Præsidentens årlige beretning om ”The State of the Union” – altså om, hvordan det efter hans mening står til med De Forenede Stater – blev denne gang usædvanligt lang, men Trump havde også meget på hjerte. Det meste havde man allerede hørt flere gange, for Trump er tydeligvis stolt over sin indsats. Og med rette, vil jeg mene. Men nu – da der ikke er langt til midtvejsvalget i november – ville han lige minde vælgerne om det.

Det meste af talen drejede sig om, hvad hans administration har gjort for den amerikanske økonomi, og i den forbindelse pegede han på, at inflationen er kommet under kontrol, at benzinpriserne nu er det halve af, hvad de var under Biden, at det er lykkedes ham at få medicinpriserne ned, at reallønningerne er steget, at aktiemarkedet sætter den ene rekord efter den anden, at enorme summer fra udlandet det forløbne år er investeret i amerikanske arbejdspladser, og at hele jobskabelsen er sket i den private sektor. Økonomisk set er det gået nogenlunde, som Trump og hans rådgivere havde spået.

I den forbindelse kunne han ikke dy sig for at håne de 22 nobelpristagere i økonomi, der havde forudsagt, at hans toldpolitik vil føre til verdensomspændende kaos og den rene ruin. Sådan er det på ingen måde gået – til de demokratiske kongresmedlemmers tydelige ærgrelse. Meget få af dem klappede, idet de havde sat næsen op efter et samfundsmæssigt sammenbrud, som skule få vælgerne til at stemme demokratisk til november, hvor hele Repræsentanternes Hus og en Tredjedel af Senatet er på valg.

Heller ikke mange demokrater jublede, da Trump gentog, at han havde lukket grænsen for illegale indvandrere – hvilket er forståeligt, da de skal bruge de fremmede uden statsborgerskab til at stemme demokratisk. Det var faktisk hele fidusen ved Biden-administrationens pivåbne grænser og årsagen til, at demokraterne med næb og klør modsætter sig, at man skal legitimere sig for at kunne stemme. I New York forlanger den kommunistiske borgmester, Zohran Mamdani, at man skal vise identitetspapirer for at få lov at skovle sne, mens borgmesteren og hans venner i det stadigt mere rabiate demokratiske parti betegner det som racistisk og ”vælgerundertrykkende” at forlange dokumentation for at kunne stemme ved valgene.

De republikanske kongresmedlemmer jublede, da Trump påpegede, at hans administration med held har nedbragt kriminaliteten i flere storbyer, bl.a. i Washington DC, og påpegede, at antallet af mord i forhold til indbyggertallet er det laveste i 125 år. Men det mener demokraterne tydeligvis også er racistisk.

Det skabte også mismod i den demokratiske lejr, da Trump meddelte, at han vil sætte ind mod den omsiggribende svindel med offentlige midler, der bl.a. er begået af ”somaliske pirater” i Minnesota, og at han har udpeget vicepræsident JD Vance til at lede denne indsats.

Demokraternes sure miner over ethvert fremskridt, som Trump-administrationen har tilvejebragt, viser, hvor afgrundsdybe kløfterne er i amerikansk politik. Demokraterne vil hellere køre landet nedenom og hjem end række en lillefinger for at hjælpe præsidenten. Man kan kun frygte, hvad der vil ske, hvis de skulle erobre flertallet ved midtvejsvalget den 5. november. Det vil blive hævnens time over den præsident, der har spændt ben for dem.

Trump var bemærkelsesværdigt fåmælt i sin omtale af Ukraine-krigen og konfrontationen med det iranske mullahstyre. Hvis nogen havde håbet, at han ville annoncere nye forslag, blev de skuffede.

Det er tydeligt, at Trump har opgivet at gøre noget for at standse slagterierne i Ukraine. Han siger, at myrderierne går ham på, og det er der ingen grund til at betvivle. Men hvad kan har gøre, når Putin har besluttet at fortsætte sin aggression til den bitre ende? Den russiske diktator er ligeglad med russiske tab og lader sig ikke påvirke af det faktum, at han er ved at køre den russiske økonomi i grøften. Stillet over for denne blodtørstige imperialisme er der ikke meget andet, Ukraine kan gøre end fortsat at forsvare sig.

En Ukraine-ekspert sagde for få dage siden, at han anser det for mest sandsynligt, at krigen aldrig ender. Autokraterne i Kreml vil aldrig slutte fred og dermed indrømme, at de har ofret foreløbigt over en million russeres liv unden at kunne pege på en gevinst.

Trump havde heller ikke meget at sige om det, der i øjeblikket optager verden, nemlig om han vil slå til mod regimet i Teheran, der erklærede krig mod USA og Israel for 47 år siden. Hvis han beslutter sig for at handle, indleder han med andre ord ikke en ny krig, men svarer langt om længe igen på mullahernes årtier-lange terror og trusler om at ville bringe Vesten til fald.

Præsidenten lod forstå, at han fortsat satser på en forhandlingsløsning, men det kan han umuligt mene. Han ved, at man ikke kan lave handler med religiøst motiverede galninge, der foretrækker at blive sendt til de 72 jomfruer end at opgive deres aggression verdens milliarder af vantro.

Vi afventer stadig i spænding, hvad han beslutter at gøre.