Kommentar

Benedikt XVI: et mislykket pontifikat?

Af David Gress

Nytårsaftensdag 2022 døde den såkaldte ”pave emeritus” Benedikt XVI, Joseph Ratzinger, 95 år gammel. Skulle man lytte til mainstreammedierne, var han en mislykket pave, som var hård mod kritiske teologer, men ikke turde slå ned på seksuelle misbrug især af unge mænd i katolske sogne og præsteseminarier rundt omkring i verden. At det i første række handlede om unge mænd, og at problemet derfor var og er udbredt homoseksualitet blandt præster, er i øvrigt en sandhed, der sjældent høres.

Graver man dybere i kommentarerne, er det især to anker, som flertallet af progressive kommentatorer fremfører mod Benedikt. Den ene er, at han unødigt provokerede tilhængere af verdens fredeligste religion, islam, med sit foredrag i Regensburg i 2006. Tema for foredraget var et, der hele livet lå Benedikt på hjerte, nemlig forholdet mellem tro og fornuft. I foredraget citerede paven den byzantinske kejser Manuel II, der i et skrift fra omkring år 1400 refererede en samtale med den tyrkiske sultan Bajezid. Denne holdt kejseren som gidsel for at sikre sit overherredømme over de sidste rester af Det byzantinske Rige.

Sultanen ville overbevise kejseren om islams overlegenhed. Kejseren svarede: ”Vis mig dog, hvad Muhammed har bragt af nyt, og du vil kun se dårlige og umenneskelige ting, som at han har foreskrevet, at den tro, han forkyndte, skulle udbredes med sværdet”. Manuel forklarede derpå, at tro må hvile på fornuft (logos på Manuels græske) og ikke vold. At handle imod fornuften er ikke Gud velbehageligt, sluttede kejseren.

ANNONSE

Straks efter foredraget haglede kritikken ned, først og fremmest fra 138 islamiske skriftlærde, for hvem såvel kejser Manuel som Benedikt ganske havde misforstået islam. De 138 fik tilløb af et stort hold af europæiske og amerikanske eksperter, herunder mange katolikker, der beklagede foredraget og bedyrede, at det ikke gik an selv indirekte at kaste et kritisk lys på islam, især ikke, når man betænkte den katolske kirkes store forbrydelser mod islam, hvormed især menes korstogene. Det var i vid udstrækning de samme kritikere, der i årtier havde fundet alle mulige fejl ved en katolsk kirke, der nægtede at indordne sig under deres progressive dagsorden.

Få spurgte, om kejseren dengang havde ret, og om Benedikt i 2006 havde ret, når han hævdede, at kristentro kræver fornuft, og at fornuft og tro derfor er to piller, der bærer eller rettere bar den europæiske civilisation.

Den anden anke mod Benedikt fra det progressive flertal af meningsdannere var, at han i 2007 liberaliserede brugen af det gamle messeritual på latin, som forgængeren Paul VI havde afskaffet fra den ene dag til den anden i næsten alle katolske kirker i hele verden i 1969. Det forudgående 2. Vatikanerkoncil, der holdtes fra 1962-65, havde foreskrevet en forsigtig revision af det gældende ritual. Dette ritual gik i sine væsentlige dele tilbage til oldkirken; den centrale del af offertoriet, som er messens kerne, den såkaldte messekanon, går ifølge kirkens tro tilbage til Peter og Paulus.

Koncilsfædrene slog fast, at uanset varsomme revisioner af indholdet skulle latinen bevares i de centrale dele af messen. Da en biskop— på latin naturligvis – forsigtigt spurgte, om den foreslåede udvidede brug af folkesproget måske kunne brede sig til hele messen, brød alle de over tusind tilstedeværende ud i rungende latter. Det gjaldt langt fra kun de konservative. Selv de fleste af de biskopper, der under og efter koncilet halsede mest hovedløst rundt efter tidsånden, kunne ikke forestille sig, at latinen skulle forvises fuldstændig fra messeritualet.

Hvordan det skete, er en lang historie. Her skal blot siges, at koncilet nedsatte et udvalg til at udarbejde en liturgireform. En lille kreds af radikale besatte udvalget med mænd, der ønskede den drastiske reform, vi fik. Væk med al latin i messen, væk med den gregorianske sang, som koncilet havde garanteret ville bestå uantastet, væk med alle de skriftsteder og andre tekster i ritualet, som talte klart om synd, død, dom og helvede, væk med stort set alt, der kaldte på ærefrygt og fordybelse.

Væk med messens kanon, som i langt over 1500 år havde været messens ufravigelige centrum. Den forblev ganske vist som mulighed i det nye ritual, men anvendes næsten aldrig. I stedet fik vi tre andre offerbønner, hvoraf den ene blev bikset sammen af to herrer i løbet af en enkelt aften over en god middag i Trastevere-kvarteret i Rom.

Det store flertal af biskopper og præster verden over hyldede eller foregav at hylde Paul VI’s ritual af 1969. De anvendte og anvender det i hvert fald loyalt. Det var også det ritual, der mødte undertegnede, da jeg konverterede i 1975. Noget mere sprogligt fattigt og åndsforladt skal man lede længe efter.

Ikke alle var begejstrede for Paul VI’s sjælløse messe, og disse kritikere havde en ven i pave Benedikt. I 2007 kom det da så vidt, at Benedikt i skrivelsen Summorum pontificum bestemte, at ”hvad tidligere slægtled har holdt for helligt, forbliver helligt … også for os, og kan ikke pludselig aldeles forbydes eller endog anses for skadeligt”. Enhver tilstrækkelig stor gruppe kunne nu ønske en fejring efter det gamle ritual, og det måtte den lokale biskop ikke forbyde.

