Remigration er forventeligt blevet tidens store stridsemne. Få forsvarer hjemsendelser, indtil videre. De fleste er forargede. Her blot tre aktuelle lederartikler. Ekstra Bladet: ”Hjerteløst og lovløst”. Politiken: ”Afskyvækkende angreb på danske muslimer.” Jyllands-Posten ser en trussel mod retsstaten. Og Morten Messerschmidt stævner nu De Radikales Martin Lidegaard for at udtale, at DF vil sende folk i interneringslejre på baggrund af deres hudfarve.

Temaet er relativt nyt, derfor de mange uklarheder og forskellige synspunkter. Nogle afviser remigration som umenneskelig og i strid med retsstaten. De beskylder mange på højrefløjen for at mene, at enhver udlænding fra bestemte verdensdele skal sendes hjem, uanset individuel adfærd. Det forekommer mig stærkt overdrevent. Under alle omstændigheder: Begge positioner er efter mine mening forkerte.

Sandheden er, at remigration både er moralsk nødvendig og kan – og bør – gennemføres inden for retsstatens rammer.

Det moralske fundament

Det moralske fundament handler om, hvad vi kan holde mennesker moralsk ansvarlige for.

Man kan ikke vælge sin etnicitet. Man kan ikke vælge, hvor man bliver født. Derfor kan man heller ikke retfærdigt straffe eller belønne mennesker alene på grund af deres etniske baggrund.

Men man kan vælge sine handlinger. Man kan vælge at begå kriminalitet – eller lade være. Man kan vælge at assimilere sig til danske værdier og bidrage til det danske samfund – eller afvise det. Man kan vælge at forsvare Danmark – eller bekæmpe det.

Dét, man frit kan vælge, kan man også holdes ansvarlig for.

Derfor må remigrationspolitik basere sig på adfærd og valg. Ikke på hudfarve eller geografisk oprindelse. Det er den eneste moralsk forsvarlige position. Og den eneste, der respekterer menneskers værdighed som ansvarlige individer.

Konkret betyder det:

Kriminelle udlændinge skal udvises. Konsekvent. Fra første dom for alvorlige forbrydelser inden for straffeloven. Uanset oprindelse. De har brudt kontrakten med det danske samfund, og Danmark har ingen forpligtelse til at beholde dem.

Afviste asylansøgere skal hjemsendes. Det samme gælder personer, der gennem bedrag har modtaget statsborgerskab. De har aldrig haft ret til at være her. Deres fortsatte tilstedeværelse er i sig selv ulovlig. Her er der intet moralsk dilemma.

Asylmigranter skal sendes hjem, når forholdene tillader det. Asyl er per definition midlertidig beskyttelse, ikke permanent ophold. Når beskyttelsesbehovet ophører, ophører asylretten. Det er både moralsk ærligt og retsstatsligt korrekt. Vi lovede midlertidig sikkerhed, ikke permanent bosættelse.

Men hvad med dem, der ikke er kriminelle, ikke er afviste asylansøgere, men som heller ikke bidrager til det danske samfund? Som fx er offentligt forsørgede eller islamister?

Respekt for indgåede kontrakter

Her kommer det andet afgørende element: Når Danmark lovligt har givet mennesker opholdstilladelse eller statsborgerskab, har vi indgået en kontrakt. Den kontrakt kan ikke ensidigt brydes af Danmark uden alvorlig grund.

Hvis nogen fik permanent opholdstilladelse efter de gældende regler – efter et bestemt fastsat antal års lovligt ophold, beståede sprogprøver, uden kriminalitet – så har de opfyldt deres del af aftalen. At inddrage den opholdstilladelse bagudrettet, fordi de nu ikke forsørger sig selv eller har holdninger, vi ikke bryder os om, bryder med retsstaten.

Ligeledes med statsborgerskaber. Hvis de er erhvervet lovligt og uden bedrag, kan de ikke fratages alene på grund af manglende økonomisk bidrag, tro eller etnisk baggrund. Det ville være tilbagevirkende kraft. Altså vilkårlighed. Og det ville undergrave retssikkerheden.

Men – og det er afgørende – her kan og skal vi bruge andre midler for at få folk til frivilligt at rejse ud:

Økonomiske incitamenter: Danmark kan tilbyde høj økonomisk kompensation – gerne en million kroner per person – for frivillig hjemrejse. Det respekterer indvandrernes og efterkommernes rettigheder, men skaber et stærkt incitament. Selv med dette beløb vil udgiften for Danmark være tjent hjem på ti år.

Fjernelse af offentlig støtte til islamiske institutioner og forbud mod udenlandsk finansiering af fx moskeer: Det vil også presse mennesker, der ønsker at leve en islamisk tilværelse, til at rejse ud.

Opholdsafgifter: Personer fra MENAPT-lande (og de oprindelseslande, vi traditionelt har problemer med) kan pålægges en årlig afgift for at beholde opholdstilladelsen. Det sender et klart signal: Det skal ikke kunne betale sig at blive i Danmark som nettoomkostning for samfundet.

Fremadrettede krav: Danmark kan skærpe kravene for nye opholdstilladelser og gøre vedvarende selvforsørgelse til en betingelse. Det er ikke tilbagevirkende kraft. Det er demokratisk fastlæggelse af fremtidige regler.

Fratagelse ved bedrag: Statsborgerskaber og opholdstilladelser erhvervet ved bedrag eller vildledning kan og skal fratages. Her er ingen moralsk forpligtelse.

Det afgørende er valget. Loyaliteten. Handlingen.

Etnicitet er vigtig, fordi de fleste med anden etnisk baggrund fra særligt MENAPT-landene ikke er assimilerede, og mange tilmed udviser en fjendtlig kultur. Men det moralske perspektiv er afgørende: I nogle tilfælde bryder individer dette mønster og bliver værdifulde for vores samfund. De personer skal vi ikke blot beholde, men beskytte og fremholde som forbilleder.

Hvad med fremtidig indvandring?

Enhver suveræn nation har ret til demokratisk at beslutte, hvem der må indvandre. Danmark kan udmærket sige: Vi ønsker ikke borgere fra bestemte lande, fordi erfaringen viser, at integration derfra fejler systematisk.

Det er ikke diskrimination af individer. Det er en demokratisk beslutning om fremtidig immigrationspolitik baseret på empirisk erfaring. Og rettet mod mennesker, vi hverken har særlig moralsk eller juridisk forpligtelse over for.

Af Kasper Støvring