Det bliver i disse dage diskuteret, hvor og hvordan den 22-årige Tyler Robinson blev så radikaliseret, at han kunne begå et koldblodigt mord på den unge højreleder, Charlie Kirk, som blev skudt ned, mens han førte dialog med studerende ved et universitet i Utah. Tidligere præsident Barack Obama, skyndte sig at udsende en fordømmelse af mordet, og sagde, at han bad for Charlies efterladte. Men så tilføjede han, at ingen kunne vide, hvad der havde motiveret morderen.

Andre demokrater har været inde på det samme – en senator luftede tilmed den mulighed, at den ansvarlige kunne være en Kirk-tilhænger, som skød af bare glæde over at møde sit idol. Ingen iagttager med omløb i hovedet kunne være i tvivl om, at gerningsmandens motiv måtte være had til en fremgangsrig og populær forkæmper for meninger, som venstrefløjen hader.

Desværre for Obama og hans demokratiske venner, blev gerningsmanden hurtigt pågrebet, og det viste sig, at Tyler Robinson som forventet var venstreekstremist.

Robinson, der gik til bekendelse, efter at hans far havde genkendt ham fra videooptagelser, kom fra en konservativ og lovlydig familie, og hans radikalisering er sket på meget kort tid.

Hvordan er det gået til?

Som nogen har bemærket, er han ikke ene om ugerningen. Der må have været medvidere, og han må have været en del af et miljø, der har tilskyndet ham og bestyrket ham i den opfattelse, at dødelig vold er en naturlig og nødvendig kampform, når det gælder bekæmpelsen af ”fascismen” og Hitlers arvtagere. Og en sådan tilskyndelse er kommet fra det demokratiske partis ledere, som på stribe har kaldt Donald Trump fascist, nazist, en ny Hitler og en akut trussel mod demokratiet. Hertil kommer en række mere eller mindre åbent fungerende venstreekstremistiske voldsgrupper så som Antifa, Black Lives Matter og Hamas-sympatisører.

Hvad der bl.a. karakteriserer disse grupper, er, at de tydeligvis er velfinansierede og med kort varsel kan mobilisere talrige professionelle ballademagere. Det skal derfor blive interessant at se, om den republikansk-ledede kongres og FBI langt om længe vil tage skridt til at sætte ind mod venstrevoldens bagmænd. Hvis de tager opgaven alvorligt og vil forhindre den politisk motiverede vold, er det nødvendigt at afsløre, hvem der betaler for den. I den forbindelse har mange peget på mangemilliardæren George Soros, som opererer via en lang række såkaldte NGO’er med tilforladelige navne. Soros har åbenhjertigt bekendtgjort, at hans mål er at ændre historiens bane, og til det formål skal han tydeligvis bruge gadekæmpere.

Han skal også bruge dommere og offentlige anklagere, hvis valg til embederne, han har finansieret. Blandt dem, der har draget fordel af Soros’s dybe lommer er Chesa Boudin, hvis valg til offentlig anklager i San Francisco i 2020, Soros finansierede. Men Boudin viste sig så uduelig, at vælgerne tvang ham til at forlade posten.

Selve valget af Boudin er interessant i betragtning af hans familiebaggrund. Han er søn af de to terrorister, Kathy Boudin og David Gilbert, fra voldsorganisationen The Weather Underground, som huserede i 1970’erne og 1980’erne. Chesas forældre fik lange fængselsstraffe for i 1981 at have deltaget et væbnet røveri, der resulterede i, at to politifolk og en sikkerhedsvagt blev dræbt. Sammen med en anden terrorgruppe, The Black Liberation Army, og mange andre venstreradikale terrorgrupper var Boudin og Gilbert med til en lang række terrorangreb gennem 1970’erne. Ifølge Bryan Burrough’s bog ”Days of Rage: America’s Radical Underground, the FBI and the Forgotten Age of Revolutionary Violence” (2016) medførte venstrevolden i løbet af 18 måneder i 1971 og 1972 2.500 bombeanslag på amerikansk grund, næsten fem om dagen. Desuagtet har Chesa Boudin betegnet sine forældre som politiske fanger.

Efter at Kathy og David var endt bag tremmer, blev Chesa Boudin adopteret af to andre medlemmer af Weather Underground, Bill Ayers og Bernadine Dohrn. Her han han givetvis fået en fin opdragelse.

Som Bryan Burrough fortæller i sin bog, var især Bernadine Dohrn hyperekstremist. Under en tale ved noget, der hed “The Flint War Council” forsvarede hun den afsindige massemorder Charles Manson: ”Først dræbte de disse svin, så spiste de middag i samme rum som dem [altså de dræbte]. De stak tilmed en gaffel i ofrenes mave! Vildt!” Og tilhørerne kvitterede ved at vise fire fingre, som skulle symbolisere den gaffel, der blev stukket i maven på deres gravide offer, Sharon Tate.

Som Burrough også kan fortælle, var terroristen Bill Ayers ansvarlig for at have lanceret Barack Obamas politiske karriere. De to mænd havde et nært samarbejde, og delte verdensanskuelse. Senere har Obama benægtet alt og løjet om sin alliance med det tidligere medlem af Weather Underground.

Dagens venstreekstremisme har altså dybe rødder, der går mindst 50 år tilbage.

Man plejer at sige, at venstrefløjen tabte magtkampen i forbindelse med Sovjetimperiets sammenbrud. Intet kunne være mere forkert. Samfundsomstyrterne forskansedes sig på universiteterne, i medierne, i retsvæsenet og i USA’s demokratiske parti, og den revolutionære kommunisme står nu stærkere end nogensinde.

Venstrefløjen er gået fra politik til krig, som den konservative kommentator Michael Savage påpeger. Der er altså borgerkrig, men en underlig borgerkrig, der kun føres af den end part, som repræsenteret af dem, der ville ombringe Trump og nu har dræbt Charlie Kirk.

Man er naiv, hvis man tror, at vi har hørt det sidste fra Bernadine Dohrns proselyter.

Spørgsmålet er, hvad republikanerne vil gøre ved det – hvis de overhovedet vil gøre andet end at affinde sig med den kendsgerning, at venstrefløjen har sat sig på samfundets ”kommandohøje”, som deres revolutionæres forbillede, Lenin, plejede at kalde det, der skulle erobres.