Kommentar

Eric Zemmour, journalist, forfatter og tidligere rådgiver for daværende præsident Nicolas Sarkozy, dog ikke medlem af et politisk parti, har tilsyneladende planer om at stille op som kandidat til det franske præsidentvalg i 2022.

Zemmour forudser en kommende borgerkrig i Frankrig, idet han mener, at islam ikke er kompatibel med den franske republik og i det hele taget ikke kan eksistere side om side med den vestlige kultur. Den opfattelse deler Marine Le Pen absolut ikke, idet hun henviser til islam som en ideologi og skelner mellem islam og islamisme. Derfor fører hun ikke kamp mod muslimerne, udtaler hun, og byder endda indvandrere velkommen fra Mayotte i det nordlige Mozambique og fra øgruppen Comorerne, hvis befolkning hun har et varmt og nært forhold til. Så  Marine Le Pen er også kandidat for de comoriske muslimer, hvorfor hun ikke ønsker at blive sidestillet med Eric Zemmour.

Men Le Pen er optimist om end for et Frankrig, tynget af en enorm gæld på flere mia, som er oversvømmet af muslimer, der nægter enhver idé om integration – jeg skal undlade at sætte et reelt tal på –  hvor 40% af alle fødsler er ikke hvide, et land ødelagt af kriminalitet forbundet med indvandringen, et land som står over for en forsvarskrig mod en fremmed kultur, der spidser mere og mere til, og som er plaget af en arbejdsløshed, der også begynder at ruinere middelklassen og således på randen af kaos.

ANNONSE

Derfor står Zemmour klar med sit program og siger tingene lige ud, idet han peger på hvor problemerne først og fremmest ligger. En sejr for Zemmour vil bla. betyde styrkelse af fransk indenrigspolitik, af politi, retsvæsen og militær. Og så skal udstationeret militær hentes hjem. 

Dernæst vil han arbejde mod censur med retssager til følge. Folk skal have deres frihed tilbage, siger han et sted. Venstrefløjen mener han er på vej ud, for dens ideologi har vendt virkeligheden på hovedet, og jo mere radikaliseret denne fløj bliver, desto større er muligheden for, at det vil give stemmer til Zemmour.

Indvandringen skal stoppes, pointerer han, og hvis en enkelt person bliver udvist, skal det også gælde familien. Trafikken med illegal indvandring skal også stoppes, og han vil sætte ind over for jihadismen og andre, der måtte arbejde for en 5. kolonne.

Endelig ønsker han et opgør med mediernes nedbrydende virksomhed i deres samarbejde med venstrefløjens nationalt fjendtlige globalisme, heriblandt grupper som arbejder for at fremme islam i Frankrig.

Her vil Marine Le Pen ikke være med, om end det vil blive svært at forklare vælgerne, at Zemmour med sit program ifølge hende skulle være for radikal og til fare for Frankrig.

Ikke desto mindre ønsker Le Pen en blokering af Zemmour, hvis ideer  truer med indgreb i hendes egen magt i RN, hvor der siges at være mere snak end handling.

Skulle Zemmour således kunne sende Le Pen mere eller mindre ud i mørket? Hvis Zemmour bestemmer sig og annoncerer sit kanditatur som patriot, vil der sandsynligvis rejse sig en storm af sympatisører også blandt de såkaldte sofavælgere, som længe har været politisk hjemløse, men nu skimter lys forude. 

Ifølge Le Pen selv er hun optimist i modsætning til Zemmour, som hun mener er pessimist. Hun tror ikke på en kommende borgerkrig, det gør Zemmour, hun mener at islam er kompatibel med den franske republik, det gør Zemmour ikke, og hun bekæmper radikal islamisme som en ideologi, mens Zemmour ikke skelner mellem ideologien og religionen.

Men hvad er der sket med Marine Le Pen, en patriot alle har haft deres håb til? Marine Le Pen som fra nu af bekendtgør, at islam er kompabitel med den franske rupublik, og som jamrer over, at Zemmour overskygger hende.

Marine Le Pen forstår åbenbart ikke, at det hun gør med sit angreb på Zemmour og hans program er politisk selvmord. Hun har mistet flere af sine tro venner blandt patrioterne – bla. Florian Philippot, som nu står i spidsen for sit parti “patrioterne” –  og hun udviser jalousi over for niecen Marion, som hun mener er for ung, men som nyder stor anerkendelse hos vælgerne.

Så efter at have skilt sig af med niecen Marion og Philippot retter hun nu sit angreb mod Eric Zemmour, idet hun synes totalt blottet for forståelse for hans værdi som patriot, der høster begejstring hos flere og flere, men som hun trods alt mener ikke kan true hendes position.

At Marine Le Pen har flyttet sig politisk, skyldes sandsynligvis hendes ønske om at berolige fjenden i håb om at blive taget til nåde hos dem, hvis yndlingsoffer hun har været i årevis, og som er ligeglade med, hvad hun siger eller gør.

Her synes Le Pen at have overset noget, idet hun burde have læst kommentarer og artikler af de personer, som har råbt vagt i gevær med alle tegn på opstand rettet mod politikerne, og som har en stor del af befolkningens opbakning.

Men er Marine Le Pen selv forenelig med Frankrig i dag med sit forsvar for islam, som hun mener er forskellig fra islamisme? En diskussion vi kender alt for godt her i landet, og som tilsyneladende aldrig for en ende. Hvorom alt er, så er det vel ganske  dygtigt udtænkt af dem, der knæler for islam og drømmer om at besejre den ganske verden med en sejrsgang, som bla. ser ud til at udgå fra Frankrig, hvor de takket være landets indfødte krystere i årevis har kunnet beslaglægge land med nye moskeer, mens kristne kirker brænder. Men også fra globalisternes synsvinkel har indvandringen af muslimer tjent som et effektivt splittelse af de homogene nationalt sindede europæere.

Hvis Eric Zemmour derimod beslutter sig for ikke at stille op som kandidat til den franske præsidentpost, vil det være oplagt, at Marine Le Pen som den eneste modstander af globaliseringen, der repræsenteres af Macron, vil stå stærkt, selv om hendes forståelse af situationen i Frankrig synes at være usikker.

ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle