I 1631 havde Trediveårskrigen allerede raset i Europa i tretten år.

Det store skisma stod mellem de to kristne grene i Europa: Katolicismen og protestantismen. Østrig ledede Den Katolske Liga. Frankrig – som aldrig lod en god krise gå til spilde – var ganske vist også et katolsk land, men sluttede sig af politiske årsager til den protestantiske alliance. Frankrigs bistand bestod desuden for det meste af penge og politisk tyngde mere end den militære.

På det europæiske fastland fandtes en underlig, politisk sammenslutning: Det Hellige Romerske Rige. Det var et besynderligt kludetæppe af hundredevis af små, mere eller mindre uafhængige stater – de var ofte præget af internestridigheder – men havde alligevel en fælles udenrigspolitik. Unionen omfattede et område som omtrent omfatter vore dages Tyskland, Schweiz, Østrig, Tjekkiet og dele af Benelux og Nord-Italien. Dette riget, som Voltaire hånligt bemærkede var «hverken helligt, romersk eller et rige» var ikke desto mindre en militær magt, som der burde tages hensyn til i datidens politiske billede.

Sammenslutningen bestod af utallige grevskaber, hertugdømmer og kongeriger, alle styret af baroner, kurfyrster, friherrer, samt biskopper eller andre gejstlige. De største stater i unionen gik regelmæssigt sammen og afgav stemmer til, hvilket af deres statsoverhoveder som skulle styre sammenslutningen. Valget faldt oftest på den katolske kejser i Wien.

På denne tid bestod militæret hovedsagelig af professionelle soldater, indlejet af staten for at udføre en bestemt opgave. Det kunne være til et felttog, en belejring eller ind imellem som permanent vagttjeneste. Lønnen blev udbetalt efter en fastsat tarif, og frynsegoder – som f.eks. plyndring – var naturligvis skattefrit. Helt frem til et godt stykke ind i 1600-tallet var «kriger» et erhverv helt på linje med alle mulige andre. Tolke var ofte nødvendige for at formidle beskeder mellem kongens generalstab og de indlejede håndlangere.

Militærindustrien udgjorde en stor del af europæisk næringsliv. Mange af Europas småstater baserede størstedelen af deres økonomi på salg og udrustning af krigere. Lejesoldaterne anskaffede og bekostede selv deres udstyr og sørgede deredfter for at møde op, hvor der var brug for dem. Især Schweiz, og senere grevskabet Hessen, skulle blive kendt viden om fror deres evne til at træne og udleje stridskraft. Schweiziske lejesoldater udgjorde således kernen i Frankrigs væbnede styrker frem til langt ind i 1700-tallet.

Krig var industri, og den var privatiseret.

Hollands aspirationer

Holland havde i næsten ti år kæmpet mod sine herskere i Det Spanske Imperium. Spanierne havde lagt sine fangarme ud over hele kloden. Over det Spanske Rige gik solen heller aldrig ned, og mange af deres arme rakte også op i Europa. Fra Madrid styrede Kong Filip II hollænderne mod deres vilje.

På hollandsk side steg Markgreven af Nassau frem, Statholder for de Hollandske Provinser. Han grublede over, hvad Holland kunne gøre for at befri sig for det spanske herredømme – hvad skulle der til for at de Sytten Provinser kunne nedkæmpe sin mægtige modstander? I det forhold var Holland fattig på både penge og mandskab, s hvsi de skulle vinde uafhængighedskrigen, måtte de finde på noget andet. Utilfredsheden var kendt i Madrid, men kongen var optaget af andre sager. Da han blev spurgt om, hvad han agtede at gøre med det spirende hollandske oprør, skød Filip store, habsburgske hage frem og gryntede «De kan jo bare prøve.»

Ildvåben var noget forholdsvis nyt på den europæiske slagmark. Europæiske strateger havde endnu ikke helt forstået vigtigheden af dem i taktisk krigsførsel. Sort krudt var ganske vist langtfra ukendt, men håndvåbnene var tunge og svære at håndtere. Krudtet blev som oftest sparet til brug i flåden, eller til belejringsskyts og feltartilleri.

