Kommentar

Essayist, forfatter og journalist, Eric Zemmour er for tiden en af de mest omdiskuterede personer i folkemunde i Frankrig, dels fordi han overvejer at stille op som kandidat ved præsidentvalget i april 2022, men også pga hans seneste bog “La France n’a pas dit son dernier mot” som er en forrygende bestseller i Frankrig, der bliver revet væk fra hylderne, og som jeg kunne ønske kom på dansk.

Men også på fransk er den umagen værd at kæmpe lidt med, hvis man interesserer sig for franske forhold og fransk politik og dermed europæisk politik. Frankrig står ved en skillevej, tror jeg, og det vil få betydning for Europa, hvis det hele ramler dernede.

Bogen er inddelt i afsnit, som beskæftiger sig med det politiske røre i fransk politik trin for trin i årene 2006 til 2020. Zemmour er en knusende god fortæller, der giver forløbet en særlig personlig stil. Zemmour kommer vidt omkring, både hvad angår problemer i tiden spundet ind i interessante overvejelser om disse problemers historiske baggrund. Men bogen er også rig på indtryk fra hans private møder med politikere, kulturpersoner, mediefolk og diverse toneangivere ofte givet med et strejf af humor, men undertiden også med brod.

ANNONSE

Et telefonopkald fra Macron til Zemmour

Et særligt afsnit beskriver et telefonopkald fra Macron til Zemmour. Macron er venlig og høflig, “men farlig” tilføjer forfatteren. De har en længere samtale og holder den gode tone, hvor Macron så indrømmer, at hvis han talte som Zemmour, ville det udløse en borgerkrig. Men hvorfor har Macron da så længe undladt at slå til, kritiserer Zemmour. Som læser bliver jeg smittet af Zemmours irritation og genkalder mig flere fotos, hvor Macron igen og igen optræder for pressen i situationer, hvor han fjoller rundt. Underligt, men Zemmour skriver et sted, at Macron forsøger at favne bredt.

Men Zemmour har farlige fjender, og har levet under politibeskyttelse siden 2015. Har dog fået bank nogle gange.

De kommer som indvandrere, men de er erobrere

Indvandring, tilsyneladende hovedtemaet i fransk politik for tiden, vil helt sikkert komme til at stå øverst på dagsordenen, hvis Zemmour får indflydelse, for problemet har nu taget et omfang, hvor alle bør kunne se, at der skal ske en ændring meget snart, hvis Frankrig skal undgå en borgerkrig. De kommer som indvandrere, erkender folk, men de er erobrere. Franskmændene er bange nu, siger forfatteren, og mange synes at have forstået, at det er begyndelsen på en gradvis befolkningsudskiftning.

Ikke en dag går der uden vold, aggresioner, ildspåsættelse, angreb på politiet mv. begået af bander fra Mellemøsten og Afrika, og det gælder over hele landet selv i de mindste byer, skriver forfatteren. Det har vi læst om i årevis, men angrebene er nu begyndt at tage form af ren terror med regulær nedslagtning af tilfældige mennesker. Den islamiske civilisation har sat sin fod på europæisk jord og indført sæder og love som led en logisk kolonisering og møder ingen modstand.

Men hvorfor lader Europa sig så let islamisere?

Men hvorfor lader dele af Europa sig så let islamisere? Spørger vi alle. Det har en historisk forklaring, skriver Zemmour. De nuværende østeuropæiske lande bestod i en fjern fortid af klaner eller en slags nationer, som tog jord, før de opbyggede en stat. I Vesteuropa var det omvendt. Her var der først en form for statsdannelse, som så samlede revl og krat på stedet og gjorde dem til borgere. I det forhold ser Zemmour netop faren for Frankrigs overlevelse. For de, som kom under en stat, så den som en praktisk og beskyttende indretning, men uden større bevidsthed om deres egne rødder og historie og sammenhold.

Nu forstår vi bedre Zemmours modspiller, socialisten Jean-Luc Mélenchon – trotskisten ifølge Zemmour – som finder det unaturligt, at mennesker har kunnet sætte sig på et stykke jord generation efter generation og kalde det for deres land. Han har da også med stor tilfredshed konstateret forbudet mod Génération Identitaire, og nu vil han for en sikkerheds skyld creolisere Frankrig. Der er bare det, siger Zemmor, at de første creolere faktisk var hvide europæere. I øvrigt er han beskrevet nærmere ifm Zemmours møde med den arrige trold i en tv debat.

Eksplosion af analfabetisme, korruption og kriminalitet

Endnu en faktor bidrager til opløsningen af landet, og det er eksplosionen af analfabetisme og kriminalitet. Dertil kommer politisk korruption – læseren får ikke nærmere at vide – mens invasionen ligger på omkring 270.000 personer hvert år. Alene i Seine-Saint-Denis befandt sig i 2018 mellem 150.000 til 400.000 illegale indvandrere.

