I en tid hvor alt skal optimeres, forbedres og revolutioneres, stiller præst og forfatter Torben Bramming et provokerende spørgsmål: Er vores tro på fremskridtet blevet til en ny religion?

I min samtale med Bramming argumenterer han for, at fremskridtstanken har overtaget kristendommens plads som samfundets grundfortælling. Men hvor kristendommen lærer ydmyghed over for menneskelige begrænsninger, lover fremskridtsmyten noget langt mere forførende: at vi selv kan innovere os fri af skyld, lidelse og død.

Denne moderne myte gennemsyrer alt fra klimakamp til kønsideologi, fra EU’s postnationale vision til digitaliseringens påbud.

Overalt møder vi påstanden om, at det nye automatisk er bedre, og at modstand er reaktionær. Men resultatet er ikke frihed. Det er en ny form for tyranni, udøvet af dem der påstår at kende historiens retning.

Bramming peger på en afgørende forskel mellem de to verdensanskuelser. Hvor fremskridtstanken ser mennesket som et projekt til evig forbedring – en slags tabula rasa der kan formes efter forgodtbefindende – erkender kristendommen det radikale: Vi er gode nok, som vi er. Ikke fordi vi er perfekte, men fordi vi har værdi i kraft af at være skabt.

I fremskridtsmytens univers bliver døden til det ultimative tabu, lidelse til noget der skal elimineres, og kærlighed til noget betinget af konstant selvforbedring.

Men denne tilgang skaber ikke det himmerige på jord, den lover. I stedet avler den moralsk selvretfærdighed hos dem, der tror på historiens teleologi.

Brammings budskab, som han også fremstiller i sin bog Opgør med den moderne myte, er ikke et opgør med al forandring, men en påmindelse om, at ikke al forandring er godt. Og at den kristne modmyte – med sin insisteren på ubetinget kærlighed og menneskelig værdi – er den åndelige modstandskraft, vores tid har brug for.