Kommentar

Foto: George Soros i Davos ved World Economic Forum-konferancen i 2017, Wikipedia Commons

Document havde to sager i forige uge som gav Barack Obama og George Soros dårlig presse: Der dukkede et billede op af Obama sammen med lederen af Nation of Islam, Louis Farrakhan. Billedet var taget i 2005, da Obama var senator. Som vi ved stilede Obama endnu højere, og billedet blev derfor holdt skjult. En smilende Obama med en ligeså smilende Farrakhan ville garanteret være blevet brugt i en valgkamp.

Vi husker at pastor Jeremiah Wright dukkede op. Han havde været Obamas præst og til og med viet ham og Michelle. Der kom prædikener for dagen, hvor Wright holdt dommedag over USA. Også efter 9/11. Obama blev nødt til at tage afstand fra pastoren.

Kontakten med Farrakhan var ikke et tilfældigt møde. De havde jævnligt kontakt. Obama tilhørte et radikalt miljø i Chicago som også omfattede folk som f.eks. den tidligere leder af terrorgruppen Weathermen, Bill Ayers.

ANNONSE

Obama varhelt sikkert så radikal, at han aldrig ville være blevet valgt, hvis dette var sluppet ud. Han forfattede et essay, hvori han skriver at USA er et så racistisk land, at selv sorte er racister. Essayet lå i arkivet, men ingen publicerede det. Journalisterne ville gøre alt for Obama.

Det fortsatte de med efter at han var blevet valgt. Måske var det en stor fejl. For Obama blev ikke den succes som det var forudset. I stedet blev det til image-opbygning og en stram styring af medierne. Alle Obamas optrædener var strengt indstuderede, og de var få.

Medierne var «med» på Obama, som drev USA langt til venstre. Medierne var hans tilrettelæggere og spindoktorer. Da revolutionen kom, var de helt uforberedt.

Siden har USA befundet sig i en slags undtagelsesstilstand.

Daniel Greenfield giver en god beskrivelse af forskellen på demokrati og borgerkrig. Borgerkrigen begynder ikke med vold, men når den ene part i et demokrati nægter at indrømme at modparten har vundet.

When you hate each other but accept the election results, you have a country. When you stop accepting election results, you have a countdown to a civil war.

I know you’re all thinking about President Trump.

He won and the establishment, the media, the democrats, rejected the results. They came up with a whole bunch of conspiracy theories to explain why he didn’t really win. It was the Russians. And the FBI. And sexism, Obama, Bernie Sanders and white people.

Dette er en alvorlig side ved uforsonligheden i USA som du aldrig bliver gjort opmærksom på i de dominerende norske medier. De er blege udgaver af CNN.

I en krig gør man hvad som helst for at skade modparten. Michael Wolff siger at Trump fortsat har en «affære» klæbende til sig. Det kommer frem at han mener det drejer sig om FN-ambassadør Nikki Haley. Politicos reporter spørger Haley på en pressekonference. – Er det sandt?

Haley svarer på en måde som vil medføre at de, der tager sagen op, vil blive flove. Men det hindrer ikke Wolf Blitzer i at tage det op i den bedste sendetid.

Der lurer noget under overfladen. Donald Trump kan have haft et forhold til pornostjernen Stormy Daniels for ti år siden, men tidspunktet at tage det op på, røber motivet: at ødelægge præsidenten.

Jeg vil strække Greenfields udsagn lidt længere. Hvis den ene part i et demokrati påstår at sidde inde med facit, med nøglen til hvad der er sandt, har du den perfekte nedtælling til noget som kan ende grimt.

Vi ved, hvad der er hvad

Det er dét, dagens politisk korrekte her hjemme mener, at de gør. Når den norske kulturministeren siger at folk må lære at se forskel på seriøse og useriøse medier, og at hun vil hjælpe dem med at lære det, så udtrykker hun denne overbevisning: Vi ved, hvad der er hvad.

Nej, det gør de ikke. For de er ikke i stand til at gengive, hvad de andre siger.

