mange kommer fra saudisk finansierede madrassaer.[5]

Denne situation bliver endnu mere kompliceret, når man tilføjer det stadig større antal lærde og lovkyndige fra universiteter i Pakistan, Bangladesh og Indien. Disse har tendens til at være meget konservative og spiller stadig en stor rolle ved tilførslen af imamer og medlemmer til sharia-rådene.

Alt i alt betyder disse forskelle i oplæring, kvalifikationer, sprogkundskaber og så videre, at der ikke findes nogen ensartede regler for ekspertise, men at der er et betydeligt spillerum, når det gælder fortolkningen af sharia-lovene. Meget ofte vil lærde, som er tilknyttet én gren af islam, være voldsomt uenige med andre grene. Det er almindeligt erkendt, at sharia-råd og muslimske voldgiftstribunaler er konservative, og man ser meget få fortalere for den universelle menneskerettighedserklæring.

Endelig er der den langt mindre kendte, moderne sharia-teori, som gør sin indflydelse gældende i Europa, Nordamerika og andre steder i Vesten. I klassisk islamisk teori er verden opdelt i Islams Hus (Dar al-Islam), dvs. områder under islamisk styre, og Krigens Hus (Dar al-Harb), områder under ikke-muslimsk kontrol. Strengt taget har en muslim, som lever i et ikke-muslimsk land, pligt til at forlade dette og vende tilbage til en muslimsk stat, sædvanligvis et eller andet sted inden for et muslimsk imperium. I streng forstand er det dog i orden, ja ligefrem en pligt for muslimer at leve i ikke-muslimske lande, når disse lande har et muslimsk styre, uanset størrelsen på de to befolkninger. Alle de tidlige islamiske imperier havde ikke-muslimske befolkningsflertal. Muslimsk ekspansion og imperialisme betød, at muslimer kom til at kontrollere områder, hvor de i begyndelsen ikke udgjorde en majoritet. Sådanne områder blev opfattet som Dar al-Islam. Senere, da muslimerne blev fordrevet fra steder som Portugal og Spanien, blev disse lande til Dar al-Harb, og i mange muslimers øjne blev det nødvendigt at kæmpe mod dem for at få dem til at vende tilbage til islam, sådan som det sker med Israel i dag.

Da ikke-muslimske kræfter i det 19. og 20. årh. fik kontrol over muslimske lande, blev det nødvendigt med et kompromis. Men i slutningen af det 20. årh. og i stigende grad i det nuværende er et stort antal muslimer ankommet til vestlige lande for at bo der. Med tilstrømningen af flygtninge til Europa i 2015 har muslimer, som bor uden for islamiske territorier, fået problemer med anvendelsen af sharia, især dér hvor den er i konflikt med værtslandets civile love.

Reaktionen hos mange muslimske lærde har været at udvikle en ny form for islamisk lovkundskab, fiqh al-‘aqaliyyat, “jurisprudens for minoriteter.” Dette begyndte i 1990’erne, for det mestes vedkommende via to muslimske lærde, shaykh Taha Jabir al-Alwani og shaykh Yusuf al-Qaradawi. Alwani er formand for Graduate School of Islamic and Social Sciences i Ashburn, Virginia (nu en del af Cordoba University), og er grundlægger af og tidligere formand for Fiqh Council of North America, som er medlem af Islamic Society of North America (ISNA). ISNA selv har selvfølgelig længe været kendt som en frontorganisation for den hårde linje inden for Det Muslimske Broderskab. Denne forbindelse bliver endnu tydeligere, når man kigger på den Qatar-baserede Yusuf al-Qaradawi, en af Det Muslimske Broderskabs førende ideologer. Qaradawis tv-program, al-Sharīʿa wa al-Ḥayāh, tiltrækker en international seerskare på omkring 60 millioner mennesker, og hans omfattende online fatwa-side, Islam Online, besøges af millioner.

De principper, som denne jurisprudens for minoriteter fungerer efter, er temmelig komplicerede. En del af diskussionen drejer sig om, hvorvidt ikke-muslimske lande med store muslimske mindretal stadig udgør et “Krigens Hus”, hvilket almindeligvis benægtes. Hvis vestlige stater ikke er i krig med islam, har muslimer ikke pligt til at forlade dem og søge tilflugt i et islamisk land. I så fald er det nødvendigt med en fortolkning af sharia-reglerne for at gøre det muligt for muslimer at bo i områder, som de er indvandret til, eller hvor de opholder sig i begrænsede perioder, f.eks. som studerende i udlandet. Tilpasningen til vestlig livsstil tillader imidlertid ikke en egentlig ændring af sharia.

