På en noget stormfuld lørdag eftermiddag mødtes jeg med Inge Solmo på Deichmanske Bibliotek i Oslo for at tale om Eurovision, Israels kontroversielle deltagelse, konflikten i Gaza, NRK og homoseksuelles rolle i alt dette.

Baggrunden er, at Den Europæiske Radio- og TV-Union (EBU) truer med at udelukke Israel fra næste års Eurovision Song Contest efter pres fra andre landes delegationer, primært Spanien, Slovenien, Holland og Irland – som alle nægter at deltage sammen med Israel. De beskylder Israel for “folkemord” og “krænkelser af menneskerettighederne” mod befolkningen i Gaza. På et møde den 4. og 5. december vil EBU forsøge at løse striden om den populære konkurrence for 2026.

Inge Solmo er kendt af mange for sin deltagelse i “Kvitt eller Dobbelt” på NRK i 2008 og 2009, der fokuserede på den populære musikkonkurrence. Siden da har han skrevet en bog om Eurovision og bliver ofte kontaktet af medierne – herunder udenlandske medier – for sin viden om konkurrencen. Han arbejder som tjener i Oslo. Solmo er oprindeligt fra Narvik, men har boet mange steder i Norge, herunder flere år i Ålesund.

* * *

Daniel Sundkvist: Hej, Inge. Grunden til, at vi kontaktede dig, var, at jeg læste en kommentar, du skrev på Document, hvor du støtter Israels deltagelse i Eurovision. Hvorfor er det vigtigt for dig, at Israel deltager?

Inge Solmo: “Fordi det at udelukke Israel er ren og skær antisemitisme. Jeg ser, at mange, der ønsker Israel ud af Eurovision, forsøger at ‘hvidvaske’ sig selv fra det stempel, men antisemitisme er, hvad det er. Mange af dem er ikke engang interesserede i Eurovision.

Israel har været nødt til at forsvare sig selv gennem hele sin eksistens. De er omgivet af fjender. Israel debuterede i Eurovision i 1973. De kom lige fra massakren på det israelske olympiske hold i München året før, og den første israelske deltager bar en skudsikker vest under sin kjole.

Første gang Israel var vært for Eurovision var i 1979. Mens jeg arbejdede på min bog (Absolutt Grand Prix, red.), talte jeg med koristerne fra dengang. De fortalte mig, at der var snigskytter placeret på tagene omkring arenaen for at holde øje med begivenheden.

Det er så vigtigt for Israel at deltage, at vise sig frem, netop fordi så mange ønsker at udrydde det, kulturelt, geografisk og etnisk. Det er som om de siger: “Se, vi er her, I kan ikke slippe af med os”.

Folk må ikke tro, at Eurovision bliver ren leg og sjov, hvis Israel udelukkes, for det vil åbne døren for en lang række arabiske og nordafrikanske lande, der er medlemmer af EBU, men som ikke deltager netop fordi Israel gør det. Marokko har for eksempel deltaget tidligere. Og DÅ vil der opstå politisk kaos i konkurrencen, fordi disse lande skændes som gale, og de vil aldrig acceptere et sekulariseret og seksualiseret show, som Eurovision er blevet.”

EBU havde oprindeligt en plan om, at alle medlemslande skulle stemme om, hvorvidt Israel skulle deltage eller ej, herunder medlemslande, der ikke selv deltager i Eurovision. Denne plan blev skrinlagt efter våbenhvilen. Nu ønsker EBU at føre “forhandlinger” med de lande, der truer med at trække sig. Hvad synes du om dette?

“Hvorfor skal der være forhandlinger om Israel? Hvorfor ikke for eksempel Aserbajdsjan og deres misbrug af Armenien – et andet deltagende land?

De lande, der truer med at trække sig, bør bare trække sig. Det er ikke usædvanligt, at lande trækker sig af politiske årsager. Armenien deltog ikke i Eurovision i 2012, det år finalen blev afholdt i Baku. Grækenland har også trukket sig nogle år, hvor Tyrkiet skulle deltage. Norge selv blev udelukket i 1967, fordi vi var involveret i hvalfangst. Kirsti Sparboe deltog, men ingen af kunstnerne fra de andre lande ville tale med hende, bortset fra Storbritanniens Sandie Shaw, der endte med at vinde det år.

