Kommentar

Covid er en mild pandemi sammenlignet med pesten, der hærgede middelalderen. Men myndighederne har reageret som om det var den sorte død, de stod overfor. Vores åndelige modstandsdygtighed er dårlig. Vi er let besejret. Vores fjender har sandsynligvis bemærket det. Læs: Kina. Maleri: Pest af Manzanedo

Et år med koronaen har lært os at den ikke forsvinder hurtigt, og at den ikke har høj dødelighed. Så kan de massive nedlukninger ikke fortsætte. Nu beskytter vi det organiske liv krampagtigt ved at ødelægge samfundet og give afkald på tingene som giver livet mening. Det er absurd.

Da de vestlige lande for omtrent et år siden indførte smitteforebyggende tiltag af en art som greb dybt ind i livet på de fleste af os, satte der sig et indtryk af at de forsagelser folk blev påtvunget, var presserende, men også midlertidige.

ANNONSE

Tiltagene var ganske rigtig presserende, egenskaberne ved det nye koronavirus var langt henad vejen ukendte, samtidig med at det spredte sig hurtigt. I starten vidste man kun lidt både om dødelighed og behandlingsformer, og varsomhedsprincipper tilsagde resolut handling. Ansvarlige myndigheder kunne ikke risikere massedød som følge af ukontrolleret spredning og et overbelastet sundhedsvæsen.

Den kolossale indsats for at udvikle vacciner har også næret troen på at undtagelsestilstanden, vi alle lever i, ville blive midlertidig.

Nu da et års tid er gået, fremstår situationen i et nok så anderledes lys.

Vi ved i dag at virussets dødelighed er forholdsvis lav. Med undtagelse af de allerældste og af bestemte sygdomsgrupper er dødeligheden særdeles lav, om end langtidsvirkningerne efter koronasygdom ser ud til at være både slemmere og hyppigere end efter en sædvanlig influenza.

Vi kan også være nok så sikre på at virusset ikke kommer til at blive nedkæmpet eller forsvinde af sig selv lang tid endnu. Vaccinerne ser ud til at være mindre effektive mod mutationer, og det syner kun lidt sandsynligt at gentagne massevaccinationer vil kunne holde trit med virussets udvikling og hærgen.

Dermed brister en forhåbning: Det lader sig ikke gøre at bekæmpe pandemien definitivt og nogenlunde hurtigt med midlertidige tiltag. Stadig flere fagfolk antyder at vi må leve med virusset længe.

Den myndighedsperson som i dag måtte driste sig til at sige at alt vil blive godt bare vi holder ud med restriktioner lidt endnu, ville således stå uden troværdighed. Et sådan udsagn er i dag at regne som psykisk tortur.

Så hvad gør man?

Det er nok så oplagt at det ikke går an at fortsætte i flere år med kun begrænsede tidsrum af en slags normalitet, som nu og da afløses af massive nedlukninger – hvor både de «normale» perioder og undtagelsestilstandene er af varierende og uforudsigelig længde.

Man kan leve med dette en stund, men ikke meget længe. Noget sådan vil ganske enkelt ødelægge samfundet og menneskene det består af. Observationerne som peger i den retning, er efterhånden for talrige til at lave en fortegnelse over.

Tiden er derfor moden for en radikalt anderledes koronahåndtering.

De, som kun løber en lille risiko, bør få lov til at leve mest mulig normalt, og personer i risikogrupperne som ønsker at beskytte sig maksimalt, bør få lov til det. Dette betyder ikke at den førstnævnte gruppe bør være skødesløs eller afvikle alle forsigtighedstiltag, men at mest mulig normal adfærd og virksomhed genoptages. Man må rejse til nogle lande, som formår det for at lære hvordan.

Myndigheder vil vægre sig for en sådan strategi, vel vidende om at dødstallene ville stige. Hvis man ikke måler succes med andet end dødstal og antallet af sygehusindlæggelser, ville det også fremstå som en fornuftig vægring.

