Den 25. februar lagde den anerkendte epidemiolog professor Didier Raoult, der leder Marseille Universitetshospitals Institut for Infektionssygdomme (Méditerranée Infection) – et af de største europæiske forskningscentre inden for epidemier og pandemier – en video på nettet: “Coronavirus: Towards a way out of the crisis”. Han fortalte her, at han havde fundet en behandling, der hurtigt ville kunne gøre en ende på pandemien: hydroxyklorokin (et malariamiddel, der er blevet brugt siden 1949) og azithromycin (et almindeligt brugt antibiotikum), der allerede havde helbredt 24 patienter.
Frankrig er et af de tre europæiske lande, der er hårdest ramt af COVID-19 – de andre lande er Spanien og Italien. Den 9. april døde 1.341 personer i Frankrig af det kinesiske kommunistpartis virus. I Italien, det foreløbigt hårdest ramte europæiske land, var antallet af døde den 9. april 610; i Spanien var det 446 og i Tyskland 266. Mens pandemien har stabiliseret sig i Italien og Spanien – og tilsyneladende er inddæmmet i Tyskland – ser den i Frankrig ud til fortsat at brede sig.
Myndighedernes ekstremt dårlige beslutninger skabte en smittesituation, der er mere ødelæggende, end den burde have været.
Den første dårlige beslutning handler om, at grænser, i modsætning til EU’s fantasier, ser ud til at gøre en forskel. Frankrig lukkede aldrig grænserne og lod i stedet et stort antal potentielle smittebærere komme ind i landet. Selv da det blev klart, at pandemien antog katastrofale propertioner i Italien, forblev Frankrigs grænse til Italien åben. I modsætning hertil forbød den italienske regering den 10. marts franskmænd at komme ind i Italien og italieneres udrejse til Frankrig, men i skrivende stund har Frankrig ikke opsat nogen grænsekontrol.
Situationen er den samme ved Frankrigs grænse til Spanien på trods af den forfærdelige situation der. Det har siden den 17. marts været praktisk talt umuligt at rejse fra Frankrig til Spanien, men det er let at komme til Frankrig fraSpanien: Man skal bare vise en politibetjent noget legitimation. Det samme gælder for Frankrigs grænse til Tyskland. Tyskland lukkede den 16. marts sin grænse til Frankrig, men Frankrig nægtede at gøre det samme ved sin grænse til Tyskland. Da en fodboldkamp fandt sted den 26. februar mellem et fransk hold og et italiensk hold i Lyon, der er den trediestørste by i Frankrig, var der 3.000 italienske fodboldtilhængere til stede, selv om patienter allerede strømmede til Italiens hospitaler.
Frankrig lukkede aldrig sine lufthavne; De er stadig åbne for “EØS-statsborgere, schweizere, passagerer med et britisk pas og dem, der har opholdstilladelse i Frankrig” samt sundhedspersonale. Tidligere, indtil slutningen af marts, blev folk fra Kina ikke engang underlagt et helbredstjek. Franskmænd bosat i Wuhan – byen, hvorfra pandemien begyndte – blev repatrieret med et militærfly, og ved deres ankomst til Frankrig blev de sat i karantæne. Air France indstilledesine flyvninger til Kina den 30. januar, men de kinesiske og andre luftfartsselskaber fortsatte med at flyve fra Shanghai og Beijing til Frankrig.
Den franske præsident Emmanuel Macron sammenfattede Frankrigs officielle position vedrørende denne praksis således: “Virusser kan ikke pas”. Franske regeringsmedlemmer gentog det samme dogme. Enkelte kommentatorer mindede dem om, at virusser rejser med smittede mennesker, der kan standses ved grænser, og at grænser er vigtige for at standse eller bremse udbredelsen af en sygdom, men indsatsen var forgæves. Macron endte med at sige, at Schengen-områdets (26 europæiske lande, der officielt har nedlagt al indbyrdes pas- og grænsekontrol) grænser ikke kan lukkes, og han rasede over, at andre europæiske ledere genindførte grænsekontrol mellem Schengen-områdets medlemslande. “Det, der står på spil”, sagde han, der tilsyneladende er mere optaget af “det europæiske projekt” end af millioner af menneskers liv, “er det europæiske projekts overlevelse.”
Der blev truffet flere dårlige beslutninger i den katastrofalt dårlige ledelse af bestræbelserne på at bekæmpe pandemien.
