To af Frankrigs mest kendte intellektuelle, Pascal Bruckner og Alain Finkielkraut, siger, at venstrefløjen bærer en stor del af ansvaret for, at Frankrig er på vej mod kaos. Ultravenstre sympatiserer med de muslimske unge, siger Bruckner.

»De unges afvisning af den franske stat og alle dens institutioner har fået næring fra en inflammatorisk retorik fra en oprørsk ultravenstrefløj, der er antisemitisk og sympatiserer med radikale islamister,« fastslår Bruckner i et interview med Le Figaro.

Udviklingen er en parallel til USA, hvor Demokraterne gik i kompagniskab med BLM og Antifa. At et af landets to store partier gik ind for en politik, som åbent ville defundere politiet, var et frieri til anarkiet. Men det var det, der skete. Det samme i Frankrig:

»Partiet La France Insoumise og miljøbevægelserne på den yderste venstrefløj, som ikke formår at styre Frankrig, ønsker i stedet at gøre landet ustyrligt.«

Sociologer, journalister, kunstnere og filmskabere fascineres af oprøret og vil ikke vedkende sig tiltrækningen til nihilismen.

Bruckner mener, vi har set samme tendens længe, og han inkluderer også de gule veste og protesterne mod pensionsreformen.

»Man kan ikke slippe vold løs ustraffet. Det er en ild, der spreder sig med forbløffende hast. Jo mere vi tolererer det, desto mere bliver det konfliktens eneste sprog. Slå først og tal bagefter.«

Vi er ikke længere en nation

Alain Finkielkraut mener, at Melenchons parti La France Insoumise satser på befolkningsændringer, som giver dem muligheder for at komme til magten ved hjælp af stemmer fra nye grupper.

»Vi er ikke længere et folk«, siger han ligeledes til Le Figaro og kræver en nedbremsning af indvandringen.

Opløsning følger

Med den nuværende takt i befolkningstilstrømningen er det kun et spørgsmål om tid, før nationen er historie.

»Vi skal have modet (og den sunde fornuft) til at sige det: Hvis indvandringen fortsætter med samme hastighed (flere end 500.000 i 2022), vil det at leve sammen kun være et røgslør. Opløsning vil blive uundgåelig,« siger han.

Alle kan se, at det, der skete, var et oprør mod den franske stat. Tidligere efterretningssjef Pierre Brochand har sagt det længe.

»Hvis man, ligesom den tidligere efterretningssjef Pierre Brochand, beskriver de seks dages optøjer som et oprør mod den franske nationalstat fra en betydelig del af de unge af ikke-europæisk oprindelse, så stemples man som racist både i medierne og kultureliten.«

Men alligevel mørklægger indenrigsminister Gerard Darmanin, hvem de unge er, og kalder dem franske. Begrebet rummer en bitter sandhed: De har fransk fødested, fransk ID, men hader Frankrig.

»Gérald Darmanin har fuldstændig ret: 90 pct. af uromagerne har et fransk id-kort. Det er netop det, der er alvorligt. Det er franskmænd, som afskyr Frankrig, og som ved at sætte ild til rådhuse, skoler og politistationer erklærer krig mod landet,« siger Finkielkraut og konkluderer, at der næsten intet er tilbage af det nationale fællesskab.

Fortrængning og benægtelse

Politikerklassen ønsker ikke at blive konfronteret med virkeligheden. Venstrefløjen digger for ungdommen i forstæderne, og medierne sørger for, at sandheden ikke kommer frem om, hvordan f.eks. kvinder behandles. Frankrig bliver et forløjet samfund.

»Fornægtelsen er i høj grad ansvarlig for den nuværende situation. Den opretholdes af de herskende klasser og næres af den kulturelle venstrefløj, som delvist dominerer franske medier,« siger historikeren.

For at få en pejling af, hvilken vej vinden blæser, kan man spørge, hvordan det går med jøderne i Frankrig. Frankrig havde den største diaspora ved siden af USA med 400.000 jøder.

90 procent af dem er fordrevet fra forstæderne nord for Paris. Alle ved det, men det skubbes langt tilbage i bevidstheden.

Frankrigs venstrefløj anklages for i mange år at have lukket øjnene for virkeligheden i forstæderne