I 1997 finansierede regeringen i Qatar dannelsen af en institution kendt som European Council for Fatwa and Research [ECFR, Europæisk råd for fatwa og forskning] med base i Dublin, Irland. Rådet, hvis formand er Qaradawi selv, blev oprettet under protektion af Federation of Islamic Organizations in Europe, endnu en frontafdeling af Det Muslimske Broderskab og med tætte forbindelser til Det Muslimske Broderskabs palæstinensiske gren, Hamas. ECFR har 32 medlemmer, godt og vel halvdelen fra europæiske stater og resten fra Nordamerika, Nordafrika og Golfen. Dets fatwaer gør så godt som intet for at integrere sharias normer i europæiske samfund. Én sådan fatwa deklarerer:

“Sharia kan ikke ændres med henblik på at tilpasses skiftende menneskelige værdier og normer; den udgør derimod den absolutte norm, som alle menneskelige værdier og adfærdsformer bør tilpasses; den er det rammeværk, de bør henholde sig til; den er den vægt, hvorpå de bør vejes.”

Den sande betydning af ECFR og dets internationale panel af retsmedlemmer er, at her er tale om en uden-territorial organisation, som udsteder domme, kommer med retslige løsninger og træffer afgørelser vedrørende alle aspekter af islamisk lov. Dets indflydelse på nationale sharia-domstole som British Muslim Arbitration Tribunal og UK Islamic Sharia Council er ikke nem at afgøre, men det spiller helt sikkert en vigtig rolle. Hvis man læser fatwaerne fra ECFR og de mange online fatwa-sider, fremgår det tydeligt, at nationale sharia-organer i vestlige lande fungerer uden for rammerne af det britiske, franske og andre retssystemer. Ingen europæisk eller amerikansk stat kan fuldt ud kontrollere, hvem der sidder i disse råd, hvem der påvirker dem, og hvilke regler der inspirerer til deres afgørelser.

Selvom ECFR er det førende fatwa-organ i Europa, findes der flere andre nationale organisationer –f.eks. i Frankrig, Tyskland og Norge – som udsteder fatwaer på andre sprog. Men overalt er fremfærden nogenlunde den samme. Hvad enten vi taler om konventionel jurisprudens eller jurisprudens for minoriteter, synes der ikke at eksistere nogen tydelig vej til bedre assimilation af muslimer i de europæiske samfund, og ingen tilpasning af sharia-lovene sideløbende med de vestlige, menneskeskabte love.

Medmindre der finder en reformering sted af det muslimske præsteskabs tankegang, vil salafistisk islam blive ved med at hensætte muslimer til fortiden. Under en streng sharia henstår det spørgsmål: hvad vil der ske med de tiltagende millioner af nyankomne, for hvem vestlige lovregler har sekundær værdi – for hvem de måske blot er en hindring på vejen til det ultimative mål, total adskillelse fra værtssamfundene?

Sharia Law or One Law for All har jeg henledt opmærksomheden på et andet lag af sharia-afgørelser, som udsteder fatwaer mod en række britiske muslimer, især i den yngre generation. Der er tale om online-sider: “fatwa-banker.” Enkeltpersoner eller par indsender spørgsmål til de muftier, som bestyrer siderne, og modtager svar i form af fatwaer, som anses for autoritative. Både spørgsmål og svar bliver opbevaret i lister over afgørelserne, som enhver, der søger råd, kan browse sig igennem. Disse websider er på ingen måde ensartede, men skifter fra den ene lærde til den næste. Alligevel giver de et vist indblik i de typer af afgørelser, som kan forekomme i sharia-rådene.

For eksempel:

