”Religionens vande flyder væk og efterlader sumpe eller små damme;  nationerne skilles igen på den mest fjendtlige måde og stræber efter at flå hinanden i stykker. Videnskaberne, uden mådehold og  bedrevet i et blindt laisser-faire, ødelægger og opløser,  hvad man hidtil har troet fuldt og fast på; de dannede stænder og stater rives med af en storartet foragtelig stræben efter rigdom. Aldrig har verden været mere verden, .. …Alt står i det kommende barbaris tjeneste – også vor tids kunst og videnskab” 

Nietzsche (Viljen til magt)

Dagens vedtagne sandheder,  Hvem skaber dem og til hvilke formål?  

Med udtrykket vedtagne sandheder vil jeg her forstå de meningsytringer  og udsagn der kendetegner mainstream-medierne, som indgår i det store daglige medieshow, hvor det gælder om at påvirke/manipulere de almindelige seere og vise os hvad det er i orden at sige og hvad der ikke er i orden.    Jf krænkelseshystriet og woke-ismen – 

1  , indledning:

”Jeg har nu altid haft en svaghed for Adolf”.  I dag ville et sådant udsagn næppe falde i god jord ret mange steder. Derimod ville det ikke afstedkomme panderynken, hvis man som min gamle lærer på seminariet en gang spontant udbrød:   Jeg har nu altid haft en svaghed for Mao – Jeg blev lidt overrasket, for ikke at sige forvirret  og vidste ikke lige, hvad jeg skulle svare.   Hvordan kunne en belæst  og i øvrigt meget vidende person,  som min lærer, sige noget sådant med en tone, som om han talte om OB eller FCK. Ingen af mine studiekammerater reagerede. Selve udsagnet om Mao tyder for mig at se afgrundsdyb, nej snarere en villet uvidenhed men på samme tid en naiv tillid til, at en person som Mao, der repræsenterede socialismen,  jo havde godheden og de rigtige holdninger på sin side, og kunne man gøre krav på dette,  ville man altid have ret, uanset hvor mange menneskeliv man havde på samvittigheden. 

Når jeg på et senere tidspunkt læste en del om disse ting,  så affødte det en voksende  undren over, at mange  som regel veluddannede har haft svært ved at lægge afstand til deres ungdomsidealer som fx kommunismen,  og dette gælder også for den offentlige samtale så at sige. Tænk  et øjeblik på den uhyre populære bog MAOs lille røde,  eller MAO-sko, eller Ebbe Reichs bog om  Kina som en ideologisk stormagt, eller tænk på kollektivet Maos lyst  fra 1968 og lignende udtryk. I en af Tolkiens eventyr-bøger findes beskrivelsen af et særligt sted, Kløvedal, der er elverfolkets rige. Kløvedal er kendt som ”det sidste hyggelige hus”, et sted, hvor den ondskab, der ellers råder i menneskenes verden, ikke kan nå ind. Kunne man forestille sig noget lignende som fx Nürnbergs  eller Hitlers Lyst?

Min lærer vidste helt sikkert  ikke,  hvor mange menneskeliv  Maos  styre havde/har kostet – Der findes næppe et eksakt tal, men vi taler her om mellem 40-50 millioner mennesker!  Chang og Halliday operer med et lidt højere tal:  70 millioner 

Der er langt fra Hellerup til Kina!  Man  spekulerer et øjeblik over, hvordan sådan noget, det kan gå til, altså at blomsten af Danmarks/Europas? veluddannede ungdom kan hylde et diktatur af den kaliber som maoismen stod for?  Havde man også  dannet kollektiver i Hitlers navn, hvis blot han havde betegnet sig som kommunist? 

