Andrej Rublev The Eagle of St. John the Evangelist (1400)

Den tekst, vi lige har hørt, er delt skarpt op i to forskellige afsnit. To meget forskellige afsnit, forekommer det umiddelbart. Disciplene og Jesus er på vej til Jerusalem, hvor de skal fejre påske sammen. Undervejs fortæller Jesus dem om, hvad der mere skal ske i Jerusalem i påsken – hvordan han skal lide og dø og genopstå. Derefter møder de en blind mand, som sidder ved vejen og tigger, og takket være dette lykkelige møde får manden sit syn igen.

Det forekommer at være to meget forskellige ting, som ikke rigtig har noget med hinanden at gøre. Og så alligevel. Der er noget, der binder dem sammen. Det er værd at lægge mærke til, hvordan disciplene reagerer på det, Jesus fortæller dem i starten. Han afslører for dem, hvad det egentlige mål for deres vandring er. Han forudsiger påskens gru, sine egne lidelser, sin egen død. Man skulle tro, at disciplene ville blive lamslåede af forfærdelse? Men det gør de ikke, for de forstod det slet ikke. Det var skjulte ord for dem, fortæller Lukas, og de forstod ikke det, der blev sagt.

Hvorfor forstod de ikke? Måske fordi lidelse og død er ikke var en del af deres forventninger til Jesus.

Historien går videre, og det næste der sker, er, at Jesus går hen og åbner øjnene på en ganske tilfældig mand, der sidder og tigger. Disciplene forstår igen ikke rigtig noget af det hele,  så de truer ad manden for at få ham til at tie stille. Siden viste det sig, at det var letere at få den blinde mand til at se, end at få de tolv disciple til at forstå.

Da Jesus forudsiger sin død, forstod disciplene ingenting. Da han helbreder den blinde mand, jublede hele folket og lovpriste Gud. Behovet for underholdning og mirakler var åbenbart ikke mindre dengang, end det er nu. Jesu allervigtigste gerning forstod man ikke noget af. Men et godt gammeldags helbredelses-under, dét kan man forstå. Al hans snak om at dø og opstå for menneskers skyld – hvem kan stille noget op med dén, og hvem orker at høre om død og ulykke? Men vis os en tryllekunst – det er til at forstå.

Sådan reagerede de dengang. Enhver oversættelse til nutiden ville blive direkte triviel. Der er intet nyt under solen.

Mennesker er så små – sådan er det. Og det er til at leve med, bare vi erkender, at vi er små. Men mennesker har også en tendens til at ville gøre alt andet småt. Gud selv er ikke for stor til, at vi vil gøre ham lille. Det gør man fx, når ens kristne tro går ud på, at det da er så fint med Jesus, og hvis alle bare prøvede at tænke lidt mere på, hvad han gik rundt sagde, så ville jorden blive et meget bedre sted for både mennesker og dyr. Næstekærlighed og barmhjertighed og den slags. Jesus som det store forbillede, den store rorgænger – og så vil vi forresten helst være fri for at høre om hans grusomme lidelse og død eller den mystiske og utrolige opstandelse fra de døde, for det er ikke det, folk har lyst til at høre om i vore dage. De har lyst til at høre om kærlighed og tilgivelse og accept. Men hvis man vil fortælle historien om Jesus uden at fortælle om hans død og opstandelse, så ender historien bare med, at al denne kærlighed og tilgivelse bliver klynget op på et kors og slået ihjel og lagt i graven. Og så synes jeg ligesom, det opbyggelige går lidt af fortællingen.

Vi kan lære meget af Jesus og skal selvfølgelig som kristne mennesker prøve at følge ham. Men kristendom er ikke en facitliste til livet eller en vejledning til at skabe en bedre verden. At tro på Kristus er at blive sat på plads under Guds kærlighed. Det blev vi i dåben. Da kom vi til at tilhøre den KORSFÆSTEDE Herre Jesus Kristus. Jesu lidelse og død er ikke bare et uagtsomt manddrab i slutningen af evangeliet, hvor vi kan lukke øjne og ører, fordi det ikke lige passer os med alt det blod. Hans død for vores skyld, i vores sted, er simpelt hen forudsætningen for, at vi kan blive sat på plads, hvor vi hører hjemme: under Guds kærlighed. Vi vælger det ikke selv. Og Kristi lidelsesvej gennem tvivl og spot og kors og grav var nødvendig, fordi evangeliet ikke er forbeholdt de få, som i egne øjne har deres på det tørre.

Forskellen på den blinde mand og disciplene er, at den blinde mand er klar over, at han har brug for Jesus. Derfor råber han så højt han kan, så snart han er inden for hørevidde. Det er afgørende for ham, at han bliver hørt. Hvis Jesus griber ind i hans blinde mørke, vil hans tilværelse igen blive meningsfyldt og ikke bare til et spørgsmål om at få tiden til at gå, indtil han engang kan få lov at dø. Disciplene kan også godt føle, at de har brug for Jesus – de ved bare ikke, til hvad. Og det finder de faktisk ikke ud af før til pinse.

Deres tilværelse er ellers fuld af spænding, action og drama, der er gang i den – de har travlt med at få Gud til at blive synlig, til at passe med deres forventninger og leve op til det, de forstår ved Gud. Men de har ikke den fjerneste anelse om, hvor de er på vej hen. De ville heller ikke vide det, selv om det stod på alle vejskilte, eller selv om Jesus tog dem i kraven og råbte det direkte ind i deres ansigter –  hvad han næsten også gør af og til.

Disciplene er ligesom os. De fatter ingenting; men de er stadig under Guds nåde. De har hverken øjne at se med eller ører at høre med – men de bliver til stadighed sat på plads under Guds kærlighed. Der skal ruskes meget op i deres tilværelse, før det bliver pinse for dem – men Kristus svigter dem ikke.

Enhver lighed med nulevende personer er tilsigtet og uundgåelig. Vi er nøjagtig ligesom dem.

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge.