I et sam­fund, som har givet afkald på sin iden­titet, omtaler Norges statsmin­is­ter Erna Sol­berg mus­limer som «vor tids jøder», mens kris­ten­dom­men anses for at være et tegn på højreek­strem­isme. Og en tidligere leder af de svenske socialdemokra­ter mener, at det ikke vil være nogen katas­trofe, hvis alt svensk og svenskerne selv skulle forgå. Det ligger helt udenfor deres forestillingsevne at indse, at den vestlige lev­emåde, som de selv nyder godt af, eksis­terer på bestemte betingelser. Den afhænger af en kul­tur, som udgår fra et folk, ikke af, hvad en stat måtte beslutte.

Det har længe været mere end tydelig, at vi har ledere, som overhovedet ikke forstår sammenhængen mellem, hvad de udtænker,  og kon­sekvenserne i den virkelige verden. Vi skal nok ikke for­vente, at poli­tikerne ligger søvnløse om natten over at høre, at det ne­top var en af de kvoteflygtninge, som de selv har stemt ind i lan­det, der ødelagde et eller flere liv – selv om ofrene for voldtægterne, volden eller andre krænkelser lige så godt kunne have været deres egne børn eller dem selv endog. Sagen i Kongsberg indbyder til refleksion over, hvad der er karakteristisk for vor tids måde at tænke på.

“Hvad er du mest bange for?” bliver borgermesteren i Kongs­berg spurgt om, efter at en ung kvinde på 20 år var blevet trukket ind et hus med asylan­søgere og udsat for gruppevoldtægt.

Privat må det være, at der sker fam­i­lie og ven­ner, som jeg holder af, noget ondt. Poli­tisk må det vel være,  at Høyre/Frp.-reg­erin­gen bliver genvalgt ved Stort­ingsval­get i 2017.

Ord­fører Kari Anne Sand virker ude af stand til at tænke klart om de stærke følelser, som folk har for at beskytte deres nærmeste. Som om det pri­vate og det poli­tiske var to helt adskilte sfærer, udtaler hun, at det værste, der kan ske, er at par­tierne, som vil begrænse truslen mod hendes fam­i­lie og nære venner, skulle beholde mag­ten.

Når de, som er ukritiske over for indvan­dring, går ud i medi­erne og siger «Frygt ikke!» efter angrebet mod Bat­a­clan og over­grebene i Køln, så er det også en måde at sige at truslen ikke angår dem selv — at den ikke rækker ud over andre end dem, som blive ram­t direkte. På den måden siger de også, at det, som sker for andre, umulig kan have noget med dem selv at gøre. De benæg­ter enhver lighed, som kunne minde dem om et for­p­lig­tende fæl­lesskab også kaldet sam­fund.

Det han­dler om, at det kristne ide­al om din næste er blevet erstat­tet med den fremmede. Mis­tænke­lig­gørelsen af kris­ten­dom­men er ikke tilfældig eller noget bare tidstypisk. Idéen om, at man har et specielt ans­var over for den og dem, som står en nærmest, er i bedste fald sus­pekt i vær­ste fald racisme – og helst det sidste.

De 1200 piger og kvinder, som blev udsat for sek­suelle overgreb i Tysk­land ny­tår­saften, bliver på den måde fremmedgjort, som om det hele var fiktion. For at nat­u­ralis­ere den fremmede som med­borger, har man måt­tet fremmedgøre selve tilværelsen. Vi er godt i gang.

Dette er ikke human­isme. Human­isme er per definition ikke rel­a­tivis­tisk. Den kræver et abso­lut: en under­kas­telse og ans­varlig­gørelse over­for ens plads i ver­den og frem­for alt over ­for ens med­men­nesker.

Milan Kun­dera skriver i Tilværelsens ulidelige lethed om med­følelsen som andenrangs i følelse­shier­arkiet. Dette giver intu­itivt mening i dag.

I et gudløst sam­fund kan med­følelse ikke bestå i noget større end at være en mate­ri­al­is­tisk velgører for den, som anses for at være dårligere stillet, end man selv er (jf. indvan­dring og bis­tand). Sjæ­len forstås sådan, som Hegel beskriver det i nogle af sine min­dre kendte værker: noget, som kun forholder sig i relation til sig selv. Den er ikke i stand til bedømme sig selv som en del af et større skaberværk, som en del under­ord­net en større hel­hed, hvor man egentlig ikke fuldt ud kan gøre krav på æren for alle de tin­g, man har, fordi det bedre kan og bør beskrives, som noget man får.

Hvis man ikke har et begreb om, at med­følelsen udgår fra noget højere end en selv, vil den eneste måde, som man virke­lig kan give på, være at give fra sig selv eller ens egne. På den måde har man også mis­tet grebet om, hvad der virke­lig er op til en selv at give.

Det bliver til et nulsumsspil, hvor selvudslettelsen bliver den frelsende gern­ing for den fremmede.

Således kan man fx bestemme sig for at give land og for­mue bort til fremmede folk og til og med tro, at det er ens ret at gøre det.

Men dette er ikke mørke refleksioner, selv om vi undersøger mørke tanker. Der findes da ikke noget mere naturlig unaturlig end den kærlighed, som fortaber sig i fan­tasien om den fremmede og under­trykker næstekærligheden. Det er næstekærligheden, som bærer sam­fundet fra dag til dag.

Der er rigtignok forskel på den næstekærlighed, som vi ken­der fra kris­ten­dom­men, og så den, som er baseret på at elske Gud på en måde, som bare tjener til at hade men­nesker – sådan, som den algeriske forfatter Boualem Sansal beskriver kærligheden til Allah.

Georges Rouault