Trump er blevet den lup, som al denne harme og uvilje forstørres gennem. De ved bedre end præsidenten, hvad han står for og mener. De afkoder hvad hans ord betyder, og tager deres værste ord frem for at beskrive ham – vel vidende om at de dermed også beskriver hans vælgere.

Når Trump siger noget godt – eksempelvis talen han holdt i Warszawa –, er de enten tavse eller fordrejer hans udtalelser.

En vej

Dette er opskriften på borgerkrig.

Jeg siger ikke at det ender i åben vold, men potentialet er der. Det ligger i den totale afvisning af den anden, af at han fortjener at blive forstået på sine egne præmisser, og at han har overholdt reglerne og vundet.

Hvis medierne fortsætter med at undergrave Trump på en unfair måde, er det demokratiet de undergraver.

Reaktion

Men ressentimentet – modviljen, hadet fra medierne og venstresiden – findes også på den anden siden, hos dem som ikke har mediehuse til rådighed.

Der er ved at blive en ulækker tone i kommentarfelterne i medier og på nettet. Folk er tydeligvis arrige. Det gælder Trump-tilhængere, islam-hadere og putinister. En salig blanding. Det er ikke altid let at holde rede på hvad, der er hvad.

Men at det multikulturelle projekt skaber store modsætninger mennesker imellem, og mellem folkegrupper, og i forholdet mellem eliten og græsrødderne, at meningscensuren hindrer information i at komme frem, så vi kan få en sund debat, er hævet over enhver tvivl.

Sukkerglasuren på overfladen gør at problemerne fortsætter med at vokse. Sådan var det også i det gamle Sovjetunionen: en glat facade, og under overfladen ulmede det.

Åbenhed straffes

Skaberne af dette systems store problem er at det bliver håbløst at kontrollere meningerne i et samfund som er skræddersyede til åbenhed.

De har designet en åben verden – i det mindste den vestlige – og tror at de kan lægge låg på reaktionerne.

De sætter nu tommeskruerne på internettet og råder over de største overvågningsværktøjer historien har set. Men det vil bare fragmentere samfundet yderligere og drive meningerne under jorden.

Det vil også radikalisere stadig flere.

Fredelig kappestrid

Hovedproblemet er uvilligheden til at anerkende andres ret til at deltage i demokrati som fredelig kappestrid.

Dette var noget grækerne havde erfaring med. I det øjeblik du introducerer fjendskab i politikken, er du ovre i krigen. Demokratiet kræver et mindstemål af anstændighed og redelighed.

Det er dette vi ser forsvinde.

Så bliver svaret nedefra had og radikalisering.

Soros

Vi ser til vor forskrækkelse og forfærdelse at også antisemitismen dukker op igen i denne nye bølge af ressentiment. Flere personer med jødisk baggrund har gjort sig negativt bemærket. Det er nok at nævne Bernie Madoff, som brændte 50 milliarder dollar af i sit pyramidespil. Det var ren svindel.

George Soros er mere kompliceret. Han er en stor finansmand, derom er der ingen tvivl. Men han søger offentlighed og tjener penge på måder han selv er imod. I et interview med Steve Kroft for «60 minutes» fra slutningen af 90-tallet lægger han ikke skjul på, at der er en amoralsk Soros som tjener penge dér, hvor han måtte se muligheder for det– destabilisering af valutaer, med store sociale følger – og en moralsk Soros, som forsøger at gøre gode gerninger. Almindelige mennesker lurer på hvor balancen er: Kan man gå ind for regulering af markedet og samtidig operere udenfor amerikansk lov på De Nederlandske Antiller?

Soros tror ikke på Gud, men man kan undres: Spiller han selv Gud?

Skyldfølelse

Kroft tager Soros’ opvækst i Ungarn op. Han er født i 1930, søn af en velstående advokat. Antisemitismen var mærkbar, men det var først da tyskerne overtog i sommeren 1944, at infernoet begyndte. Faren fik en ungarsk bureaukrat, som selv havde en jødisk kone i skjul, til at adoptere George. Denne ungarer arbejdede med at registrere jødisk ejendom, som var konfiskeret. Da skolerne blev lukket for jødiske elever, brugte det lokale Jøderåd ungerne til at levere deportationsordrer til jødiske familier. Også George løb med sådanne beskeder.

