Kommentar

 

Pogrom i Lvov juli 1941. Nazisterne skyldte NKVD’s drab på fanger på jøderne, før de trak sig tilbage. De mobiliserede lokale kræfter, såsom de ukrainske nationalister i OUN, der fik frie hænder og jagede jøderne ihjel. Vi ved, hvor billedet er taget, i Medova-gaden. Einsatzgruppen tog over i en senere pogrom i slutningen af ​​juli.

I sin bog The War Against the Jews skriver historikeren Lucy Davidowicz, at der var en krig i gang indeni Anden Verdenskrig: The War against the Jews. Den var anderledes end den militære. Det var mod et forsvarsløst folk. Hitler mødte ingen modstand. Da fronten brød sammen i øst, prioriterede Hitler at bruge tiltrængt jernbanemateriel til at transportere jøder til Auschwitz. Han vidste, at han ville tabe krigen, men han ville vinde krigen mod jøderne.

De allierede bombede blot nogle få kilometer af jernbanelinjen mellem Ungarn og Auschwitz. Men linjerne blev aldrig sat ud af spil. For de allierede var jøderne ikke et prioriteret emne.

ANNONSE

Vi kender historien, og det er selve grunden til, at Israel eksisterer. Jøderne husker, hvad der blev gjort mod dem, og de kender de allieredes passivitet og ligegyldighed.

For dem betyder aldrig mere! noget andet end for os. De ved, at det i sidste ende er op til dem. Ingen andre vil redde dem. Ikke engang nu.

Derfor er Israels betydning som en sikker havn kun steget i takt med den voksende antisemitisme i Vesten. Allerede nu siger jøder, at de hellere vil være i Israel end at opleve usikkerheden ved at være i for eksempel USA. De er blandt deres egne.

Det er ikke længere os, og det er et ømt punkt. Jøderne ved, hvad de kæmper for.

Antisemitismen er steget i takt med muslimsk immigration til Vesten. Det ser vi nu, og det udgør en stor fare for Vesten.

7. oktober en allerede indgraveret i historien

Den 7. oktober var en historisk dag, ikke kun i jødernes historie, men også i vores. Men forstår vi dens betydning? For første gang forstod jøderne, at de står over for en fjende, der ønsker at udslette dem, såsom Haman og Amalek, navne, som jøderne lærer om.

Det toppede med Hitler og Endlösung. For kort tid siden var der premiere på en ny film om Wannsee-konferencen den 20. januar 1942, hvor det industrielle massemord på jøder inden for tysk territorium blev besluttet.

Vil Europa forstå truslen fra Hamas, Hizbollah og Iran i den rette historiske kontekst? Eller vil de fortsætte som NTB/Ritzau med at skrive faktaark om, at charteret er blevet ændret?

Enhver, der betragter historien som et kontinuum, vil ikke være i tvivl om, at Hamas fortsætter, hvor IS slap, nu med Iran i ryggen. Teokratiet i Iran lægger ikke skjul på, at deres mål er udryddelsen af ​​staten Israel og dens borgere.

I årevis har vi modtaget vage forklaringer fra vores medier, politikere og eksperter: Selv nu forstår de Iran. Hvis der er en islamisk regering, der er i konflikt med Vesten, skal de altid forstås.

Det er en lang tradition for venstrefløjen: De forstod Moskva under den kolde krig, så palæstinenserne og nu islamisterne.

Men nu er spillet gået ind i en ny og dødbringende fase.

Vestlige lande bliver nødt til at vælge, og det er slet ikke sikkert, at de lander på den rigtige side: Står de sammen med jøderne eller Hamas? Medierne har i høj grad valgt Hamas. Men de repræsenterer ikke det tavse flertal. Befolkningen er skræmt over muslimernes aggression. De forstår instinktivt, at aggressionen lige så godt kan være rettet mod dem. Det har de personlig erfaring med.

Myndighederne bliver endnu mere usikre. De frygter, at det er en situation, der kan eksplodere i ansigtet på dem.

De har problemer med at beskrive situationen. De har løjet så længe om immigration og problemerne med at integrere muslimer, at de nu heller ikke er i stand til at formulere sagens kerne: En ureformeret religion, der har massemord som program. Ikke alle muslimer ønsker dette, men det gør de radikale, islamisterne, sunnier og shiamuslimer. Det er de radikale, der har initiativet og udstikker kursen.

Sandheden betyder ingenting. Dagen efter hospitalsangrebet taler den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, til Fatahs centralbestyrelse og fastslår, at Israel har overskredet alle moralske grænser. Ikke et ord om Hamas og 7. oktober. Abbas forsøger at redde sit skind ved at skubbe hospitalsdødsfaldene foran sig og ind på Israel.

Al Jazeeras Imran Khan bruger Israels ærlighed over for IDF. De indrømmede, at det var en af ​​deres soldater, der skød Al Jazeera-journalisten Shireen Abu Akleh i Jenin sidste sommer, men for Imran Khan er dette et bevis på, hvad Israel er i stand til.

Vestlige medier har kastet sig over denne propaganda.

Se Sky News-reporteren gå direkte efter Mark Regevs hals, efter at IDF havde sagt, at de ikke var ansvarlige for de dræbte på hospitalet.

Reporter Anna Botting er fast overbevist om, at det må være Israel og forsøger at “fange” Mark Regev og stille ham op ad muren. Det er Regev for rutineret og dreven til. Israelerne kender de vestlige medier, men de vestlige medier har endnu ikke forstået israelerne. De har mistet deres dømmekraft.

Derfor går 7. oktober også under radaren. De fulgte med de første dage, men da historien om de myrdede babyer dukkede op, valgte flere at droppe ud. Jøderne viste maksimal åbenhed, de inviterede den internationale presse til Kibbutz Kfar Azza. Men det blev brugt mod dem af nogle medier. Det, der skete, var for monstrøst til at være sandt.

Israelerne føler, at de er det eneste land, der ikke må vinde krige. De såkaldte fredsduer vil have dem tilbage til grænserne i 1967: Auschwitz-grænserne. Det vil jøderne aldrig gøre. Ingen bøjer hovedet efter det, de oplevede den 7. oktober. Tager man befolkningens størrelse i betragtning, ville det være, som om USA mistede 50.000 den 9/11.

Der er mange andre “aldrig igen”, der dukker op i kølvandet på den 7. oktober.

Der vil aldrig være en palæstinensisk stat. Fredsindustrien kan tale om en to-statsløsning. Der kommer aldrig noget ud af det. 7. oktober var blot et stort punktum på en lang sætning, Norge har været med til at skrive gennem sin fredsmægling og støtte til UNRWA.

Jøderne har en lang historie. Den er aldrig langt væk i Israel. I 1940 kom truslen fra Hitlers Tyskland. I 2023 kommer det fra islam.

Israel har erklæret krig mod Hamas og den globale jihad. De ser, at de står over for livsfare.

Hvis Vesteuropa kaster sig i armene på Hamas, vil det være en katalysator for kræfter, der længe har sagt, at de vil erobre os. Venstrefløjen er helt med, men ikke det tavse flertal. Hamas er ansvarlig for mord. Det er nok at kigge på dem, og du vil forstå.

Vi vil sørge for at fortælle folk, hvad de står over for. Islamister har fået lov til at købe et skydecenter i Oslo.

Der er ingen grund til at sove godt om natten.

Vi er i samme båd som Israel.

ANNONSE

Mest læst

Donald Trump er manden

Bidens store bagslag