Det har aldrig været noget stort problem, at lande trækker sig ud i et år eller to.

Der er ingen grund til at forkæle radikale lande. Spanien er for eksempel gået for langt ved at sige, at de ville være villige til at bruge atomvåben mod Israel, hvis de havde dem. Lad bare sådanne lande gå. De kommer sandsynligvis tilbage til Eurovision efter et par år, når de indser, at de bliver ignoreret.

Noget, der næppe nævnes i medierne, er, at der er lande, der nægter at deltage, hvis Israel udelukkes, f.eks. Tyskland. Og Østrig, der faktisk er vært for Eurovision næste år, har sagt, at det nægter at være vært for konkurrencen, hvis Israel udelukkes. Så EBU er i en knibe. Jeg vil gerne tilføje, at det ikke er EBU, der kræver Israels udelukkelse. Oprindeligt havde EBU medtaget Israel på listen over deltagere i 2026, men de bliver presset af nogle af de deltagende lande.

Et argument, som modstanderne af Israel bruger, er, at EBU er afhængig af økonomisk støtte fra de lande, der truer med at trække sig, og at arrangementets fremtid er i fare, hvis Israel deltager.

“En nedskæring af konkurrencen er ikke en trussel. Indtil 2003 var der kun én finaleaften, ingen semifinaler og maksimalt 26 deltagende lande. Arrangementet blev også ofte afholdt på relativt små spillesteder, såsom koncertsale og teatre. Men hvad folk ikke er klar over, er, at langt flere mennesker så udsendelserne før (op til 600 millioner) end i dag (op til 200 millioner).”

Et andet argument, som modstanderne bruger, er, at Eurovision bør være apolitisk, og at Israel netop af den grund skal udelukkes. Hvad mener du om det?

“Det falder på sin egen urimelighed. Det er netop udelukkelsen af et land, der ville gøre konkurrencen politisk.”

Men blev Rusland ikke udelukket?

“Det er en almindelig opfattelse, at Rusland blev smidt ud af Eurovision på grund af krigen. Folk kan godt lide at tro det. De tror, at Rusland blev straffet for krigen. Måske er det derfor, så mange mennesker ønsker at udelukke Israel, fordi ‘det samarbejdede med Rusland’. Men faktum er, at den russiske tv-kanal, der var medlem af EBU, opsagde sit medlemskab og derfor ikke længere har ret til at deltage. Det skal siges, at kanalen allerede var under efterforskning af EBU, mistænkt for at begrænse pressefriheden, men Rusland blev ikke ekskluderet som følge af selve krigen.

Noget, der er blevet kritiseret, er, at de israelske myndigheder – og også organisationen Med Israel for Fred (MIFF) her i Norge – opfordrede folk til at stemme på Israel. Mange stemte op til tyve gange på Israel sidste år, og Israel vandt publikumsafstemningen. Dette betragtes af mange som snyd og har ført til en ændring af reglerne for næste års afstemning. Hvad synes du om dette?

“Det er ikke forbudt at opfordre folk til at stemme på deres land i Eurovision. Alle lande gør det. Desuden har Israel ikke noget valg. Af sikkerhedsmæssige årsager kan de ikke promovere deres bidrag ved at sende kunstneren rundt i Europa, som andre lande gør.

Det faktum, at Israel vandt publikumsafstemningen i år, viser bare, hvor stor kløften er mellem befolkningen og eliten i dette spørgsmål.

Da Østbloklandene kom med i Eurovision i midten af 1990’erne, blev jurysystemet afskaffet, og seerafstemningen blev indført. Dette blev kritiseret, fordi Østbloklandene klarede sig så godt. Så blev der indført et delt jury- og seerafstemningssystem. Da Norge selv vandt seerafstemningen i 2019, men klarede sig dårligt hos juryerne, blev jurysystemet igen kritiseret. Men nu er det forkert, at Israel vandt seerafstemningen, og folk ønsker at give juryen mere magt.

