Kommentar

Mon de nogensinde lærer det? De amerikanere og deres ukritiske støtter i Danmark, som tror, at man kan indføre demokrati i et islamisk klansamfund med militærmagt. USA er gået fra det ene forsmædelige nederlag efter det andet under kostbare forsøg på at bombe sig til ”demokrati” i den ene mellemøstlige og nordafrikanske stat efter den anden. Man husker socialisten og pacifisten Villy Søvndal, der som udenrigsminister umiddelbart efter at være landet i det sønderbombede Libyen udtalte, at han ligefrem kunne lugte demokratiets mirakuløse tilsynekomst! Villy glædede sig til NU at skulle opbygge det libyske ”civilsamfund” og hjælpe de libyske kvinder. Hellige enfold!

USA´s regeringer har massevis af ”eksperter” som rådgivere – typer som Samanta Powers & Co, der er blevet undervist af politologer i teori om ”nation building” på et amerikansk universitet, men som er helt blanke på konkret historisk eller anden viden om de virkelige forhold i de kaotiske stater, de så gerne vil ”demokratisere”. Efter en pause under Trump er disse typer nu på vej ind i varmen hos den hjælpeløse Biden. Man kan se og høre disse ideologer og politiske aktivister under høringer i Kongressen, hvor deres synderegister rulles op, mens de med udenadlærte klicheer hyklerisk lover at denne gang vil det blive anderledes. Men de har intet lært.

Da Trump sagde, at USA først og fremmest burde bruge sine kræfter på at få løst de store og voksende problemer i USA og indstille de endeløse og udsigtsløse krige, blev han mødt med frådende kritik: Manden forstod ingenting, var dum og indskrænket samt racist og nazist. Nu, hvor Bidens krigsparti omsider synes at have lært lektien, er kritikken forstummet. Tilbage er de tusinder tabte menneskeliv og de enorme økonomiske og materielle omkostninger.

ANNONSE

Danmark har mistet over 40 unge soldater i Afghanistan og skal være det NATO-medlem, der har lidt de forholdsvis største tab. Man må håbe, at de, der kom helskindet hjem, kan bruge deres dyrekøbte erfaringer i kampen mod islam i Danmark.

Køb Lars Hedegaards nye bog her!

ANNONSE