Norske jøder modtager trusler og hadefulde ytringer. De tør ikke bære symboler, der viser, at de er jøder. De personlige historier gør stærkest indtryk. Jøder siger ærligt, at de føler sig hensat til krigens dage. I undersøgelsen svarede 81,6 procent, at oplevelser efter 7. oktober har fået dem til at overveje, om Norge er et sikkert land for jøder.

En lærer på en skole i Norge, som ønsker at være anonym af hensyn til sin egen sikkerhed, har svaret på undersøgelsen. Hun er jøde, hvilket eleverne kender. Hun fortæller, at hun efter 7. oktober er bange for at gå på arbejde.

– Jeg oplever direkte chikane og trusler. Der er for eksempel elever, der har sagt “Heil Hitler” til mig, vist “Hitler-hilsenen” og sagt “Forbandet jøde”. Jeg er blevet spurgt “Er du jøde? Jeg vil gasse alle jøder”. Og så er jeg også på en truende måde blevet afkrævet mit syn på Israel, siger hun til NRK.

Tormod Strand havde sagen i TV Avisen, NRK. Den endte uden opfølgning fra myndigheder, skoler eller politikere.

Det er tydeligt, at med Norges fredsdiplomati er jødehad omdømme-ødelæggende. Men de norske myndigheder er i defensiven, de ligger lavt og ser ikke ud til at forstå alvoren. De er mere interesserede i at vise solidaritet med Gaza og Hamas.

Der er kun plads til “en af ​​delene”, én version, og jøderne må vige. Sådan har det været i lang tid.

Det officielle Norge har allerede formået at “operationalisere” jødehadet og parkere det. De værste historier er placeret langt nede i NRKs fil:

Jeg er lærer på en norsk skole. Mine elever vidste, at jeg var fra Israel. De unge dukkede op uden for mit klasseværelse. Da jeg åbnede døren for at komme ud, kiggede de på mig og sagde: “Vi er Palæstinas hær! Slagt alle jøderne” på arabisk. Sagen er meldt til politiet.

Det er summen af ​​alle sagerne, der giver et meget alvorligt billede. Norske jøder føler, at deres liv er truet, og det med god grund.

Af dem, der svarer, at de bærer synlige symboler på deres jødiske baggrund, angiver 88,4 procent, at de er blevet mere forsigtige med dette efter den 7. oktober.

“Benjamin” havde en barndomsven, som var fra Mellemøsten. De var meget sammen. Men da vennen fik at vide, at “Benjamin” var jøde, afbrød han kontakten. Efter den 7. oktober dukkede han op igen på sociale medier:

Benjamin siger, at han postede et billede af det israelske flag. Så kommenterede den tidligere kammerat ifølge Benjamin: “Du er den næste. I zionister vil alle dø”.

Af en eller anden grund er NRK-journalisterne naive og enfoldige:

– Er du bange for sådan en besked?

Er det normalt at vise nul empati, fordi det handler om jøder? Er det muligt at forestille sig, at en NRK-journalist ville stille det samme spørgsmål til en muslim?

Alle de jøder, NRK har interviewet, fremstår bevidste og opmærksomme på faren. De har set, hvad Hamas har gjort. De ved, det kan ske her, og de mærker, at omgivelserne ikke vil gøre noget ved sagen. De er overladt til sig selv.

– Ja, med de tider vi er i nu, bliver man bange. Det bliver man. Man ved aldrig, hvad de kan finde på. Du ser rundt omkring i verden, hvad der sker med jøder. Antisemitismen er stigende, siger han.

Han har en Davidsstjerne tatoveret på armen. Han skjuler den nu, ved kun at have langærmede trøjer på.

37 procent af dem, der har haft ubehagelige oplevelser, angiver, at det kom fra en ven eller en bekendt, altså en, der brugte bekendtskabet til at volde dem frygt.

Foto:Privat.

Jødehadere er snedige. En familiefar fik et brev i postkassen: “Vi ved, I er jøder”. Han aner ikke, hvem der har lagt det der, men det er nok til, at han ikke tør møde op til et interview. Folk går under jorden. En jødisk kvinde, der har taget Davidsstjernen af, siger, at hun føler, at hun er tilbage i Polen under krigen.

NRK-journalisterne “forstår”, at mange mennesker er vrede på jøderne. Men det her handler ikke om vrede. Det handler om et ønske om at tage jøderne.

– Måden Israel har reageret på dette terrorangreb har oprørt mange mennesker, og flere vestlige lande har også reageret, blandt dem Norge. Burde norske jøder ikke være forberedt på denne vrede?