I begyndelsen af marts, da folk i stort tal begyndte at blive indlagt på hospitalerne, advarede læger og sundhedspersonale om, at de ikke havde nok masker og påpegede, at det, at arbejde uden noget beskyttelsesudstyr, udsætter dem for stor fare. Journalister opdagede hurtigt, at Frankrig i 2013 var i besiddelse af et lager på flere millioner masker, men at regeringen havde besluttet at ødelægge dem for at reducere udgifterne til opmagasinering. Der var i januar 2020 stadig nogle få hundredtusinde masker tilgængelige, men den 19. februar besluttede præsident Macron at sende dem til Wuhan som en “solidaritetsgestus over for det kinesiske folk”
Den franske regering annoncerede dengang, at der snart ville være masker, men i slutningen af marts havde de fleste læger og sundhedspersonalet stadig ingen masker. Flere læger blev syge. Den 10. april var i alt otte døde af COVID-19 og flere andre var i en kritisk tilstand. Den 20. marts havde regeringens talsmand Sibeth N’Diaye fejlagtigt hævdet, at “masker er i bund og grund ubrugelige”.
I slutningen af februar havde Frankrig stort set ingen tilgængelige testkit og ingen mulighed for at producere dem. Regeringen besluttede at købe testkit i Kina, men den 19. marts var antallet af testkit stadig utilstrækkeligt. Mens Tyskland udførte 500.000 test per uge, var Frankrig kun i stand til at udføre 50.000.
I stedet for at indrømme, at man ikke kunne skaffe testkit og at regeringen havde håndteret situationen dårligt, annoncerede den franske sundhedsminister Olivier Veran, at testning i stor skala var nyttesløs og at Frankrig havde valgt at “fortsætte på en anden måde”.
Der var planlagt afholdelse af kommunalvalg den 15. marts, og det fandt stedpå trods af corona og på trods af den kendsgerning, at mange læger advarede om, at valglokaler var smittesteder. Ganske rigtigt: I de følgende dage strømmede hundredvis af valgtilforordnede til hospitalerne. Præsident Macron holdt den 16. marts en tale, hvori han erklærede, at “Frankrig er i krig” og at Frankrig den følgende dag, den 17. marts, ville blive lukket ned.
Frankrig er stadig lukket ned, og regeringen har besluttet at forlænge nedlukningen på ubestemt tid. Reglerne er strenge. Franskmændene må kun forlade deres hjem i en time om dagen for at købe ind højst en kilometerhjemmefra, og de skal kunne fremvise en skriftlig tilladelse til politiet, der patruljerer i gaderne. Enhver, der befinder sig på gaden uden tilladelse, får en bøde på 135 euro (1.000 kr.) første gang, 1.500 euro (11.200 kr.) anden gang, og efter tre lovbrud kan vedkommende idømmes seks måneders fængsel. Ethvert møde med en person udenfor husstanden er forbudt.
Størstedelen af befolkningen følger forordningerne, bortset fra i ghettoområderne. Politiet har fået besked på at vende det blinde øje til, hvad der sker der. Ghettoområdet i Seine Saint Denis har for eksempel 63% højere dødelighed end resten af landet.
Det er ikke ligefrem nogen hemmelighed, at det heller ikke inden pandemien gik så godt for den franske økonomi. Væksten var knapt nok over nul, og der var høj arbejdsløshed. Nu er den franske økonomi fuldstændigt standset. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan situationen vil være efter pandemien.
Næsten alle franske hospitaler er nu fuldt belagte; patienter venter i senge på gangene. Frankrig havde den 18. marts kun 5.000 ventilatorer, så man påbegyndte “triagerings”-procedurer: nogle patienter overlevede, andre gjorde ikke på grund af manglende behandling.
Der udbrød en skandale. Agnes Buzyn havde været sundhedsminister indtil den 16. februar, og hun stillede herefter op til borgmesterposten i Paris, men tabte den 15. marts. Hun udtalte den 18. marts: “Jeg vidste, at en tsunami [hermed mentes der formodentlig en dødbringende pandemi] ville ramme Frankrig”. Hun tilføjede, at hun havde fortalt præsident Macron alt i januar. Marine Le Pen, der er formand for Frankrigs største oppositionsparti: National Samling, sagde straks, at “ved at forholde sig tavst om en foruroligende situation opførte Agnes Buzyn sig samvittighedsløst”. Le Pen tilføjede: “Hvis Agnes Buzyn taler sandt, har regeringen og præsident Macron udvist grov pligtforsømmelse, og sagen skal for en domstol.”