  • en muslimsk kvinde bør ikke gifte sig med en ikke-muslimsk mand, medmindre han konverterer til islam (sådan en kvindes børn vil blive fjernet fra hende, indtil hun gifter sig med en muslimsk mand)
  • polygame ægteskaber (med to eller flere koner) er lovlige
  • en mand kan lade sig skille fra sin kone uden at fortælle hende det, forudsat at han ikke søger seksuel omgang med hende
  • en ægtemand har ægteskabelige rettigheder over sin kone, og hun bør normalt efterkomme hans opfordring til sex (men hun kan ikke opfordre ham til det)
  • en kvinde bør ikke blive hos sin mand, hvis han forlader islam
  • ikke-muslimer kan blive frataget deres andel af en arv
  • en skilsmisse kræver ingen vidner (en mand kan lade sig skille fra sin kone og sende hende bort, selv om ingen andre ved noget om det)
  • fornyet indgåelse af ægteskab kræver, at kvinden har giftet sig, haft sex med og er blevet skilt fra en anden mand
  • en kvinde har ingen ejendomsret i tilfælde af skilsmisse (som kan iværksættes efter forgodtbefindende af hendes mand)
  • sharia-loven skal have forret over domme fra britiske domstole
  • regler for retten til forældremyndighed kan være anderledes end dem, der findes i britisk lovgivning
  • at slå sig ned i et ikke-muslimsk land er forbudt, medmindre det sker af stærkt begrænsede grunde
  • at hæve forsikringer er forbudt, også selvom loven kræver det
  • der findes ingen krav om at lade et ægteskab registrere ifølge landets lovgivning
  • det er ikke ønskeligt at leje en lejlighed, som tilhører en kristen kirke
  • en muslimsk sagfører er nødt til at handle imod britisk lovgivning der, hvor denne modsiger sharia
  • ansættelse ved taxakørsel er forbudt
  • det er tilladt at være politibetjent, forudsat at man ikke bliver afkrævet at gøre noget, som strider mod sharia
  • det er forbudt for kvinder at forlade deres hjem og køre bil
  • en voksen kvinde kan ikke gifte sig med hvem som helst, hun måtte ønske
  • sharia-loven om ægtefødsel er i modstrid med den britiske Legitimacy Act 1976
  • en kvinde må ikke forlade sit hjem uden sin mands samtykke (en begrænsning, som kan fremkalde falsk arrestation)
  • lovfæstet adoption er forbudt
  • en mand kan tvinge sin kone til sex
  • en kvinde kan ikke opnå forældremyndighed til sit barn over syv år (for en dreng) og ni år (for en pige)
  • en borgerlig vielse kan anses for ugyldig
  • sharia-lov har forrang over sekulær lov (for eksempel kan en kvinde ikke blive skilt fra sin mand ved en civil domstol)
  • at kæmpe mod amerikanerne og briterne er en religiøs pligt
  • anbefaling af strenge straffe til homoseksuelle
  • en kvinde frarådes at søge fertilitetsbehandling
  • en kvinde kan ikke gifte sig uden tilstedeværelse af og tilladelse fra en mandlig værge (wali)
  • hvis en kvindes ‘idda (en periode på tre måneder til at afgøre, om hun er gravid) er udløbet, og hun ikke længere har et ægteskabeligt forhold til sin mand, er han fritaget for at betale underholdsbidrag
  • et uægte barn kan ikke arve sin far.

Nogle af disse fatwaer anbefaler ulovlige handlinger, og andre overtræder menneskerettighedsreglerne, som disse finder anvendelse ved britiske domstole. De viser tydeligt, hvor problematisk det er at tillade et parallelt lovsystem inden for et samlet nationalt system.

Denis MacEoin er forfatter til bogen “Sharia Law or One Law for All” (London, Civitas, 2009).


[1] Se Ahmad ibn Naqib al-Misri, Umdat al-salik, overs. til engelsk af Nuh Ha Mim Keller som Reliance of the Traveller, Beltsville MD, 1991 og 1994, p. 595, o7.3: “Hvis en aggressor voldtager en person, som det er ulovligt for ham at have seksuelt samleje med, er det tilladt at dræbe ham uden videre,” baseret på en udtalelse fra Abu’l-Hasan al-Mawardi, den berømte shafi’i-jurist (972-1058).

[2] Baroness Cox blev adlet i 1982 og har lige siden ydet et forbløffende bidrag til humanitære programmer verden over ved at rejse til fjerntliggende områder præget af konflikter og brud på menneskerettigheder, endda under stor personlig risiko.

[3] Lignende synspunkter var blevet udtrykt to år tidligere, i en rapport fra 2010 ved Maryam Namazies organisation One Law for All, Sharia Law for Britain: A Threat to One Law for All and Equal Rights. Den rapport havde dog en forløber i en anden bog med titlen Sharia Law or ‘One Law for All’?, skrevet af nærværende forfatter for den uafhængige tænketank Civitas (institut til studie af civilsamfundet).

[4] Andre muslimer af pakistansk oprindelse har en sufi-influeret barelwi-orientering, som, selvom den følger den samme hanafi-lovskole, befinder sig i konstant konflikt med deobandi. Der er afgjort flere unge muslimer under uddannelse i Storbritannien, og mange af dem har problemer med de kurser, hvor der undervises på urdu, såsom Bury.

[5] Flere detaljer kan ses i Innes Bowen, Medina in Birmingham, Najaf in Brent: Inside British Islam, London, 2014.

ANNONSE