Kommentar

Noget der kalder sig Black Army marcherede lørdag gennem Stone Mountain Pari i Georgia i ren demonstration  mod et af de største monumenter over sørstatsgeneralen Stonewall Jackson. De var 1.000 mand stærke og udstyret med automatvåben. Politiet eskorterede dem. Et skræmmende skue. Staten er svag og militserne stærke, var budskabet. Alle fik det med sig.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve USA’s opløsning, sådan som vi har kunnet se den foregå i de seneste uger. Men jeg havde jo heller aldrig forestillet mig, at jeg skulle opleve Sovjetunionens opløsning, sammenbrud og undergang blot få år, før dette sammenbrud fandt sted for 30 år siden i 1990. Faktisk er det russiske imperium jo brudt sammen to gange i det 20. århundrede – første gang i1917, da bolsjevikkerne ved en væbnet opstand tog magten, anden gang i 1990, da de ikke-russiske nationer og demokrater i Rusland fordrev kommunisterne og dannede en række selvstændige nationalstater. Begge gange skete det ganske uventet.

Men er USA, Rusland og Sovjetunionen ikke så forskellige stater, at man ikke kan bruge sådanne sammenligninger til noget som helst? Og er USA ikke grundlæggende en stabil statsdannelse under den nuværende hysteriske overflade?

ANNONSE

Det er naturligvis rigtigt, at der er/var tale om to meget forskellige stater og samfundssystemer. Men der er bestemt også nogle lighedstræk, når man ser på nogle overordnede og afgørende faktorer i opløsningsprocesserne i hhv. Rusland og Amerika.

I begge stater var den herskende klasse degenereret, den levede sit beskyttede og selvglade liv og var ligeglad med alvorlige befolknings- og samfundsproblemer. I hvert fald gjorde de herskende ingenting for at løse problemerne, der blot blev ved med at forværres. Ja, faktisk gjorde de en hel del for at forværre problemerne.

Hvis vi begynder med det helt basale, de to staters økonomi, så er USA’s økonomi og erhvervsliv selvfølgelig meget anderledes og mere robust end Sovjetunionens skrantende og kaotiske kommandoøkonomi, der end ikke var i stand til at forsyne befolkningen med tilstrækkeligt toiletpapir, og hvor mange virksomheder forbrugte flere ressourcer i form af kapital, råstoffer og arbejdskraft end værdien af det sørgeligt ringe produktionsresultat. 

USA’s erhvervsliv er privatejet og fungerer i en markedsøkonomi. Uproduktive virksomheder må dreje nøglen om, og mere produktive overtager pladsen. Men USA har i mange år eksporteret arbejdspladser til ikke mindst Kina, der har lukreret på at kunne stjæle amerikansk teknologi og på usle løn- og arbejdsforhold for den kinesiske arbejdsstyrke. Amerikanske industribyer er i dag ofte i en sørgelig forfatning (det såkaldte ”rustbælte”) med arbejdsløshed, forfald, social opløsning, vold, drab og andre forbrydelser i uhyggeligt omfang. 

Et andet grundlæggende problem er USA’s enorme og voksende udlandsgæld. USA bruger kolossale ressourcer på militær oprustning og på sit globale engagement. Der findes flere snese amerikanske militære baser uden for USA’s territorium. 75 år efter 2. Verdenskrigs afslutning er der fortsat stationeret mange tusinde amerikanske tropper i Tyskland. Og indflydelsesrige kredse i Amerika ønsker at bruge endnu flere penge på at bekæmpe fremmede regimer, man ikke bryder sig om. Tidligere rådgiver i sikkerhedsspørgsmål, John Bolton, er blot en af mange fortalere for en sådan politik. Amerikanerne må prise sig lykkelig over, at Trump afskedigede ham. Præsidenten vil have en ende på Amerikas endeløse krige i fremmede stater.

Den sovjetiske ledelse brugte ligeledes enorme midler på sit globale revolutionære engagement og på dertil hørende militær oprustning. I Østeuropa og de baltiske lande, i Mellemøsten, Afrika, Mellem- og Sydamerika foruden naturligvis i de mange sovjetrepublikker i det nære imperium var der sovjetiske soldater og sovjetisk militær udrustning, som ofte var rene foræringer til regimer, som Kreml satsede på af ideologiske og strategiske grunde.

Den brede befolknings sundhedstilstand forfaldt i Sovjetunionen. Ja, levealderen faldt og dødeligheden voksede i en sådan grad, at regimet i 19760´erne besluttede at forbyde offentliggørelsen af sundhedsoplysninger. Byerne forfaldt, den basale infrastruktur i form af veje og jernbaner ligeledes. Butikshylderne for basale levnedsmidler og dagligvarer var tomme, brødkøerne blev længere og længere.

Men sundhedstilstanden og leveforholdene for dele af den brede amerikanske befolkning er også skræmmende. Store dele af arbejdsstyrken har ikke kunnet forbedre deres realløn i 25 år. Hvide ufaglærte amerikaneres gennemsnitslevealder er faldet. Det skyldes masseimport af billig arbejdskraft fra Mellem- og Sydamerika. Ingen ved, hvor mange illegale indvandrede, der findes i landet; nogle nævner tallet 11 millioner, andre 22 millioner. Kriminaliteten i de sorte byområder er hårrejsende, narkotikamisbrug og dødsfald som følge af dette misbrug koster titusinder livet om året.