Soros-familien overlevede, og det siges at de også hjalp mange. Men Budapest i oktober 1944 var et traumatisk sted for en jøde.

Vi kender skyldfølelsen, som mange overlevende døjer med. Når du læser om de døde, kan du ikke slippe af med følelsen af, at du er i live fordi de døde. Det er ikke rationelt.

Splittet

Steve Kroft spørger Soros om hvordan det var den gang, og han får et mærkeligt svar. Soros har ingen skyldfølelse. Hvis ikke han havde gjort det – været med, været der –, ville nogle andre have gjort det.

Det er den samme splittelse han viser, når det gælder markedet: Hvis ikke jeg tager gevinsten, gør nogle andre det.

Soros afslører en splittelse i sin personlighed. Han er to personer, og han kan ikke se det selv. Filantropen prøver at reparere det spekulanten ødelægger.

I tillæg er Soros de senere år blevet stadig mere politisk. I den første tid før og efter Murens fald, bidrog han til genopbygningen af Øst-Europa og Sovjetunionen. For dét fortjener han stor hæder.

Fjenden hjemme

Men i de senere år er han blevet mere og mere venstreorienteret og går i clinch med højresiden i USA og Israel, fordi israelerne også er drejet mod højre.

Når en så rig mand bruger sine penge til at påvirke politikken, møder han reaktioner, og de er ikke altid pæne. Der er meget antisemitisk grums, og der er blevet mere af det.

Problemet er igen demokratiets grundproblem: Venstreorienterede har erklæret højresiden krig og nægter at anerkende dem som legitim partner. Det er denne underkendelse som er roden til alt ondt.

On November 11, 2003, in an interview with The Washington Post, Soros said that removing President George W. Bush from office was the «central focus of my life» and «a matter of life and death.» He said he would sacrifice his entire fortune to defeat Bush «if someone guaranteed it.»[156][157

Modstand

Soros ser amerikansk «supremacy» – overlegenhed – som hovedproblemet. Derfor bliver også krigen mod terror et feilgreb.

His 2003 book, The Bubble of American Supremacy, was a forthright critique of the Bush administration’s «War on Terror» as misconceived and counterproductive, and a polemic against the re-election of Bush. (…)

When Soros was asked in 2006 about his statement in The Age of Fallibilitythat «the main obstacle to a stable and just world order is the United States,» he responded that «it happens to coincide with the prevailing opinion in the world. And I think that’s rather shocking for Americans to hear. The United States sets the agenda for the world. And the rest of the world has to respond to that agenda. By declaring a ‘war on terror’ after September 11, we set the wrong agenda for the world…. When you wage war, you inevitably create innocent victims.»[161]

Denne «modstand» overførte Soros på Israel.

When asked about what he thought about Israel, in the New Yorker, Soros replied that «I don’t deny the Jews to a right to a national existence – but I don’t want anything to do with it.»[141] According to hacked emails released in 2016, Soros’ Open Society Foundation has a self-described objective of “challenging Israel’s racist and anti-democratic policies” in international forums, in part by questioning Israel’s reputation as a democracy.[142] He has funded NGOs which have been actively critical of Israeli policies.[143][144][145]including groups that campaign for the Boycott, Divestment and Sanctionsmovement against Israel.[143]

Antisemitiske jøder

At der findes antisemitiske jøder, er ikke noget vi hører om i norsk offentlighed, men at de findes og fandtes, er et velkendt faktum. Er grunden til at vi ikke hører noget om dem at mange af dem hører hjemme på venstrefløjen?