De gik under betegnelsen Spanske Ruder, den militære formation som samtidens stridsmagter oftest benyttede. (På spansk: tercio español, «spansk tredjedel») I De Spanske Ruders opstilling stod op imod femtenhundrede mand opmarcheret i en firkant. De fleste var udrustet med hellebarder, lanser eller stager. Det er lange, spydlignende stikvåben, særlig virkningsfuldt mot rytterangreb. Den flere meter lange lanse kunne settes med den stumpe ende mod jorden, pegende skråt frem som en pig mod fjenden. En skov af disse havde samme virkning som en vertikal pigmåtte; spydborgen rev kyrassérerne til småstykker mod sine stålspidser.

På samme måde som jernbeslag på en fragtkasse, bestod hvert hjørne af denne menneskelige firkant af en gruppe soldater bevæbnet med skudvåben: arkebuserere. Deres opgave var at holde formationen beredt på angreb fra alle sider. Til trods for, at mange af soldaterne i formationen også var udrustet med klinge eller blankvåben til brug i angreb, var den taktiske tanke bag de Spanske Ruder defensiv; lanserne sørgede for, at kavalleri-angreb var nytteløst og arkebusererne tog sig af eventuelt infanteri. Det var, alt i alt, en magtdemonstration: kom og tag os, hvis du kan!

Det var det hollænderne var oppe imod. Deres modstandere var mægtige, hensynsløse og pengestærke. Alt hvad hollænderne havdevar gåpåmod, virkelyst og næse for opfindsomhed. Statholderen grublede og så muligheder i ildvåben. Han fandt også snart ud af, at den bedste måde at benytte dem på var, at en gruppe soldater affyrede dem samtidig og i samme retning, hellere end vilkårligt og spredt. Det øgede træfsikkerheden, og den uventede kugleregn ville forskrække og sætte panik i dem, våbnene var rettet imod. Selvom mange af fjendens mænd bar brystpanser og hjelm kunne virkningen af en sådan omgang være enorm.

For dem, blev alle deres sanser pludselig indhyllet i uorden, smerte og skrig. Uden forvarsel hørtes et tordenskrald og i samme øjeblik ramlede døende mænd i alle retninger mod jorden. Man snublede over dem, røgtågerne lå tæt og gjorde sigtet uklart, man blev fanget i faldet fra en af sine stridsbrødre og mistede fodfæstet, luften fyldtes af brøl, lugten var ikke til at undslippe og snart efter mærkede man den krybende smerte fra et påført kødsår. Så snart fjendens ildvåben var ladet om, kunne næste skudrække ramme. En sådan behandling var af og til nok til at gøre selv den mest indædte kriger modløs. Fjenden kunne påtvinge dem smerte og død på stor afstand, uden frygt for gengældelse.

Da galdt det om at holde moralen oppe. Stridsånden måtte ikke svækkes. Hvis panikken satte ind og de greb til flugt, ville den virkelige nedslagtning snart begynde. Udhvilede ryttere ville så hurtigt sætte efter de flygtende og hugge dem ned med krumsabler. Det blev ikke gjort af blodtørst, men snarere af ren nødvendighed; en soldat som undslipper, vil nemlig stille til kamp en anden dag.

For Statholderen var disse erfaringer en god begyndelse, men ak, hollændernes ildkraft var håbløs, når det gjaldt træfsikkerhed og det tog soldaterne en evighed at lade om. De var heller ikke særligt gode til at tage sigte.

I 1631 havde Trediveårskrigen raset gennem Europa i tretten år allerede.

Protestanterne havde lidt nederlag efter nederlag. De følte selv, at til trods for, at den rette tro utvivlsomt var på deres side, kunne deres sag alligevel kues af magt. Men det var den ydre årsag til krigens varighed. Den virkelige grund var langt mere menneskelig; der skal ikke flyde meget blod, før kampgløden flytter sig fra idealisme til rå hævnlyst. Sådan har krigens væsen altid været.

Gustav II Adolf af Sverige havde året i forvejen iværksat en storstilet invasion af Det Hellige Romerske Rige. Ti tusind mand og tre tusinde ryttere blev fragtet med skib til trygge havne i Pommern. Dette var en hær Europa endnu ikke havde mødt. Fra denne alligevel så spæde begyndelse skulle krigsmagten vokse til det tidobbelte inden krigens afslutning.