En endnu vigtigere skandale brød dog ud inden da. Den 25. februar lagde den anerkendte epidemiolog professor Didier Raoult, der leder Marseille Universitetshospitals Institut for Infektionssygdomme (Méditerranée Infection) – et af de største europæiske forskningscentre inden for epidemier og pandemier – en video på nettet: “Coronavirus: Towards a way out of the crisis”. Han fortalte her, at han havde fundet en behandling, der hurtigt ville kunne gøre en ende på pandemien: hydroxyklorokin (et malariamiddel, der er blevet brugt siden 1949) og azithromycin (et almindeligt brugt antibiotikum), der allerede havde helbredt 24 patienter.
Frankrigs nye sundhedsminister, Olivier Veran, sagde straks, at professor Raoults erklæringer var “uacceptable”. Der fulgte nu en hård lægefaglig og politisk kamp. Flere læger tæt på præsident Macron gav Veran ret og tog afstand fra Raoult. Nogle hævdede endda, at han var en “charlatan” og glemte tilsyneladende, at professor Raoult indtil da havde været anset for at være en af Frankrigs mest fremragende epidemiologer. Andre læger sagde, at Raoult havde ret og støttede hans konklusioner.
I et forsøg på at kvæle kontroversen autoriserede den franske regering ved dekret professor Raoults behandling på “militærhospitaler” til “patienter, der er i sygdommens akutte fase”, men de forbød praktiserende læger at udskrive hydroxyklorokin. Professor Raoult svarede, at behandlingen kun er effektiv, hvis den gives “inden sygdommen når sin akutte fase“. [Kursiv er tilføjet]
Regeringen iværksatte et klinisk forsøg, men professor Raoult sagde, at “forsøget ikke er baseret på den behandling, som jeg bruger, og det er dømt til at mislykkes.”
Raoult offentliggjorde den 10. april data, der viste, at han havde behandlet og helbredt 2.401 patienter. En nylig international meningsmåling blandt flere tusind læger bedømte hydroxyklorokin til at være det “mest effektive terapi” til bekæmpelse af COVID-19. Den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) har med en “særlig udleveringstilladelse” godkendt brugen af hydroxyklorokin, mens man afventer resultaterne fra videnskabelige forsøg, der forventes afsluttet om “et år eller halvandet år”.
Philippe Douste Blazy er professor i medicin og tidligere fransk sundhedsminister. Han har givet udtryk for, at “Emmanuel Macron og den franske regerings obstruktive opførsel ‘var “kriminel”‘. Han tilføjede, at “den af professor Raoult foreslåede behandling giver positive resultater” og at “Frankrig snart bliver det sidste land, der nægter at lade læger bruge hydroxyklorokin”. Han iværksatte herefter en underskriftindsamling, der opfordrer regeringen til at ophøre med at obstruere brugen af behandlingen. Blandt underskriverne er tusinder af læger og professorer i medicin samt flere tidligere sundhedsministre.
Den af professor Raoult anbefalede behandling kan stadig ikke udskrives af Frankrigs praktiserende læger. Macron bekendtgjorde den 28. marts et dekret, der giver læger lov til at anvende Rivotril (clonazepam) for at “lindre lidelserne hos patienter med åndedrætsbesvær”. Clonazepam sænker vejrtrækningsrytmen og kan føre til respirationsstop. Den anerkendte narkoselæge Christian Coulon skrev følgende tweet:
“Aflivning af vores ældre, der lider af nedsat åndedrætsfunktion. Ja, de besluttede [at gøre] det. Som læge piner det mig meget.”
Lægen Serge Rader forklarede den 3. april i radioen, at mange ældre borgere på plejehjem, som får COVID-19, ikke kommer på hospitalet, fordi hospitalerne er overbelastede; De får i stedet en indsprøjtning med Rivotril og dør alene i deres bolig. Mange andre læger udtrykker deres rædsel på de sociale medier men tilføjer, at de er magtesløse.
Konsekvensen er, at frygten og vreden er steget markant i befolkningen og føjer sig til den bekymring, som pandemien og den strenge nedlukning har foranlediget.
