“Nec audiendi qui solent dicere, vox populi, vox Dei, quum tumultuositas vulgi semper insaniae proxima sit.”

“Vi bør ikke lytte til dem, der hævder, at folkets stemme er Guds stemme, for massernes tumult er altid tæt på vanviddet.” (Alcuin af York til Karl den Store, 798 e.Kr.)

Eurovision Song Contest (ESC) er for længst holdt op med at være en uskyldig sangkonkurrence. I årenes løb er det blevet misbrugt som en politisk afstemning og en platform til at tvinge lytterne til en bestemt politisk holdning, selv hvilken musik de skal kunne lide.

Retten til at rangordne sangene og tildele point deles ligeligt mellem fem jurymedlemmer i hvert land og hvert lands befolkning, så en elite mod hundreder af millioner af borgere. Det betyder, at fem personer har lige så meget magt som hele Norges befolkning! Den enorme forskel i sangenes placering mellem de såkaldte eksperter og befolkningen år efter år burde i sig selv være nok til at sætte en stopper for denne form for magtdeling, som oprindeligt (faktisk) blev lanceret af NKVD (KGB’s forgænger) for at sikre, at ingen uautoriserede personer fra masserne fik adgang til vigtige magtpositioner ved valg.

Vi kender udmærket denne form for “demokrati” her i Norge, hvor såkaldte “valgkomiteer” sørger for, at flertallet i sidste ende får lov til at vælge mellem dem, magthaverne foreslår, at de stemmer på – eller ikke. Muligheden for at vælte bordet med et bænkeforslag er ikke altid til stede. I mange tilfælde blokerer NKVD’s geniale praksis for det ægte valg af folk til politiske embeder, helt ned til valget af bestyrelsen i en lille boligforening. Alcuin af York satte i sit brev til Karl den Store i 798 e.Kr. ord på det “vanvittige” i at give masserne ret til at bestemme.

At massernes valg af yndlingssang bliver annulleret, så vi endnu en gang i det sidste ESC. Mens Europas befolkning stemte på Israels Yuval Rafael, sørgede det lille antal jurymedlemmer fra hvert land for, at 50 % af stemmerne gik til Israel. Derfor vandt Yuval Rafael ikke førstepladsen.

Det er værd at bemærke, at befolkningen i Europa, som dagligt udsættes for enorm propaganda mod Israel både fra politikere og fra voldelige Hamas-demonstranter (kaldet “palæstinensiske aktivister” af fredsindustrien), alligevel valgte den sang, de bedst kunne lide. Eller var det folkets dom over deres inkompetente bureaukratiske magthavere, der fratog dem 50 % af stemmerne og pålagde dem daglig vold, som de troede hørte fortiden til? Vi oplevede det også, da vores statsminister Jonas Gahr Støre blev buhet ned af Hamas-tilhængere, som nægtede ham retten til at tale den 1. maj i det norske demokrati. Vi så dem uden for koncertsalen under ESC, hvor de råbte vildt og brændte israelske flag, og vi så to af disse Hamas-folk forsøge at komme tæt på Yuval. De var nok ikke ude på noget godt.

Israels repræsentant, Yuval Rafael, brugte sin personlige erfaring som overlevende fra Nova Festival-massakren til at vise verden, at håbet om at komme videre med livet altid er der for hver eneste af os, uanset hvilke angreb vi måtte blive udsat for. Den måde, hun har bearbejdet sin personlige oplevelse på, er blevet en rollemodel for mange, der har udholdt tortur, voldtægt og mange andre bestialske forbrydelser begået af Hamas-terrorister på deres forsvarsløse ofre. Og det var præcis, hvad Yuval demonstrerede, da hun stod der foran verden og fortalte historien om jøderne, som på trods af lidelse og ulykke altid formår at rejse sig igen med et levende håb og en stærk tro. Yuval valgte at afslutte sin optræden med ordene “Am Yisrael Chai”, den jødiske nation lever!

De, der forsøgte at lukke munden på hende, ønskede ikke, at hendes optræden skulle bringe Hamas’ bestialitet frem i dagens lys. Så meget desto mere opmuntrende var det at se, hvordan befolkningerne i lande med de mest antisemitiske politikker, som Spanien, Irland og andre, vendte deres politikere ryggen og rakte hånden ud mod Israel. I 2024 vandt Eden Golan fra Israel førstepladsen i publikumsafstemningen med sangen “Hurricane” – men endte på femtepladsen i den samlede Eurovision-rangliste. I 2025 vandt Yuval Rafael klart førstepladsen i publikumsafstemningen med sangen “New Day Will Rise”, men igen – hun kom på andenpladsen i den endelige placering.