Hverken i Sovjetunionen eller i USA har den herskende klasse vist vilje eller evne til at løse disse kæmpeproblemer. Interessant nok har begge regimer og deres lydige medier anvendt udskamning og afstraffelse af de borgere, der gjorde opmærksom på problemerne. I stedet for at se problemerne i øjnene og få dem afbødet og løst, har man i begge stater anvendt tom propaganda og intetsigende klicheer. I Sovjet påstod propagandaen, at alle nationale problemer i det multinationale imperium var løst, og at de forskellige nationer levede i broderlig og søsterlig samdrægtighed. I USA slår propagandaen på, at ”diversitet” i form af stigende konflikter er en styrke. (Tidligere hed det, at enighed gør stærk.) Den sovjetiske propaganda brugte skældsordet ”anti-sovjetisk”, den amerikanske bruger skældsordet ”racisme”. Sproget er i begge tilfælde orwellsk og uden indhold.

I Kreml sad en 10-12 affældige gamlinge uden reel forbindelse til verden uden for fæstningens mure. De blev under politieskorte og med høj hastighed kørt gennem ukendt territorium fra deres luksusboliger til kontorerne i Kreml og tilbage igen. Overkammerat Brezjnev måtte skubbes hen til og fra besøgende statsmænd og var efterhånden ikke i stand til at holde blot en kort tale efter manuskript. Kammerat Tjernenko kunne ikke selv lægge en udfyldt stemmeseddel i en valgurne. 

I Washington står den 80-årige destruktive Nancy Pelosi i spidsen for Det demokratiske Parti. Hun aflirer sine tillærte klicheer om nødvendigheden af ”resistance” mod den onde Trump, som hun ”ved” er i lommen på Putin. Efter fire års dybtgående undersøgelser kan hun dog stadig ikke sige, hvad det er, Kreml har på præsidenten. I kulissen står den snart 78-årige halvdemente Joe Biden, som ikke længere er i stand til at fremsige selv meget enkle sætninger. Han mener, at 120 mio. amerikanere er døde af Corona-virus og 150 mio. af skyderier, altså i alt 270 mio. dødsofre! Da Pelosi sammen med ledende politikere knælende kapitulerede for organisatorerne af optøjerne, måtte hun have hjælp til at komme på benene igen.

Korruptionen i centrale sovjetiske institutioner er velkendt. Nu er råddenskaben i den centrale amerikanske institution FBI, i Justitsministeriet og i de dominerende samarbejdende medier dokumenteret i detaljer. Den Dybe Stat – John Brennan, James Comey, Andrew McCabe, Peter Strzok og mange andre højtstående embedsmænd – og dens villige instrumenter og klakører i medier som New York Times, Washington Post og CNN betragter sig selv som hævet over loven og demokratiske valg.

Når den herskende, uduelige klasse i en stat selv mister troen på sin ret til at udøve magt, er det selve opskriften på en revolution. Magttomrummet vil blive udfyldt af andre, mere beslutsomme kræfter. Både i det gamle russiske imperium og i det sovjetiske mistede den uduelige herskende klasse denne tro. Man lod ustyrlige kræfter gå til angreb på selve statens kerne og undlod at gribe ind mod ulovligheder, vilkårlig vold, plyndringer og drab.

Det samme foregår for øjnene af hele verden i USA. Hærgende og plyndrende voldsmænd i de brændende byer, som ikke arresteres og dømmes, betyder, at loven og retsstaten er sat ud af kraft. Den herskende klasse er rådløs og lammet af frygt. Den lader den fredelige befolkning i stikken og angriber ordensmagten i stedet for voldsmændene. Det demokratiske Partis ledelse ens påklædt og bogstavelig talt på knæ med sænkede hoveder (som ofrene for Islamisk Stat!) er det perfekte symbol på en herskende klasses kapitulation. Til forskel fra Sovjetunionen er en stor del af USA’s befolkning bevæbnet. Hvis myndighederne ikke har vilje til at opretholde lov og orden, vil bevæbnede borgerværn overtage opgaven. 

Den professionelle herskende klasses forbitrede raseri er rettet mod den mærkelige, uortodokse Donald Trump, der ligesom gadedrengen i Kejserens nye Klæder skærer igennem klicheerne og nævner de store problemer, den herskende klasse har skabt, ved rette navn: USA’s endeløse krige, den ustyrlige indvandring, skolernes, universiteternes og mediernes forfald, den omfattende kriminalitet, narkotikamisbruget.

Der findes ingen garanti for, at eksisterende stater fortsætter med at eksistere. Hvis den historiske udvikling viser noget som helst, er det, at intet er bestandigt. Den ene statsdannelse efter den anden er gået i opløsning og erstattet af andre. For blot at nævne et par andre eksempler fra det 20. århundrede ud over det russiske imperiums to gange opløsning: Det kinesiske Kejserrige brød sammen i 1912 og blev afløst af en slags militærdiktatur, der igen blev efterfulgt af et kommunistisk partidiktatur; Det tyske Kejserrige brød sammen i 1918, blev efterfulgt af en demokratisk republik, som igen blev omstyrtet af et nazistisk partidiktatur.

Den kyndige amerikanske historiker Victor Davis Hanson siger, at USA er det eneste vellykkede eksempel i historien på en multinational stat. Man har sine tvivl, når man ser de voldsomme kræfter, der ophidser til racekrig og ødelæggelse af Amerika.

ANNONSE

Mest læst