Så dette er simpelthen et tilfælde af, at folk kræver forandring, når de ikke kan lide resultatet.”

Hvad var din oplevelse med NRK, da du deltog i “Kvitt eller Dobbelt”, og hvad er dit syn på kanalen i dag?

“Jeg blev behandlet godt af NRK dengang. De var meget professionelle. NRK er en velsmurt maskine. NRK var også venstreorienteret dengang, men på en mere tilbageholdende måde end i dag. Det er i bakspejlet, at de er blevet radikale.”

Hvornår vil du anslå, at denne radikalisering fandt sted?

“Mange mener, at NRK ændrede karakter i 2011 efter Utøya, men jeg synes, at kanalens reaktion på terroren var forståelig. Jeg tror, at vendepunktet kom i 2015 for både NRK og andre nordeuropæiske medier som BBC og SVT, da Trump blev nomineret som præsidentkandidat. Det var da, NRK kom ud af kurs og blev en propagandamaskine.

Men måske er det netop fordi NRK er så velsmurt, at det er så svært at finde noget at kritisere dem for. De synes at slippe igennem maskerne. Se bare, hvordan de “smigrer” EU, der truer med at indføre told på norske varer, men når Trump gør det samme, sættes hele maskineriet i gang for at fremstille ham i et negativt lys. De engagerer sig i den samme slags smigrende snak eller trivialisering, når Støre nægtes indrejse i Israel, selvom det faktisk er en stor skandale af internationalt format. Det er, som om det ikke er noget særligt at blive nægtet indrejse i en “fascistisk stat” som Israel, næsten som et kompliment. Støre opretholder sit image som en moralsk retfærdig person på NRK.

Hvert år inden Eurovision sender NRK et program kaldet “Adresse”, hvor et panel sidder og vurderer hvert lands bidrag det pågældende år. Eurovision-eksperter som Per Sundnes og Jim Ødegård Pedersen har siddet i det panel. Burde DU også sidde der?

“Jeg har faktisk vist interesse og tilbudt mig selv på en diskret måde, men har aldrig fået noget svar. Jeg synes, der er for meget kammerateri i NRK. De kendte personer, der profileres, har også kontakt med hinanden i deres fritid. På mange måder er det en lukket klub. Hvis man ikke har en fod indenfor, er det svært at få adgang. Det er ikke så vigtigt for mig, jeg sover alligevel godt om natten.”

Det ser ud til, at folk af en eller anden grund er mere oprørte over krigen i Gaza end over andre konflikter, og det er på en eller anden måde blevet accepteret i den kollektive bevidsthed, at der finder et folkemord sted. Hvad synes du om det?

“Det er ahistorisk, som om verden ikke eksisterede før i dag. Det hjælper ikke, når Det Liberale Parti ønsker at fjerne historieundervisningen fra skolerne. Vi ser allerede, at unge mennesker og unge voksne synes at være afskåret fra den kendsgerning, at der foregår krig, og at krig er grusom. Når en 19-årig parlamentsmedlem fra MDG græder og ikke kan udføre sit arbejde i energikomitéen, fordi push-notifikationer om Gaza gør hende oprevet, så er de unge for beskyttet mod virkeligheden.

Medierne bidrager til hysteriet. Det er meget selektivt, at konflikten i Gaza får så meget opmærksomhed, når der til enhver tid er flere andre konflikter i verden.

Hvorfor skal vi dømme Israel så hårdt, når ikke engang de arabiske lande gør det? Lad mig nævne et eksempel fra Eurovision: Israels deltager i 1990 var en persisk jøde fra Iran. Hun indspillede sine albums på både hebraisk og persisk og solgte godt i flere arabiske lande.

Hvad tror du er årsagen til, at mange homoseksuelle støtter den muslimske side i konflikten, når vi ved, at islam har en meget negativ holdning til homoseksualitet?