Den franske advokat Regis de Castelnau skriver i det centrum-venstreorienterede magasin Marianne:
“Vores lederes opførsel har været præget af forsømmelighed, skødesløshed og kynisme, og mange af deres handlinger kalder på en håndhævelse af straffeloven. Bevidst at udsætte andres liv for fare og undladelse af at hjælpe mennesker i fare er oplagt… I krig bliver generaler, der dømmes inkompetente, sommetider skudt. Præsidenten og andre embedsfolk er udmærket godt klar over det, og de skal vide, at de vil blive holdt ansvarlige.”
Økonomer forventer, at Frankrigs BNP for andet kvartal af 2020 vil være i frit fald. Økonomen Emmanuel Lechypre siger: “Frankrig kommer ind i en meget alvorlig økonomisk tilbagegang…. Vi har aldrig oplevet noget lignende, og landet bliver aldrig det samme.”
En meningsmåling viste for nylig, at 70% af franskmændene mener, at regeringen ikke fortæller sandheden, og 79% mener, at regeringen og præsidenten ikke ved, hvor de er på vej hen.
Frankrig var inden pandemien på randen af kaos. Fra det øjeblik, hvor præsident Macron blev valgt, har der i Frankrig ikke været en eneste uge uden uroligheder. “De gule vestes” oprør varede 70 uger og var akkompagneret af uroligheder. En strejke mod en reform af det fallente franske pensionssystem, der begyndte i december 2019, varede ved indtil fremkomsten af pandemien.
Den 27. marts sagde Macron i en truende tone, at dem, der kritiserede hans håndtering af pandemien, var “uansvarlige”, og at han ville huske “dem, der ikke levede op til hans forventninger”.
Den 1. april skrev skribenten Ivan Rioufol følgende i Le Figaro:
“Ikke alene tager præsidenten fejl, men han løj og lod andre lyve. Han og hans team er skyldige. Den officielle tale formåede ikke at forholde sig til situationens alvor. Talen benægtede i absurd grad det nyttige ved nationale grænser… Det er regeringen, der gentog – indtil de hævdede det modsatte – at masker og test er nyttesløse. Det er staten, der opretholder en uforståelig forvirring hvad angår klorokin…. Den tavshedslov, som Macron gerne ville kunne gennemtvinge, er helt uholdbar.”
Dem, der er ved magten i Frankrig, virker i dag mere ignorante end inden pandemien. Frankrig ser desværre i stigende grad ud til at nærme sig en fiasko.
De etablerede medier i Frankrig behandler Kina yderst høfligt. Der er ingen journalister, der vil minde offentligheden om, at pandemien begyndte i Wuhan i Kina. Journalister siger, at USA befinder sig i en vanskelig situation og viser New Yorks hospitaler, som om amerikanernes lidelser ville lette franskmændenes lidelser.
Frankrigs etablerede medier burde kæmpe hårdere for, at læger skal kunne udskrive hydroxyklorokin sammen med azithromycin og zinksulfat. De franske medier burde også være mere opmærksomme på det beskidte spil, som Kina spiller. Den 5. april begyndte der at komme rapporter om, at Kina tilbage i januar, inden landet lod verden vide, at der var et problem, bevidst var begyndt at lyve om situationen. WHO gentog den 14. januar 2020 i et tweet Kinas løgn:
“Undersøgelser foretaget af de kinesiske myndigheder har ikke fundet nogen tydelig evidens for smitteoverførsel fra menneske til menneske af den nye #coronavirus (2019-nCoV) identificeret i #Wuhan, #Kina”
I mellemtiden afslørede Maria Bartiromo på Fox News, at Kina, inden de advarede verden om coronakrisen, var begyndt at sætte sig på markedet for medicinsk udstyr. Kina købte for 2 mia. dollar (2,6 mia. kr.) medicinske masker – Kina fremstiller halvdelen af verdensforsyningen; hvorfor ville de indkøbe dem? – såvel som for flere hundrede millioner dollar andet medicinsk udstyr. Rapporter fastslår nu, at Kina forlanger betaling fra Italien for doneret medicinsk udstyr, som Italien havde givet Kina, og som Kina nu vil have Italien til at købe tilbage.
Det ville ikke gøre noget, hvs de franske medier udviste noget mere medfølelse, var mere betænksomme i deres udtalelser, bekymrede sig mere om deres eget samfund og tænkte på måder at behandle den økonomiske og politiske dysfunktion, der slap en så ufattelig rædsel løs.
Guy Millière er professor ved Universitetet i Paris og forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.