I forlængelse heraf vil jeg vove den påstand, at man ikke i dybet har taget afstand  til det røde diktatur og en del vil nok mene, at kommunismen ikke er/var så slem som nazismen…. Prøv at se på et parti som SF. I dag fremstår det som fuldkommen stuerent, den søde Pia Olsen Dyr og Co. veltalende og fornuftige mennesker, lidt i familie med Enhedslisten,  og for ikke mange år siden et parti der sprang ud fra DKP,  der i mange år havde  været en svoren del af sovjetkommunismen med GULAG,  deportationer, progromer, overvågning, massemord plus alt det som Orwell skriver om i 1984. Kan man sådan uden videre forlade et trygt gammelt ståsted og pludselig blive en stueren  deltager i den demokratiske debat i et land som Danmark 100 år efter demokratiets indførelse?  Ja,  det kunne man åbenbart. Oveni købet med den gamle formand Axel Larsen som den ene dag havde forsvaret massemord og lign, og den næste dag var han en del af Chr. Borg….Vupti..! Nu er det så jeg påstår, at hvis man ikke har læst Solzjenitsyns GULAG-øhavet og Bent Jensens : Stalinismens Fascination plus et par  af de andre bøger om disse ting, kan man så fuldgyldig agere blandt alle de andre på Borgen?, ja åbenbart,   for USSR havde jo  stået som en af vinderne  efter 2. Verdenskrig, såe ja  hvor der handles der spildes, ikke ….Men  når jeg konstaterer at dette stunt kunne lade sig gøre, så skyldes det overvejende ,  at Axel Larsen  havde journalisterne med sig,  og i dag er det hvad man kalder common knowledge   at godt og vel  75-80% af journalisterne ligger til venstre for midten,  og de er med til at hvidvaske de gamle kommunister,  og dette er blot en af de ting der er med til at karakterisere den offentlige fortælling, dvs  en af de vedtagne sandheder,  der blandt andet siger,  at når vi  har godheden på vores side,  har vi ret ……til at mene og forfægte hvad som helst. sådan ca.  –  Og når man uden gran af selvransagelse kan besmykke massemord som i dette tilfælde, må det også skyldes den massive, kollektive venstredrejning hos journalisterne, at der er forskel på farven af diktatur, et rødt kontra et brunt. 

2.  Om Europas tvesynede forhold til den demografiske kulturberigelse. Europa er delt i spørgsmålet om kulturberigelsen, mens store dele af den almindelige befolkning ikke ønsker flere ghettoområder,  står eliterne klar med at eufemisere eller direkte bortforklare den  langsomme befolkningsudskiftning, der er i gang,  ja nogle af partierne vil gerne øge indvandringen. 

Her i Document er det en ofte formulerede indsigt, og vi ved det kun alt for godt: eliterne,  den kunstneriske, akademisk/journalistiske samt de politiske eliter, så er de ud over at være meningsdannere og som sådan med til at tegne det politisk korrekte verdensbillede, så er de også med til at snigløbe befolkningerne gennem udvalgte eksperter,  kendte ansigter/stemmer og særlige problemstillinger,  som  ofte fortæller os, at Europa ikke har nogen fremtid med mindre vi importerer endnu en million uuddannede, uintegrerbare unge mænd og giver dem status af at være de nye sande europæere der bærer den offentlige fortælling, jeg her vil komme ind på – vi ser dem i nyhedsudsendelserne i form af de faste indslag om klimaet,  det amerikanske valg og seneste med wokebevægelsen, regnbueideologien 

I  tæt samarbejde med  EU-bureaukraterne behandler politikerne spørgsmål om indvandring som  moralske anliggender,  jf  Nyrops udsagn om at være ”stueren”.  Siden  har alle spørgsmål om minoriteter,  race og køn  stået i moralens tjeneste.  Selve tanken om et vist antal flygtninge var kættersk, og at sætte tal og mål på indvandringen  blev opfattet som xenofobisk, racistisk og dermed umoralsk.  Et parti som Det Radikale Venstre har sammen med juristen Bjørn Elmquist og sociologen Henning  Bech gjort deres til at give flygtninge, migranter, asylansøgere, afrikanere (hvoraf 60% er under 25 år i 2018) status af medmennesker”  med ret til og krav på ligestilling med resten af Europas befolkning. Dette  udgør en  sand demografisk bombe som politikere og forskere bliver  nødt til at forholde sig til, om end de gør hvad de kan for at mistænkeliggøre ethvert kritisk udsagn om denne trussel for EU-ropa. Mao  en af de vedtagne sandheder handler om at se på den afrikanske folkevandring som en naturlig og ønskværdig indsprøjtning til et vaklende kontinent uden selvværd,  og vi burde alle omfavne dette tilbud om arbejdskraft og kulturberigelse! –  