Den svenske hær var en enorm og veldisciplineret kampenhed.

Gustav havde talt i Riksdagen:

Sverige er truet af Habsburg-dynastiets magt; det er alt, men det er nok. Truslen må mødes, hurtigt og med beslutsomhed. Tiden er utryg, faren er stor. Det er ikke øjeblikket til at betvivle, hvor vidt vort offer bliver større end vi kan bære. Kampen bliver for gård og hjem, for Fædreland og Tro.

Disse ord var mere end bare retorik fra Gustavs side, han talte virkelig om «gård og hjem.» Rekrutterne i hans reformerede hær var født og opfostret på Sveriges mange småbrug. Hans kongedømme var opdelt i små og store præsteskaber. Staten krævede, at hvert af dem skulle give én mand for hver tiende opført i kirkebogen. De øvrige gårde skulle sørger for klæder og betale bøsserne for de udvalgte rekrutter. I de statslige optegnelser over mandskaber som var blevet hvervet til tjeneste, var så godt som alle opført med titlen «bonde». Pålægget var en tung byrde for mange små samfund. Bygdeå sogn i Västerbottens Len gav 230 mand til tjeneste for Kronen. Bortset fra fem krøblinge, kom ingen af dem hjem igen.

Denne decentralisering skulle få navnet Indelningsverket. Sverige var den første nation i moderne tid, der organiserede sit forsvar som en national hær, baseret på pligt, fremfor løfte om betaling. Norge skulle også følge den svenske model og indførte som det andet land i verden almen værnepligt noget senere.

Hver soldat kunne lade sin bøsse i blinde. Det var de øvet i. I ugevis havde hver afdelings befälhavare taget dem skridt for s gennem hele fremgangsmåden. Om igen og om igen. Først langsomt. Rekrutterne var bondesønner og uvant med maskineri og finmekanik. Der var meget fumleri. Alligevel gik løjtnanten tålmodigt op langs rækkerne, efterså hvert enkelt våben og rettede på dem, der havde lavet fejl. Så kom næste trin – og et nyt greb, der skulle læres.

Efterhånden fik de taget på det, og i stedet for officerens kommandoer, blev hvert ladegreb beordret med et slag på en tromme. Der gik kortere og kortere tid mellem hvert trommeslag, efterhånden som lange dage og utrættelige uger med terpning gav resultater. Til sidst blev det næsten som en slags dans. En jævn rytme lå over hæren. Trommerne indlagde triller og hvirvler i sine dødbringende ordrer, knirken af læder og klangen af stål dannede bagtæppe. Med mumlende læber, men uden et ord, messede soldaten fremgangsmåden for sig selv, mens han arbejdede:

Tik tak, pudse løbet;

tik tak, hæld krudt i;

tik tak, ind med bly; nu

rejs dig op og skyd på ny!

Hundrede haner slog mod hundrede kamre, og luften blev tæt af røg.

Dråber af smeltet bly blev dryppet ned i gamle brønde. Når en dråbe væske falder frit gennem luften, er den kuglerund. Den velkendte dråbeform får den først, når den løber ned langs en flade. En tønde med flydende bly blev sat op på en låge over en brønd og gennem et lille hul, dryppede det flydende metal ud. Det faldt gennem skakten, fandt på vejen mod bunden sin naturlige form, og blev derefter forstenet af vandet på bunden. Da det det stoppede med at dryppe fra tønden, lå der en bunke færdige kugler på bunden. Bly blev valgt som materiale til ammunition på grund af den høje egenvægt; bly er tæt, og derfor tungt. Stor tyngde i stor fart forårsager stor skade.

I felten var druk og spil forbudt, men mandskabet var aldrig uvirksomt. I ledige stunder plejede karolinerne (en senere betegnelse for svenske fodsoldater) ved hjælp af et stemmejern at hamre et kryds ind i hver af deres kugler. Selv om mandskabet var strengt opdraget i den kristne tro, var korset i kuglen mere en verdslig end åndelig; kuglen ville nemlig splittes langs linjerne og blive til skarpe splinter ved kontakt. De svenske kugler dræbte på stedet.