Kommentar

Kouachi-brødrene der likviderede Charlie Hebdo-redaktionen

Mens generalernes brev blev begravet af den franske regering og den selvproklamerede elite, og præsidenten bekræftede, at for ham var indvandringen og multikulturen en chance for Frankrig, selv om landet hver dag går mere og mere i opløsning, så er virkeligheden snarere som en fransk officer, der kalder sig Francois, beskriver i et interview med netavisen Galia Daily.

Det denne officer siger, er hvad de fleste militærfolk tænker både dem i aktiv tjeneste og  blandt de pensionerede. Men de magtfulde mediers misinformation er så overvældende, at det franske folk ikke har skyggen af anelse om den tragedie, som venter og det helvede de unge galler-generationer vil opleve.

Vore børns fremtid står i konfrontationens og hadets tegn mellem befolkningerne i det samfund, som før udgjordes af et fredeligt fællesskab, fordi eliterne nu i 40 år har nægtet at indrømme, at det ikke kan lade sig gøre at blande kulturerne, og fordi  de altid nægter at erkende, når de har taget fejl.

ANNONSE

 

“En borgerkrig er uundgåelig”, siger en anonym franske officer, Francois, som her lader sig interviewe til netavisen Galia Daily.

Som vi ved, underskrev omkring 40 generaler og mere end 20.000 soldater og franske officerer for et par uger siden et åbent brrev til regeringen, som  skabte stort postyr i Frankrig.

I denne stilfærdige tekst, som dog alarmerede præsidenten og hans ministre, kaldte de regeringen til handling over for de farer, som truer med at føre til borgerkrig i Frankrig. Dette brev har siden fået meget blæk til at flyde, og nogen har ment at se en tendens til et statskup, mens andre blot så en mulighed for at få genoprettet ro og orden.

Imidlertid kan de fleste observatører indse, at Frankrig på en eller anden måde er i gang med at ændre sin historie, hvilket i øvrigt gælder hele Europa, og dette brev indskriver sig som en del af denne dynamik. Derfor har Galia Daily (GD) inviteret denne franske officer for at diskutere disse spørgsmål.

Interview:

GD: Hr. Kommandant, kan De sige os, hvorfor generalerne efter Deres mening har haft behøv for at skrive dette brev og hvorfor lige nu?

F: Jeg mener, at hæren har lidt under tavshedspligtens byrde alt for længe. Vi har pligt til forbeholdenhed og neutralitet, og vi har ikke ikke ret til at udtale os, men det betyder jo ikke, at vi ikke har vore meninger.

Jeg vil sige tværtimod, så har fransk militær og især en officer en langt klarere og realistisk vurdering af landets situation end mange civile borgere. Militæret ser klart det skråplan, vort land er slået ind på, og brevet udtrykker klart, at vi styrer direkte mod en eklatant voldelig situation i landet. 

Som en del af landets forsvar og med pligt til også at bevare roen og tænke på sin egen fremtid er det en tortur ikke at have ret til at slå alarm. Når republikken forlanger tavshed af os, er det som at forlange tavshed af en far, som ser sit barn i færd med at sluge en død fisk. Militæret har haft tavshedspligt, men nu synes jeg det går for vidt, og det må stoppe, for vi står ved en afgrund.

GD: Finder De selv indholdet af brevet for alarmerende? Overdrevet? Hvad mener De selv om substansen af brevet?

F: Jeg mener det er koldt og profetisk, og derfor forstyrrende. Men jeg tror, at den del af brevet, hvor de ældre militærfolk udtrykker sig om krigen som kommer og ofrene til følge, er det mest slående og det mest foruroligende.

For på en eller anden måde opfordrer brevet os til at springe ind i fremtiden i fantasien og forestille os hvordan det bliver. Lad os derfor forestille os gaden vi bor i med brændende og væltede biler, en stank af lig, en nabo der hænger i en lysmast eller ligger død på fortovet med knust ansigt. Lad os forestille os, at NATO’s køretøjer holder på torvet for at opsamle flygtninge fra krigen, og at kirken er inddraget som våbenlager.

Dette brev er ikke kun et brev. Det er et mentalt billede af den nærmeste fremtid i vort land som nu er ødelagt af krigen. Men ingen vil have denne vision i hovedet. Imidlertid er det sådan, at visse personer har sværget på at ville ødelægge de personer, som ved at skrive dette brev har bragt  visionen ind i deres liv.

Jeg finder ikke dette brev ekstremt, tværtimod så synes jeg, at det er meget behersket. Med al respekt for vore ældre så ser det ud som om alderen har gjort dem milde og pæne – måske for meget. Situationen er langt mere alvorlig, end vore ældre borgere vil høre på.

GR: Vi ved, at dette brev er skrevet og underskrevet dels af pensionerede militærfolk og officerer i aktiv tjeneste. Man kan vel spørge, om indholdet af brevet repræsenterer en isoleret gruppe blandt ældre militærfolk eller dem i aktiv tjeneste?

F: I hæren vil der være dem, som ikke har en eneste mening om noget som helst, og der vil være dem, som har en mening om alt. Der har naturligvis været diskussioner om det, men der er stor enighed og opbakning.

