Nyt

Tidligere chef for den franske efterretningstjeneste, DGSE, fra 2003-2008, Pierre Brochand, siger i et interview med Le Figaro, at Frankrig skal stoppe massemigrationen eller risikere borgerkrig. Han er ikke den første efterretningschef, der udsender sådanne dystre advarsler.

“Alle ‘multikulturelle’ samfund er dømt til at blive begravet i mere eller mindre dybe kløfter,” forklarer Brochand, som var en af de længst siddende direktører for DGSE, et agentur han ledede i seks år, og som er den franske ækvivalent til den amerikanske CIA og det britiske MI6. “I sådan en situation sker det, at minoriteter bliver voldelige vindere, og flertallet passive tabere.”

Brochand har en varieret baggrund. Han har været ambassadør i Ungarn og Israel, begge frontlinjestater.

Interviewet i Le Figaro fandt sted den 24. marts på baggrund af vedvarende optøjer i Paris’ forstæder. Der udkæmpes rene gadekampe mellem “de unge” og politiet. Brochand udsendte en lignende advarsel i juli 2019.

ANNONSE

Hans interview til Le Figaro  was published on March 24 blev offentliggjort den 24. marts i forbindelse med en ny brand i de franske etniske forstæder, især i Paris og Lyon. I de sidste to uger har byerne Sevran og Aulnay-sous-Bois i Paris’ forstæder været scener for ægte byguerillakrig, og lignende scener er set i Villeurbanne og Vénissieux i Lyons forstæder. Hver gang er det hændelser mellem politibetjente, der forsøger at håndhæve loven, og voldelige multi-vane kriminelle, der var den oprindelige årsag til optøjer, skyderier og ildspåsættelser, samt bagholdsangreb mod politiholdene, der blev indkaldt som forstærkninger.

Brochand ser håb i Eric Zemmour, som han håber, vil presse Marine Le Pen. Ingen kandidat har trukket så mange til massemøder som Zemmour: Titusinder på Trocadero-pladsen.

Franskmændene er grebet af passivitet. Hvis Macron bliver genvalgt, vil Frankrig fortsætte på en kurs, der peger mod borgerkrig. En immigration uden sidestykke, en historisk anomali, er blevet tilladt, men man nægter at anerkende det.

“For mit vedkommende,” insisterer Brochand, “hold jeg den type immigration, som vi har oplevet i et halvt århundrede, for at være en begivenhed ‘uden for kategori’ uden fortilfælde i vores historie. Og helt ærligt indrømmer jeg, at jeg ikke forstår, hvordan frie og oplyste folk stadig kan undervurdere dens alvor.”

Han siger, at de unge er grebet af postkolonial hævn, og woke- kulturen antænder sådan en reaktion og hamrer skyldfølelsen endnu dybere ind i værtslandet. De yngre generationer af ”unge” er endnu mindre integrerede end deres forældre.

Og alligevel, forklarer han, for at se alvoren i det “mangler man bare koldt at opregne dets karakteristika” og se på “påvirkningen af ​​det, der sker med os: De massive immigrationsstrømme, typen af ​​immigration, for det meste migrantbosættere, “fraværet af politisk og økonomisk regulering”, det faktum, at immigranter for det meste kommer fra lande uden for Europa og for en stor dels vedkommende er muslimer, deres “postkoloniale hævntrang”, deres “modvilje mod at blande sig” med franskmændene, deres “præferencer” for indgifthed, “deres” krystallisering i diasporaer, “deres fertilitetsrate, som er højere end franskmændenes, og frem for alt deres” ikke-tidssvarende udvikling over generationer”, dvs. det faktum, at yngre generationer født af immigranter er “endnu mindre integreret i det franske samfund end deres forældre.”

Myndighederne har tilladt dannelsen af ​​enklaver, der ikke er underlagt fransk lov. Det er det samme i alle vesteuropæiske lande, men politikerne vender blikket bort. De har overladt områderne til fremmede, fremmed kultur og fremmed lov. Det er ikke svært at se, hvad det fører til.

“Er det for sent?” spurgte Figaro-intervieweren ham. Brochands svar var: ”I hvert fald er det meget sent. Lad os se det i øjnene: Vi har ikke længere at gøre med spredte individer, det vil sige så mange ‘særlige tilfælde’, hver på jagt efter en bedre fremtid, men med diasporaer.” Nu, forklarer den tidligere DGSE-direktør, “er en diaspora en enhed, der er dannet af immigranter og deres efterkommere – herunder, altovervejende, franske statsborgere – som er grupperet sammen, og hvis antal når en kritisk masse, der er tilstrækkelig til, at socialt pres kan fremme opretholdelsen af oprindelseslandenes tro og levevis, som forholdet forbliver anspændt af. På denne måde dannes spontant mere eller mindre lukkede udenlandske enklaver, der vender værtslandet og dets skikke ryggen.”

Brochand kan ikke spille optimist. Han ser en apokalypse foran os. Det er en tung arv at efterlade efterkommerne.

»Selvom jeg nægter at opgive håbet, gør jeg mig heller ikke store illusioner om muligheden for, at myndighederne genvinder kontrollen over immigrationsstrømmene. Når vi ser, at programmet for den siddende præsident, som stiller op til sit genvalg, på ”fremragende” vis fortsætter med at ignorere emnet, kan man ikke andet end at reflektere over, hvor meget historien kan være uundgåelig og irreversibel, selv når den fører os direkte til de største ulykker. (…) Alle mine samlede erfaringer får mig til at forudse en mørk, og endda meget mørk, fremtid for vores børn og børnebørn. I bedste fald er de på vej mod et uanet sammenbrud af deres livskvalitet (en implosion); i værste fald fører vi dem til frygtelige konfrontationer (en eksplosion). Mest sandsynligt vil der være en kombination af de to, midt i en voksende frustration.”

Da Kent Andersen skrev en lignende sag i Dokument: Der loven ikke opprettholdes ”Hvor loven ikke opretholdes” blev SV’s Kirsti Bergstø så provokeret, at hun tog det op i ”Spørgetimen”. De vil skyde budbringeren.

France’s former intelligence chief warns against possible civil war due to mass immigration 

 

 

Oversættelse Karsten Søberg

ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle