Hvad skal det nytte?

Udsagnet stammer fra 1883 og skyldes venstrepolitikeren Viggo Hørup, der blev Det Radikale Venstres inspirator. Hans anliggende var at træde op mod ”militarismen”, dvs. den opfattelse, at man kan eller bør forsvare Danmark med våbenmagt.

I 1864 havde Danmark oplevet at være afmægtigt over for Prøjsens og Østrigs forenede kræfter. Det endte med nedslagtningen af tusinder af danske soldater ved Dybbøl og på Als og tabet af Sønderjylland.

Hørups nyttetænkning er senere gået sin sejrsgang gennem dansk historie. Hvad skulle det f.eks. nytte at opruste til modstand mod det nazistiske barbari i 1930’erne, når det eneste, vi kunne opnå var landets ødelæggelse? Konsekvensen blev, at Danmark stort set var afrustet den 9. april 1940 og nøjedes med et symbolsk offer af 19 soldater, før vi efter få timer overgav os til den tyske besættelsesmagt.

I forlængelse af nyttetænkningen spillede de Radikale heller ingen rolle i den danske modstandskamp. Den eneste Radikale frihedskæmper under besættelsen var doktor Hansen i Matador. Ellers hyttede de sig. Der var konservative, socialdemokratiske, borgerlige, kommunistiske, nationalistiske og kristne frihedskæmpere, men ingen Radikale. For hvad skulle det nytte?

I dag er vi – under radikal indflydelse – gået skridtet videre, faktisk to yderligere skridt. Hørups udgangspunkt i 1883 var som nævnt, at intet godt kunne komme ud af militær modstand mod angribende magter. Det er nu blevet til, at der ikke er noget at forsvare, og med denne indstilling undslipper man ethvert moralsk dilemma. Danmark er med Søren Krarups ord blevet reduceret til et beboet område uden andre særtræk, end at der bor mennesker her. Og det gør der jo overalt i hele verden.

Og for nu endegyldigt at ophæve forestillingen om Danmark som danskernes land vedtog Folketinget i 1983 udlændingeloven, der i praksis ligestillede udlændinge med danskere. Enhver gedehyrde i Anatolien har samme rettigheder i Danmark som en håndværker fra Horsens, bare han kan sikre sig transport til Kastrup. Loven medførte en massiv indvandring af folk fra Mellemøsten, der ikke ville have med os og vores kultur og historie at gøre. Hvad skulle de også det for? Politikerne og de dominerende meningsdannere havde jo fortalt os, at der ikke fandtes nogen danskhed og derfor ikke noget at lade sig integrere i.

Sidste skridt – og det er jo logisk – er at benægte, at der findes danskere. Eller udtrykt på en anden måde: Enhver, der opholder på dansk grund, har samme adkomst til landet som enhver anden. Inklusive Maren i Kæret, hvis forfædre har levet og arbejdet her i 700 år, og som ikke taler andre sprog end dansk. Men det følger af menneskerettighederne, har de kloge fortalt os i årtier. Vi hører fra dem hver aften på fjernsynet.

Ganske enkelte opponerede mod menneskeretstænkningen, men blev forfulgt som racister. Det bliver de stadig. Anklagemyndigheden har netop pustet nyt liv i den henslumrende §140 i straffeloven – den om blasfemi. Og det sker naturligvis for at fremme islams sag. En mand i Nordjylland har brændt en Koran, og det skal han straffes for. Hvis han havde brændt en Bibel eller en statue af Buddha, ville ingen have hævet et øjenbryn, så længe Bibelen eller statuen tilhørte ham selv.

Vi er således gået fra tanken om det væbnede forsvars nytteløshed (hvilket måske kunne forekomme rationelt i slutningen af 1800-tallet) til forestillingen om, at der ikke er noget at forsvare, og til den endegyldige påstand om, at danskerne ikke findes.

Fra dette højdepunkt af overgivelse er der kun et lille skridt til forestillingen om, at det er de fremmede, migranterne og – som det har vist sig – muslimerne, der har særlige rettigheder, og som myndighederne skal beskytte.

For en del år siden måtte Magasin betale en betydelig erstatning til en tyk muslimsk teenager, der blev nægtet ansættelse, fordi hun optrådte i sort indpakning fra top til tå. Hvis en dansker havde forlangt at få job i Magasin udklædt som indianer eller den afskyelige snemand, ville han eller hun være grinet ud af byen, og havde ikke fået en krone af Magasin.

Hver dag vi står op hører vi om nye knæfald for den farligste og mest modbydelige ideologi, mennesker har kunnet udtænke de seneste 1400 år. Islam hedder den.

Vi er på retræte. Vesten er på taberkurs, for der er kun en lille flok af forhadte, der vil forsvare den. Politikerne forråder os, pressen lyver, præsterne prædiker og skuespillerne håner.

Så hvad skal det nytte at gøre modstand? Hvorfor sætte omdømmet, vennekredsen, karrieren og livet på spil for en sag, der allerede er tabt?

Det bliver op til enhvers samvittighed. Nogen sætter deres eftermæle højere end den øjeblikkelige bekvemmelighed.

Ligesom besættelsestidens frihedskæmpere vil de ikke have, at man om dem kan sige, at de opgav enhver menneskelighed.

En sådan modstandskerne vil altid findes. Her ligger håbet.