Spansk tv gik endnu længere end NRK i forsøget på at påvirke den offentlige mening. De annullerede udsendelsen for i stedet løgnagtigt at fremstille Israel som et land, der begår forbrydelser. Spaniens befolkning valgte at ignorere gentagelsen af Tomás de Torquemadas autodaféer og støttede Hamas’ terrorofre. Europas befolkning viste endnu en gang, at de forstår, hvem der er terrorister, og hvem der er ofre. Alt i alt kom Israel styrket ud af denne Eurovision-konkurrence, mens de europæiske jødehaderes kyniske kamp mod en af de overlevende fra oktober-massakren blev gennemskuet af Europas befolkning.

Panikreaktionen fra nogle af Europas ledere, som endnu en gang indser, at de ikke har folket bag sig, lod ikke vente på sig. Allerede mandag udsendte lederne af Frankrig, Storbritannien og Canada en fælles erklæring, hvor de krævede, at Israel kapitulerede og indstillede kampene i Gazastriben, samtidig med at de truede med at indføre sanktioner, hvis kravet ikke blev opfyldt. Og Norge støtter naturligvis kravet. Men der var ikke noget krav om, at Hamas straks skulle frigive gidslerne, så krigen og dermed civilbefolkningens lidelser kunne slutte med det samme. Hvis Vesten havde været villig til at lægge pres på Hamas, ville denne krig have været slut allerede i oktober 2023. Det var derfor ikke overraskende, at Hamas, som misbruger befolkningen i Gaza som levende skjolde, takkede for deres støtte.

Vestens holdninger viser, at de i virkeligheden er fuldstændig ligeglade med Gazas befolknings eller gidslernes lidelser. I stedet bringer de en 500 år gammel blodfornærmelse om jøder, der myrder børn, på banen. Den seneste kom fra FN og blev spredt af norske medier som VG, og den viste sig senere, som forventet, at være lige så falsk som alle sine forgængere. Der er ingen tvivl om, at befolkningen i Gaza lider under den krig, som Hamas har påtvunget dem, men det hjælper ikke nogen at komme med falske påstande. Hvor mange børn, der virkelig er blevet dræbt af NATO og norske piloter i Libyen, Irak, Afghanistan og på Balkan, kommer ikke nogen ved.

Denne irrationelle dæmonisering, pres og boykot af Israel er ikke igangsat af Europas befolkning. Det faktum, at jødehad er blevet almindeligt blandt nogle, er veldokumenteret i to store rapporter, der blev udgivet i denne måned. Begge dokumenterer en markant vækst i antisemitisme rundt om i verden.

Den første er udarbejdet af International Working Group Against Anti-Semitism, som omfatter de største jødiske samfund i diasporaen (7J): Argentina, Australien, Canada, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og USA. Den anden rapport blev udarbejdet af Israels ministerium for diasporaanliggender og bekæmpelse af antisemitisme. Denne gennemgang peger specifikt på regeringerne i Irland, Spanien og Sydafrika, FN og andre som førende inden for antisemitisk retorik, når de udtrykker modstand mod israelske handlinger eller politikker. Begge rapporter dokumenterer en alarmerende stigning i jødehadet:</p

1. 1. Stigning i voldelige antisemitiske hændelser på verdensplan

.

1. 1. Stigende antal angreb på jødiske institutioner

.

1. 1. Betydelig eskalering af online jødehad
   2. Stigende tendens til, at jøder skjuler deres identitet

.

1. 1. Myndighedernes manglende evne eller vilje til effektivt at håndtere dem, der står i spidsen for antisemitisk vold eller støtter terror mod Israel

.

For at forhindre dette må vi starte med at sige sandheden og navngive og udskamme dem, der viderefører og giver næring til antisemitismen i vores samfund. ESC viser tydeligt, at Europas befolkning er på jødernes side og er positivt indstillet over for Israel. Det er ikke i modstrid med vores støtte til Gazas civilbefolknings ret til at leve i sikkerhed og fred med deres jødiske naboer. Vi skal være på vagt over for folk, der taler om fred, men i praksis fremmer krig ved at støtte terrorister. Jo hurtigere vi forstår sammenhængen, jo bedre kan vi forebygge antisemitisme i vores samfund.

Køb “Vejen fra ateisme til totalitarisme” af Olavus Norvegicus Du kan også købe e-bogen her.