Jeg bloggede om venstreradikale Harald Toksværd sidste år. En ung forfatterspire, der som søn af skuespiller Andrea Vagn Jensen indirekte har levet af statens filmstøtte. Det gør ham dog ikke venligt stemt overfor nationalstaten, og det gør næsten ondt på ham, at danskerne i disse dage giver den som stolte nationalister. Rød-hvide farver i det offentlige rum redder ikke Danmark, men en følelse af nationalt sammenhold blandt unge danskere, er ikke desto mindre en start. ‘Vi er danskerne – Vi er danskerne!’, lød det taktfast på torvet i Middelfart, lørdag aften. Det kunne være meget værre.

Venstreloonistisk kommentar af Harald Toksværd i Politiken – Ung forfatter: Dannebrog er et forpestet symbol på en ekstremistisk ideologi.

“Der lader til at florere en mere eller mindre alment accepteret tese om, at nationalismens spøgelse opløses, når der er landskamp. Det er det ene tidspunkt, hvor der ingen grænser eksisterer for, hvor brændende intenst man kan identificere sig med et æterisk nationalgespenst i stedet for sig selv som menneske i verden, for nu handler det sgu om vores drenge.

… Det er dog ikke kun til EM, man skal møde den dagligdags, banale nationalisme. I Danmark er vi glade for vores magiske stykke farvet sejldug i en sådan grad, at end ikke hyperpatriotiske forbilleder som USA kan følge med. Vi plastrer det på fødselsdagskager, studenterfester, nytårsfejringer og juletræer. Det rød-hvide korsmotiv er ætset ind i vores kranier fra den dag, vi lærer at kende ét billede fra et andet.

Det er definitionen på Noam Chomskys konstruerede samtykke – ingen fejring, ingen mærkedag kan slippe fra at skulle legitimere nationalstaten med al den bagage, der dertil hører. Fra fødslen indskrives man ufrivilligt i det kunstige, reaktionære fællesskab, man så kan bruge resten af livet på at kæmpe sig fri af.

Og nu går diskussionen så igen på, om ikke danerfanen kan vristes ud af den spirende etnonationalismes (læs: nyfascismes) slimede kløer. Om ikke det kan blive et fælles pejlemærke i stedet for endnu en splittende faktor i vort håbløst polariserede samfund. Er der dog intet, vi kan være sammen om længere? Svaret er jo, måske. Det bliver bare aldrig Dannebrog.

… et symbol kan aldrig endegyldigt renses, hverken fra dets kontekst eller historie. … Det repræsenterer stagnering og entropi, og for stadig flere den afsky og umenneskelighed, der altid vil være indlejret i nationalismens dna. Dannebrog er farvet rødt af de fremmedes blod, og hvidt af vores egen påtagne renhed.“