Soros has been accused of saying that both Jews and Israel are partially responsible for antisemitism,[146] in response to his statement that the administrations of G.W. Bush in the U.S. and Ariel Sharon in Israel were stoking antisemitism. He has also said that Jews can’t overcome antisemitism without «giv[ing] up on the tribalness.»[147] On November 5, 2003, at a Jewish forum in New York City, Soros partially attributed a recent resurgence of antisemitism to the policies of Israel and the United States, and the role of wealthy and influential individuals:

Nu brænder tampen. Soros har flyttet sin indsats: fra kampen for demokrati i Central-Europa til USA og Vest-Europa, hvor højresiden blev fjenden. Dét er en helt anden skål at lægge sin indsats i.

Han ser antisemitismen vokse og kan ikke andet end at tilskrive det den politik, som en Bush eller en Sharon fører.

Derfor er det en logisk konklusion han foretager når han anser Trump for at være farligere end Kim Jong Un.

Soros’ linje er defaitistisk. Den kan kun ende med kapitulation og nederlag, fordi skylden ligger hos os, hos Vesten, som sidder med magten og pengene.

Aggressionen er vor skyld

Soros er her inde på et spor som venstresiden har brugt, alt hvad det kan trække: Hvis vi forsvarer os, er aggressionen vores skyld.

Dette er den psykologiske gåen med på appeasement: Man påtager sig skyld for noget man  ikke selv er skyld i, for et overfald eller et angreb. Hvordan er det muligt?

Men sådan er menneskene skruet sammen. Der findes en appease-er i mange af os, og hvis det bliver til politik, kan det føre til hele civilisationers undergang.

9/11 blev symbolet. Hvis svaret på den er at det er vor skyld – hvilket venstresiden hævder –, så er der ikke håb.

Den samme afpresningstaktik har man brugt mod Israel, og selv der er denne tankegang vundet frem: Det er vores skyld at de angriber os.

Merkel

Ekstra destruktivt for de europæiske jøder bliver dette, når en politiker som Angela Merkel fordømmer antisemitismen uden at nævne hverken hvor den kommer fra eller sin egen magtesløshed.

EU er endnu mere Palæstina- og arabervenlig end USA har været overfor islam, også på hjemmebane.

Hvis man anlægger samme syn som Soros og Merkel – at jødefjendtlighed har noget med Israels politik at gøre –, siger man det samme som man sagde i 1930-erne: Det er jødernes skyld. Det er jøden. Igen.

Soros:

There is a resurgence of anti-Semitism in Europe. The policies of the Bush administration and the Sharon administration contribute to that. It’s not specifically anti-Semitism, but it does manifest itself in anti-Semitism as well. I’m critical of those policies… If we change that direction, then anti-Semitism also will diminish. I can’t see how one could confront it directly… I’m also very concerned about my own role because the new anti-Semitism holds that the Jews rule the world… As an unintended consequence of my actions… I also contribute to that image.[146]

Når højreradikalismen begynder at røre på sig, og mange fisker i rørte vande, begynder det at blive ubehageligt.

Vi ser at der dukker mange op, som har et udestående med «jøder». Dette er ikke følelser Document ønsker at være en platform for. I den første artikel om Soros kom der meget frem, som ikke hører hjemme i civiliseret selskab.

Jeg har derfor læst op på Soros’ historie.

Hvis der skal findes nogen løsning på denne ressentiment-kultur som radikaliserer folk, er det, at de med vold og magt anerkender den andens ret til egne meninger og ikke tillægger ham holdninger han ikke har.

De fleste mennesker er positive overfor ytringsfriheden. De forstår instinktivt, at hvis den ene part påberåber sig sandheden, er det ikke længere nogen samtale.

Demokrati er en pagt. Hvis den ene part føler, at han har ret til at bryde pagten, fordi han i egne øjne er så meget bedre end den anden, og at han må bruge sin magt til at fremstille den anden som så dårlig et menneske, at han ikke fortjener fuld frihed, er demokratiet i realiteten på vej mod afskaffelse.

Denne byrde ved demokratiet er en alle borgere må bære, i det mindste de, som har større ansvar end andre.

Vi har alle ansvar for ikke at fyre op under jødehadet.

snopes.com gennemgår Soros og krigen her

Køb Hege Storhaugs bog her!

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Læs også

Det passer ikke -
Alt andet end sandheden -
JerUsalem -