I januar 2023 modtog Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) en anmodning fra FN’s Generalforsamling, om, at afgive en rådgivende udtalelse, om de juridiske konsekvenser af Israels politik og praksis, i de besatte palæstinensiske områder, herunder Østjerusalem.

Mandag den 19. februar 2024 åbnede ICJ offentlige høringer om disse spørgsmål i Haag, med deltagelse af 52 stater, og tre internationale organisationer.

Sagen er baseret på et resolutionsudkast fra Generalforsamlingen udarbejdet af “Staten Palæstina” i FN’s afkoloniseringskomité (Fjerde Komité) i november 2022, og forelagt Generalforsamlingen, hvor Nicaragua fremlagde resolutionsudkastet, fordi “Staten Palæstina” ikke er fuldgyldigt medlem af FN.

[1] Dette er en sag, som ICJ behandler i tillæg til den anklage, som Sydafrika har rejst mod Israel for at overtræde konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab – folkedrabskonventionen.

Det, som retten i denne sag vil overveje og give en rådgivende (ikke-bindende) udtalelse om, er:

(a) Hvilke er de juridiske konsekvenser af : Israels fortsatte krænkelse af det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse, af dets langvarige besættelse, bosættelse og annektering af det palæstinensiske område, der har været besat siden 1967, herunder foranstaltninger, der har til formål at ændre den demografiske sammensætning, karakter og status for den hellige by Jerusalem, og af dets vedtagelse af relaterede diskriminerende lovgivning og foranstaltninger? .

og

(b) Hvordan påvirker Israels politik og praksis, som der henvises til i paragraf 18(a) ovenfor, besættelsens juridiske status, og hvad er de juridiske konsekvenser, der opstår for alle stater og De Forenede Nationer fra denne status?

Den opgave, som FN’s Generalforsamling gav Den Internationale Domstol (ICJ) om at give dem en rådgivende udtalelse om “De juridiske konsekvenser af Israels politik og praksis i de besatte palæstinensiske områder, herunder Østjerusalem“, starter med en påstand om, at der findes et “besat palæstinensisk område,” OPT. Der er grunde, herunder juridiske og historiske grunde, til at konkludere, at der i forbindelse med folkeretten ikke findes et sådant område. Påstanden om dette mangler ethvert grundlag i folkeretten.

En af grundene til, at mange mennesker tror på eksistensen af OPT, er, at denne idé, er blevet fremmet af FN, og andre, i mange år. Et flertal i FN insisterer på, at OPT er identisk med de dele af det tidligere britiske mandatområde, som blev invaderet og besat, af Jordan og Egypten i 1948-49, selvom det aldrig er blevet forklaret, hvorfor disse områder er specifikt palæstinensiske. Palæstinensiske områder eksisterede ikke i juni 1967, da Israel befriede de dele af landet, som havde været besat, af Jordan og Egypten, i 19 år.

For at forstå disse områders juridiske status, må vi huske, at om aftenen den 14. maj 1948, mødtes en forsamling af valgte repræsentanter for det jødiske folk i Tel Aviv, hvor de udstedte en erklæring, der generelt er kendt som “Uafhængighedserklæringen”.

Palæstina var aldrig en britisk koloni, som de amerikanske stater havde været det to århundreder tidligere. Det var derfor ikke en uafhængighedserklæring, der blev læst op. Det var en suverænitetserklæring fra det jødiske folk over Landet Israel. Landet Israel var på det tidspunkt identisk med det geografiske område i det britiske mandat, som havde eksisteret indtil da.

Dette synspunkt er også i overensstemmelse med det juridiske princip uti possidetis juris, som er den internationalt anerkendte retningslinje for afgrænsning af et administreret område, såsom en koloni eller et land under formynderskab, når det opnår uafhængighed.

Denne opfattelse indebærer, at hele det område af Israels land, som den jødiske forsamling erklærede suverænitet over, og som efterfølgende blev invaderet af arabiske hære og militært besat i de følgende 19 år, allerede den 15. maj 1948 var en del af den nyoprettede, uafhængige, og suveræne stat Israels område.

På det tidspunkt var Israel i vid udstrækning befolket og kontrolleret af jødiske borgere, og var fra da af underlagt israelsk lov. Intet af dette blev ændret af det faktum, at dele af dets territorium senere blev invaderet og besat af fjendtlige nabostater. Da USA samme dag, som suverænitetserklæringen blev afgivet, og forud for den arabiske invasion, anerkendte regeringen i den nyoprettede stat Israel, var det hele staten Israels regering uden forbehold, der var tale om.

Den jordansk-egyptiske erobring, af dele af det suveræne israelske territorium, er den eneste ulovlige besættelse, som disse områder har været udsat for i nyere tid. Min konklusion er derfor, at de pågældende områder hverken er besatte eller palæstinensiske. Det faktum, at Israel har afstået fra at placere disse områder under fuld israelsk civilret, er på ingen måde en indrømmelse af, at staten Israel ikke har nogen suveræne rettigheder. Det ville være en naturlig ting at gøre i afventning af en aftale om lokalt selvstyre for den arabiske befolkning i områderne. Lignende juridiske ordninger findes i andre lande.

Oslo-aftalerne var oprindeligt tænkt som et forsøg på at give den arabiske befolkning i områderne lokalt selvstyre, hvilket klart fremgår af aftalerne selv. Når Israel i aftalerne overdrager myndighed til Det Palæstinensiske Selvstyre, sker det som en suverænitetshandling fra Israels side, hvor staten Israel, som den suveræne statsmagt i landet, handler legitimt i overensstemmelse med israelsk lov og folkerettens principper.

Hvis disse områder havde været besat af Israel i henhold til artikel 42 i Haag-reglerne, som Norge for nylig hævdede ved Den Internationale Domstol, ICJ, [2] burde Oslo-aftalerne have været afvist, som et illegitimt forsøg på, at udøve suverænitet over en anden stats besatte område. I stedet underskrev Norge aftalerne, som et vidne til deres legitimitet og retfærdighed. Det bør de norske myndigheder stå ved.

Under alle omstændigheder må konklusionen være, at de pågældende områder ligger inden for Israels internationalt anerkendte statsgrænser, og hverken er besatte, eller palæstinensiske.