Stort set alle de unge ledere i hæren, fremtidige sergenter, løjtnanter, koloneler og generaler er bevidste om, at Frankrig er ved at bryde sammen. Men især er de bevidste om, at landet går imod en krig. Det er et emne, vi taler helt åbent om og meget ofte.

Der vil naturligvis altid være soldater og officerer, som ikke er enige i brevet. I en hær er der 300.000 mand, så det er statistisk åbenlyst. Men som jeg har sagt er den store majoritet enige. Også fordi nedbrydningen er åbenlys.

Og til spørsmålet om, hvorvidt de unge soldater er under påvirkning af deres ledere, så kender de fleste af dem ikke engang navnet på deres overordnede, og de kender for det meste heller ikke generalerne og officererne, som har underskrevet brevet. Og som jeg har sagt, så er brevet ikke en appel til soldaterne, men til politikerne og pressen.

Nu er det så kommet der til, at politikere og medier anklager og vil straffe budbringeren,  mens andre har et håb om, at generalerne vil handle.

Men forvent intet af disse generaler eller af hæren generelt. Der vil ikke ske noget fra den kant. Dette brev var et råb om at være på vagt og ikke noget militært komplot, hvor der sidder nogen i mørket og forbereder et statskup for at redde Frankrig.

Det er meget tænkeligt, at den franske befolkning en dag af en eller anden grund begynder at bevæge sig på et mere eller mindre klart grundlag. Og så er det meget muligt, at hæren når vinduet én gang er åbnet, vil benytte sig af det og vil tynge med al sin vægt på den ene eller anden side.

Men jeg tvivler på, at hæren kan have nogen lederrolle. For ikke mere end 100 år siden spillede hæren en rolle endda en afgørende rolle. Men De må ikke forvente noget fra hæren eller generalerne i øjeblikket.

Jeg ved, det er hårdt at vente, og man vil gerne tro på, at en eller anden klog person blandt vore forfædre sidder et sted og våger over os. Men for øjeblikket har de soldater, som har underskrevet brevet, udspillet deres rolle. De har talt på hærens vegne og råbt franskmændene op. 

Great Reset/ Den store udskiftning

I generalernes brev nævnes problemerne med indandringen, med anarkiet og den agressive antiracisme, som kommer fra venstrefløjen. Hvad mener De om det?

Analysen er korrekt nok der, hvor problemerne henføres til “islam, immigration og  antiracisme”, som klart udgør en trussel. Men det er vel en fejl, når generalerne ikke identificerer hvem det er, der bliver truet. Hvad mener De om det?

F: Det, som er truet, er ikke de “republikanske værdier”, eller de franske love, eller det parlamentariske system eller den såkaldte sammenhængskraft. Det, som er truet, er nationen Frankrig. Det er det franske folks ret til at bestemme over deres territorium og at leve der. Eller sagt på en anden måde: Det der er truet, er den oprindelige indfødte franske befolkning.

De trusler, generalerne taler om, er noget helt konkret i den absolut hidtil ukendte udvikling i landets historie. Det er en stærk, dominerende og ubesejret nation, som  nu afgiver sin magt og beslutter sig for at anskaffe problemer, som kan besætte landet. Herved er landet blevet svækket og desuden skyldbetynget på grænsen til demografisk selvmord. Frankrig er ikke blevet angrebet, landet bliver ikke myrdet af en stærkere fjende. Det begår selvmord.

Men selvmordets karakter i vores aktuelle situaation fjerner ikke ansvaret hos eliterne eller den nye befolkning, som er arriveret. Den, som slår en mand i ryggen, fortjener rebet. Den som slår en mand, der ligger ned, fortjener rebet. Eliterne og lobbyister er skyldige i forræderi og for at slå Frankrig i ryggen. De indvandrede nye koloniherrer er skyldige i at slå en land, som allerede ligger ned.

Det er denne debat som burde være i centrum på den offentlige scene, og det er denne tabuiserede debat, som ikke er fremkaldt af generalerne. Den raciale spænding, som er begyndt, vil ende i en yderste krise.

Det spørgmsmål, som rejser sig i det 21 årh. er, om den oprindelige franske befolkning endnu vil have et land ved næste århundredeskifte. Så enkelt kan det siges. Alle andre debatter er udenom snak.

Alle er bevidste om, at den demografiske udskiftning er en realitet. De, som nægter eksistensen af dette fænomen, ved det også. Så hvis de nægter, er det udelukkende med det formål at forlænge tiden før udslettelsen sætter ind og håbe på, at befokningen ikke vågner.

Lad os forestille os, at regeringen i morgen sagde. “Vi er forkæmpere for Den store udskiftning, og for at den oprindelige befolkning forsvinder. Hvilken fordel ville det ikke være for vort land!” Men det er imidlertid lige præcis den politiske kurs regeringen fører. Et regeringsmedlem ved udmærket godt, at den oprindelige franske befolkning eksisterer, og at den er i færd med at forsvinde.  

————————

Konklusion

For tiden er debatterne barnlige og hykleriske over hele linjen, mens situationen  bliver mere og mere spændte og radikaliseret, efterhånden som franskmændene forstår, at det ikke kun drejer sig om en teoretisk debat, men om at det er deres liv som individer og som folk det gælder.

https://ripostelaique.com/la-guerre-civile-est-inevitable-selon-un-officier-francais.html

 

 

Køb Lars Hedegaards nye bog her!

ANNONSE