Kommentar

www.asgeraamund.dk

Det er en af Danmarks store landskampe. Jeg sidder i parken med 40 000 andre begejstrede tilskuere. Stemning og fest. I pausen stiller en mand sig op midt på banen. Han har havfruehår og et veltrimmet fuldskæg og er iført flagrende, hvide gevandter. Manden hæver armene, og pludselig sidder jeg ligesom de 40 000 andre med en hot dog i den ene hånd og et krus skummende fadøl i den anden. Manden råber med høj røst: ” Jeg er Jesus og Gud Herren er min far!” Jeg rejser mig op og råber tilbage: ”Den køber jeg!” Hvis vi nu forestiller os, at den samme Jesus gennem hele sit korte liv vandrede rundt i landet, hvor han opsøgte hjemløse, ludere og lommetyve. Han havde sin gang på hospitalerne, hvor han med håndspålæggelse fik de blinde til at se, de lamme til at gå. Han vakte døde mennesker til live og fjernede sygdommen for kræftpatienter. Han viste, at han kunne gå på Øresunds bølger under en brandstorm, og han forvandlede vand til vin, så også fattige kunne holde fest. En sådan Jesus ville jo med sine undere og mirakler blive folkehelt på linje med dronningen og Rasmus Seebach. Men det var jo ikke det, der skete med virkelighedens eller evangeliernes Jesus, der blev dømt for anstiftelse til statskup og henrettet som en gemen forbryder. Dagen efter var han glemt i datidens Israel. Når kristendommen alligevel gik hen og blev den største af verdensreligionerne, var det ikke på grund af gudesønnen eller manden Jesus, men på grund af myten om ham.

Hele det mægtige romerske imperiums eksistens hvilede på slavers arbejde. Der var slaver på markerne, på galejerne, i værkstederne, i hjemmene, på byggepladser og bordeller. En død slave blev kastet i et hul i jorden og kulet ned som en hund. Men så kommer der pludseligt et budskab om, at en frelser har ladet sig henrette ved korsfæstelse for at give dig et evigt liv, hvis du bekender dig til ham, lader dig døbe og prøver at leve efter hans budskaber. Ved himlens port vil det være de fortabte og de fattige, der står først i køen. De rige sidst. Det, at man som slave eller daglejer kunne få en chance til, var et budskab, der gik rent ind i folkemasserne på Romerrigets bund. Og hos kvinderne, der elskede budskabet om næstekærlighed, omsorg og tilgivelse, begreber der ikke eksisterede i den ekstremt brutale romerske kultur. I de efterfølgende 600 år efter Jesu korsfæstelse gik kristendommen sin sejrsgang i alle lande omkring Middelhavet og langt ind i Mellemøsten. Men hvor kristendommen var revolutionen, blev islam kontrarevolutionen, da den arabiske klankultur væmmedes ved evangeliernes vamle budskab om altomfattende kærlighed og omsorg. Islam blev udviklet som politisk og religiøs modgift i perioden år 7-900 og fortrængte kristendommen fra Mellemøsten, Nordafrika og Spanien.

Samtidig ændrede oldkirken karakter fra en pagt mellem det enkelte menneske og Gud til en institution med enorm verdslig magt og rigdom, et religiøst kejserrige, hvor paven i Rom bestemte, hvem der skulle krones som konge rundt om i det kristne Europa. Det katolske diktatur blev knækket, først ved reformationen i 1500 og endeligt ved den franske revolution i 1789, der ikke var et oprør mod den kristne tro, men mod den katolske kirke og adelsvældet. Dette førte til en adskillelse mellem stat og kirke, men også indirekte til noget endnu mere samfundsomvæltende, nemlig demokratiet. I 1770erne var der i Nordamerika en gruppe progressive og troende mænd, der stillede sig selv et fundamentalt spørgsmål: Hvis alle mennesker er lige for Gud, kan de vel også være det for mennesker? I 1776 var de klar med Den Amerikanske Uafhængighedserklæring, der blev grundlaget for det moderne folkestyre i USA og senere i Europa: ”Alle mennesker er skabt lige og har af Skaberen fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til livet, friheden og stræben efter lykken.”

ANNONSE

Den kristne kirke har op gennem historien bragt megen vold og ondskab med sig. Blodige religionskrige, åndelig ensretning og forfølgelse af andre religioner, men gav os som tro også en bekendelse til menneskets frie valg mellem det gode og det onde og budskabet om omsorg, tilgivelse og næstekærlighed. Ikke desto mindre må vi konstatere, at den kristne tro som samfundets religiøse og åndelige grundlag i Danmark er på vej mod udgangen. Da jeg var dreng, var påskeugen en hellig uge, hvor butikker, restauranter, biografer og teatre var lukket ned. Tv var der ikke noget af, og radioen leverede orgelmusik, gudstjenester og åndelige foredrag. I dag markerer de to store Statskanaler DR og TV2 overhovedet ikke den kristne påske, som helt er forsvundet fra mediebilledet. Det er nærmest lidt kikset at bekende sig til den kristne tro, som af politikere og medier anses for diskriminerende over for andre trosretninger og kulturer. De moderne helligbevægelser, der har klimakampen som evangelium, mener at kristendom rimer på racisme og islamofobi.

Selv om man ikke er troende kristen, bør vi alle – nu da påsken er her – glæde os over, at den kristelige etik og værdigrundlag har givet os det moderne folkestyre, retsstaten og velfærdssamfundet. Vi har ikke det perfekte samfund, men de vestlige demokratier har med deres fejl og mangler vist sig enhver anden styreform overlegen, hvad angår frihed, menneskelig værdighed og livskvalitet. Det er da værd at fejre netop i denne uge, hvor vi bør sende en kærlig tanke til manden på korset, der satte det hele i gang.

 

ANNONSE