Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn har skrevet en vigtig bog om det mest afgørende spørgsmål, et folk kan stille sig. Nemlig: Hvem er vi? Og dernæst: Hvem skal være en af os?

”En af os” er netop titlen på Bjørns bog om statsborgerskab,  og den gør det, andre har undladt, nemlig at tage Grundlovens § 44 på ordet og spørge, hvem vi faktisk regner for at være en del af “vi” danskere.

Allerede indledningen, hvor den notoriske forbryder Fasar Abrar Raja beskrives som “et fremmedelement i den danske folkesjæl”, der alligevel er dansk statsborger, demonstrerer bogens tese: når statsborgerskabet reduceres til automatik og formularer, svigter staten både folkets retfærdighedssans og sin egen selvopretholdelse.

Det samme kunne siges om somaliere, syrere og palæstinensere, der fx begår 15-20 gange flere voldtægter end personer med dansk oprindelse. De burde aldrig nogensinde have fået ophold, slet ikke statsborgerskab i Danmark.

Bjørn minder om, at indfødsretten ikke begyndte som en servicelov, men som en national selvbeskyttelse.

Indfødsretsforordningen af 1776, udarbejdet af Ove Høegh‑Guldberg, var et originalt dansk værk uden udenlandske forbilleder, der skulle sikre, at rigets embeder og privilegier forbeholdtes dem, der var forankret i det danske folk, sprog og land.

Statsborgerskab kan netop ikke gøres til et individuelt krav. Grundlovens § 44, stk. 1 siger, at “Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov”. Det er en bevidst spærring mod den automatiske ret. Indfødsret er derimod en betroelse, givet af et folk gennem dets repræsentanter, “hvis – og kun hvis – det vurderes at være i Danmarks interesse”.

Danskhed er ikke abstrakte principper og rettigheder, men levet liv. Mikkel Bjørn beskriver, hvordan hans kærlighed til Danmark ikke udspringer af et partiprogram, men af flaghejsning i skolegården, fællessang og højtider rundt om bordet. Danskheden beskrives som et “hjem bygget af generationers hukommelse og indsats”, et hus, hvor “duften hænger i gardinerne, og historierne i væggene”, og hvor man ikke bare kan flytte ind og forvente at høre til, men må gøre sig fortrolig med rummenes væsen og være villig til at bære både byrder og erindringer.

Det er et sjældent klart opgør med forestillingen om, at danskhed kan reduceres til arbejdsmarkedstilknytning og beståede prøver: For danskhed er ikke noget, man får med et stempel, det er en virkelighed, man må vokse ind i eller forblive udenfor, som Bjørn korrekt skriver.

Den første indfødsretslov fra 1850 gav kun ti personer indfødsret – seks skandinaver, en englænder og tre tyskere – men hvert navn var ledsaget af konkrete begrundelser for vandel, offervilje og “patriotisk Sindelag”.

Grundtvig, der var den første formand for Indfødsretsudvalget, understregede, at indfødsretten udspringer af folkets ejendomsret til sit fædreland og aldrig bør skænkes uden hensyn til “sit eget Tarv og det almindelige Bedste” I dag, skriver Bjørn, er dette vendt på hovedet: hvor man før spurgte, om nogen ekstraordinært havde gjort sig fortjent til optagelse i den danske familie, tænker man nu, at alle er berettigede, så længe de ikke har gjort noget ekstraordinært dårligt.

Bjørns velargumenterede hovedangreb retter sig mod illusionen om “objektive kriterier”. De såkaldte objektive krav i indfødsretscirkulæret er ikke rettigheder, men tekniske minimumsbetingelser for overhovedet at komme i betragtning til regeringens indstilling – og selv da er der kun tale om en indstilling, ikke en garanti, fordi Folketinget frit kan ændre og afvise.

Det er både provokerende og befriende, at Bjørn åbent forsvarer en art vilkårlighed som en nødvendig del af indfødsretspolitikken. Der findes nemlig ingen individuel ret til dansk indfødsret, kun en mulighed for at blive bedømt af folkets repræsentanter.

Endelig leverer bogen et sjældent konkret opgør med embedsstatens automatik. Bjørn gennemgår det ene rystende eksempel efter det andet: politisk besluttede kriminalitetstjek, som embedsmænd egenhændigt satte ud af kraft; en livsvarig udelukkelse for visse domme, som i praksis aldrig blev håndhævet, fordi domme slettes af registrene; sagsakter, der “forsvinder”, så kriminelle, som Mohamed Jama Muse, ikke kan fratages et statsborgerskab erhvervet på svigagtigt grundlag.

I samme bevægelse forsvarer Bjørn sindelagssamtaler og offentlig politisk granskning af ansøgeres holdninger, når disse tydeligt kolliderer med dansk demokrati og retsorden.

Det er ikke excesser, men en konsekvent udfoldelse af bogens grundsyn: uden politisk dømmekraft og mod til at sige nej bliver statsborgerskabet en tom formalitet, og Danmark “et navn uden folk”.

”En af os” er et forsvar for, at nationen har ret til at definere sig selv, og at statsborgerskab er en gave og en forpligtelse, ikke en automatydelse. I en tid, hvor både venstrefløj og anstændige borgerlige helst vil undgå at tale om, hvem der faktisk skal regnes for “en af os”, er det befriende, at nogen tager Grundlovens ord og den historiske indfødsret alvorligt.

Danmark er nemlig ikke blot er et system. Danmark er et hjem.

Af Kasper Støvring