De intellektuelle europæeres selvhad,  eller kampen mod den hvide mand,  med det monomane fokus på kolonitidens racisme hører også til  i den offentlige fortælling (om de gode og de onde) hvor de gode er ofrene for kolonitiden mens imperiets vogtere betragtes som de onde,  uanset hvor mange år der er gået og uanset,  at ofrene er blevet til terrorister i mellemtiden  –  går der mon en lige linje fra den plagede evigt nagende dårlige samvittighed til dyrkelse af netop de minoriteter man mener er ofre for den hvide europæiske mands fortid?  Altså at der er et flirtende fokus på det multikulturelle i en sådan grad, at man nu ikke mere kan se en nyere spillefilm i biografen eller i tv uden at heltene tilhører en af de farvede multikulturelle minoriteter, og at især præsterne fremstilles som de sande skurke,  tænk bare på Barnaby  og alle de andre detektiv-serier  

I de senere år er danskere ofte blevet omtalt som de grisefarvede  (Merete Cordsen på DR),  I Deadline har  den kvindelige studievært Lotte Folke flere gange  sagt In Shallah,  og der er ingen grænser for den hadefulde nedgøring af egen kultur, der er vokset frem her i Europa, en disciplin der  ofte  antager karakter af flagellanteri.

I øvrigt en udvikling der har været i gang siden begyndelsen af 1800-tallet med religionskritikerne  Strauss, Feuerbach og Marx ,  i hvis kølvand kristendommen også fik et skud for borgen. Tænk blot på Darwins Arternes Oprindelse, Nietzsche skarpe analyser m.m.  I dag bliver racisme- kortet  som bekendt spillet allevegne ved enhver given lejlighed i et omfang, så det nærmest har mistet sin betydning,  eller/og når Nationalmuseet reklamerer for sharialoven.

 – Og så spørger man uvilkårligt sig selv: Hvad er det egentlig de såkaldt progressive ønsker med vores kultur?  At den går i opløsning, at den underlægger sig sharialoven, at den stille (?) og roligt fordamper i takt med masseindvandring fra Mellemøsten og Afrika?  Der er masser af eksempler på dette voksende selvhad.

For omkring ti  år siden skulle alle krucifikser fjernes fra offentlige bygninger i Italien. I dag gør man sig anstrengelser for at fjerne juletræet og hvad dertil hører, i morgen bliver evolutionslæren fjernet fra pensum i skoler og gymnasier. – Vores? EU-korrespondent Ole Ryborg udtalte sig voldsomt forarget over, at Schweiz havde stemt imod at bygge flere minareter i byerne,  det forstod alle seerne snart var et udtryk racisme og xenophobi

 3.  –  Med det blå EU-flag,  der idealt set signalerer et samlet Europa sker der en gradvis underminering dvs mistænkeliggørelse af de nationalt-sindede og deres fokus på nationalstaten, der i stigende omgang associeres med populisme og fremmedfjendske holdninger der lugter af racisme  – Og i den sammenhæng finder man wokeismen – et normopløsende blik på race, køn og identitet.  Og vi må ikke glemme,  hvordan EU-konventionerne overtrumfer  de nationale parlamenter. Når der i befolkningen er flertal for at blive i EU, skyldes det først og frememst mediernes manipulerende fremstilling i form af udskamning af Victor Orban og et kritisk fokus på UK, der omsider fik meldt sig ud. Er der nogen der er i tvivl her: At ønske en udmelding her er idiotisk, jf Mogens Lykketoft her om samme:     

Hvor de nationalt-sindede bliver mistænkeliggjort. Blot et af mange eksempler på den kamp der fortsat foregår mellem føderalister og nationalt-sindede.

Læg så hertil fortielserne om alt det vi ikke må høre om, værdirelativismen om at se alting i kontekst,  kan man trylle barbariet væk, når bare det ses i kontekst? Og så er der globalismen, jeg tidligere har skrevet om herinde. Alle disse ting repræsenterer en flirt med det totalitære, herunder “klimakampen”, der også bliver banket ind i knolden på seerne hver dag. Kan det nu også være sandt?  Det er lige meget, (virkeligheden er jo blot hvad vi konstruerer) , når blot vi nikker til udsagnet om, at det er vores europæernes skyld at der bliver udledt så mange gasser at jorden går under. Ja, sådan tugter vi os selv dagligt; vi har ikke længere en fælles tro bortset fra individualismen, narcissismen og en forgæves søgen efter et tilhørsforhold.

Udsigterne er mørke, og jeg tænker på det gamle ROM.