Tavle

Det var åbenbart syvårsdagen for terrorangrebet på Lars Vilks Komiteen ‘s møde i Krudttønden i går. Det er ikke længere en dag, jeg ofrer særlig opmærksomhed.

Islamisk terrorisme har siden drabene på Finn Nørgaard og Dan Uzan kostet utallige mennesker livet. I en dansk kontekst kan man nævne Louisa Vesterager Jeppesen, der blev dræbt under en ferie i Marokko, og Anders Holch-Povlsen og hustruen Anne, der mistede børnene Alma, 15, Agnes, 12, og lille Alfred på fem år, da en muslimsk selvmordsbomber med tilknytning til Islamisk Stat sprængte sig selv i luften på det luksushotel på Sri Lanka, hvor familien Holch-Povlsen var indlogeret.

Der har været en syndflod af islamisk terror i udlandet og i dens kølvand hundredvis af ofre. Blandt andet har Frankrig været hårdt ramt af islamisk terrorisme. Terror udført af muslimske fanatikere er blevet hverdag – også i Europa.

Men i 2015 fyldte terrorangrebet på Krudttønden selvfølgelig meget. Jeg var ikke til stede i Krudttønden, da jeg var på ferie i New York med min datter.

Jeg havde været med til at arrangere mødet. Og efter angrebet blev jeg truet af, hvad der sandsynligvis var islamiske fundamentalister (efterforskningen førte ingen vegne), der ærgrede sig over, at jeg stadig var i live. Truslerne førte til, at jeg i et halvt år var under politibeskyttelse.

ANNONSE

Terrorangrebet på Krudttønden fik også et andet mere indirekte offer end Finn Nørgaard. Lars Vilks Komiteen gik kort efter angrebet op i sømmene. De personlige forskelle, der havde været medlemmerne imellem, i forhold til holdningen til islam blev nu et problem, hvor de tidligere havde været udtryk for en smuk diversitet i komiteen.

Niels Ivar Larsen og Jaleh Tavakoli trådte ud af komiteen. Mit indtryk var, at de havde fået granatchok efter angrebet på Krudttønden. Men Helle Merete Brix lagde også pres på dem for at få dem til at forlade komiteen. Efter Larsen og Tavakolis (og flere mere ubetydelige karakterers) exit var der kun islam-hardlinerne Mikael Jalving, Helle Merete Brix og undertegnede tilbage i Lars Vilks Komiteen.

Brix forlod komiteen, og hun havde vel en ambition om, at den skulle lukkes og slukkes med hendes afgang, men den “succes” ville jeg ikke give hende, da det var mig, der havde den oprindelige kontakt til Lars Vilks (ideen til komiteen var Helle Merete Brix’s). Mikael Jalving og undertegnede (de eneste, der ikke var til stede i Krudttønden, hvilket måske er en pointe i sig selv?) afholdt derfor endnu et møde. Det har Helle Merete Brix aldrig tilgivet mig, og hun kvitterede ved at sørge for, at jeg ikke blev inviteret til Lars Vilks’ begravelse i efteråret.

Mikael Jalving forlod komiteen efter en artikel i Weekendavisen, hvor Lars Vilks gav udtryk for, at komiteen var nedlagt. For min part fandt jeg det besynderligt, at medlemmer af en komite skal læse om dens eventuelle nedlæggelse i pressen fremfor at få direkte besked af den mand, hvis navn komiteen bærer.

Jeg har aldrig læst Weekendavisens artikel om den hedengangne Lars Vilks Komiteen, og jeg nægtede at udtale mig til artiklen. Det eneste fair havde selvfølgelig været, hvis Lars Vilks havde henvendt sig til Mikael Jalving eller mig personligt. Han havde både vores mailadresser og telefonnumre. Det skete ikke.

Derfor har jeg af princip holdt liv i komiteen, selvom man ikke kan beskylde den for at være overvældende aktiv. Bortset fra en prisuddeling til Søren Grinderslev, der endte i et næsten satirisk forløb (som pladsen ikke tillader, at jeg beskriver her – men det var ikke Sørens skyld!). Jeg har haft nok at gøre. Både med min egen kunst, mit familieliv og med min arbejdssituation (eller mangel på samme) til at have overskud til at holde reelt liv i komiteen.

Det korte af det lange er. Terroristerne vandt.

Omar El-Hussein (og hans tusindvis af sympatisører i Danmark) slog ikke bare Finn Nørgaard, Dan Uzan og de facto Lars Vilks Komiteen ihjel. De fik også ram på ytringsfriheden, der nu er reduceret til et spørgsmål om, hvor aben skal placeres.

Skal kunstnerne, medierne eller skolelærerne udfordre islams tabuer? De to første grupper har forlængst betakket sig. Nu prøver skolelærerne – forståeligt nok – at slippe ud af kniben.

Imens fortsætter politikerne importen af personer, der alt overvejende deler Omar El-Husseins tro og livssyn.

Finn Nørgaard og Dan Uzan døde forgæves.

*

Illustration: Erik K. Christensen: Kravler for livet

ANNONSE

Mest læst

Sådan bryder islam sammen

Russerne flygter fra Putin

Jyske oplysninger om USA