Zemmour kommer en del ind på begrebet skyld og giver os et langt og særdeles indgående afsnit om Maurice Papon, tidligere fransk finansminister, som senere blev anklaget og dømt for at have deltaget i deportation af franske jøder under Vichy regimet. Bærer Frankrig stadigvæk rundt på en skyld? spørger Zemmour. Og skal tidligere kolonimagter så også have skyldfølelser over fortiden?

Det franske selvhad

Zemmour frygter, at det har bidraget til det farlige selvhad, som han mener stikker dybt i den franske folkesjæl, som synes at have sit udspring langt tilbage i historien. Det forklarer han nærmere, men også om den skyld, der i dag pålægges enhver hvid, heteroseksuel – især – mand.

Men problemet med den hvide mand har feministbevægelserne for længst fået sat skik på, mener Zemmour. Mænd af anden etnisk herkomst er noget helt andet, ironiserer han. Ja hvorfor ikke lade Sean Connery’s afløser i James Bond være en brun eller sort mand? Og endnu bedre en kvinde, gerne lesbisk, foreslår Zemmour. Og da alle former for frihed er på mode lader vi alle frit vælge køn eller måske homoseksualitet som en livsstil.

Og mere om kvinder, for det var kvinder, der sad henholdsvis som dommere og anklagere i processen mod Zemmour for nylig. En forsamling, skriver han, hvis ubehøvlede opførsel fik ham til at sammenligne dem med en flok tøser på en chokoladebar, der udvekslede grin og var dus. At både skyldsspørgsmål og straf var bestemt på forhånd, er Zemmour ikke i tvivl om. Hans lovovertrædelse bestod da også i, at han i et par tv-debatter havde hævdet, at de fleste forbrydelser i Frankrig blev begået af visse indvandrergrupper.

Men så må vi huske på, hvad Europa skylder islam, bemærker Zemmour ironisk og henviser til en bog af Sylvain Gouguenheim med titlen: “Et si l’Europe ne devait pas ses savoirs à l’islam?” Og hvis Europa ikke skyldte Islam sin viden? jamen det manglede da osse bare, tillader jeg mig at ironisere.

Konklusion

Med titlen på bogen rejser Zemmour måske et spinkelt håb for Frankrig, og han vil med al sandsynlighed opstille som kandidat til præsidentvalget. Men svære overvejelser med tvivl og håb er gået forud for den endelige beslutning. Kan han fortsætte med at se bort fra den overvældende begejstring som strømmer imod ham og har styrket hans mod? Det føler han ikke længere han kan. Og så er han i øvrigt en brændende patriot.

En del af overvejelserne har handlet om Marine Le Pen, formanden for RN, som han har drøftet situationen med. For sandt nok kan man med hende forstå, at hvis Zemmour opnår 10% af stemmerne ved første runde – hvilket noget tyder på han gør – vill det kunne betyde, at Marine ikke kan stille op til anden runde. Og Marine tror ikke på Zemmours chancer.

Får han derimod op mod 13%, som han selv nævner, vil han måske kunne samle tropperne fra RN, og så vil det sandsynlig skabe uro i den øvrige sammenspiste politiske klasse, mener han. Og så ser han sig i øvrigt selv som et redskab for venstrefløjen med Mélechon i spidsen, der skelner mellem ondt og godt (Zemmour og socialisterne) og derved prøver at skore points, fordi de er i mindretal.

Til gengæld skulle franskmændene have givet udtryk for deres begejstring for Macron med hele 42%, siger officielle tal og et hadetal på 59% til Zemmour (min tilføjelse.) Det seneste regionalvalg viste imidlertid, at over 67% var blevet hjemme. Det må foreløbig forblive i det uvisse.
Bogen er ikke et valgprogram, selv om forsiden med foto af Zemmour på en baggrund af den franske trikolore kunne være en iøjnefaldende valgplakat.

Jeg ser bogen som forfatterens ønske om at præsentere sig og måske bringe et overblik over den modstand han nu skal kæmpe imod, “højreekstren og polemikeren” Zemmour, som han beskriver sig selv, hvis navn man helst ikke nævner højt, men som bliver brugt som skræmmebillede over for usikre vælgerne og endda for småbørn, der tænker ukorrekt, bemærker han et sted. Ja ja, tiderne skifter. Da jeg var barn, var det uhyret “Sorte” i Anders And vi frygtede.

Frankrig står igen over for en fjende, denne gang Islam. Tidlere var det engelske, spanske og tyske herrefolk, skriver Zemmour, og hver gang gik Frankrig ud med sine principper i behold, hvorpå deres nationale politik har hvilet. Og det vil også ske denne gang, noterer Zemmour.
—————————-
Eric Zemmour er 63 år, jødisk algier, men født og opvokset i en forstad til Paris, redaktør på le Figaro og ofte gæst i tv-udsendelser.

ANNONSE

Mest læst

Krigsguden kalder