Kommentar

Vittore Carpaccio  Saviour blesses the four apostles (1480)

Prædiken til 25. søndag efter trinitatis 

Salmer

15 Op al den ting

562 Som markens blomst

217 Min Jesus lad mit hjerte få

320 Midt iblandt os

235 Verdens igenfødelse

Læsninger

Jobs Bog 14,7-15

Første Korintherbrev 15,50-57

Lukasevangeliet 17,20-33

I disse dage for 27 år siden smuldrede Sovjetunionen. Muren faldt mellem øst og vest. Glade mennesker flagede på murbrokkerne. Familier blev genforenet, et folk blev genforenet. De sovjetiske stater blev frie igen.

Vi troede, at nu ville alt blive godt, ondskabens imperium var brudt og løven skulle nu hvile ved lammet. Historien var simpelthen slut, mente mange. Demokratiet havde sejret og ville nu vinde hele verden for sig. Verden havde nået sit endemål. Der ville ikke komme noget mere eller bedre efter dette, for det gode havde sejret i verden.

Sådan kom det ikke til at gå, det ved vi nu. Historien er ikke slut og demokratiet har ikke vundet verden for sig. Paradis kom ikke ned på jorden og der blev ikke idel harmoni mellem mennesker. Nej, for den perfekte verden findes ikke her på jorden.

ANNONSE

I evangeliet jeg lige har læst er det netop denne perfekte verden, et herlighedsrige her på jorden, Jesus advarer sine følgere mod at spejde efter.

Han spår at mange vil udpege det. De vil hævde, at nu er det kommet. Det samme med det han kalder menneskesønnens dag. Mange vil sige, at nu kommer den, men det skal disciplene slet ikke bekymre sig om. Heller ikke selv om tiden er mørk og forvirret og den kendte verden ser ud til at være ved at gå i opløsning. Og sådan så det rigtignok ud i årene omkring år 70 e kr. hvor Lukasevangeliet sandsynligvis er blevet til.

Oprørsstemning ulmede rundt omkring i Det mægtige romerske rige. Særligt i Judæa var der uro, en uro der endte med oprør og deportation af jøderne fra hele det landområde, vi i dag kalder Israel. Det også var i disse år den romerske statsmagts forfølgelse af de kristne rigtig tog til under kejser Nero efter Roms brand i 64.

Det var en tid, der kom til at stille store krav til de første kristnes troskab og udholdenhed og deres indbyrdes fællesskab. For hvor var nu det Guds rige, Jesus havde lovet dem? Hvor var Gud i verden? Hvor var der et helle midt i verdens larm? Hvor var den sejr over døden som Paulus havde lovet en menighed i Korinth?

Vi spørger vel i dag om det samme. Også vores tid kan føles kaotisk og forvirret og fremtiden uvis. Vi spørger vel ligeså meget som mennesker altid har gjort – efter fred, glæde og kærlighed. Efter et liv uden frygt. Vi har vel også drømmen og en fredelig verden uden kiv og splid.

Det er menneskehedens ældste drøm. Vi finder den drøm i alle fortællinger og myter til alle tider. Vi finder udtryk for det håb også i politiske og sekulære visioner i dag.

Og også vi gør os tanker og bekymringer om døden og dens magt i verden og spekulerer over hvor vores døde er. For nok kan vi så meget, men over for døden kan vi intet stille op. Over for dødens magt der hærger og terroriserer også os, er vi magtesløse.

Så på den måde spørger vi også efter Guds rige. Efter hvornår det kommer og hvordan det ser ud. Og vi spørger efter hvad der skal blive af os. Hvordan det hele skal ende.

Og ligesom de første kristne, ligesom mennesker til alle tider, er vi henvist til at leve i verden, sådan som den er. Med alle dens fald og brud.

Men –  vi er ikke efterladt uden håb og mening. For det svar Jesus gav sine følgere dengang er også et svar til os:

Dødens magt er opslugt og besejret!

Og selvom det ser mørkt ud i verden er der alligevel tegn på at mørkets magt over os er brudt og at det ender godt. Guds rige er nu midt i blandt os.

Hvordan så det? jo, det er jo her i kirken, Gudsriget, for når vi kommer herind kommer der noget fra Gud til os, til vores sind og det smelter det hårde, det trodsige, det bitre det overfladiske og det ligegyldige.  Så kan vi måske ikke se det men vi kan fornemme det med hjertet.

Så kan kærligheden blive levende blandt os. Og når den gør det så blomstrer Guds rige midt i blandt os.

Gudsriget er blandt os, når vi lever efter Guds vilje. I indbyrdes kærlighed. Det ved vi, at det er sådan, fordi Jesus, når folk spørger ham hvordan de kommer ind i Guds rige, svarer: Gør budene og du skal leve.

Budene kan sammenfattes i det vi kalder det dobbelte kærlighedsbud. Elsk Herren din Gud og din næste som dig selv.

Det vil sige: Det at give sig selv hen i kærlighed for andre det er selve livet. Livet er der ikke som en belønning, når du først har gjort budene.

Nej, det er kun ved at gøre det, der er dit ansvar, at du lever fuldt ud. Det sande liv kræver, at du ofrer noget – du må risikere noget, hvis livet skal være et sandt liv. Det ved vi godt, for det gør vi hele tiden.

Det sker hver eneste gang vi lægger vort liv i en andens hænder. Hver eneste gang kærligheden får dig til at blusse op i lidenskab, storsind, ødselhed og hjælpsomhed. Man risikerer at ens storsind mødes med smålighed, at ens lidenskab mødes med ligegyldighed, at ens hjælpsomhed mødes med grådighed. Man risikerer at den elskede bedrager en eller dør.

Eller når vi får børn. Intet er jo kilde til så stor bekymring som ens børn. Intet gør så ondt som når ens børn har ondt. Du taber alt hvis de dør eller hvis de vender dig ryggen.  Du risikerer livet. Du ofrer din sjælefred.

Ja, hvert eneste menneske du er tæt knyttet til – du vil føle deres sorg, når de sørger, du vil mærke deres lidelser, når de lider. Det vil tage al din tid og energi at være der for et lidende menneske. Men din energi og din tid, dit tab af dig selv, vil være til frelse for den, du skænker det til. Vi bliver selv mindre for at den anden kan blive større, men alligevel bliver vi ikke udslettet af sådan en kærlighed. Nej, det er evangeliets påstand, at kun sådan bliver du visere og stærkere og kun sådan vil dit liv være meningsfuldt.

Så kan verden gå sin undergang i møde og dagene kan synes mørke. Men nu ved vi, at der er tegn på Guds rige midt i blandt os. Det er der, når vi ofrer os for hinanden.

Og vi ved, at der er et sted, hvor vi kan opleve menneskesønnens dage. For vi har kirken og gudstjenesten og vi har nadverens brød og vin. Vi har dåbens vand med Guds ord. Her i vores land, har mennesker kommet til kirken i 1000 år med deres børn for at Gud skulle røre ved dem og velsigne dem og tage dem ind i sit rige. For at Guds fingre skulle slå korsets tegn over deres ansigt og bryst så døden ikke kan skal have magten i deres liv. Her har mennesker gennem 1000 år knælet ved alteret for at modtage noget fra Gud.

Alt det er vores sprækker ind til lyset. Det ser ikke ud af så meget her i verden: en sjat vin og en lille oblat. Lidt vand. Men det er Guds rige som er midt i blandt os.

Amen.

 

Nana Hauge er sognepræst i Hårslev-Padesø pastorat

ANNONSE