Der findes ikke sådan noget som en “homoseksuel” mening, men der er en minoritet af homoseksuelle aktivister, der råber meget højt. Af en eller anden grund støtter de mennesker, der ønsker at skade dem. Det er uforståeligt, og jeg har ingen forklaring. Det er vanvid. Normale mennesker går ikke rundt og råber sådan. Det ved vi fra alle radikale grupper. Der er ingen logik i det.

Men de repræsenterer ikke alle homoseksuelle; jeg tror ikke engang, at de repræsenterer flertallet. Der er mange konservative homoseksuelle. Jeg er selv en af dem, og jeg kender flere homoseksuelle som mig, men jeg gider ikke at promovere mine synspunkter i homoseksuelle kredse, fordi det kræver så meget energi.

Eurovision betragtes nu af mange som en homoseksuel begivenhed, som “årets første Pride”. Både du og jeg har fulgt Eurovision siden 1980’erne, og vi ved, at det ikke altid har været tilfældet. Hvad er der sket?

“Jeg tror, at homoseksuelle altid har haft en stærk tilstedeværelse i Eurovision, selv da det var mere stift og formelt. Mere elegant, kan man sige, og det tiltrækker også mange homoseksuelle. Jeg tror, at homoseksuelle har haft et særligt øje for Eurovision siden 1961, da en sang om homoseksuel kærlighed vandt (Luxembourg, “Nous les amoureaux”, red.). Teksten var selvfølgelig subtil. Heteroseksuelle lyttere troede sikkert bare, at det var en sød kærlighedshistorie, men homoseksuelle forstod, at det handlede om dem. Kunstneren sprang også ud af skabet senere.

Men det skal siges, at medierne forstærker det homoseksuelle aspekt af konkurrencen. Det er det, medierne gør i dag. De sætter homoseksuelle i forgrunden, så man får indtryk af, at det kun er homoseksuelle, der er til stede. Jeg tror, at Eurovision stadig er en fest for folket. Det kan man se, hvis man er til stede i salen under begivenheden. Publikum afspejler befolkningen, der er børn og bedstemødre og indvandrere og hele molevitten.

Jeg har fortolket nogle af dine udtalelser som om, at du er lidt desillusioneret over Eurovision i dag. Vil du stadig følge konkurrencen, hvis Israel bliver udelukket?

Nej, det vil jeg ikke. Jeg dropper det, hvis antisemitismen vinder i Eurovision. Men det handler ikke kun om det. Efter min mening er Eurovision alt for seksualiseret i dag. Mange af bidragene har en sexklub-æstetik. Det er ikke længere familievenligt og bestemt ikke en komponistkonkurrence, som det oprindeligt var tiltænkt.

Det afskrækker nogle lande fra at deltage. Tyrkiet trak sig ud af konkurrencen på grund af seksualiseringen, og Slovakiet gjorde det sandsynligvis også.”

Du læser Document. Som du sagde, er du også aktiv i kommentarfeltet. Hvad fik dig til at begynde at læse Document?

“Lidt ved en tilfældighed. Jeg tror, jeg begyndte at læse det i 2011. Først var jeg skeptisk, men jeg må sige, at jeg er skeptisk over for alle medier. Men jeg blev nysgerrig. Et “højreekstremistisk” magasin, der af en eller anden grund provokerede så meget. Jeg husker, at jeg tjekkede kilderne til Documents påstande. Men det viste sig, at kilderne var korrekte, og påstandene var sande. Så tænkte jeg: ‘Det er ikke farligt’. Jeg har læst det lige siden.”

Okay, Inge. Så til det sidste og obligatoriske spørgsmål: Har du en favoritbidrag fra Israel i Eurovision?

“Det må være bidraget fra 1983. Ofra Haza. Hun blev en global stjerne i 1980’erne med flere hits. Men hun døde alt for ung. “Hi” har rytme og er tidløs. Hun synger smukt. Den blev nummer to i finalen det år. Jeg vælger den.”