Norges udenrigsminister Barth Eide og lokalpolitiker Mona Osman poserer.

Hvis man kender lidt mere til Mona Osmans baggrund, falder der flere mørke skygger over billedet. Hun er datter af palæstinenseren Walid Osman, som deltog i angrebet på den jødisk ejede restaurant Goldenberg i Paris i 1982, hvor 6 blev dræbt og 22 såret.

Osman flygtede til Norge og følte sig sikker i Oslo området. Indtil det franske politi bad om at få ham udleveret. De havde omhyggeligt undersøgt sagen og fundet ud af, at Osman var en af de fire maskerede terrorister.

Og hvad mere er: Det var Abu Nidals gruppe, der stod bag angrebet. Abu Nidal udførte en række brutale terrorangreb på europæisk jord. Abu Nidal var den tids Hamas.

Osman forsøgte at forsinke udleveringen, og appellerede sagen, men uden held. Forbrydelsen var for alvorlig. Osman blev udleveret i november 2020. Beviserne var for stærke. Justitsministeriet kunne ikke nægte.

Vi ved intet om Mona Osman, og hvad hun vidste om sin fars fortid. Men de to deler tydeligvis samme syn på krigen mellem Israel og Hamas.

Norske medier har skabt et miljø, hvor folk ikke er bange for at vise deres sympatier, og antipatier, offentligt, på en vulgær måde.

Der står HAMAS mellem linjerne.

Er det problematisk? Ja, for flere mennesker. Eide er flov. Udenrigsministeriet sendte en besked ud om, at udenrigsministeren var blevet overrasket, og at han ikke stod inde for beskeden.

Men Rødt og lokalpolitikerne slipper ikke så let.

Mona Osman er kommunalbestyrelsesmedlem for Rødt i byen Skien, der ligger lidt syd-vest for Oslo, og hun stillede op som deres borgmesterkandidat ved valget i 2023. Det betyder, at hun har partiets godkendelse.

Lokalt har folk vidst, hvem hun er datter af. Hendes far blev udleveret for lidt over tre år siden, og hele historien blev rullet op igen.

Det er derfor utænkeligt, at Rødts ledelse ikke vidste, at de opstillede datteren af en eftersøgt terrorist, som deres kandidat.

Det ser ud til, at hun har samme holdninger som sin far.

Og hun er ikke en ensom ulv. Hun kom fra en flok. Hvor stor er flokken?

“Det, vi har set under Gaza-krigen, er en villighed på venstrefløjen til at indgå i et partnerskab med islamister. Det er en alliance, som er blevet synliggjort i hele Vesteuropa.

Indtil videre har den været mest militant på amerikanske universiteter, men mange i de norske medier skriger nok på en ny 68’er”. George Floyd slog ikke helt igennem i Norge.

I Norge er det journalisterne og det humanitære kompleks, der har været mest begejstrede for Gaza, uden at trække en klar linje over for “myndighederne” og overskride grænsen til at opfordre til antisemitisme.

Eide er derfor ikke helt uskyldig, hvor han står.

I forbindelse med overfaldet på en SPD-politiker i Dresden i fredags dukkede RAF’s spøgelse op. CDU-politikeren Walther Lübcke var den første person, der blev dræbt af en højreekstremist i Tyskland i efterkrigstiden. Året var 2019. Det gør indtryk, når man skriver “den første siden krigen”, men så var medierne nødt til at nævne, at mange mennesker blev dræbt af venstreorienteret terror i 70’erne og 80’erne. Af rød terror.

Men det er en ubehagelig påmindelse.

Alle er klar over, at en omfavnelse af Gaza og Hamas åbner for terror i Europa mod jøder, israelske interesser og “europæere”. Det kan ramme både medier og politikere som en boomerang.

Mona Osman bør være en advarsel.

I USA er børn af terrorister fra 1970’erne dukket op på universiteterne, som revolutionære aktivister. Der har forældrene opdraget deres børn til at fortsætte, hvor de slap.

56-åring bosatt i Norge etterlyst for terrorangrep mot jøder i Paris i 1982

Norge utleverer mistenkt Paris-terrorist til Frankrike