Norge nævnes her som guldstandarden. Kan det være, at Norge reagerer på et forkert grundlag? Et spørgsmål bliver ikke formuleret: Israel siger, at de vil knuse Hamas, og det vil de. Det lader til, at mange af dem, der truer jøderne i Norge, ikke ønsker at Hamas knuses, og de truer med at tage deres vrede ud på civile jøder.

Skulle en NRK-reporter så fyre op for vreden og forstå den?

Har en norsk jøde noget ansvar for, hvad Israel gør?

Dette er et metaspørgsmål. Tidligere kunne man sige nej, men denne gang gælder det en eksistentiel trussel. Hamas truer ikke kun jøderne i Israel, men jøder over hele verden. Derfor vedrører det også jøderne i Norge. Men det vil de norske medier og myndigheder ikke forstå. De giver ikke Israel ret til at forsvare sig selv, dvs. genoprette den afskrækkelse, der skal være der for at leve i relativ sikkerhed i Mellemøsten.

Det officielle Norge vil ikke gå med til de præmisser, som Israel baserer sin kamp på. Det drejer sig kun om international ret, og dette udtryk er smidt ud uden yderligere definitioner.

Vil undersøgelsen og svarene gøre indtryk på NRK? Næsten alle siger, at mediedækningen er en stor del af forklaringen på den chikane, de oplever.

Dækningen er baseret på udtalelser fra palæstinensiske talspersoner og anser alt, der kommer fra Israel, for at være mistænkeligt.

Tormod Strand kunne interviewe sine kolleger: Hvorfor tager du Hamas’ tal for givet, men polemiserer mod alt, hvad Israel siger?

Alle i NRK og norsk presse er “eksperter” i Israel uden at vide noget. Viden betyder ingenting, kun de rigtige holdninger.

Norge har ikke den status i verden, som mange nordmænd kan lide at tro. Vi bliver ledt på afveje.

Forsker Johannes Due Enstad ser problemet:

94,6 procent siger, at de oplever det som ubalanceret til fordel for palæstinenserne. Og af dem svarer 96,9 procent, at denne medieomtale har gjort livet sværere for jøder i Norge, i større eller mindre grad. Enstad mener, at medierne bør stille sig selv nogle spørgsmål.

– Når så stor en del af dem, der har svaret, finder det så problematisk, at dækningen er, som den er, så er der noget, der giver anledning til at undersøge nærmere. Både for medierne selv og for forskere, der er optaget af, hvordan medierne dækker emner, siger Enstad.

Hvem er ansvarlig for jødehad? NTB henviser ikke til det spørgsmål, selvom det er væsentligt:

5 procent svarer nogen med et højreorienteret synspunkt. 48 procent svarer nogen med et venstreorienteret synspunkt. Og 63 procent svarer, at det var en med muslimsk baggrund.

Der er således to grupper, der skiller sig ud: Venstreorienterede og muslimer. Der er opstået en mærkelig alliance mellem disse. Venstrefløjen har længe forsvaret palæstinenserne. De ser ikke ud til at bemærke, at de er flyttet ind i et territorium, som de tidligere ville have stemplet som antisemitisk og følt sig skamfulde over.

De får legitimiteten af ​​deres holdninger bekræftet af norske medier og undgår at få dårlig samvittighed.

«Vi afventer udviklingen, men er i gang med både at lære hebraisk og gøre huset klar til salg. Udviklingen er trist og har skræmmende ligheder med optrapningen mod det, der omtales som Krystalnatten. Den eneste forskel i dag er, at vi har et sted at flygte.”

Grunden til, at jøder får denne følelse, er, at samfundet som helhed fejler. Ligesom i Tyskland før 1938.

Psykolog Berit Reisel plejede at sige: Antisemitisme er en sygdom, der rammer samfundet, men som kun jøder dør af.

Had til jøder har en ødelæggende effekt på civilisationen. 80 år efter Holocaust er den lektie blevet glemt.

Der er mange “gode” nordmænd, ligesom under krigen.

Nu er det på tide, at de træder frem, før medierne og ligegyldige politikere får os til at miste jøderne. Vi kan ikke undgå katastrofen.

NRK: Jødehad

Forudbestil “Hvordan myndighederne bluffede os” af Robert Malone her!”

Køb Primo Levi’s “If this is a man” fra Document Forlag her.

Køb “Det ufattelige var-sant” af Walter Laqueur fra Document Forlag her.