Men samfundets evne til at opretholde det fysiske liv for flest mulig mennesker kan ikke være det eneste succeskriterie i håndteringen af epidemien.

For prisen vi betaler for en febrilsk kamp mod hvert eneste dødsfald, er at livet bliver dårligere for alle, ikke mindst de yngre. Indikationerne på den udbredte reduktion i livskvalitet, særlig blandt børn og unge, er mange. I længden vil det resultere i flere tabte leveår end det koronaen gør nu.

Det, som sker i øjeblikket, er at vi giver afkald på ting som gør livet værd at leve, for at beskytte livsfunktionerne. Vi lever ikke kun som grøntsager som vandes når regeringen bestemmer det, men måske lidt som burhøns som får lov af og til at gå frit på myndighedernes nåde.

Selv sammenbidte modstandere af eutanasi forsoner sig som regel med at maskiner som holder et menneske kunstig i live, kan slås fra hvis der ikke er udsigt til at vedkommende nogensinde kan opleve et sekunds livskvalitet. Det er bedre at dø end at leve i kunstig, permanent koma så længe det er teknisk, økonomisk og biologisk mulig.

Selvom eksemplet sætter sagen lidt vel meget på spidsen, er det måske mere nærliggende at tænke på ældre som ikke er i koma, men som synes at livet er trøstesløst, hvis man aldrig må træffe familie eller venner, eller have et socialt liv på andre måder, på grund af smitterisiko. Mennesker er skabt til at være i relation med hinanden.

Det er let at tænke sig at de fleste ældre er rede til at tage en vis koronarisiko for at kunne tage imod besøg af familien. Men de som ikke er villige til det, kan jo lade være, og omgivelserne hjælpe dem med at få det til at fungere rent praktisk.

Problemet er måske at moderne mennesker ikke har et gennemtænkt forhold til det uomtvistelige faktum at de en dag skal dø. Samtidig er tidsånden sådan indrettet at der knapt er noget som er større end ens eget liv, som paradoksalt nok bliver meget mindre fordi det ikke er del af noget større.

Uanset hvad har livet ikke kun værdi i kraft af at vi har fungerende livsfunktioner. Livet består af noget andet ogmere end åndedræt, transpiration og metabolisme (fordøjelse), og dette noget kan ikke beskyttes ved at give efter for et antiseptisk, neurotisk kontrolbehov. Vi er ikke almægtige herrer over liv og død.

Livet folk elsker, består f.eks. også af at træffe andre mennesker, af leg, af at give hinanden et klem, deltage i foreningsliv, fødselsdagsselskab eller gudstjeneste, gå til koncert eller tage sig en øl – alt sammen omstændigheder som nu er mere eller mindre udenfor rækkevidde. Listen af sædvaner og større eller mindre ritualer kan gøres meget længere. Jeg har ikke engang nævnt det at indgå nye parforhold eller stifte familie – altså at sørge for at livet kan gå videre efter os selv. Hvad kan være mindre fremtidsrettet end at svigte på det punkt?

Vi må kort og godt være rede til at risikere livet for at beskytte det, som giver livet mening. For mange har livet ikke mening uden friheden, og mange har ofret livet i krig for den.

Det, som sker nu, er at vi opgiver en smule lidt farligere frihed for at kunne leve som slaver af et inkonsekvent og autoritært teknokrati uden nogen klar strategi, som da også forandrer spillereglerne vi må følge hele tiden. Man behøver snart en advokat på fuldtid for at være sikker på hvad man må foretage sig. Det er ikke et liv for frie mennesker.

Dette teknokratiske monster kan kun administrere og sanktionere, mens det tænker indenfor en boks som andre har lavet, men aldrig være et eksempel, vise reelt lederskab eller drive selvstændig tænkning.

På et eller andet tidspunkt må verden sige tak, men nej tak – og myndigheder rette ind 

derefter. En sådan vending vil give øgede dødstal, men det vil samtidig gøre livet mere værd at leve, og med det øgede den sociale vitalitet som vi nu er færd med at dræbe. Det er nok nu.

 

ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle