Angelo Maria Codevilla 1943-2021.

Takket være Documents næsten daglige dækning af amerikansk politik er dets læsere bedre orienteret om USA end de mange i Norden, der stadig tror, at deres regimetro og statsstøttede massemedier bringer reel oplysning og ikke blot propaganda for det Demokratiske parti. Disse læsere ved, at alliancen af Dyb Stat og eliter i medier, i uddannelserne, i finansverdenen, i politik, i retsvæsenet, i militæret og overalt i kulturen og statsapparatet fører en ubønhørlig kamp for at forvandle det overleverede USA til en slags tredjeverdensland befolket af undersåtter manipuleret af højere kaster, der selv bor sikkert bag befæstede mure og aldrig behøver at frygte genvalg. Det reelle demokrati vil være afskaffet til fordel for et styre som i Kina, dog betydelig mindre effektivt, og dette styre vil elitens medlemmer med søvngængeragtig sikkerhed altid kalde ”our democracy”. Processen er, som læserne her ved, langt fremskreden.

Det, at eliterne fører kampen næsten uden seriøs modstand og det, at de er stedse mere åbenmundede om, hvad de vil, altså at ødelægge resterne af det historiske USA, dets kultur og dets folk, rejser to spørgsmål.

Det første er, om kampens udfald allerede er afgjort, altså om vi inden længe vil kunne tage endegyldigt afsked med det USA, de ældre af os stadig husker, det produktive, dynamiske, frihedselskende og generøse USA, der satte mænd på Månen på under ti år og gjorde hundreder af millioner almindelige mennesker rige, frie og lykkelige. Er spillet helt ude for dette USA, som daglig bliver vanskeligere at huske?

Det andet er, hvordan det kunne komme så vidt. Ifølge den gamle amerikanske selvopfattelse repræsenterede nationens grundlæggelse som bevidnet i Uafhængighedserklæringen af 4. juli 1776 og forfatningen af 1787 noget aldrig før eller siden set i den menneskelige historie. Borgere trådte frivilligt sammen og vedtog på grundlag af fornuft og erfaring reglerne for en ny, fri nation grundet på princippet eller påstanden om, at alle mennesker er skabt lige.

Det hørte med til den gamle selvopfattelse, at denne grundlæggelse var permanent. Den ville aldrig blive ophævet. Den kunne forbedres, som da slaveriet blev forbudt i 1865, men den kunne aldrig fortabes. Så stærk var den bygning, the Founders (grundlæggerne) rejste i årene omkring 1776-1787, at ingen storm kunne vælte den. Lighed, frihed og folkestyre var de tre søjler, hvorpå USA hvilede, og de var stærkere end nogen anden politisk kraft.

Hvis nu det gamle USA, der hvilede på de tre søjler, vitterligt er på vej væk, havde den gamle opfattelse uret. Grundlæggelsens principper er helt indlysende ikke stærke nok til at bremse angrebene, for slet ikke at tale om at vinde kampen mod de eliter, der effektivt arbejder på at afskaffe det gamle USA. Uanset generationer af amerikanere troede, at grundlæggelsen var evig, og at the Founders vitterligt med den havde indledt en ny æra i verdenshistorien, viser det sig, at den ikke er evig, men måske vil dele alle andre samfundssystemers skæbne, som er en gang at gå under.

En spydig iagttager vil måske tilføje, at hvis USA er ved at forsvinde, var grundlæggelsen ikke så solid endda. Den resulterende samfundsorden varede jo kun omkring 200 år, før den begyndte at smuldre. Det er ikke længe sammenlignet med det kinesiske monarkis 2000 år eller det ægyptiskes 3000.

Svaret på det andet spørgsmål, hvordan det kunne komme så vidt, er da måske, at der i den oprindelige bygning fandtes skjulte skavanker, hvis skadelige virkninger stedse tydeligere viser sig. Svaret på det første, om kampens udfald allerede er afgjort, er da måske, at hvis ikke de, der ønsker at bevare det overleverede USA, tager sig gevaldigt sammen og nådesløst identificerer disse skavanker for at udbedre dem, er USA fortabt.

Det er umuligt at besvare de to spørgsmål uden også at komme ind på spørgsmålet om, hvem der i givet fald skal gøre modstand mod eliterne. Hvem står for det overleverede USA? Hvem er de berettigede arvtagere til grundlæggelsen? Eller sagt på en anden måde: hvem er i grunden amerikanerne?

I en række indlæg vil jeg i kommende uger udbygge de to svar, jeg her har givet i ultrakort form. Jeg vil fortælle om personer, argumenter, traditioner og institutioner fra den front, som ikke er en rigtig front, men som består af folk, der finder det synd, at det overleverede USA er på vej væk. Nogle af dem tror, det står til at redde, andre, at løbet er kørt.

Blandt sidstnævnte er den ovenfor afbildede Angelo Codevilla. Den italienskfødte Codevilla var i årtier blandt de skarpeste strategiske og sikkerhedspolitiske hjerner i landet. Som mange europæiske indvandrere før ham blev han amerikansk hyperpatriot. Jeg lærte ham at kende på Hoover Institution ved Stanford University, hvor han virkede i 1985-95, og senere på Boston University. Selv hans ideologiske fjender, som var legio, måtte indrømme, at hans lærdom og argumentationsevner var imponerende.

Fra vor tid som kolleger husker jeg bedst, at han nærede total foragt for CIA, som han betragtede som en plejeanstalt for andenrangsdiplomater, at han var en veltalende forkæmper for et antimissilforsvar og ikke mindst, at han definerede fjenden som ”den, hvis svækkelse fremmer vor overlevelse”. Blandt hans lærere på Claremont Graduate University i Sydcalifornien var en vis Harry Jaffa, og via Jaffa havde Codevilla tilknytning til den såkaldte Leo Strauss-skole i politisk tænkning. Jaffa og Strauss-skolen skal vi møde igen. 

I 2010 trådte Angelo, som jeg kalder ham, for alvor ind i debatten om hvorvidt USA er dødsdømt og i så fald hvorfor. I et essay i American Spectator betitlet ”The Ruling Class”, og som samme år blev til en bog, beskrev han, hvordan det amerikanske samfund i løbet af de foregående tre-fire årtier og i accelererende fart siden omkring 1990 var blevet delt i, hvad han kaldte ”den herskende klasse”, de ovenfor nævnte eliter, og ”the Country Class”, alle de andre.

Kernen i Angelos analyse af ”den herskende klasse” var, at denne klasse, som er ”uddannet på renommerede universiteter og overbevist om sin egen ovelegenhed, har alt at vinde ved at hæve skatter og udvide statens greb. Denne klasse hævder, at den ved bedst og øger bestandig sin magt over alle facetter af livet i Amerika fra familie- og ægteskabsforhold til miljøpolitik, våben og Vorherre … Denne herskende klasse repræsenterer ikke flertallet af amerikanere, som sætter pris på selvstyre.”

I 2010 mente Angelo endnu, at der fandtes et modstandsdygtigt flertal uden for den herskende klasse. I 2018 var han blevet mere pessimistisk. I et essay i The American Mind skrev han:

”Fordi et flertal af amerikanere ikke længere deler grundlæggende holdninger og gensidig tillid, fordi de ikke anser hinanden for værdige til lige agtelse, ligger de offentlige og private væremåder, som en gang skabte vor republik, nu hinsides noget fornuftigt håb om at kunne genskabes. Stridighederne vil tiltage, indtil en ny ligevægt indfinder sig blandt os.”

Angelo var gammel nok til at huske de sorte optøjer i 1960’rne og gadekampene mellem politi og demonstranter ved Demokraternes partikonvent i Chicago i 1968, som så så drabelige ud, at de fik en amerikansk kommentator til i dansk fjernsyn at sige, at USA måske var ved at gå i opløsning. Hvis Angelo i 2018 mente, at brudlinjerne i det amerikanske samfund var farligere og mere uovervindelige end i 1968, var der grund til at høre godt efter.

Videre skrev han i samme essay:

”Uopnåelig og for evig tabt er hele den amerikanske republik, som havde eksisteret i omkring 200 år efter 1776. Det folk og de hjertets og sindets vaner, der gjorde den mulig, udgør ikke længere et flertal.”

Donald Trumps valgsejr i 2016, som hensatte den herskende klasse i frådende raseri, kunne optimistisk tolkes som en sejr for the Country Class. Det var den også kortvarigt, men den herskende klasse var ikke til sinds at opgive sine landvindinger, ligesom man besluttede, at en begivenhed som Trumps valgsejr aldrig måtte finde sted igen. Angelo skrev i essayet fra 2018, at “valgresultater ikke standsede den herskende klasses angreb på dem, den anså for mindreværdige. ’Modstanden’ [anti-Trumpernes selvhøjtidelige betegnelse for sig selv] øgede i stedet presset på dem. Den politiske korrekthed er giftigere end nogen sinde, ytringsfriheden mere begrænset end nogen sinde. At stå på den forkerte side af de rigtige mennesker er farligere end nogen sinde.”

Er den amerikanske republik ”for evig tabt”? Ikke alle er så pessimistiske. Vi skal i følgende indlæg møde nogle af dem.

(Angelo Maria Codevilla omkom i september 2021 i en bilulykke på vej til sit hjem i Plymouth, Californien, hvor han og hustruen Anne i årene siden Angelo forlod Boston University havde drevet en vingård. Min yngste søn Thomas, som er Annes gudsøn, deltog i mindehøjtideligheden for Angelo i oktober 2021).

Af David Gress