Raseriet var stort blandt det progressive flertal af biskopper og iagttagere. Det kan være svært at forstå for udenforstående, men det store flertal af katolske biskopper vil gerne være venner med tidsånden. De færreste er konservative. De fleste deler elitens meninger om sager som energipolitik, corona og masseindvandring og vil helst anses for ordentlige mennesker i elitens øjne. At det er aldeles ukristeligt således at halse efter verdens gunst er ikke en tanke, der falder de fleste af disse kirkefyrster ind. De er siden Paul VI’s dage systematisk blevet udvalgt på en sådan måde, at konservative marginaliseres, og progressive får de fleste stillinger såvel som stiftsbiskopper som i den kirkelige organisation i øvrigt.

For det progressive flertal af biskopper, liturgikere og teologer var det gamle ritual skadeligt, fordi det angiveligt umyndiggjorde menigheden. Paul VI’s messe skulle være demokratisk og moderne og vise vej til en kirke med mindre hierarki og mere spontanitet. Resultatet af reformen er messer som den, en italiensk præst fejrede i sommers i vandet ud for en badestrand iført badebukser og med en bademadras som alter.

Da José Maria Bergoglio blev valgt til pave i 2013 og tog navnet Frans, vejrede de progressive og radikale morgenluft. Hammeren faldt i sommeren 2021 med skrivelsen Traditionis custodes – ironisk nok stadig udfærdiget på et latin, som stedse færre i hierarkiet behersker. Skrivelsen ophævede Benedikts liberalisering af 2007 og gjorde det næsten umuligt for grupper, der ønskede det, at få eller bevare en tilladelse til at fejre efter det gamle ritual.

Hvad tænkte den endnu levende Benedikt, som havde liberaliseret messefejringen, om, at Frans nu forbød, hvad han, Benedikt, havde sagt aldrig kunne forbydes? Det ved vi siden Benedikts død, fordi hans nære medarbejder, ærkebiskop Georg Gänswein, har fortalt det i en bog, der udkom på italiensk her i januar. Da han læste Frans’ skrivelse, konstaterede Benedikt ”et afgørende kursskifte, som han anså for en fejl, fordi det såede splid, hvor han selv havde forsøgt at skabe fred”, nemlig mellem tilhængere og rabiate modstandere af den gamle messe. Dette forsøg var imidlertid på forhånd dømt til at mislykkes, fordi hadet til den gamle messe er så uforsonligt, hvilket Benedikt aldrig turde forstå.

Kort efter at have indskrænket adgangen til den gamle messe til næsten ingenting gjorde pave Frans noget ganske typisk for sin skrupelløse, ondskabsfulde og løgnagtige personlighed. Han udtalte på et møde i Bratislava, at når man nu havde lukket ned for adgangen til det gamle ritual, ”kan man vende tilbage til Benedikt XVI’s … sande hensigter”.

Den udtalelse gjorde i sandhed Benedikt ked af det, og man forstår hvorfor. Frans fortæller sine beundrende tilhørere en fræk løgn, som de begærligt sluger. Løgnen bekræfter fortællingen om Frans som den folkelige, progressive pave, men inddrager ganske uberettiget Benedikt som allieret i Frans’ program, som går ud på at forvandle den katolske kirke til en venstredrejet, islamofil social velfærdsorganisation, hvis formål ikke er at hjælpe folk, men at få organisationens medlemmer til at føle sig som gode, overlegne mennesker.

Benedikt fik på puklen af meningseliten, fordi han talte sandt om islam, tro og fornuft, og fordi han tillod det lille mindretal af traditionalister at få lov til at fejre efter det årtusindgamle ritual. I begge spørgsmål tabte han tilsyneladende. Frans lefler for islamiske skriftlærde, anser alle religioner for lige gode (men islam måske for særligt god), benægter i tale og handling væsentlige kristne trossandheder og følger, hvor han kan, meningselitens, EU’s, Biden-USA’s og WEF’s dagsordener. Frans har tilmed lukket ned for den gamle messe i en skrivelse, der nok er kirkeretligt ugyldig, men som de færreste vil modsætte sig.

Var Benedikts pontifikat da mislykket? Den tyske forfatter Martin Mosebach, der har skrevet en bevægende og lærd bog om den gamle messe og den nuværende forvirring i kirken, er ikke enig, selv om han kan se, at sådan må det se ud for et verdsligt blik. Ifølge Mosebach har Benedikt XVI formuleret den afgørelse, som ingen katolik kan undgå, nemlig: ”Tror jeg, at apostlenes, martyrernes og kirkefædrenes kirke er Jesu Kristi kirke, eller tror jeg, at denne gamle kirke er gået under, og at Helligånden nu åbenbarer sig i tidsånden?” Ifølge Mosebach vil Benedikts fordring om at træffe afgørelsen efterhånden vise sig at være ”hans pontifikats egentlige og uforgængelige bedrift”.

Kilder:

Benedikts foredrag i Regensburg 2006: https://www.ewtn.com/catholicism/library/regensburg-university-address-12-september–pope-benedict-xvi-6183.

Georg Gänsweins vidnesbyrd om Benedikt og Frans’ angreb på det gamle ritual: http://magister.blogautore.espresso.repubblica.it/2023/01/09/preview-when-and-how-francis-unmade-the-liturgical-peace-benedict-created/.

Martin Mosebach: https://www.die-tagespost.de/kultur/feuilleton/darin-sieht-mosebach-die-unvergaengliche-leistung-benedikts-art-234798.

ANNONSE

Mest læst

Krigsguden kalder